Forholdet til USA: Kunsten ikke at vide noget, og at vide det

Skriv en kommentar

I dag skal de dansk/grønlandske forhandlere mødes med repræsentanter for Trump-regimet. Emnet er Grønland. På forhånd er det umuligt at sige noget om udfaldet, selv om hele den danske ekspertise er kørt i stilling, og gør, hvad den kan, for at sige noget; ikke for meget, men heller ikke for lidt, og derfor i virkeligheden, nærmest ikke noget. Og det er nok en klog strategi. For sandsynligvis vil det heller ikke efter mødet være umuligt at sige, hvad der skete, og ikke mindst, hvad der efterfølgende kommer til at ske. Noget af det mest karakteristiske ved Trump-regimet er nemlig, at det omskriver virkeligheden, nærmest mens den sker.

Læs resten →

Politik i kærlighed og venskab

Skriv en kommentar

En af dagens overskrifter i Ekstra Bladet lyder: “Voldsom uro i verden.” Lige siden Covid-19 ramte os, har den slags overskrifter været hverdagskost. I forbindelse med pandemien kunne vi høre de ledende politikere sige, at samfundet, ja, hele verden, aldrig mere ville blive som før. På mange måder har det været korrekt, og udsagnet kunne gentages efter Ruslands invasion af Ukraine. Og igen, da Trump erklærede, at han egentlig var ret meget på Putins side, og europæerne dermed ret meget alene i forhold til den russiske trussel, og da han satte sig i bevægelse for at få Grønland ind under USA, eller da han ville have Canada inkluderet i USA, som stat nr. 51, eller da han fik sit eget paramilitære korps i form af ICE, som nu skal gå fra dør til dør for at finde mennesker, der kan deporteres. Eller lige nu, hvor Iran brænder, og de frygteligste billeder af menneskelig lidelse slipper ud, på trods af præstestyrets nedlukning af nettet. 

Læs resten →

Da supermagten blev bange for Platon

Skriv en kommentar

Et politisk regime kan få gjort sig så afhængig af frygt, at det næsten ikke kan finde mennesker og ideer nok, som kan frygtes og forfølges. Det er en historie, som knytter sig til udviklingen af de fleste autoritære regimer på deres vej mod det totalitære: først kom de efter den ene gruppe, så kom de efter den anden gruppe… osv. Det er den mekanik, som Trump-regimet har sat i bevægelse i dagens amerikanske samfund. 

Læs resten →

Når det er nat i Iran

Skriv en kommentar

Jeg har skrevet om hende før, min iranske veninde, som jeg for snart mange år siden kom i kontakt med på et af de sociale medier. I gamle dage hed det nok en penneven, men brevenes tid er forbi, så vi har skrevet sammen på nettet, om filosofi, og udvekslet billeder af vores nærmeste omgivelser. Der er smukt der, hvor hun bor, og her, hvor jeg bor. Vi skriver aldrig om politik. Vi taler sammen i en zone, hvor verden ikke er splittet til fragmenter og adskilt af mure, hvor ordene kommer uden frygt, så det ikke er nødvendigt at tale om andet end det, vi begge holder af: filosofi, poesi, litteratur og vores familier.

Læs resten →

Trump-doktrinen: ”Vær bange”

Skriv en kommentar

Det er altid interessant at få et blik ind i maskinrummet hos verdens mest magtfulde personer. Hvilke tanker gør herskerne sig om netop det, at herske? Det kunne fx være den romerske kejser Marcus Aurelius (121 – 180), som skrev ”Tanker til sig selv”, bl.a. om det, at have magt og skulle udvise moral i anvendelsen af denne magt. Som romersk kejser havde han naturligvis en enorm magt, men gjorde sig kendt for ikke at klamre sig til magten, og altid forsøge at håndtere den med ydmyghed, selvdisciplin og under hensyntagen til fællesskabet. En nutidig og magtfuld leder kunne være Donald Trump, som jo også generøst lader os få indblik i sine tanker om magt og moral.

Læs resten →

Mordet i Minneapolis: Statsstøttet terrorisme

Skriv en kommentar

USA er et land, som for få måneder siden var Danmarks mest betydningsfulde alliancepartner. I dag er selvsamme USA et af de lande, som vi normalt ville lægge stor afstand til. Helt i forlængelse af et opslag på Instagram, hvor en amerikansk organisation skriver, at nu er det os, som er ”the bad guys.” Med andre ord, USA er nu selv blevet et af de lande, som det tidligere plejede at kritisere. På få måneder har USA udviklet sig til en af de ”venner”, som gør, at man slet ikke har brug for fjender. 

Læs resten →

Ansvarlighedens mur: Foragten for de udsatte

Skriv en kommentar

I dag tales der ofte med foragt og vrede om de mennesker, som flygter fra livsfarlige krigs- og konfliktzoner. Ofte med en aggressivitet, som man ellers kun oplever i forhold til en direkte fjende. Der, hvor vi burde se lidende mennesker i nød og med behov for hjælp, ser vi i stigende grad truende fjender. På grund af internettet er vi kommet tættere på alverdens konfliktområder og deres menneskelige omkostninger. Hvordan ser vi overhovedet med uden at blive mere berørt? Først og fremmest, fordi den samme udvikling, som har ført os tæt på de menneskelige tragedier, også har ført os væk fra dem. Vi har både fået større muligheder for direkte at bevidne menneskelige tragedier, men også større risiko for at løbe ind i en ansvarlighedens mur. Læs mere i mit essay på POV International:

Foragten for de udsatte

Er aktiv dødshjælp et svar på samfundets svigt?

Skriv en kommentar

Hvad er det for nogle kulturelle påvirkninger og værdier, som bestemmer, hvad barmhjertighed betyder, hvilket ansigt barmhjertigheden skal have i et samfund? Det vil fx sige den barmhjertighed, som skal hjælpe mennesker, når de konfronteres med lidelse og død. Før den sandsynlige vedtagelse af aktiv dødshjælp her i Danmark, er det vigtigt at spørge, om et uværdigt liv nødvendigvis bliver værdigt gennem den selvvalgte død, og ikke mindst: hvad der skal til, for at samfundet kan understøtte menneskers oplevelse af værdighed, på trods af lidelse, afhængighed af andre og dermed tab af autonomi – men uden aktiv dødshjælp? Læs mere i min kronik om aktiv dødshjælp.

Aktiv dødshjælp: Barmhjertighedens nye ansigt?

Kampen om Europas sjæl

Skriv en kommentar

Vi må forstå den ubehagelige kendsgerning, at populister, putinister, trumpister m.m. også forestiller sig selv, som Europas redningsmænd. At forstå dette er også at forstå, at truslen ikke udelukkende kommer fra populismen. Populismen er også en reaktion på Europas liberale og velstående etablissements manglende evne til at forblive tro mod Europas frigørende potentiale. Den eneste måde at besejre populismen på er at vende en nådesløs kritik imod det økonomiske og liberale establishment, som forrådte og fortsat forråder de europæiske velfærdsstater med en ødelæggende, neoliberale drejning. Læs mere i min kronik på POV:

Peter Schjødt: Europa er kommet hjem fra ferie

Kapitalismen: “Det’ de riges paradis, men jeg syn’s fan’me det er synd.”

Skriv en kommentar

De rigeste mennesker i verden har formuer, som er ubegribelige. Hvis vi blot tager den rigeste håndfuld, så er deres rigdom større end den fattigste halvdel af menneskeheden. Det er næppe overdrevet at sige, at kapitalismen har sejret ad helvede til, siden kommunismen og socialismen blev spillet af banen. Siden har regeringer over alt i verden medvirket til at skabe økonomiske regler, som entydigt favoriserer rigdom frem for arbejde. Som aktivisten og den politiske kommentator Grace Blakeley skriver i bogen “Rovdyrkapitalisme”: “De har sænket skatterne for de rige, skabt smuthuller, som højtlønnede skatterådgivere kan udnytte, og ignoreret de omfattende skattely. De privatiserede offentlige aktiver og deregulerede finansverdenen, hvilket skabte de perfekte betingelser for, at de superrige kunne få endnu mere ud af resten af os.” Læs mere i min kronik på POV International:

Sådan er kapitalismen