Kategoriarkiv: Døden

Når eksistensen larmer

COVID-19 er blevet en slags lyddæmper på den ellers så larmende og aktive verden. Men menneskets verden består ikke blot af det ydre. Vi har også en indre verden, der er lige så stor, som den ydre. Og i dén verden har der været alt andet end stille under pandemien. Eksistensen har larmet på sin helt egen måde, lige fra nedlukningens første timer i marts 2020.

Eksistensen kan melde sig på mange forskellige måder. Ofte sker det når vi får adgang til livets dybde, som ellers er skjult bag alt det, som kræver vores fulde opmærksomhed i hverdagen: arbejde, karriereplanlægning, uddannelse, indkøb, ferieplanlægning, familieskærmydsler osv.

Eksistensen kan f.eks. melde sig i det øjeblik, hvor man ser sit nyfødte barn, eller hvor der sker noget andet af det, som vi kalder for en skelsættende begivenhed: død, sygdom, tab, savn, kærlighedsmøde, brud eller kriser af forskellig slags. Eksistensen melder sig ofte i ret larmende stemninger af omvæltning, fornemmelsen af point-off-no-return, angst, fortvivlelse, tristhed eller endda kedsomhed og skyldfølelse – men selvfølgelig også som f.eks. lykkefølelse, taknemmelighed, begær, dyb livsglæde og samhørighedsfølelse.

Under pandemien melder eksistensen sig bl.a. når myndighederne hver dag kl. 14 offentliggøre døgnets dødstal, antal smittede og indlagte, samt tal for, hvor mange mennesker, som må holdes i live ved hjælp af en respirator. Reelt er der tale om statistiske beregninger af menneskelig lidelse knyttet til pandemiens hærgen i Danmark. Størrelser som angst, frygt og sorg over mistede pårørende er pandemiens eksistentielle mørketal for lidelse, som kun registreres af de ramte. 

Læs resten

Da Corona var en cigar

I gamle dage var Corona en cigar, og min onkel Valde røg Corona med mavebælte. Onkel Valde blev over 90 og var aldrig syg. Selv mente han, at det var fordi han røg cigarer. Han havde røget Corona Cigarer fra konfirmationsalderen og havde altid en af dem i munden. Også når han besøgte os i julen og i sommerferien, og tog mig på skødet, mens han fortalte om sin tid som sømand i Køge Bugt.

På sin vis har jeg altså i væsentlige perioder af mit barndomsliv røget Corona Cigarer, indåndet den røg, som gennem et langt liv holdt onkel Valde sund og rask, så han med ryggen rank kunne bære den bowlerhat, der var ligeså karakteristisk for ham, som den dampende Corona Cigar.

Jeg går derfor verdenshistoriens nye Coronatid i møde med fortrøstning. Jeg har med egne røgfyldte øjne set, hvor meget onkel Valde overlevede. Et par verdenskrige blev det til. Et tuberkuloseangreb, et alvorligt slag i hovedet (det var derfor han gik med bowlerhat både ude og inde). Desuden var han adskillige gange tæt på at blive kørt ned af sporvognen når han forlod De Gamles By, hvor han boede.

Men onkel Valde formåede altid at beholde bowleren på hovedet og Coronaen i munden. Han var ikke blevet bange, hverken for verdenskrige eller sporvogne, og jeg elskede når han kom på besøg, så fik jeg kram og knus og kom op på skødet når han fortalte om tiden på Køge Bugt i den blå båd, som hed Else, efter onkel Valdes ungdomskæreste. Hun døde desværre tidligt, men hun røg heller ikke, som han sagde med beklagelse. 

Om at ligge for livet

Man kan ligge for døden, og »de som ligge for Døden/ formaa icke meget at røre deris Læber/ oc tale høyt,« som der står i en tekst med åndelige og gudelige tanker fra 1641. Men her ligger vi for livet og læberne rører sig mod læber, som kun de levendes læber kan. 

Det er lørdag morgen; der vågnes på rad og række. Nogen har åbnet vinduet i soveværelset så den kølige morgenluft kommer ind og afsætter gadelys på huden og lydene tegner billeder under tilsandede øjenlåg. 

At ligge for livet er bedst skildret i kunsten, som f.eks. gennem Toulouse-Lautrecs billede af to kyssende kvinder i sengen. Kysset og omfavnelsen viser, at de to kvinder ligger for livet, for de har opdaget hinanden – åh, dér er du igen som min morgen. 

Livet har igen fundet en måde at overmande dem på, som er tilpasset menneskets behov for at ligge ansigt til ansigt. Her blødgøres natten og mørket bliver tøet op og evigheden varer til langt ind i fremtiden. 

Vi ligger kun for døden én gang. Resten af tiden ligger vi for livet, og venter ikke uden grund på noget. Så kan vi kende natten, forske i solnedgangen og vende os i sengen; det er livets brølende brag: du ligger for livet.

Mærkelige ting: Fotografier

Hvert år bliver der taget cirka 1,2 billioner fotografier. Alene på Facebook bliver der dagligt lagt over 200 millioner fotos op. Alle disse fotografier siger ganske givet noget om vores forhold til verden omkring os. Hvad betyder det f.eks. at have en erfaring? Facebook, Instagram, Flickr o.l. giver lidt af svaret: At have en erfaring er i stigende grad identisk med at tage et foto af denne erfaring og publicere det på de sociale medier.

Nu skal man imidlertid ikke tro, at det er noget helt nyt, at fotografiet har lagt sig som et lag ovenpå alle vores oplevelser. Efter 15 år som amatørfotograf, sagde den franske forfatter Émile Zola allerede i 1901: »Du kan ikke påstå virkelig at have set noget før du har fotograferet det.«

Måske er de 1,2 billioner årlige fotografier den yderste konsekvens af denne holdning. Eller måske knytter foto-manien sig simpelthen til udviklingen af fotografiapparatets konstruktion fra selvstændigt apparat til at være en del af mobiltelefonen. Eller måske til det menneskelige behov for at kunne fastholde erindringer i en tid, hvor alt flyder forbi os i en hastig og ustoppelig strøm af nye indtryk og oplevelser. De mange fotografier kan være en slags fodaftryk og spor i ens tilværelse. 

Vi skal dog alligevel ikke så lang tid tilbage for at møde den opfattelse, at fotografier var noget mærkeligt noget, og tilmed noget farligt. De fleste har hørt historier om mennesker, der var bange for at blive fotograferet, fordi de forestillede sig, at fotografiet så at sige var en del af dem selv. Det hedder jo netop også, at der bliver taget et foto af nogen. Frygten for fotografiet knyttede sig bl.a. til at det kunne være sjælen, som på den måde blev taget.

I dag har fotografiet mistet lige netop dén form for mærkelighed. Nu er det mærkelige alt det, der rent faktisk bliver fotograferet. Alt det, som man vel kan kalde for ikke-motiver.

Men der er alligevel en slags mystik omkring gamle fotografier. Der er stadig noget mærkeligt ved et fotografi, hvor personerne på billedet er de første i slægten, der bliver fotograferet. Før sådan et billede har alt været erindring, ren erindring, der ikke kunne støtte sig til fotografier, men udelukkende til fortællinger. 

Sådan et fotografi bliver jeg selv ved med at vende tilbage til. Det blev taget d. 1. maj 1933 på Rådhuspladsen i København. Foran kanonfotografen står min farmor og farfar med deres to børn; min far og hans storbror. 

Jeg sidder og skriver dette lige efter, at jeg har været i Politikens Boghandel og netop har krydset den nye Rådhusplads. I lommen har jeg Susan Sontags bog On photography, som jeg købte i boghandlen. Jeg sætter mig på en café og læser de første sider i bogen, som tilsyneladende er skrevet om det gamle fotografi i mit familiealbum: »At tage et foto er at deltage i en anden persons dødelighed, sårbarhed, foranderlighed. Præcis ved at skære dette øjeblik ud og fryse det, vidner alle fotografier om tidens ubarmhjertige gang.«

Fotografiet af min far med hele familien på Rådhuspladsen kan selvfølgelig på ingen måde fremkalde en direkte erindring hos mig, som det ellers ofte er meningen med fotografier. I 1933 er der stadig næsten 25 år til min ankomst og min far er bare 7 år gammel. Jeg har kun kendt drengen på fotografiet som min far, så det er ikke nogen genkendelse i almindelig forstand, det vækker i mig. 

Men som Susan Sontag skriver, hvis vi havde et fotografi af f.eks. William Shakespeare, ville det svare til at have en splint fra Kristi kors. Mindre kan gøre det, og fotografiet er en lille del af min far fra den tid, hvor han ikke var min far og levede i en verden, som jeg aldrig selv har kendt – selv om jeg lige har stået på Rådhuspladsen i København, hvor han stod for 86 år siden.

Fra Rådhuspladsen er familien gået videre mod Fælledparken, hvor der i 1933 mødte over 100.000 mennesker op for at holde 1. maj under bannere med paroler som Mod diktatur – For Folkestyre og Landets arbejdsløse kræver arbejde. I Tyskland var Hitler næsten lige kommet til magten, og de tyske arbejderpartier blev allerede forfulgt af nazisterne. Da min far og hans familie sammen med tusindvis af andre gik over Dronning Louises Bro og videre til Fælledparken var det derfor alvorligt ment, selv om det også var festligt med slik til børnene og stjerneøl til de voksne. 

Som på ethvert fotografi vises der kun en overflade, et splitsekund af min fars liv, men det er også en invitation, fordi det ellers ubetydelige fotografi åbner et vindue mod en anden verden. Det mærkelige ved et fotografi, nyt som gammelt, er dets oprør mod tiden. Fotografiet er en tynd skive af rum og tid, som Susan Sontag skriver. Det er nærvær og fravær på én gang. Den lille dreng på billedet blev senere forvandlet til min far. Den dag på Rådhuspladsen var han imidlertid langt væk, han var opslugt af at være sin egen fars søn. Selv var jeg intetsteds, vel nærmest på samme måde, som min far i dag. 

Fotografiet viser det mest intime: det sårbare og foranderlige liv. De fire mennesker har eksisteret, selv om jeg kun husker min farmor gennem fortællinger om hende, og aldrig har mødt min farfar, der døde af tuberkulose længe inden min ankomst. Og min farbror så vi ikke ret meget til. Som alle fotografier har mit gamle foto imidlertid stabiliseret det, der kun har eksisteret i bevægelse og forbigående. Billedet viser, at vi kun er besøgende.

Døden på Facebook

Facebook kommer til at ligne den såkaldte “virkelige verden” mere og mere. Nu viser en undersøgelse, at vi også skal dø på Facebook og må forholde os til denne Facebook-død. Berlingske skriver i dag om en undersøgelse, der spørger, om de døde er ved at overtage Facebook? Midt i kirketiden kan man således læse, at der indenfor de næste 50 år formentligt vil være flere døde brugere end levende på Facebook. 

Sociologists and anthropologists are increasingly turning their gaze towards the new types of ‘para-social’ relationships, and the ‘continuing bonds’.
(Big Data & Society, January–June 2019: 1–13)

Det er nok et spørgsmål med dybere filosofiske implikationer, hvorvidt det er korrekt fortsat at kalde de døde på Facebook for “brugere”, som man gør i artiklens overskrift. Men det er der jo tid til at overveje. Det interessante er, at Facebook-himlen er ved at blive overbefolket. 

De døde brugere af livet her på kloden er også i flertal. Paleodemografer har beregnet, at godt 100 milliarder brugere af menneskelivet er døde i den periode, hvor arten har befolket kloden. Vi har dog ikke overvejet om de døde af den grund er ved at overtage livet. Men de døde på Facebook er også mere sejlivede end de døde i livet. Ja, den digitale verden udfordrer vores sprog, og det kan faktisk godt formuleres på den måde, at de døde i cyberspace i princippet er udødelige. 

Her er vi ved det dybeste fællesmenneskelige: Vi skal dø. Det er så universelt og alligevel så individuelt, at det er svært at acceptere og tænke på. “The living are few, but the death are many.” De levende er få, de døde er mange, som det hedder i en buddhistisk fortælling om døden. Og det buddhistiske råd lyder da også, at man skal meditere over døden hver dag.

Nu skal vi så også til at meditere over vores kommende Facebook-død og overveje, hvordan vi vil banke på i Facebook-himlen. Som artiklen så præcist formulerer sagen, så rejser det et vigtigt spørgsmål. Og sådan er det jo med døden, den kan få os til at rejse en hel del vigtige spørgsmål. 

En af folkene bag undersøgelsen foreslår, at Facebook skal invitere arkæologer, historikere, arkivarer og etikere ind for at deltage i udviklingen af, hvordan man på en værdig måde kan håndterer den mængde data, som vi efterlader os i cyberspace. 

We argue that an exclusively commercial approach to data preservation poses important ethical and political risks that demand urgent consideration. We call for a scalable, sustainable, and dignified curation model that incorporates the interests of multiple stakeholders.
(Big Data & Society, January–June 2019: 1–13)

Det, som vi i menneskelivet kalder for erindringer og minder, kaldes i cyberspace for data og digitale spor. Det ser nærmest ud som om, at vi allerede nu skal forholde os til, at vi dør to gange: I menneskelivet og i cyberlivet. Brugerne af menneskelivet og af cyberlivet lever to liv og må derfor også nødvendigvis dø to gange. I menneskelivet efterlader vi os erindringer og i cyberlivet efterlader vi os digitale spor og data. At leve parallelle liv kræver noget, både i livet og i døden. 

Hvad kan vi som hhv. levende og døde brugere af Facebook så forvente os? Vil de døde brugere i cyberspace blive næsten mere nærværende end de “rigtige” døde, på samme måde som de levende Facebook-brugere ofte virker mere levende end de kødelige mennesker i menneskeverdenen? 

Den potentielle overbefolkning af døde i Facebook-himlen kalder på eftertanke, som undersøgelsen og artiklen viser. Som altid er døden de levendes problem. Måske kan vores travlhed med at få styr på vores kommende digitale død og efterliv også kalde på travlhed med at tænke på døden, som bruger af menneskelivet – for eftertanke over døden er den bedste livseliksir, der findes. Døden får virkelig én til at tænke over livet, så måske kan Facebook-døden også få os til at tænke over vores digitale-liv, og på samme måde som den fysiske død, få os til at tænke over prioriteringer og hvad der er vigtigt – før vi dør.

Kærlighedens Museum

På et museum er der en kustode. Det er iflg. ordbogen en person, der hæger om fortidens værdier. I vittighedstegninger ser man derfor ofte kustoder med en støvekost, i færd med at støve museets værdigenstande af. I moderne sprogbrug kan en kustode imidlertid også være en, der fastholder fortiden, som er imod forandring; sådan bruges ordet inden for politik. 

kærlighedens museum 1

Begge betydninger, at hæge om fortidens værdier og at være imod forandringer, gælder også kustoden på Kærlighedens Museum. Det er mit personlige museum, som ligger i hjertets labyrint, stuen midt for. I dag mødte jeg kustoden, ansigt til ansigt, da vi var ved at flytte lidt rundt på nogle værdigenstande i museets arkiv. Pludselig stod vi over for et gammelt nummer af lyrik-tidsskriftet Hvedekorn. Fra side 3 blinkede min daværende kæreste på den særlige måde, som viste, at hun var glad for gensynet, og det var jeg også.

Kustoden fik støvet digtene af; her var der noget at værne om, så det ikke ændrede sig. 40 år er som fra i går til i dag, og jeg gider stadig ikke sige andet end »Jeg elsker dig« til erindringen om hende. Jo, jeg ved det godt, hun døde for nogle år siden, men her på Kærlighedens Museum hviler hun ikke i de ukendtes grav. Jeg kendte hver centimeter
af hende og forsøgte at beskrive det, når hun lavede mirakler med mig:

Digtenes halvt fremstammede sætninger
glider ud mellem dine ben

Fra første gang
du åbnede dit køn imod mig
strømmede det frem

Kaldte på den orden
som linierne kan sætte
kærligheden og lysten i

Mine første digte blev optaget af Poul Borum i Hvedekorn og faldt sammen med, at jeg for første gang holdt op med at være forelsket i en kvinde, og i stedet begyndte at elske hende. For cirka 40 år siden låste hun benene omkring mig, i sengen, i skoven, i bilen, ved stranden. Vi kyssede og knaldede med en fremadrettet kraft, der stadig kan indløses som nærvær og samvær. Det er umuligt ikke at forbinde min kærlighed i dag med kraften og håbet fra hendes krop. Derfor arrangerer jeg nu igen ordene i montrerne. De er en af hovedattraktionerne på Kærlighedens Museum, de skal passes på, så de ikke mister den store betydning de havde, og som ændrende mit liv:

I et lyst oprør
trak du mig ind til dig

Glæden er jeg

Jeg genskaber hende ved at læse digtene højt. Der er det, ord kan; de kan opretholde alt det, vi har mistet, alt det, som ikke er her, men befinder sig uden for vores tidshorisont, hvor det stadig kaster betydning ind over os. Og i aften vil vi genbruge alle hendes kys på hinanden, for Kærlighedens Museum har altid åbent. 

Hvordan stemmer eksistenskontoen?

2018 var året, hvor jeg endelig blev millionær. Det var ikke til at forudse. Hvem havde regnet med, at min arbejdsplads, hen over en nat, ville gøre mig til mangemillionær? Da vores veje skiltes, var der ikke tale om noget gyldent håndtryk i klasse med de helt store kanoner fra finanssektoren, der gør sig fortjent til svimlende summer, fordi de svindler med andre folks penge. Måske havde jeg simpelthen svindlet for lidt og opført mig for godt til at kunne få et seriøst gyldent håndtryk. På den yderste dag nåede jeg kun at svindle et par gamle firmakuglepenne med forældet logo ned i inderlommen. Men skidt med det, jeg blev millionær alligevel, for tid er jo penge, som man siger.

Økonomisk kapital eller eksistens kapital?

Den version af et gyldent håndtryk, som jeg blev tildelt i forsommeren 2018, kastede forgyldt tid af sig. Skinnende, blinkende, dyrebar tid lyste optimistisk ud over mine fremtidsplaner. Med andre ord, jeg blev mangemillionær på den eksistentielle konto.

Lige inden nytår læste jeg, at mange mennesker ønsker sig et andet liv end det, de rent faktisk lever. At leve det forkerte liv, større tragedie kan man vel næsten ikke tænke sig. Men en undersøgelse viser, at hver fjerde dansker drømmer om en markant anderledes tilværelse, om en radikal ændring af livet, med mere kontrol over tidsforbruget, et andet livsmønster, mere mening med livet, og med arbejdet – som om det var to forskellige ting.

Som faguddannet filosof ved jeg, at livet ikke varer evigt, at det kan slutte…nu, eller lidt senere på sæsonen. Jeg ved det tilmed af personlig erfaring; det er sådan livet er, det kan slutte midt i det hele, eller måske endda før det hele for alvor er begyndt, og mens vi er ved at lægge helt andre planer. Hvis man vil have millionerne til at rulle ind på den eksistentielle konto, så handler det altså om at gribe dagen. Også selv om man så måske bliver fattigere på den økonomiske konto.

Det handler imidlertid ikke alene om at gribe sin egen dag, men om at gør livsmuligheder til et politisk krav. Det vi ser i disse år er, at mennesker i et af verdens rigeste lande får indskrænket deres livsmuligheder. Mennesker reduceres til økonomiske aktører, og muligheder bliver ensbetydende med økonomiske muligheder, eller manglende økonomiske muligheder, det vil sige økonomisk ulighed og fattigdom.

Velstand er den økonomiske forudsætning for velfærd. Vi har haft en velfærdsstat, fordi det danske samfund var velstående. Men et samfund kan også være velstående uden at det resulterer i velfærd. Det er sådan det er ved at gå i Danmark. Vi er stadig et af verdens rigeste lande, men der er ikke politisk støtte til at bruge denne velstand til velfærd. Af en eller anden grund anses det for bedst, hvis pengene forbliver i de riges lommer. Dét skaber naturligvis velstand hos nogen og mindre velstand hos andre og desværre også fattigdom rundt omkring i samfundet.

Denne skæve fordeling af velstanden skaber imidlertid ikke nødvendigvis overskud på den eksistentielle konto, hverken hos de velstående eller de mindre velstående. Det kunne mere lighed måske gøre. Mange af de mennesker, der ønsker sig en anden tilværelse, har en glimrende økonomisk konto, men en noget dårligere eksistentiel konto, hvor der måske endda er underskud. Rent faktisk har de gode økonomiske muligheder, men oplever sig som truet af eksistentiel fattigdom.

Hvis nogle af mine læsere hører til dem, der gerne vil lave deres liv om, ønsker sig en anden tilværelse, som det hedder i undersøgelsen – så se at få det gjort, begynd bare i det små! Hvad vil I bruge det næste år til, og måske også det næste igen, eller resten af livet? Det er vist den slags spørgsmål man overvejer nytårsaften, med champagnen boblende i blodet, eller senest i ugen efter, hvor hverdagen igen trænger sig på.

De fleste er heldigvis glade for deres liv i bred forstand. Men måske er der alligevel en lille sprække et eller andet sted, en drøm, som kunne blive til noget andet  – til mere overskud på den eksistentielle konto?

2018 blev mit år, det år; året, hvor mit samlede livsregnskab viste et tidsmæssigt overskud i den forstand, at jeg fik foræret nogle nye livsmuligheder. Det blev et godt år, for når jeg kikker ned over den eksistentielle kassebogs forskellige kolonner, så viser der sig et overskud med endnu flere kys end året før, mere elskov, mere kreativitet, flere gåture med familien, flere kaffeaftaler med mine børn, mere læsning, mere skrivning, nærmest mere af alt det, der giver overskud i livet. Altså ingen røde tal på bundlinjen i årets eksistentielle regnskab.

Jeg er ikke naiv – det er man ikke efter over 30 år på arbejdsmarkedet. Pengene skal ind og regningerne betales. Der skal arbejdes. Men når der tømmes lidt ud i kalenderen, åbner horisonten sig. Nye muligheder kan måske alligevel opsøges. Og i hvert fald kan man så småt begynde at opstille et eksistentielt regnskab: Hvad giver dit liv værdi og mening? Hvad giver overskud og hvad giver underskud på din eksistentielle konto?

Postkort fra Præstø: Kirken

Der er steder her på øen, som har et underjordisk ekko fra de 2 millioner år, hvor isen blev presset ned fra fjeldene højere oppe mod nord. Øen blev skabt under de kilometer-dybe iskapper, der trak store fjeldstykker og kæmpesten med sig, og flåede landskabet op i elve, søer, dale, flodsletter, bakker og tundraer. Store sten sank igennem isen og blev blandet med kalk, flint, sand, grus og ler. Fra dette seje og urolige dyb af uimodståelig kraft, rejste landskabet sig når isen smeltede. Men under Præstøs velkendte skildpaddeform ligger resterne af dette geologiske inferno, som er os helt ubekendt, her på den velordnede og moderne overflade.

Det er ved kirken, at vores faste aftentur øen rundt begynder. Det er især i skumringen, at det underjordiske ekko kan høres, og klippestykkernes bevægelse mærkes op igennem kroppen. Alle de betydninger, som knyttes til sten og andre geologiske forekomster, er kun korrekte i et meget begrænset tidsperspektiv. Stendød, tavs som en sten, ubevægelig som en sten. Denne tilsyneladende ubevægelighed, dødhed og tavshed har gennem millioner af år alligevel været ustoppelig i sin bevægelse, larmende i sin skurren mod alt, hvad der kom i vejen. Lige nu har den for en periode sat sig fast her på øen og viser sig rent undtagelsesvist meget velordnet, gennem stenene i kirkens fundament og i de tilhuggede kalksten. Kirken står foran os som mødet mellem de årtusindgamle sten fra de nordiske bjerge og fortidens mennesker, som rejste rundt og byggede kirker. Begge dele i det, som vi kalder for gamle dage.

Men i geologisk tid er kirken stadig så ung, at den næsten lige er blevet bygget. Værktøjet, som tilhuggede stenene, burde stadig gløde efter at have bearbejdet det hårde materiale, og håndværkernes hænder stadig være mærkede af det hårde arbejde. I det geologiske perspektiv er tiden for kirkens opbygning ikke længere væk end i formiddag. Næsten som om de sidste sten stadig er under bearbejdning og vi kan forvente at møde kirkens bygmestre på vores aftentur. Når vi træder ind på kirkegården, kommer vi imidlertid tættere på en mere forståelig tidsregning.

Den geologiske stentid larmer og ulmer fra undergrunden, fordi den er så ubegribelig og mystisk i sin forsvinden tilbage i en slags intet-tid. Den efterlader sig ikke nogen årstal, kun sten, kalk og landskab uden noget andet ophav end tidens ubegribelige morgen. Kirken efterlader sig i det mindste en skygge af forståelig tid med veldefinerede årstal, selv om den på sin side ikke er blevet meget ældre i min individuelle levetid.

På den østlige spids af øen troner den som en fortætning af tiden, knap nok eroderet af den stride pålandsvind ude fra Østersøen. Det er den sidste plads på øen. Følger man hovedgaden ligger kirken i svinget, nede for enden. Først kirken, så gravstederne, som sidste blad på en afrivningskalender. Her passer de levende på de dødes haver. »Vi var som dig, du skal blive som os«, hvisker de døde fra deres små velordnede parceller, der overhovedet ikke afspejler det kaos, som døden har installeret i livet, højest en symmetrisk knækket søjle.

I forlængelse af kirkegården ligger vandet, der virker så tiltrækkende på dæmoner. Kirkens midnatsklokker har ringet for generationer som værn mod mørket, der kommer ind over øen, ude fra fjorden. Fra antikken til Freud og Jung har havet og vandet været det store symbol på psyken, det ubevidste dyb, dæmonernes drømmested. Herfra samler mørket sig over det kendte og sænker øen, med dens beboere, i havet for natten.

Helt som man kan forvente under nordlige himmelstrøg, mangler kirken i Præstø enhver form for forfængelighed af den slags, der ses ude omkring i verden. Præstøs kirke ligger tungt på jorden uden himmelstræbende spir. Der er ikke nogen kuppel til at minde jordboerne om himmelhvælvet og universets højere harmoni. Fra dens mure springer der ikke hærskarer af figurer frem, som kunne illuderer kampen mellem godt og ondt, eller de frelstes guddommelige ekstase og de fortabtes diabolske lidelse. Skæv er kirken også, for mod øst blev det alligevel for svært at bygge den femkantede afslutning, som vender ud mod fjorden; så heller ikke her blev der nogen opbyggelig symmetri til afspejling af universets perfekte guddommelighed.

Alt dette er grunden til, at Præstø kirke kan gribe én. Den er så jordisk, så tung og så skæv, som mange andre kirker i Danmark. Præstø kirke har ingen lighed med universets harmoni og den guddommelige perfektion. Hertil er den alt for menneskelig i sin skrantende skævhed og mangel på perfektion.

Kirkens dunkle slægtskab med det overmenneskelige knytter sig til dens alder som viser, at vi altid lever på baggrund af noget allerede begyndt. Verden er så at sige gjort parat til os når vi ankommer ved fødslen, som Præstø lå der med kirke, fjord, gader og stræder og ventede på os, og stadig venter på de kommende generationer.

Vi opstår og forgår med en dødelig lethed, flygtige og tidsbestemte i et blændende hukommelsestab. Kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser af noget evigt, fra istidernes rumlende stenskred, ned gennem landskabet, over kirkebyggernes tilhugning af klippestykkerne fra de nordiske fjelde – til os, her i Præstø, og dem, der måske i fremtiden skal bygge dæmninger omkring øen for at holde fjordens dæmoniske vand på afstand.

Når jeg står og læner mig op ad murværket, så smelter denne dunkle fornemmelse sammen med følelsen af noget forbigående, som viser sig at være mit eget liv. I istidens og kirkens tidsperspektiv sætter et menneskeliv ikke dybere aftryk end trykket fra min hånd, når jeg støtter mig mod den østlige stengavl, for at kikke ud over fjorden. Men for os tælles der anderledes. For os mennesker har dette korte og begrænsede tidsrum præg af evig betydning.

Poesiens sprog

Hvordan taler vi om de vigtigste ting i livet? Om kærlighed, sorg, lykke, lidelse, død og angst? Svaret er naturligvis, at det gør vi ved at sætte ord på de oplevelser og følelser, der knytter sig til disse tilstande. Men omvendt ved vi jo også, hvor svært det kan være at sætte ord på netop den slags hændelser i livet. Ordene slår simpelthen ikke til. Nærmest som om det almindelige sprog ikke har dybde og nuancer nok til at kunne forklare, hvordan det er at være midt i kærligheden, angsten, lidelsen osv.

Men der findes faktisk et sprog, som er langt mere avanceret end hverdagssproget og det videnskabelige eller tekniske sprog, for slet ikke at tale om det økonomiske sprog. Det er poesiens sprog. Tidligere havde vi et religiøst sprog, som mennesker greb til, når det handlede om det alvorligste i livet. Det har vi naturligvis stadig, men for mange af os er det ikke den vej, vi vender os. Poesiens sprog tager ikke hensyn til om man tror på det ene eller det andet, eller slet ikke tror. Det har indlevelsens evne til at beskrive det, der ellers er ubeskriveligt, fordi oplevelser som kærlighed, sorg, lykke, angst, sorg, tab eller død er så tæt på os og knyttet til vores hele eksistens, at de ikke kan holdes ud i strakt arm og beskrives på afstand. De må beskrives eller fortælles indefra, der hvor de opleves – fra det enkelte menneskes mystiske dybde.

Det er fra det sted i os, vi oplever at hjertet kan tale, selv om vi jo ved, at det “blot” er en pumpe. Det er her vi tydeligt er i dialog og samvær med vores fortid, her vores døde slægtninge kan tale til os. Men det er også her, at en solsort meddeler os noget vigtigt, hvor et træ viser os noget af livet når vi støtter os til det. Det er også fra den position, at den elskede ikke bare er en andet menneske, men en duft, en bevægelse, et mørke af lys, som vi forsvinder i. Det er her, at barnet i os selv kan redde vores liv, fordi vi i en sygdoms alvorligste øjeblik pludselig høre vores egen ungdommelige stemme og mærker, at barnet rækker ud efter os med mere liv. Med andre ord alt det, der ikke kan siges, men som har afgørende betydning i vores liv, og som derfor ofte må udtrykkes alligevel. Til det har vi poesiens sprog.

Da jeg selv sidste år ved denne tid – også med sneen hvirvlende gennem luften – var meget syg med en hjertelidelse, oplevede jeg netop det, som ikke kan siges. Fra et hjerte lyder der ikke nogen klingende lyde, ingen stemmer fra barndommen, ingen trøstende ord. Hjertet har ikke sin egen vilje til at ville dø eller leve. Men alligevel – det var sådan jeg oplevede det. Og jeg tror tit, at mennesker oplever den slags ting som en stor trøst, som lindring eller måske endda som noget ubestemt, der rækker ud efter dem i deres livs sværeste øjeblikke. Derfor elsker jeg at læse poesi. Og hvis jeg vil fortælle hvordan det alvorligste i mit eget liv har været, så må jeg også selv skrive – f.eks. om de dage, hvor jeg hørte fra den yngste stemme.

Den yngste stemme

Maleri af Marianne Overbye Nielsen

Under hjertets svækkelse
var der en klingende lyd.
Måske svigter det nu
men fra barndommen hørtes
den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

Hjertet var bortvendt
men pulsslag for pulsslag
lød ordene højere
for at vække det med lyden
fra den yngste stemme:
Jeg er glad for at være.

I ordenes rytme faldt hjertet i slag
forvandlede stemmen
fra den yngste til den ældste.
Vendt mod døden
ville hjertet svimlende mere:
Jeg er glad for at være.

Bus-stoppested-filosofi

Venter på bussen i den tidlige morgensol. Det at vente lyder som noget passivt. Men ”at vente” er alligevel et af de mest eksplosive begreber i litteraturen og filosofien. ”Hvad venter du på?”. Dette spørgsmål er nøglen til din eksistens og hele dit liv.

Mange har gennem tiden ventet på Godot, som er en anden betegnelse for, at vi ikke ved hvad vi venter på. Men for at undgå tomheden i denne venten kaldte forfatteren Samuel Beckett den for Godot. Det giver i det mindste indtryk af, at vi venter på noget, og ikke bare venter i blindhed.

At vente på Godot, på bedre tider, på næste weekend, på bedre vejr, en fortjent belønning, bedre helbred, den store kærlighed, måske endda på evigheden og den yderste frelse, eller bare på et nyt job – dette er er i virkeligheden det samme. For hvad betyder det at vente? Er ventetid en speciel slags tid, forskellig fra de perioder, hvor vi ikke venter? Og hvad er det vi gør når vi venter? Hvornår og hvordan stopper vi med at vente? Når den næste bus kommer, når Godot kommer, eller når…? Hvad venter du på min ven?