Dette essay kan også findes i en versioneret udgave på internetmagasinet POV International, publiceret d. 19.05.21

Da pigerne var små, tegnede min kone og jeg ofte for dem. Bagefter farvelagde de vores stregtegninger. Min kone tegnede engle, jeg tegnede byer. Min kone er selv en engel i skikkelse af en vidunderlig jordisk kvinde, derfor vil jeg gerne have, at det jordiske skal passe godt til hende og pigerne. Måske prøvede jeg at tegne et lille Utopia, hvor der ikke var så langt til det himmelske, som menneskene gennem tiden jo ofte har kikket efter, når de skulle indrette deres jordiske byer og samfund. 

Det var den slags byer, jeg tegnede – samfund, som passede godt på dets mange forskellige mennesker. Jeg er selv vokset op i en landsby, og jeg tror det var den, jeg tegnede i forskellige versioner. Der var skolen, alderdomshjemmet, kirken, kommunekontoret, vejene og husene, hvor der ikke var to, som var ens. Og så var der alle dem, som boede i byen, hvor jeg hurtigt fandt ud af, at de var ligeså forskellige, som deres huse. Smeden havde boet der altid og havde overtaget værkstedet efter sin far. De tre købmænd var meget forskellige og hed Nielsen, Vejsager og Petterson. De solgte det samme, men hver især blev foretrukket på grund af den måde, de var købmand på.

Der var Löff, som var kommet fra Sverige og havde giftet sig med Ingeborg fra landsbyen og derefter slog sig ned som skomager. Og der var hr. de Voss, som var fra Tyskland og ligesom svenskeren giftede sig med en kvinde fra landsbyen. Hr. de Voss var maler, og vores nabo. Appelgren længere oppe ad vejen var for øvrigt også svensker og ud af en købmandsslægt – resten var bare forskellige, og selv var vi “københavnerne”, fordi mine forældre flyttede fra Amager til landsbyen i 1958. Københavnere var at regne til tyskeren de Voss og de to svenskere, men det var ikke let for mine forældre i de første år, for ingen af dem havde giftet sig ind i landsbyen som tyskeren og svenskerne.

Min mor kom fra Jantes ø – Mors i Limfjorden – hvor hendes far havde været direktør for Morsø Støbegods, som også i lang tid havde været i familiens ejerskab. Hun voksede op i en kæmpe villa på Strandvejen i Nykøbing med udsigt over Limfjorden. Hun fortalte om det, lang tid før vi alle mødte byen, historien og borgerne i Matador-serien på tv. Da den kom frem, kendte jeg det hele fra min mors fortællinger om overlægen, konsulen, stuepigen Marie, fabrikanten og alle de andre fra den by, som havde været hendes indtil hun flyttede til København, hvor hun bl.a. mødte min far i Grøften i Tivoli.

Min far var fra Amager, søn af en enke på Holmbladsgade, og kom fra et ret fattigt hjem. Men de klarede, at han blev uddannet som smed og fik arbejde. Det var to mennesker fra, forskellige solsystemer, som mødtes den aften i Grøften, hvor vejret var så smukt, og de også var så smukke for hinanden. Der skete mange ting i tiden efter dette møde. Min mors store familie var vant til bedre – i hvert fald mere end den sociale baggrund, som min far kunne byde på. Men de blev gift og de fik mig, og på det tidspunkt boede de på Amager hos min farmor, enken.

Men min far ville gerne ud på landet. Først og fremmest fordi hans åndelige vejleder havde købt et landsted, og min far ville gerne følge ham, fordi nærhed til denne mystiske vejleder lindrede smerten og længslen fra det tomrum, han altid havde følt i sit hjerte – og som han mange år senere døde af. 

Min mor flyttede med ud til den landsby, som jeg skulle være barn i. Jeg ved, at hun var lykkelig for min far, og at jeg var et kærlighedsbarn, men jeg ved også, at hun aldrig helt fandt sig til rette i landsbyen, og en del år senere flyttede de til en lidt større by.

Men – jeg var barn i landsbyen og havde en god legekammerat, som hed Torben, som jeg heldigvis har fået kontakt med igen her på mine lidt ældre dage. Det jeg gerne vil sige med denne lille historie er: Det er min historie fra landsbyen, men der var også f.eks. Torben og hans families historie, der var svenskernes, tyskerens og alle de andres historie, præstens, graverens, købmændenes, bøndernes, vognmandens, skrothandlerens, sognerådsformandens, lange Annas historie, smedens, fiskeren Alfs historie, Ib, Leif, Marianne, Lisbeth, Henrik, Kirsten, Ole, Henning og Ulla – alle var bare så forskellige og havde en helt egen historie. En by kan virke som om det bare er mennesker, som fylder den, den kan se så homogen ud, så glat på overfladen – men den er så ujævn og ru i dybden.

S. Johansen: Bregninge kirke. Med venlig tilladelse fra Bjergsted Lokalhistoriske Forening og Arkiv

For der var jo ikke bare dem, som jeg har nævnt her, der var også Petra oppe på hjørnet, ved hovedvejen, hvor Arthur, Marius og fru Mogensen blev kørt ihjel med nogle års mellemrum. Men Petra, jeg kendte hende ikke helt, ikke som andet end en kvinde med det samme forklæde på hver dag og et tørklæde om hovedet. Hendes mand så man ikke noget til – han var altid oppe i stuen på første sal. I hvert fald så man dem aldrig sammen. 

Allerede den gang var Petra gammel, men skæbnen ville, at lang tid efter, vi var flyttet fra byen, vendte jeg tilbage som nattevagt på landsbyens plejehjem. Jeg var blevet uddannet plejer og sad nattevagt for at tjene penge, så jeg kunne flytte til København og begynde at læse på universitetet.

På plejehjemmet boede Petra – det var mig der sad hos hende den nat hun døde, hvor hun i sit delir troede, at jeg var hendes afdøde mand og elskede helt fra ungdommen. Hun fortalte om manden, om deres kærlighed og om hvor lykkelig hun var for ham. Jeg var stolt over, at hun kunne se ham i mig og jeg vidste, at det var hendes mands stemme, som gennem mig fortalte hende, hvor meget han også havde elsket hende. 

Dét ændrede mit liv, så jeg i stedet for at læse medicin besluttede mig for at læse filosofi. Og sådan blev det – alt det kan jeg takke Petra og landsbyen for. Og med det mener jeg, at jeg takker for at have opdaget forskelligheden, fremmedheden, anderledesheden, modsætningerne helt fra begyndelsen af mit liv – dybden i det vi kalder en by og et samfund. Den dybde, som livet på overfladen udspringer af og hele tiden er forbundet til.

Landsbyen var lille – sådan cirka én vej, der splittede op i to, som førte i hver sin retning ud langs markerne, og så selvfølgelig den dødsensfarlige hovedvej mellem Holbæk og Kalundborg. Alt dette havde imidlertid også noget andet end forskellighederne, for det var også et samfund, sådan som jeg mange år senere tegnede det for pigerne. Jeg tegnede de forskellige institutioner og de forskellige huse, fordi jeg helt fra begyndelsen har undret mig over, hvad det er, som holder et samfund sammen. Om det er noget, som spredes, ligesom stråler, fra alt det offentlige, eller om det er noget vi udvikler ved at være sammen på trods – lige netop på trods, ofte helt på trods, af alle forskellighederne, modsætningerne og konflikterne; på trods af vores individuelle og ikke så synlige liv i dybden?

Er det fordi vi hele tiden overskrider grænser eller er det fordi vi netop bygger grænser, som beskytter os mod hinanden? Hænger samfundet sammen, fordi vi både rækker ud, men også trækker os tilbage bag hver vores grænser, som afskærmer os fra de andre? Eller er det så enkelt, at samfundet hænger sammen, fordi vi har love og regler nedskrevet på papir og normer indskrevet i vores hoveder? Jeg tror det er et fællesskab af mennesker, som ofte kun har lidt eller slet ikke noget til fælles, og derfor på det nærmeste er et paradoks eller i hvert fald fyldt med revner og sprækker. 

Invasionen af Covid-19 har givet anledning til at genopvække denne nysgerrighed på, hvad et samfund er. Det fantastiske begreb om “samfundssind” har under krisen virket provokerende på mange når det blev fremhævet som et ideal. Hvorfor er det så provokerende at tænke den tanke, at vi både skal have et individuelt sind, et nærhedssind og et samfundssind? I landsbyen oplevede jeg store forskelligheder og det var et godt sted at gøre de første opdagelser af både nærhed og afstand, venskaber og fjendskaber, for det hele var samlet på et ret lille område. Min kone tegnede engle, jeg tegnede et samfund. Begge er lige store mysterier og lige vanskelige at nærme sig en forståelse af. Og i forhold til begge har man en fornemmelse af, at der er en rigdom gemt, som det er værd at søge lidt efter.

Sammenlignet med mange andre regeringsledere, kom Mette Frederiksen med en indsigtsfuld og moralsk reaktion på Covid-19. Det skal vi være glade for, fordi det fra begyndelsen betød inddragelse af eksperter, som vidste noget og tog epidemien alvorligt. At Mette Frederiksens håndtering af epidemien har taget sig klog og moralsk ud var imidlertid ikke tilsigtet, men kan ene og alene begrundes med, at der tilfældigvis var stor folkelig opbakning til den strategi, som eksperterne og videnskaben anbefalede – og som derfor blev den danske vej. 

Mette Frederiksen er hverken mere indsigtsfuld eller moralsk end andre populistister. Det gik bare op for hende, at videnskaben og eksperternes råd vandt genklang i befolkningen, og da den forpjuskede borgerlige fløj ikke havde andet havde at byde på, så gentog hun med forskellige variationer udsagn af typen: “Vi skal lytte til eksperternes prognoser.” At det blev sådan, var vores store held, for det er ikke et selvstændigt mål for Mette Frederiksen, at regeringen skal bygge på videnskabelig indsigt og god moral. 

Først ville statsministeren have os til at lytte til eksperterne og de internationale organisationer. Det var da det handlede om Covid-19 og det fik utilsigtet regeringen til at fremstå som klog og moralsk. Nu vil statsministeren så alligevel ikke have os til at lytte til eksperter og internationale organisationer, selv om det fortsat vil være både indsigtsfuldt og moralsk at gøre det. 

Nu er det nemlig Mette Frederiksens vurdering, at der vil være folkelig opbakning til at følge en direkte uklog og umoralsk politik. Så altså – nu skal vi ikke længere lytte til eksperter og internationale organisationer, som på baggrund af deres ekspertviden og særlige indsigt advarer og fraråder, at Danmark begynder at sende syriske flygtninge tilbage til Syrien. Den slags eksperter og viden har regeringen bestemt ikke brug for, selv om statsministeren i forbindelse med Covid-19 bl.a. sagde, at det er svært at gå længere end det, som “mange eksperter finder ansvarligt.” 

Men det er det, som regeringen nu er ved. At erklære Syrien som sikkert og derfor begynde at hjemsende de syriske flygtninge svarer til, at statsministeren havde erklæret covid-19 for uskadelig og derfor intet foretaget sig for at afhjælpe konsekvenserne af epidemien. Begge dele er i lige høj grad i strid med, hvad eksperter ved og hvad god moral tilsiger.

I forbindelse med Covid-19 sagde Mette Frederiksen gentagne gange, at regeringen forsøgte at gøre det “med rådgivning fra eksperter.” Igen: Det er det modsatte de gør nu, hvor det gælder livet for syriske flygtninge. Ingen eksperter eller internationale organisationer anbefaler det som en klog og moralsk bæredygtig strategi, at sende syriske flygtninge tilbage til Syrien; det er simpelthen for farligt. Når det drejer sig om Covid-19 vil statsministeren have os til at tro på eksperternes råd. Når det drejer sig om flygtninge vil hun ikke lytte til eksperterne. 

Mette Frederiksen havde befolkningens opbakning til at lytte til de medicinske eksperter. Den opbakning satser hun også på, når hun afviser at lytte til eksperterne på flygtningeområdet, og desuden heller ikke vil forholde sig til ekspertanalyser fra egne myndigheder. Det er det, man kalder rendyrket populisme. 

Siden Helle Thorning-Schmidt har Socialdemokratiet været helt uden moralsk orienteringsevne. Mette Frederiksen er endnu et symptom på, at partiets talentafdeling ikke længere har meget at byde på. Sammen med de andre borgerlige partier fremstår Socialdemokratiet som et komplet moralsk tomrum, fyldt med politikere, som hverken moralsk eller intellektuelt er i stand til i stand til at forstå dybden og konsekvenserne af deres opgave. 

Under Covid-19 var vi heldige. For de syriske flygtninge kan vi kun håbe på heldet, som imidlertid er helt afhængig af, at rigtig mange danskere viser, at de ikke vil acceptere regeringens kyniske populisme, som truer fremtiden, livet og værdigheden for udsatte mennesker, som det rent faktisk står i regeringens magt at hjælpe. 

Vi har fået internettets muligheder for grænseløs kommunikation; adgang til de sociale medier, hvor alt kan kommunikeres til alle i real-time – nu mangler vi bare noget at kommunikere om. Det virker i hvert fald som om den generelle trang til at kommunikere ofte lammer evnen til at reflektere over, hvad der skal kommunikeres og hvordan. Måske har de sociale medier elimineret en række hindringer for at kunne deltage i det offentlige rums diskussioner, men uden at udvikle eller dyrke de sociale og kommunikative kompetencer. 

Iflg. Mark Zuckerberg (Facebooks grundlægger) tilbyder Facebook teknologiske midler til at virkeliggøre nye sociale normer, som kan skabe de mest spændende sociale, politiske og kulturelle forandringer. I det såkaldte “Facebook Manifest” fra februar 2016 skiver Zuckerberg således om det samfund, som Facebook vil skabe: Et globalt samfund, hvor mennesker kommer hinanden nærmere og mødes på tværs af politiske, religiøse, sociale og kulturelle forskelligheder, hvor en omfattende tolerance skaber nye kreative muligheder for at “bygge den verden, som vi alle ønsker.”

Zuckerbergs Facebook-vision minder om den “Digitale Nation”, som i internettets ungdom (1997) blev beskrevet i en berømt artikel af Jon Katz. Her blev der forudset en kraftfuld digital verden, et helt nyt samfund på nettet, som ville udmanøvrere det gamle. Her ville de unge og veluddannede, de velstående, libertære, tolerante og teknologisk dygtige mødes uafhængigt af de traditionelle politiske og sociale organisationer og grænser.

Forsæt læsning

Det er ikke sjældent, at en nyhed i medierne dækker over noget, som er langt vigtigere end selve nyheden. En regnvåd april-morgen viser dette fænomen sig igen. Nyheden er, at en tidligere statsminister og partileder beslutter sig for at starte et nyt parti. Nyheden er imidlertid tankevækkende på en helt anden måde end blot det, at vi får endnu et parti.

I en tid, hvor Danmark sammen med hele det internationale samfund kæmper med at få en voldsom pandemi under kontrol; i en tid præget af social opsplitning overalt på kloden; i en tid, hvor klimaproblemerne om få år vil få den nuværende pandemi til at ligne en søndagsudflugt; i en tid, hvor politikerne må begynde at ligne det, de egentlig skulle være – nemlig dem, som tager det alvorlige alvorligt og går forrest for at finde en vej mod fornyelse … i sådanne tider kunne man forvente politisk begavelse, fremsynethed, mod, forandringsvilje, moral, menneskelighed og politisk modenhed hos de folkevalgte politikere. 

Dagens nyhed om, at Lars Løkke Rasmussen vil søsætte et nyt parti, får imidlertid afsløret en borgerlig politisk bevidsthed i frit moralsk og intellektuelt fald, og det er ikke sundt for det samlede politiske system. 

Med 8 ord får den konservative politiske ordfører i Folketinget Mette Abildgaard demonstreret 8 ting: politisk ubegavethed, politisk tunnelsyn, manglende politiske visioner, politisk umodenhed, politisk a-moral, manglede vilje til politisk lederskab, manglende forståelse for både nutidens og fremtidens store samfundsmæssige udfordringer. 

Men hvad var det så hun sagde, som den første kommentar til annonceringen af det nye parti? Tja bom, bom, hendes analyse lød således:  “Jeg håber dæleme, vi ser en stram udlændingepolitik”.

Sådan lyder en politisk ordfører, fra et parti med statsministerdrømme. Ved ikke at kunne finde på noget mere visionært og fremtidsrettet lægger hun sig helt på linje med alle de øvrige borgerlige politikere, som aktuelt har ét og kun ét politisk programpunkt, nemlig at få rullet de tiltag tilbage, som faktisk har hjulpet til at holde pandemien under kontrol her i Danmark. 

Der er tale om en politisk fattiggørelse og et idé- og visionstab, som ikke kun kommer til at ramme de borgerlige, men hele det politiske system, idet der altid er brug for en seriøs opposition. Dette handler ikke om dannelsen af et nyt parti – det handler om, at partierne tilsyneladende i alt for mange år har forsømt talentudviklingen på grund af en magtfuldkommenhed, som ikke har befordret en grundig eftertanke over, hvad der skal være fremtidens politik.

Det er ikke let at være marts-måned. Forventningerne er altid store, men i år har de nok været ekstra store, fordi vi gennemlever en epidemi. Men marts kom alligevel; her til morgen var den der, årets første forårsmåned. Derfor er der grund til at hylde marts med et stille haikudigt:

ingen epidemi
kan jo hindre et forår
i at vågne op

til flagpættens spil
i hvirvler gennem skovens
sus af bævreasp

ingen epidemi
kan hindre kovendingen
når marts vækker os

med farvernes kamp
om øjets lyst til lysning
fra jordens livsmod


Før du læser videre, så glæd dig lige over verdens venligste kor, Mount Sion Choir ved en optræden i 2019. Selv om der nu er Covid-19 pandemi, så er den glæde de spreder stadig tilgængelig i verden, som del af venligheds-pandemien. Længere nede kan du læse mere om dette fantastiske kor.

Jeg ved alt for godt, at alle som læser denne tekst, på en eller anden måde er påvirket af, at leve under en pandemi. Det ønsker jeg ikke at glemme og derfor vil jeg vise, hvordan mennesker trods alt stadig står op for hinanden for at hjælpe, give mod, håb og omsorg, selv om disse fortællinger ofte ikke når frem til mediernes overskrifter. Da det handler om menneskets eksistensvilkår mener jeg, at dette også hører hjemme på en filosofisk blog. 

Det er som om vores liv er blevet hacket af Covid-19, en virus, som rammer både vores fysiske, psykiske og sociale styresystem. Sådan har det altid været med pandemier. De skaber sygdom, frygt, lidelse, ensomhed, vrede, mistillid og manglende tro på fremtiden. Pandemier rammer os, hvor vi er mest sårbare, nemlig på vores relation til andre mennesker. Under en pandemi er det nemlig andre mennesker, som på grund af smittefaren er den trussel, vi skal holde os fra. Men samtidig er andre mennesker også vores primære livskilde. Det er fra andre mennesker vores livsglæde, livsmod og håb flyder. Vi lever ikke på trods af andre mennesker, men på grund af andre mennesker, og når denne relation til bliver ramt, inficeres vi både fysisk, psykisk og socialt. 

Når vi er frygtsomme, som vi er under en pandemi, udvikles der let konflikter, hvor det egentlige behov er tryghed og samvær. Medierne konkurrerer om at forstærke den slags konflikter. Men alle steder er der alligevel mennesker, som forsøger at finde nye veje. Mennesker, som ikke kan afholde sig fra at vise medfølelse, trøste, opmuntre og hjælpe hinanden på alle mulige måder, selv om verden for en tid er ude af sync.

Det giver en mærkelig følelse af lindring at skabe fjendebilleder. Men det giver en langt mere holdbar lindring at opleve venlige mennesker, som hjælper hinanden. Det er som om noget i ens hjerte flyder lettere, som om man får trøst bare ved at se, hvad mennesker kan gøre for hinanden.

Vi må prøve at skabe en venligheds-pandemi, og det er ikke så vanskeligt, for den skyder op alle steder, men når kun sjældent frem til mediernes overskrifter, fordi raseri, vrede og konflikt sælger langt bedre. Venligheds-epidemien ser imidlertid ud til at være smitsom. Og i modsætning til Covid-19 pandemien er det vigtigt med smittespredning af venligheds-pandemien, for denne smitte er rent faktisk sund. Det siger Catherine Barrett, som er en af initiativtagerne til en fremvoksende amerikansk bevægelse, som vil skabe mere venlighed: 

Venlige handlinger er smitsomme. Der er en myte om, at vi ikke skal tale om venligheds-handlinger … og at folk blæser i deres egen trompet, hvis de taler om dem. Vi siger til folk, at når de deler deres venlige handlinger hjælper de til at skabe ændringer. De tilskynder folk til at gøre det samme.

Desuden viser det sig, at venlighed og venlige handlinger er sundt for én selv. Der spreder sig en speciel og næsten magisk stemning i supermarkedet når nogen handler venligt over for mennesker, de ikke kender, eller når vi selv modtager hjælp eller støtte fra et fremmed menneske. Det at modtage venlighed og kærlighed fra et menneske man ikke kender, kan være en meget stærk oplevelse af håb, trøst og barmhjertighed. Det er den sande samaritanske handling. Det er heldigvis let at finde mennesker, som er smittet af venligheds-pandemien, for det er en pandemi, som spreder sig alle steder i verden. Her er et par eksempler, som har gjort indtryk på mig: 

I Irland – i byen Waterford – finder vi ungdomskoret Mount Sion Choir. De har ikke nogen speciel musikuddannelse, men masser af talent, og så har de et mål med deres sang og musik, nemlig at skabe og sprede glæde, livsmod og håb. Før pandemien har de bl.a. sunget på byens hospital for at heale patienternes og personalets angst og stress. De har deltaget i velgørenhed bl.a. ved arrangementer for Downs Syndrom (se den mest rørende version af “Shallow”), og støtter også under pandemien aktivt kampen mod cancer. Jeg tror de er verdens mest venlige kor. De har både et stort musikalsk talent og ikke mindst en usædvanlig evne til at vise medfølelse, empati og livsglæde gennem musikken og deres menneskelige egenskaber. Med andre ord, de spreder venligheds-pandemien i en svær tid og symptomerne, når man bliver ramt af venlighedssmitten, er håb og optimisme. 

Alle steder i verden er blevet ramt af venligheds-pandemien. Her er 6 eksempler fra forskellige lande, som resulterer i håb og optimisme hos alle involverede. Og i en canadisk by taler de om at “giv et smil – få et smil”. Selv om nyhederne dagligt fortæller om konflikter og store modsætninger i USA, så er der også bl.a. dette eksempel på venligheds-pandemiens udbredelse i hverdagens USA, hvor unge mennesker hjælper medborgere under Covid-19 pandemien.

Symbolsk giver det en mening at slutte med koret fra Waterford, der viser den magt som musik, venlighed og empati har i forhold til medmennesker. Det var før vi blev ramt af Covid-19, men det var næsten profetisk da de unge mennesker sang Stand by Me:

Til marts, april, til sommer
forventningen om en dag
hvor sammenhold ikke længere
betyder afstand men at at vi står tæt.

En dag hvor masker betyder
at vi skal til karneval
og møde verden
med kroppen forrest.

En dag hvor huden er grænseflade
til verden omkring os
og vi stiller os i kø for at nyde tiden 
mellem de andre.

En dag hvor myldretid er mennesketid
og vi tager bussen for at sidde lår mod lår
fordi nærhed ikke er en trussel
men en tryghed. 

En dag hvor Tivolis luftgynger
er turen gennem havens menneskehav
og dagens statistikker kl. 14 fortæller
at Amager Strand er fyldt med mennesker.

En dag hvor jeg savner dig
og bare lige kommer forbi
fordi afstanden kan overskrides
ved en slentretur gennem byen.

Og i dag – har vi nok at glæde os til
som er værd at vente på.

Det er de færreste sygdomme, der har så mange politiske komplikationer, som tilfældet er med corona. Og sådan må det naturligvis være med en pandemi, som kun kan bekæmpes socialt, gennem en politisk koordineret indsats til mobilisering af alle borgere. 

I hovedtræk er der to svar på en pandemi. Det ene er farmaceutisk i form af medicin og vaccine. På denne front er vi langt bedre stillet i dag end ved tidligere pandemier. Men historisk set har medicin ikke været den drivende kraft i bekæmpelsen af de store infektionssygdomme. 

Det har den anden strategi imidlertid været, som er socio-økonomiske forbedringer sammen med udviklingen af offentlige sundhedsforanstaltninger. Her er det tale om både individuelle og kollektive indsatser. De individuelle omfatter god hygiejne, masker, selvisolation, social afstand, andre hilseformer end håndtryk o.l. 

De kollektive forholdsregler betyder nedlukning af samfundet i forskellig grad. Det kan være dele af bl.a. sundhedssystemet, erhvervslivet, skolerne og uddannelsesinstitutionerne. Hjemmearbejde bliver normen, der kommer forbud mod større forsamlinger, lukning af grænser og forbud mod rejser, krav om testning, kontaktopsporing, bliv-hjemme-påbud – altså det, som vi i forskelligt omfang ser bragt i anvendelse i dagens Danmark og mange andre steder.

Det er politiske initiativer som påvirker alle og uomgængeligt vil virke som en byrde for mange, og derfor også fremkalder modstand. Ikke alle bliver ramt af sygdommen, men alle bliver påvirket når samfundet skal bekæmpe en pandemi. Derfor er konfliktpotentialet naturligvis enormt. Den politiske dimension står centralt i bekæmpelsen af pandemien, fordi det mikroskopiske virus tvinger os til at overveje politiske spørgsmål om forholdet mellem den enkelte og fællesskabet og dermed også om forholdet mellem ret og pligt, ansvar, tillid og frihed. 

Forsæt læsning

Det er vist ikke sket før, at en hel nation på det nærmeste går i opløsning under fuld mediedækning. Men det er tæt på at ske i USA i disse måneder. Når hele lande eller nationer er gået i opløsning, har det ofte været i Mellemøsten eller Afrika, og uden samme medieinteresse og uden samme identifikationsmuligheder, som når det sker i USA. Det er jo ikke bare et tilfældigt land; USA har været en del af den tilstand, som vi danskere har levet i, siden Anden Verdenskrig. Om vi har været tilhænger eller modstander af den amerikanske politik, kultur, økonomi og livsform så har vi, og alle andre vesteuropæere, boet i en forstad til USA. 

Alligevel oplever vi først nu for alvor, hvor splittet det amerikanske samfund er. Det blev tydeligt allerede i de hektiske minutter efter CNN’s annoncering af Joe Bidens sejr ved det amerikanske præsidentvalg i november 2020. I studiet skete der noget dybt foruroligende, da deltagerne i ekspertpanelet skulle kommentere konsekvenserne af valgets udfald. I panelet sad Van Jones, som bl.a. var rådgiver for Barack Obama, og den republikanske politiker Rick Santorum, som i 2012 forsøgte at blive republikanernes præsidentkandidat. Fra to forskellige politiske positioner kommenterede de det kommende skift fra Donald Trump til Joe Biden, og det var som at høre to mennesker fra hver sit solsystem tale forbi hinanden. 

Forsæt læsning

COVID-19 er blevet en slags lyddæmper på den ellers så larmende og aktive verden. Men menneskets verden består ikke blot af det ydre. Vi har også en indre verden, der er lige så stor, som den ydre. Og i dén verden har der været alt andet end stille under pandemien. Eksistensen har larmet på sin helt egen måde, lige fra nedlukningens første timer i marts 2020.

Eksistensen kan melde sig på mange forskellige måder. Ofte sker det når vi får adgang til livets dybde, som ellers er skjult bag alt det, som kræver vores fulde opmærksomhed i hverdagen: arbejde, karriereplanlægning, uddannelse, indkøb, ferieplanlægning, familieskærmydsler osv.

Eksistensen kan f.eks. melde sig i det øjeblik, hvor man ser sit nyfødte barn, eller hvor der sker noget andet af det, som vi kalder for en skelsættende begivenhed: død, sygdom, tab, savn, kærlighedsmøde, brud eller kriser af forskellig slags. Eksistensen melder sig ofte i ret larmende stemninger af omvæltning, fornemmelsen af point-off-no-return, angst, fortvivlelse, tristhed eller endda kedsomhed og skyldfølelse – men selvfølgelig også som f.eks. lykkefølelse, taknemmelighed, begær, dyb livsglæde og samhørighedsfølelse.

Under pandemien melder eksistensen sig bl.a. når myndighederne hver dag kl. 14 offentliggøre døgnets dødstal, antal smittede og indlagte, samt tal for, hvor mange mennesker, som må holdes i live ved hjælp af en respirator. Reelt er der tale om statistiske beregninger af menneskelig lidelse knyttet til pandemiens hærgen i Danmark. Størrelser som angst, frygt og sorg over mistede pårørende er pandemiens eksistentielle mørketal for lidelse, som kun registreres af de ramte. 

Forsæt læsning