COVID-19 er blevet en slags lyddæmper på den ellers så larmende og aktive verden. Men menneskets verden består ikke blot af det ydre. Vi har også en indre verden, der er lige så stor, som den ydre. Og i dén verden har der været alt andet end stille under pandemien. Eksistensen har larmet på sin helt egen måde, lige fra nedlukningens første timer i marts 2020.

Eksistensen kan melde sig på mange forskellige måder. Ofte sker det når vi får adgang til livets dybde, som ellers er skjult bag alt det, som kræver vores fulde opmærksomhed i hverdagen: arbejde, karriereplanlægning, uddannelse, indkøb, ferieplanlægning, familieskærmydsler osv.

Eksistensen kan f.eks. melde sig i det øjeblik, hvor man ser sit nyfødte barn, eller hvor der sker noget andet af det, som vi kalder for en skelsættende begivenhed: død, sygdom, tab, savn, kærlighedsmøde, brud eller kriser af forskellig slags. Eksistensen melder sig ofte i ret larmende stemninger af omvæltning, fornemmelsen af point-off-no-return, angst, fortvivlelse, tristhed eller endda kedsomhed og skyldfølelse – men selvfølgelig også som f.eks. lykkefølelse, taknemmelighed, begær, dyb livsglæde og samhørighedsfølelse.

Under pandemien melder eksistensen sig bl.a. når myndighederne hver dag kl. 14 offentliggøre døgnets dødstal, antal smittede og indlagte, samt tal for, hvor mange mennesker, som må holdes i live ved hjælp af en respirator. Reelt er der tale om statistiske beregninger af menneskelig lidelse knyttet til pandemiens hærgen i Danmark. Størrelser som angst, frygt og sorg over mistede pårørende er pandemiens eksistentielle mørketal for lidelse, som kun registreres af de ramte. 

Da COVID-19 ramte strålede alt af forår og sommerforventning. Først var den en svag rumlen fra Kina, som let kunne overhøres, men så blev den stadig mere og mere tydelig og stod pludselig ved vores egen hoveddør. Den angribende sygdom var og er usynlig – kun de døde og syge minder os om, at vi er blevet fanget i et forbitret slægtskab mellem den usynlige invasionsstyrke og vores krops manglende forsvarsevne.

Den franske anatom og fysiolog Marie-François-Xavier Bichat skrev i år 1800 en videnskabelige afhandling med titlen ”Fysiologisk forskning om liv og død”. Her definerede han liv som det, der holder døden i skak. Metaforisk er det et fremragende billede, fordi det viser, at døden er en del af livets opgave. Og det mærker vi vist tydeligt her i pandemiens tid.

Når døgnets dødstal studeres hen over kaffen, er den jo også et billede af ens egen død. Under pandemien er der opstået en slags eksistentiel dybdekommunikation mellem de levende og de døde. Og man skal ikke undervurdere de døde og deres evne til at gøre sig gældende blandt de endnu levende. Den svenske forfatter Pär Lagerkvist skriver i romanen ”Det evige smil” om en gruppe døde, som får tiden til at gå ved at tale om de levende: de levende er for selvglade. De bilder sig ind, at alt afhænger af dem. Men som Pär Lagerkvist lader en anden af de døde sige: Vi bor i dem dernede. Vi bor stille. Vi går rundt på strømpesokker, der er ingen, der hører os. Her under pandemien hører vi imidlertid de døde, de larmer dagligt med vores eksistens.

Men der er ikke noget som døden, der kan skærpe opmærksomheden på livet. Det satte den danske filosof Søren Kierkegaard helt på spidsen, da han i 1847 noterede, at det faktisk kun er værd at beskæftige sig med de mennesker, som tænker på døden hver dag. Ikke fordi døden er det vigtigste, men fordi livet så at sige er livsvigtigt. Som et eksempel nævnte han Napoleon, der altid havde en ampul med dødbringende gift i lommen, fordi den slags har det med at styrke koncentrationsevnen om livet, mente Kierkegaard. Den opfordring til livsopmærksomhed har verdens samlede befolkning på én gang fået foræret af COVID-19. 

Døden skærper opmærksomheden på livet. Derfor må en pandemi nødvendigvis også skærpe længslen efter livsudfoldelse. Det var således ikke mærkeligt, at verden fortsatte ind i de såkaldte “brølende 20’ere” og “jazz-tiden” efter Den Spanske Syge, som kostede over 50 millioner mennesker livet. 

Derfor larmer eksistensen på livet løs og meget mere intenst end før mødet med COVID-19. Sikkert utilsigtet understregede statsministeren pandemiens eksistentielle dimension, da hun på et pressemøde d. 6. juni 2020 sagde: Flere vil blive smittet, indlagt og dø. Det var ubesmykket eksistentiel realisme og mere brænde til eksistensens bål.

COVID-19 er blevet det, som vi med Søren Kierkegaard kunne kalde for en truende gift, der styrker vores fokusering på livet; en slags altid nærværende giftampul, som den Napoleon havde i lommen. Derfor er det naturligvis heller ikke overraskende, hvor svært det kan være at give afkald på netop det, som får os til at mærke livet og aktiverer den mest intense livsfølelse i os. Ofte vil det være noget, som pga. smitterisiko og restriktioner ikke umiddelbart er tilgængeligt under pandemien, fordi vores dybeste livsfølelse er så tæt knyttet til det samvær med andre mennesker, som også er smittespredningens vej. 

Har COVID-19 bragt stilhed over gader og stræder, så har den også bibragt en voldsom eksistentiel larm. Under en pandemi, bevæger døden sig ikke ligefrem rundt på listesko. Den minder os hele tiden om, at der er grænser for livsudfoldelsen. Overskrides disse grænser kan vi selv og andre blive syge eller dø af det. De nødvendige restriktioner er restriktioner på livsudfoldelsen, hvilket nødvendigvis må vække stærke frustrationer og undertiden voldsomme følelser, fordi behovet for livsudfoldelse jo bliver forstærket gennem mødet med pandemiens trussel om at sætte en stopper for selve vores liv. 

Heldigvis giver dette jo ikke mindre mod på livet eller mindre tørst efter livsudfoldelse. Tværtimod. Men under pandemien kan denne længsel efter livsudfoldelse ofte blive så stor og altoverskyggende, at vi risikerer at sætte noget over styr, både for os selv og for andre, nemlig selve muligheden for liv og livsudfoldelse.

Det er ikke mærkeligt, at eksistensen larmer – som når vækkeuret tvinger en til at vågne.