Uden at ønske det er vi (igen) blevet vidne til den ganske særlige amerikanske version af mediedækkede tragedier. En tragedie, som er gledet direkte ind i vores hverdag, på mobiltelefonen, mens vi prøver at finde listen til dagens indkøb foran køledisken i Netto. Omgivet af nærmest normalitet dukker den ultimative tragedie op på skærmen: I går skulle Christa Pike henrettes i Tennessee.
Læs restenHvad er det for nogle kulturelle påvirkninger og værdier, som bestemmer, hvad barmhjertighed betyder, hvilket ansigt barmhjertigheden skal have i et samfund? Det vil fx sige den barmhjertighed, som skal hjælpe mennesker, når de konfronteres med lidelse og død. Før den sandsynlige vedtagelse af aktiv dødshjælp her i Danmark, er det vigtigt at spørge, om et uværdigt liv nødvendigvis bliver værdigt gennem den selvvalgte død, og ikke mindst: hvad der skal til, for at samfundet kan understøtte menneskers oplevelse af værdighed, på trods af lidelse, afhængighed af andre og dermed tab af autonomi – men uden aktiv dødshjælp? Læs mere i min kronik om aktiv dødshjælp.
Spørgsmålet om aktiv dødshjælp drejer sig naturligvis om døden, men også først og fremmest om livet. Hvad gør livet værd at leve, og hvad kan gøre det så meningsløst, at døden er at foretrække, og hvorfor kan den selvvalgte død i nogle tilfælde gøre livet værdigt. Det er et problem, at spørgsmålet om værdighed omkring livets afslutning blevet reduceret til et spørgsmål om legalisering af aktiv dødshjælp. Det er naturligvis en medievenlig måde at tale om døden på. Her behøver vi ikke at stille spørgsmål til døden, her kan vi, som moderne mennesker, stille spørgsmål til os selv: ”Vil jeg lide, hvad nu hvis jeg bliver en grøntsag, hvis jeg kommer til at føle mig som en belastning, eller hvis jeg en dag ikke længere kan leve det liv, som jeg ønsker?
Læs mere i min kronik på POV International:
En kvinde træder ikke først ind i historien, når hun bliver mor. Hun inkarneres ikke først som menneske med fødslen af et barn. Jeg vil fejre mors dag ved at hylde de år af hendes liv, hvor min mor overhovedet ikke var påvirket af mig, ikke havde født mig, ikke fyldte sit liv med det at være min mor. Det er et mysterium, at et menneske, der har stået mig så nær som min mor, nærmest er en fremmed på fotografierne fra før hun blev min mor. Hun er som en fiktion, trods den ubestridelige virkelighed, som ungdomsbillederne dokumenterer. Læs mere på POV International:
Døden er de levendes problem, og der er ikke noget som døden, der kan skærpe opmærksomheden på livets vigtigste spørgsmål. På den måde er det dagsaktuelle spørgsmål om aktiv dødshjælp en enestående mulighed for at tale om et emne, som ellers er ret tabubelagt.
LÆS MERE I MIN KRONIK OM AKTIV DØDSHJÆLP PÅ POV INTERNATIONAL:
Politik henter sin betydning og mening fra det, som ikke er politik, men som bliver gjort til genstand for politiske diskussioner og beslutninger. I de kommende måneder skal Folketingets politiske partier diskutere og tage stilling til nogle af de dybeste eksistentielle spørgsmål, nemlig lidelse, menneskelig værdighed og død. Et borgerforslag om at legalisere aktiv dødshjælp i Danmark fik således over de 50.000 underskrifter, som gør det til en sag for Folketinget.
Læs restenMit barnebarn: ubegribeligt at jeg kunne leve i 65 år uden at have dig i livet. På blot 16 måneder har du skabt en ny begyndelse med din fødsel ind i verden. På de 16 måneder har du fået mig til at forstå, hvordan fødslens mirakel frelser verden for menneskene. Med din fødsel blev der skabt noget helt unikt; du blev ikke bare født til verden, du kom som en ny begyndelse på den.
Læs restenDet har været Mors Dag i dag, hvor vi har fejret den kvinde, som vi tror vi kender. Da jeg i morges sad og kikkede på fotografier af min mor, så jeg en kvinde, som jeg ikke har kendt og aldrig har set i virkeligheden. Det var det helt gamle fotoalbum jeg havde fået fat i, fra tiden før mig. Min mor havde været her på Kloden i 38 år, før jeg dukkede op. Derefter blev hun min mor og så levede vi i fælles tid i 39 år. Jeg kender kun kvinden på billedet som min mor, selv om hun på det tidspunkt, hvor det blev taget, ingen anelse havde om mig, og heller ikke om den mand, som skulle blive min far. Det er et af mine yndlingsbilleder af hende. Her er min mor, som jeg aldrig så hende, men jeg synes hun er ufattelig smuk. Det åbne blik ud mod verden skulle senere udgøre den sfære af kærlighed, hvorfra min egen verden kunne vokse frem.
Læs restenJo ældre man bliver, jo mere skal man kunne rumme – af den simple årsag, at man får indsamlet flere og flere oplevelser, mere og mere erfaring, efterhånden som livet går. Og ikke mindst skal man jo paradoksalt nok også kunne rumme alt det, som man mister gennem tilværelsen. Specielt med hensyn til det sidste tror jeg ikke, at nogen kan lære os at håndtere denne erfaring. Spørgsmålet er hvordan erfaringen kan mødes, uden at den udvikler sig til et mareridt.
Læs restenMan skal leve nogle år før det går op for én, at man er født. Begyndelsen kommer man kun til at kende på anden hånd. Man får alting at vide bagefter; hvordan ens forældre mødte hinanden, hvordan de forberedte sig til fødslen, hvordan den forløb, hvordan man var som barn i en tid og nogle omgivelser, som man ikke kan huske osv. osv. Men ens personlige historie er godt i gang allerede længe inden man overhovedet kommer til verden og selv begynder at medvirke til de efterfølgende generationers historie. Man fødes meget ung ind i en meget gammel verden.
Læs resten
