Kategoriarkiv: Ukategoriseret

Høsttale 2018

Skriv en kommentar

Lørdag d. 15. september 2018  havde Beldringe Borgerforening inviteret mig til at holde årets høsttale ved deres årlige Høstfest. En invitation, som glædede mig meget. Det blev da også en dejlig aften for mig, hvor jeg mødte en forsamling feststemte, imødekommende og gode mennesker. Dette blev ordene:

Da jeg gik i skole, havde vi en geografibog, hvor forskellige farver viste, hvad der var det særlige ved de enkelte lande. Danmarks farve viste, at vi var et landbrugsland. Det var der nu ikke mange af os børn, som var i tvivl om, for vi gik i en landsbyskole; en lille skole med tre klasser, som imidlertid var ret stor, når man selv ikke var større end vi var.

Hvad skulle Danmark være andet end et landbrugssamfund? Vi boede i en landsby, hvor der lå tre bondegårde inde i selve landsbyen. En proprietærgård var der også blevet plads til, med en proprietær, der havde en ikke ubetydelig indflydelse på landsbyens sager. Der, hvor jeg boede med min far og mor, stødte vores have op til en mark. Det kunne næsten ikke være anderledes, for byen var omkranset af marker. Og lige overfor os boede smeden, som reparerede alle de forskellige redskaber, der blev brugt på markerne, og som undertiden også skoede heste.

I smedjen og ved markhegnet havde jeg et ret godt overblik over årets gang i landbruget. I løbet af et år fulgte jeg med i forberedelserne til såning, i selve såningen, i bekymringen for vejret, i høsten og i alt det, der skete efter høsten. Dét var min erfaringsverden, og børnene i byen legede bønder, når de ikke lige spillede fodbold på kirkepladsen eller legede i Ellehaven i udkanten af byen, hvor der også om sommeren kunne stjæles æbler og bær fra præstens have. Men det fik os ikke til at overveje at blive præst. Noget andet var det med muligheden for at blive bondemand.

Jeg gik i klasse med børnene fra gårdene, så i modsætning til i dag vidste jeg faktisk noget om landbrug, da jeg var barn. Ingen undrede sig derfor over, at jeg med sikkerhed i stemmen kunne svare på det sædvanlige spørgsmål om, “hvad skal sådan en lille fyr være, når han bliver voksen?”: “Bondemand” naturligvis.

Jeg blev ikke til noget ved landbruget. Men jeg fik børn, som også havde geografi i skolen. Her lærte de, at Danmark tidligere havde været et stort landbrugsland, men nu mere måtte betegnes som et service- og informationssamfund. Men det er ikke helt korrekt. Danmark er stadig et landbrugsland.

Næsten to-tredjedele af Danmarks areal er landbrug. I vores nabolande er landbrugets andel af det samlede areal betydeligt lavere. Og korn udgør 54 pct. af landbrugsarealet. Der er stadig noget at fejre ved en høstfest.

Når det bliver diskuteret om Danmark er et landbrugsland eller ej, så drejer det sig om økonomi.  Hvor meget fylder landbrugsproduktionen i BNP og lignende. Men det er ikke kun i økonomisk forstand, at Danmark har været og stadig er et landbrugsland. Selv om der naturligvis er økonomi i sagen, så er der meget mere i spil. Det viser sig bl.a. ved en høstfest.

Jeg tror ikke, at der er nogen andre erhverv, der holder noget, som kunne minde om en høstfest, for at fejre deres produktion. IT-industrien og bankerne; jeg tror ikke de holder en særlig årlig fest for at fejre deres specifikke produkt, f.eks. computerprogrammernes dag eller pengenes dag. Eller hvad med Ældreområdet, eller Sygehusområdet?

Når der holdes høstfest, er det fordi, landbruget ikke kun er et erhverv med en produktion, der kan gøres op i penge, men også en tilstand for mange danskere, selv om det måske er ubevidst for de fleste. Landbruget er lige her; ikke i fabriksbygninger, ikke i højhuse, ikke lukket inde på særlige institutioner eller i produktionshaller – nej, landbruget er lige her, lige foran vores øjne. Uanset, hvor meget eller hvor lidt man måtte kende til landbrugets økonomiske mekanismer, så kender man til landskabet, og det danske landskab og geografi er i dén grad præget af landbruget, af markerne, af kornet om sommeren. Uanset, hvor man kører rundt i det danske landskab er der tydelige spor af landbruget.

Kaj Ejstrup (1902-1956)
“Høstlandskab”
Odsherreds Kunstmuseum

Man kan sige, at det danske landskab er lig med landbruget. Det er markerne, der er kernen i det danske landskab. Man kan ikke beskrive, tage billeder o.l., af det danske landskab uden at få markerne med. De er der, og de dominerer billedet, og derfor også vores bevidsthed om, hvordan Danmark ser ud. Danmark, udenfor de større byer, ser ud som landbrugets marker – er ensbetydende med landbrugets marker tilsat et par mindre skove og måske lidt havudsigt.

I det meste af Danmark lever man ikke længere særlig tæt på det som foregår før, under og efter høsten, og slet ikke så tæt på, som jeg gjorde i min barndom. Men man kan ikke af den grund komme uden om kornmarkerne. De trænger sig på, selv om det efterhånden er de færreste, der kan kornsorterne.

Markerne med landbrugets afgrøder og produktion trænger sig så meget på, at man ofte slet ikke kan se dem for bare marker. Og sådan er det når man kender noget så godt, at det næsten er blevet til en del af ens forståelse af verden, blevet en tilstand; så er det der bare, og vi lægger først mærke til det, hvis det en dag ikke længere skulle være der.

Når jeg siger, at landbruget er det eneste erhverv, som traditionelt holder en årlig fest for at fejre sin produktion, så er det fordi, at landbrugets produktion, i form af kornet og høstens afgrøder, er et ganske specielt produkt.

Det særlige ved høsten, det der adskiller produktionen af korn fra stort set alle andre produkter, er, at der er noget andet end menneskets hænder og vores tekniske og faglige dygtighed, som spiller ind. Det er i de færreste andre produktionsprocesser at det er så tydeligt, at mennesket er afhængig af noget andet end sig selv og det menneskeskabte. Det handler om afhængigheden af naturen i bred forstand: jord, mikroorganismer, himmel, luft, hav, fauna, dyr – både det synlige og det usynlige i vores omgivelse, man kunne sige i vores ophav.

Når der i kirkelig sammenhæng siges tak for høstens afgrøder, betyder det, at der siges tak til Gud, for det der gives os til livets opretholdelse, det daglige brød. I dag kan det lyde umoderne, som et levn fra en helt anden tid. Måske – men hvis vi giver tingene nogle andre navne, beskriver det på en lidt anden måde, så viser der sig alligevel noget.

Tidligere blev Gud takket, fordi han var navnet på den kraft, som mennesket ikke selv havde kontrol over, men som det var afhængig af, hvis høsten skulle lykkes. Uanset menneskelig dygtighed, teknisk kunnen, effektive maskiner og meget andet af det, som vi selv råder over – så er vi imidlertid stadig afhængig af noget, der ikke er under vores kontrol. Det gælder ikke kun landbruget, det gælder os alle. Men denne afhængighed er tydelig når man kører igennem det danske landbrugs-landskab: Afhængigheden af jorden, af det der er i jorden, af vinden, af varmen, af temperaturen, af regn eller tørken.

I det gamle Grækenland mente man, at vinden, solen, jorden og dens frugtbarhed, regnen, havet og naturen i det hele taget repræsenterede forskellige guder, eller rent ud sagt var gudernes beskeder til mennesket. Og guder, det vidste man godt, dem har mennesket ikke under kontrol. Derfor hyldede grækerne også de ukendte kræfter, når det var gået godt, og endnu mere for at sikre, at det fortsat skulle gå godt.

Man behøver ikke at tro på græske guder, eller guder i det hele taget, for at have respekt for de kræfter, vi som mennesker ikke selv har kontrol over. Disse kræfter kan så meget med os mennesker og vores livsvilkår, og råder næsten over alt det vigtigste i tilværelsen, fra kærlighed til høstens afgrøde. Det opleves ikke kun i Danmark, men lige for tiden i de områder, der rammes af orkaner. Det opleves af os når vi rammes af tørke, eller af alt for regnfulde perioder, eller af kærlighed eller af tab. Der er tale om en afhængighed af noget, som vi kun i meget begrænset omfang har kontrol over.

Vi har så mange politiske og personlige projekter, der skal frigøre os fra afhængighed. Måske har vi også undertiden brug for at dyrke afhængigheden lidt mere – som vi f.eks. gør i aften ved en høstfest, hvor det fejres, at høsten nu er inde; at den er i hus på grund af menneskets store evner og arbejdsindsats, men også fordi naturens ukontrollerbare kræfter, måske endda de græske guder, spillede sammen med os, endnu en gang.

Mærkelige ting: Postkasse

Skriv en kommentar

Dette er et device, som næsten alle mennesker brugte for nogle år siden. De unge kan spørge deres forældre. Det kaldes for en postkasse og kan overfladisk set sammenlignes med computerens mailboks eller inbox. Det, der kunne puttes ind gennem revnen, var såkaldte breve. Det var en slags mails, som nogle dage tidligere var blevet lagt i en anden postkasse. Og så kom postbuddet et par dage senere med brevet og lagde det i ens egen postkasse.

img_1638-e1536605350577.jpg

Postkasse

Der fandtes forskellige former for breve. Det kunne være breve fra venner, som var i udlandet, med længere rejsebeskrivelser og måske tegninger af det de havde set. Der var invitationer til forskellige festlige lejligheder. Så var der kærestebreve, hvor der måske var vedlagt en lille ting, som mindede om den elskede. Der var de såkaldte rudekuverter med regninger, der skulle betales på posthuset. Og der var de små julekort og nytårshilsner, med årets julemærke på. Men der var også de lange samtalebreve, hvor man gennem en længere periode, måske i årevis, udvekslede breve om særlige emner med venner som delte ens interesse for f.eks. litteratur, kunst, filosofi, fodbold, livets problemer i almindelighed eller fremstilling af hjemmebryg.

De forskellige slags breve havde forskelig effekt på modtageren. De fleste breve blev dog modtaget med spænding, for de rummede en slags hemmelighed lige til man havde læst, hvem der var afsender (nogle var dog helt uden afsender), undersøgt skriften på brevet, fået det åbnet, foldet ud, og endelig sat sig ned med en kop kaffe eller the for at læse brevet den første gang af mange. Var det et fortroligt brev, et meget personligt eller et kærestebrev skulle det efterfølgende gemmes, måske nede blandt sokkerne eller undertøjet bagerst i skuffen.

I de fleste familier var der et specielt ritual forbundet med at tømme postkassen. Hos os foregik det ofte på denne måde: Hvis der allerede var kommet nogen hjem, råbte man: “er postkassen blevet tømt?” Blev der svaret bekræftende gik man videre ud i køkkenet, hvor posten lå til venstre på køkkenbordet. Blev der svaret ”nej” hentede man nøglen til postkassen i det lille nøgleskab, som vi havde arvet fra bedstefar, og gik derefter ud for at tømme postkassen.

Jeg har stadig hundredvis af breve gemt i arkivkasser. De er meget forskellige. Kuverterne har forskellige særpræg, som siger en del om de mennesker, der sendte brevene til mig. Den skrift, som mit navn var skrevet med og som jeg for det meste kunne genkende så snart jeg fik brevet i hånden – den håndskrift var en forlængelse af det menneske, som havde den, en forlængelse af hans eller hendes sjæl. Noget, som man kunne kikke på og læse særlige kendetegn ud af om sindsstemningen hos afsenderen, da brevet blev skrevet og postet. Derfor gemte man både brevet og kuverten; det var to ting, der hang sammen. Brevets værdi var også knyttet til skriften, kuverten, papiret, skriftfarven og eventuelle dekorationer eller klistermærker. Sammenlagt blev det til et brev men også til en mindeting, fordi brevet var så tæt forbundet med brevskriveren og afsenderen, og det var ikke sjældent, at man direkte kunne dufte afsenderens særlige aura af hud, parfume, sved, røg – bare ved at åbne brevet eller dufte til kuverten. At åbne et personligt brev var nærmest som at få afsenderen gjort kropslig foran én.

Nu var det jo ikke hver dag, at man fik post af betydning. Der kunne gå dage og undertiden uger uden breve i postkassen. Derfor var spændingsniveauet mærkbart når “posten havde været der”. Det var således en stor dag, da vores børn for første gang fik post i form af et brev med deres eget navn på. Det var en slags selvstændighedserklæring. Den dag begyndte børnene på en seriøs produktion af tegninger og små fortællinger, der kunne sendes tilbage til afsenderen, ikke mindst som tegn på, at man selv gerne modtog flere breve. Det var også fra den dag, at de ville have deres navne på postkassen, som tegn på deres personlige tilstedeværelse i verden. Nu er de voksne og har fået deres egne postkasser i København, hvor der sikkert kun kommer reklamer og lokalaviser, ligesom i vores postkasse.

Jeg tvivler på, at deres børn kommer til at opleve en postkasse lavet af hardware, som den vi stadig har stående ved indgangen med vores navne på. Alt tyder dog på, at de alligevel kommer til at tømme postkasse cirka to millioner gange oftere end os. Den bippende besked om, at “You’ve Got Mail”, lyder ikke blot én gang om dagen men – ja, hvor mange gange har du tjekket mail i den seneste halve time?

Den elektroniske inbox er en postkasse, der så at sige vender indersiden udad. Den præsenterer os for et stort indre, hvor det hele ligger: Mails, vi lige har modtaget, alle dem vi i det hele taget har modtaget, alle dem vi har slettet, alle dem vi ikke har besvaret, alle dem vi bør besvare og derfor har markeret med et rødt flag, de vigtige desuden med et udråbstegn. Og så er der spam, der er alt det betydningsløse, som vi alligevel ikke kan slippe for i den elektroniske postkasse. Der er mails med nyheder, med opdateringer fra vores kontoer på Instagram, Facebook og Twitter. Det er den rene og uformidlede inderside af en evigheds-postkasse, som ved hjælp af hastighed, farver, lyde og ubegrænset leveringskapacitet på det dybeste påvirker den menneskelige sensibilitet.

Postkassen ved indgangen til vores hjem og postkassen på min iPhone skaber forskellige mentale og fysiske tilstande. Når man tidligere sad og skrev eller læste, var involveret i en middagsaftale, spiste, snakkede eller nussede med hinanden på sofaen, så ville det have været udtryk for en ganske hårdt ramt habitus, hvis man flere gange gik ud til vejen for at tjekke sin postkasse. Man vidste desuden også, at der i hvert fald ikke ville ligge noget i postkassen før posten havde været forbi. Nu ved vi, at posten er forbi mens vi går på toilettet, skriver, læser, arbejder, er under transport, elsker, kysser, samtaler – hele tiden, med andre ord. Der er tale om et mail-delirium, en chokbølge, der konstant skyller ind over os.

Tidligere var det en stående morsomhed at fortælle om det, der kunne ske, hvis konen var alene hjemme, når posten kom: “Den dreng ligner overhovedet ikke sin far, så han må være kommet med postbuddet.” Den slags morsomheder fungerer ikke længere. I dag er det et forøget stressniveau, der kommer med posten, som kommer igen og igen og igen og igen og …

Virksomhedsledelse i tynd luft

1 kommentar

Jeg har tilbragt omkring 30 år på arbejdsmarkedet, og har været præsenteret for ganske mange seancer med teambuilding, idéudvikling, innovationsøvelser, samarbejdslege, strategiudvikling o.l. Langt de fleste af disse events har været direkte meningsløse, spild af tid og dybest set et symptom på, at virksomhederne har udviklet sig til organiserede kampzoner, hvor arbejdsklimaet og mulighederne i det daglige er alt andet end indbydende til netop idéudvikling, nytænkning og samarbejde.

Jeg har prøvet at søge begrebet “teambuilding” på Google. Der kom over 10 millioner hits ud i hovedet på mig. Hvorfor i alverden har virksomhederne det enorme behov for at sende medarbejderne på kurser i netop teambuilding, innovation, nytænkning, anerkendende kommunikation, konfliktløsning, idéudvikling o.l.? Det sker i et omfang, så der har udviklet sig en selvstændig industri, som lever mere end godt af at imødekomme dette tilsyneladende uendelige behov for ”kompetenceudvikling” hos medarbejderne, som det hedder. Men det er da mærkeligt, for de selv samme medarbejdere er jo dog sammen dag efter dag, fra morgen til aften, på deres virksomhed mens de arbejder med deres kerneopgaver.Team-building

Måske er det sådan, at der i dagligdagen på langt de fleste virksomheder og institutioner er for meget ledelse og for lidt faglighed. Jeg tror, vi har passeret grænsen for, hvor meget ledelsesspecialister kan afløse faglighed. Dækningsløse ledelsesteorier om effektivisering, forandringsledelse, handlekraft, uddelegering, omstrukturering, strategiudvikling, situationsbestemt ledelse og meget mere, har for længst trængt fagligheden ud af ledelsesafdelingerne. Lederne ved ganske enkelt ikke nok rent fagligt og det betyder, at virksomhedernes kultur og daglige liv bliver tømt for den ånd, som netop skulle skabe innovation, nytænkning og samarbejde omkring de faglige kerneopgaver.

Det var vist Stephen Hacking der sagde, at den største fjende ikke er uvidenhed, men illusionen om viden. Jeg er bange for at denne fjende sidder i hjørnet ved ganske mange møder i virksomhedernes ledelse. Jo, selvfølgelig skal en leder have viden om ledelse, men ledelse er også faglig ledelse, inspiration, initiativ og åndfuldhed på de områder, som virksomheden arbejder med.

Måske er det blevet sådan, at virksomhederne må sende medarbejderne på kurser i teambuilding, innovation og lign., fordi arbejdspladserne i sig selv faktisk modvirker udviklingen af disse værdier. Jeg tror ikke lederne har viden nok om kerneopgaverne, eller også tror de, at virksomhedens kerneopgave er ledelse. Men ledelse er jo dybest set en slags servicefunktion for dem, der varetager kerneopgaverne. En funktion, der skal sørge for at klimaet er inspirerende i dagligdagen, motiverende, udviklende – innovativt, hvis man endelig vil bruge det ord.

Jeg har mødt mange ledere, som i alvor siger, at de har viden om ledelse, at det er deres opgave, for medarbejderne ved jo alt om det faglige. Så er det, at Stephen Hawkins spøgelse dukker op lige bag ryggen på dem. De tror de har viden, men det har de ikke. Den slags ledelse foregår i en boble indeholdende en meget tynd luftart. Her bliver ledelse defineret som handlekraft, organisationsevne, overblik; som om man kunne have det uden at være meget, meget fagligt velfunderet på virksomhedens kerneydelse.

Men så kan man jo vise handlekraft ved at sende medarbejderne på teambuilding, strategimøder, innovationskurser, workshops, hvor der arbejdes med udvikling, samarbejde og kommunikation. Det skaber måske en momentan oplevelse af, at nu sker der noget. Men det skaber jo ikke en ny daglig atmosfære på virksomheden, blandt medarbejderne og i forhold til de daglige arbejdsopgaver. I sidste ende er det blot et symptom på en gigantisk fejltænkning af kompetencekravet til ledelsen. De ved for lidt fagligt og tror de ved meget ledelsesmæssigt, eller tror, at man kan vide noget ledelsesmæssigt uden at vide noget fagligt.

Om kys og kysningens filosofi – og lidt mere

Skriv en kommentar

»Jeg kysser dig!« Der er altså et menneske, som giver et kys og et andet, som modtager kysset; men hvor kommer selve kysset fra? Der er et »mig« og et »dig«, men der er ikke et »kys«, som ikke involverer i hvert fald to mennesker. Der findes ikke et kys, som kommer et eller andet sted fra, så vi kunne sige; »se, der kommer et kys ned mellem læberne på os«. Kys opstår når der er kysning, når mennesker så at sige gør et kys sammen. Hvis der skal være kys i verden må vi mennesker selv lave dem.

Hele kyssets eksistens ligger i, at to eller flere mennesker kysser. Så er kysset der. Hvis mennesker pludselig skulle holde op med at kysse, ikke længere gad at kysse, så ville der heller ikke længere være nogen kys i verden. De vil ikke kunne hentes frem fra arkiverne på et museum for at blive udstillet under et skilt: »Se dette kys«. Der kunne være billeder af mennesker som kysser. Men ikke nogen kys, hvis kyssehandlingen forsvandt.

Kys opstår når mennesker gør noget specielt sammen. Og på den måde opstår mange af de vigtigste ting i verden, som f.eks. »fred«. Det er med fred, som med kys. Der er ikke et sted, hvor der ligger en mængde fred. Fred opstår på samme måde som kys, når mennesker gør noget specielt sammen. Eller »solidaritet«. Der opstår solidaritet, når mennesker det gør solidariske, ellers er solidariteten der ikke. Ligesom kyssene ikke er der, hvis der ikke bliver kysset.

Hverken kys, fred eller solidaritet opstår, fordi vi taler om det. Først når vi aktivt gør kysset, freden eller solidariteten kommer disse ting ind i verden. Det gode ved dette er derfor, at ting som kys, fred og solidaritet ligger latent i mennesket. At kunne lave kys, fred, solidaritet og mange andre lignende goder, hører til menneskets muligheder. Men de kan kun komme til verden sammen med mennesker. På egen hånd kan et kys ikke noget.

Et kys kommer ikke ind i verden, hvis det ikke er i selskab med kyssende mennesker. Og sådan er det også med freden og solidariteten. De kommer kun til verden når mennesker sammen gør fred og solidaritet, når vi realiserer dem sammen. Hvis vi vil have kys i verden, så må vi altså kysse sammen. Hvis vi vil have fred, solidaritet og lignende gode ting, så må vi altså være fredelige og solidariske sammen. Heldigvis er det jo også lige netop også den mulighed vi har.

Karl Marx bliver 200 år i dag. Opgaven er stadig at forandre verden!

2 svar

Karl Marx blev født d. 5. maj 1818 i den tyske by Trier. Måske er jeg den sidste generation, der har haft ham som bagage op gennem ungdommen og faktisk i hele mit liv. Og så alligevel; for mens mange har troet, at casino-kapitalismen for længst havde taget livet af den marxistiske tænkning, så er Karl Marx ved at blive rehabiliteret.

På mange måder er de fleste menneskers syn på verden i dag præget af den marxistiske historiefilosofi: at det er de økonomiske og materielle relationer, der bestemmer vores bevidsthed og sociale relationer – og ikke omvendt. På det økonomiske område, er Karl Marx’ analyser også en yderst relevant ramme til at forstå, hvad der er ved at ske med vores casino-kapitalistiske system: Det er ved at sejre sig ihjel.

Karl Marx var en filosof med en sag, som kan sammenfattes med overskriften fra et brev, han skrev i 1844: Han ville praktisere »en hensynsløs kritik af alt, der eksisterer.« Og i de såkaldte ”Feuerbach-teser” skrev han om de hidtidige filosoffer, at »de kun har fortolket verden på forskellige måder, men nu er opgaven at forandre den.«

Marx analyserede menneskehedens historie som klassekampens historie, hvor samfundsklasser står over for hinanden. I dag benægtes det ofte, at der kan tales om klasser og klassekamp. Men der er stadig en voldsom ulighed i økonomi, ressourcer, velfærd og i muligheder mellem forskellige grupper i samfund overalt i verden.

For et par år siden blev Karl Marx’ analyse opdateret af den franske økonom Thomas Piketty i bogen »Kapitalen i den 21. århundrede.« Ikke overraskende havde nogle årtier med dereguleret casino-kapitalisme resulteret i voksende afstand mellem verdens rigeste og fattigste: Tallene viser bl.a., at de 8 rigeste i verden (som næsten kan være i en almindelige familiebil) har rigdom svarende til de 3.5 milliarder fattigste.

Der er ikke nogen tvivl om, at vor tids globale casino-kapitalisme er langt mere sofistikeret og modstandsdygtig end den var på Karl Marx’ tid. Derfor: Vi har stadig brug for kritiske marxistiske analyser af ulighed, undertrykkelse og magtmisbrug. Hvis vi mister evnen til at se uligheden og uretfærdigheden, så bliver vi selv en del af det undertrykkende.

April

Skriv en kommentar

Sneen smelter når du nærmer dig.
Jeg så det i dag, hvor foråret voksede
under dine fødder. Erantis og krokus
skød op i dine spor som solskinsstriber,
der af glæde boblede ud af din krop.

Meget kan lokkes til at gro op for at se
hvad det mon er for en fugl
der synger i din hals om forårets lys.

Din varme får alleens træer til at strække sig,
hviskende fra den vinterblå krone:
Nu skal vi begynde at grønnes, for dér går hun;
solens jordiske filial.

Isen trækker sig tilbage med løftet
om varme sommernætter på stranden
med sand mellem vores kroppe.
Du ånder de sidste snekrystaller ind og kysser
brystvarme forårslæber ud på mit ansigt.

Kærlighedens hellige treenighed
drilles ud på bådbroen, som var vi forårsunge.
Tre kys med forskellige navne kobles sammen
og bliver til det store og altid forårsagtige lys:
Jeg-Elsker-Dig.

Myten om gnisten under asken

Skriv en kommentar

I 1926 blev min far født. Og i 1926 udgav forfatteren Johannes V. Jensen digtsamlingen »Verdens Lys«. Der er ikke nogen sammenhæng. Der er langt flere tilfældigheder end sammenhænge i denne verden. Alligevel opstår der mening. Det er når tilfældighederne giver sammenhæng. F.eks. når man sætter to begivenheder eller situationer sammen, som ikke tidligere har været sammenknyttet, og lader sig inspirere af deres nye samliv. Så kan verden faktisk ændre sig og give ny mening eller ny indsigt, om ikke andet så i én selv.

Verden er ikke kun en overflade, der er umiddelbart tilgængelig for forklaring. Den er også præget af dybe kræfter, som vækkes af vores længsel efter sammenhæng og mening. De fleste af os ligner på den måde de grækere, som Paulus fortæller om i Apostelenes gerninger, 17,23. De byggede et alter for en helt ukendt gud – netop også ukendt for dem selv – fordi de ville mindes om, hvor forundringsfuldt livet er, og hvor lidt af det vi forstår.

Min far blev altså tilfældigvis født i 1926, samme år som Johannes V. Jensens digtsamling udkom. Min mor var allerede født på det tidspunkt; det skete i 1919, og hun var 7 år gammel da min far så verdens lys. I digtsamlingen »Verdens Lys« skriver Johannes V. Jensen i det allerførste digt om gnisterne under asken. Og så var det altså i 1926, at den sidste af de to gnister, som i 1957 skulle blive til mig, blev født. Den første gnist bar min mor jo allerede rundt på. Begge gnister tændt af deres forfædres gnister under tidens aske. Og faktisk ulmede min egen gnist allerede i 1919 og 1926 – og
endnu tidligere – under asken.

For som digtet fra »Verdens Lys« fortæller:

Lovet være Verdens
Lys i min Tanke,
Solopgangen
og Synets Gave!
Af Gnist under Asken
genopstår Ilden.
Evig bedaarer
mig Dagens Under.

Dette første digt fra samlingen hedder »Takkesprog« og kunne altså læses netop dét år, hvor min far blev født!

 

Poesiens trøst. Om digteren Thøger Larsen

Skriv en kommentar

At læse digte kan have en dyb og terapeutisk effekt på sindet. Alt det, der ikke kan siges, hverken i videnskabens eller i hverdagens sprog – det kan siges i et digt. Ofte er det lige netop det vigtigste og dybeste i livet, som sproget ikke umiddelbart kan udtrykke. Nærmest som om det vigtigste ligger hinsides sprogets udtryksmuligheder. Sproget forstummer så at sige, stillet overfor det dybeste i menneskets tilværelse. Ofte er det imidlertid netop fra dén kilde, at digterne taler. Det usigelige kan få ord i et digt. Selv på tværs af årenes gang og tidernes forandring kan en digter tale til os; trøste, opmuntre, give ord til en dyb, men ellers tavs følelse eller erfaring.

Lige for tiden læser jeg den danske digter Thøger Larsen. Han levede fra 1875 til 1928. Levede og døde altså i en helt anden tid end den, der er min. I en verden, hvor “å” blev skrevet med “aa”, hvor digtene rimede og hvor verden virkede ny for Thøger Larsen. Ikke fordi den var ret meget nyere end i dag, men fordi han levede i en tid, hvor religionen var blevet erstattet af videnskaben, som forklaring på verden, på mennesket og på naturen. Dét gjorde verden ny og mystisk for Thøger Larsen. Verden var ikke besjælet med guddommelige kræfter, ikke skabt af en Gud, den var måske endda tilfældig og naturen blot en tavs livsproces, der var ligeglad med mennesket – som jo også blot var en organisk livsproces.

Alt det, som videnskaben opdagede om verden, gjorde imidlertid ikke verden og livet mindre mystisk for Thøger Larsen. Nærmest tværtimod. Det affortryllede ikke verden og livet – de videnskabelige opdagelser gjorde omgivelserne endnu mere dunkle, appellerede til endnu større nysgerrighed og undren. Og det er det, som Thøger Larsens digte udtrykker. f.eks. i digtet Pan:Larsen_kikkert_2

I Universets evige Blaa,
hvor Kloderne tavst om Kloderne gaa —
i Jordens Luft, Hvor Torden og Storm,
Solskin og Slud som Stemninger skifter,
mens Skyerne skifter Farve og Form
og jages af store, urolige Drifter —
i Kræfternes Løb ad Lovenes Vej,
manende Jordelivets mylrende Kuld
af Muld, over Muld, i Muld —

Fra 1913 er der et fotografi af Thøger Larsen – med bowlerhat og bag en enorm stjernekikkert – måske kikker han på Universets evige Blaa. Men det var ikke kun i forhold til dette fjerne, at Thøger Larsen kikkede dybt. Ikke mindst i forhold til det nærmeste – det der tages for givet og derfor ofte forbliver usagt – havde han et sikkert sprogblik:

Jeg elsker de kløftede Bakker,
hvorunder min Barndom Lyset saá,
hvor Skygger med Tænder og Takker
før Aften langt over Agren laa.

Det er fra digtet Ved Fjorden; et digt, der taler fra en anden verden, men som alligevel vækker trøstende og genkendelige følelser i mig, her i 2017. Faktisk har jeg det med Thøger Larsen, som han selv havde det med en for længst afdød poet:

Nu er du Muld, mens jeg er Mand.
(…)
Syv Hundred Aar os skiller ad,
dog gør din sang mit Hjerte glad.

På den måde gjorde poesien også sin virkning på Thøger Larsens hjerte, på tværs af tiden. Lige nu er det mørkt uden for. Dagene er blevet kortere og lysets korthed kan smitte af på ens indre. For mig kan Thøger Larsens digt Vintergraavejr faktisk lyse lidt op i hjertet:Thøger Larsen - Sommerens solnedgang

En Brise vugger sig kaad og øm,
mens Graavejrsfarverne vaage,
den nynner vildsomt om Verdens Drøm
bag Virkelighedens Taage.

 

 

Thøger Larsen var også maler – som et digt er dette maleri stemningsfuldt, så man næste kan mærke det.

Samtidighed

Skriv en kommentar

Midt i Radioavisen opdagede jeg årsagen til min pludselige svimmelhed: Jeg var ikke alene ét sted, jeg var mange steder på én gang. Oplæseren nævnte et sted på kloden, og jeg var der omgående. Et andet sted blev omtalt, og med det samme, ud af det blå, var jeg også dér. Jeg var på bjerget Mantap, hvor Nordkorea tester atomvåben, jeg var i Nangarhar-provinsen, hvor USA lige har smidt verdens største bombe, jeg var i Syrien, Tyrkiet, i Paris, London, Berlin og Stokholm, hvor den blinde islamiske vold har dræbt helt tilfældige mennesker. Jeg var i Somalia, Sudan og Yemen, hvor 1,4 millioner børn er ved at dø af sult. Jeg blev kastet rundt i verden mellem de 62 rigeste mennesker og de 3,5 milliarder fattigste, der samlet har langt mindre end de få rigeste.

Jeg var alle steder på én gang. Kvantemekanikken viser, at en partikel kan befinde sig mange forskellige steder på samme tid. Det er naturligvis kun i partiklernes mikroskopiske verden, at den slags ting sker. Men nyhedsudsendelsen skabte en eksistentiel kvantemekanisk accelerator, hvor jeg i løbet af få minutter var på helt forskellige steder i verden. Steder, hvor mennesker var kastet ud i livsomstændigheder, som umuligt kunne eksistere på samme tid, som jeg sad hjemme i stuen.

Nu løfter jeg min kaffekop, nu er mange af de 3,5 milliarder fattigste ved at omkomme eller ser deres børn dø af sult, eller nu er der børn, som bliver gjort til selvmordsbombere af islamiske galninge. Denne notoriske samtidighed af uforenelige hændelser kræver faktisk, at man det meste af tiden forsøger ikke at tænke på det.

Det betyder imidlertid også, at vi kommer til at leve i en form for realisme, som minder om det depressive menneskes syn på livet: Enhver positiv forventning, ethvert håb om forandring er en farlig illusion, som vi må holde os fra. Det bliver imidlertid også let til en kynisk distance, som i virkeligheden blot er en måde at blinde os selv på.

Det er samtidigheden mellem vores eget liv og de andres komplet fremmede livsomstændigheder, der kan virke lammende. Men det er også netop denne samtidighed, som er forudsætningen for overhovedet at kunne gøre noget. Vi lever på samme tid og i den samme verden. Faktisk er det en svimlende tanke, hvor meget og hvor mange ting der sker mens man selv er i gang med sit eget liv. Denne morgens nyhedsoversigt trak mig i nogle minutter ind i en iagttagelse af fremmede menneskers samtidige liv, og kvantemekanikken siger, at blot det at iagttage en partikel, at rette opmærksomheden mod den, kan forandre denne partikel…

 

Eksistensgenerator

Skriv en kommentar

Der er en café på det provinssygehus, hvor jeg i nogle måneder har været fast kunde. Jeg kan godt lide hende, der sælger kaffe og aviser. Vi får en snak når jeg kikker ind. Om dankortautomater, håndhygiejne, vejret, ikke mindst morgentågen – og så ønsker vi hinanden en god dag. Hun kikker på mig og det er vigtigt, at der er øjne som ser én, når man er på sygehuset. Hun kan se bekymringen hos de fleste af dem, som hun sælger kaffe og blade til. Henover disken hjælper hendes blik og ord mange patienter. Ligesom når sygeplejerskerne og fysio-pigerne kikker på én med øjne, der føles som om de i nogle øjeblikke deler ens frygt, og derfor gør den lettere at bære.

Fra caféen kan jeg se svingdøren, der adskiller sygehuset fra verden uden for. De fleste lyde når aldrig herind. Bilerne, vinden i træerne og kranerne fra byggepladsen nede på hjørnet. Inde på sygehuset er alle lyde anderledes. Selv når der bliver grædt sker det med et minimum af lyd. Men eksistensen larmer alligevel i caféen og oppe på afdelingerne

Svingdøren er en slags eksistensgenerator. Der er en verden til forskel på det vigtigste uden for sygehuset og inden for. Alle de egenskaber, der sættes højest i det liberalistiske markedssamfund, mister værdi i samme øjeblik de har været en tur gennem sygehusets svingdør: Økonomisk effektivitet, forbrug, luksusgoder, lønarbejde, konkurrencefordele og lignende økonomiske værdier. Inde på sygehuset handler det om helt antiøkonomiske værdier som medfølelse, venlighed, hengivelse, omsorg. Her bæres der vidnesbyrd om, at det sande begær ikke er markedets morbide forbrugsbegær, men – man tør næsten ikke sige det – begæret efter kærlighed.

Det er som om turen gennem sygehusets svingdør på et øjeblik kan få mennesker til at opleve, at de er trådt ind i den nøgne eksistens, stillet over for frygt, angst, lidelse, smerte, sygdom og livets endelighed. Men – det er på samme tid også her, at vi møder hende der sælger kaffe, sygeplejersken der trøster, fysioterapeuten der støtter og opmuntre, lægen der helbreder. Og selvfølgelig patienter, som på deres egen stille måde fortæller om det vigtigste i livet:

Ved det runde bord skråt bag mig, sidder der en ældre mand. På et tidspunkt vender jeg mig om for at se hvad klokken er, og møder hans blik. Jeg kan se, at han vil sige noget og læner mig frem for at kunne høre: »Min datter er på vej. Hun har ringet; kommer og besøger mig om lidt.«

Jeg nikker og tænker, hvor mange hjerter der banker her og allerede har banket her på sygehuset, fordi de tænkte på den kærlighed, som kunne lindre dem.