Midt i Radioavisen opdagede jeg årsagen til min pludselige svimmelhed: Jeg var ikke alene ét sted, jeg var mange steder på én gang. Oplæseren nævnte et sted på kloden, og jeg var der omgående. Et andet sted blev omtalt, og med det samme, ud af det blå, var jeg også dér. Jeg var på bjerget Mantap, hvor Nordkorea tester atomvåben, jeg var i Nangarhar-provinsen, hvor USA lige har smidt verdens største bombe, jeg var i Syrien, Tyrkiet, i Paris, London, Berlin og Stokholm, hvor den blinde islamiske vold har dræbt helt tilfældige mennesker. Jeg var i Somalia, Sudan og Yemen, hvor 1,4 millioner børn er ved at dø af sult. Jeg blev kastet rundt i verden mellem de 62 rigeste mennesker og de 3,5 milliarder fattigste, der samlet har langt mindre end de få rigeste.
Jeg var alle steder på én gang. Kvantemekanikken viser, at en partikel kan befinde sig mange forskellige steder på samme tid. Det er naturligvis kun i partiklernes mikroskopiske verden, at den slags ting sker. Men nyhedsudsendelsen skabte en eksistentiel kvantemekanisk accelerator, hvor jeg i løbet af få minutter var på helt forskellige steder i verden. Steder, hvor mennesker var kastet ud i livsomstændigheder, som umuligt kunne eksistere på samme tid, som jeg sad hjemme i stuen.
Nu løfter jeg min kaffekop, nu er mange af de 3,5 milliarder fattigste ved at omkomme eller ser deres børn dø af sult, eller nu er der børn, som bliver gjort til selvmordsbombere af islamiske galninge. Denne notoriske samtidighed af uforenelige hændelser kræver faktisk, at man det meste af tiden forsøger ikke at tænke på det.
Det betyder imidlertid også, at vi kommer til at leve i en form for realisme, som minder om det depressive menneskes syn på livet: Enhver positiv forventning, ethvert håb om forandring er en farlig illusion, som vi må holde os fra. Det bliver imidlertid også let til en kynisk distance, som i virkeligheden blot er en måde at blinde os selv på.
Det er samtidigheden mellem vores eget liv og de andres komplet fremmede livsomstændigheder, der kan virke lammende. Men det er også netop denne samtidighed, som er forudsætningen for overhovedet at kunne gøre noget. Vi lever på samme tid og i den samme verden. Faktisk er det en svimlende tanke, hvor meget og hvor mange ting der sker mens man selv er i gang med sit eget liv. Denne morgens nyhedsoversigt trak mig i nogle minutter ind i en iagttagelse af fremmede menneskers samtidige liv, og kvantemekanikken siger, at blot det at iagttage en partikel, at rette opmærksomheden mod den, kan forandre denne partikel…
Peter Johannes Schjødts blog 