Forestil dig, at du kikker ud over et hav; et bevægeligt og bølgende menneskehav med over 8 milliarder mennesker. Her må vi lære den vanskelige kunst at være små og gensidigt afhængige. Allerede for mange år siden blev det nemlig besluttet at alle, i dette verdenshav af mennesker, har de samme grundlæggende rettigheder. Det skyldes den mest vidtrækkende og ambitiøse beskrivelse af mennesket, som nogensinde er formuleret: “Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.”
Hver især lever vi med en sikker viden om, at vores individuelle liv og væsen er enestående. Den oplevelse er måske nedarvet fra forestillingen om, at mennesket er Guds udvalgte skabning. Men det er jo ikke svaret på, hvad mennesket er. Videnskaben har introduceret et ganske afgørende korrektiv ved at beskrive mennesket, som en tilfældig udviklet dyreart. Mennesket er dog fortsat det eneste væsen her på planeten, som har både evnen og lysten til at diskutere, hvad det selv er.
Læs interview til Magasinet Amen, december 22: “Soundbokse i byens parker, muzak i supermarkedet, metrobyggeri, råben og skrigen i skolegården – vi lever i en larmende verden. Men måske er det slet ikke larmen, der er problemet. Mød filosof Peter Johannes Schjødt til en snak om den stilhed, der gennem historien har skræmt mennesket fra vid og sans – og måske stadig gør det…” Klik her og læs mere
Når afstanden mellem mennesker i den kommende tid bliver til normen og rytmen i vores hverdag, så er varetagelse af kærlighedsevnen mere vigtig end nogensinde. Det var nærmest som en symbolsk påmindelse om at passe på kærligheden, at både landets swingerklubber og kirker lukkede i løbet af onsdagen, som en konsekvens af kampen mod den truende Corona-virus. Om formiddagen kunne Ekstra Bladet meddele, at swingerklubberne ville vise samfundssind ved at indstille aktiviteterne. Senere på dagen var det landets biskopper, der udsendte en pressemeddelelse om, at “Gudstjenesterne aflyses overalt i folkekirken”.
Der er naturligvis tale om to udtryk for forudseenhed og rettidig omhu, som man kun kan påskønne. Men når både de fysiske og åndelige kærlighedsinstitutioner lukker, så er det alligevel vigtigt at huske på, at nødvendigheden af eros og kærlighed ikke af den grund forsvinder. Det er måske de færreste, der går på swingerklub og i kirke, men alle har brug for den trøst, som både eros og kærligheden giver. Og nu er fysisk afstand mellem mennesker altså sundhedsnormen og den moralske tilgang til det sociale liv.
Hvad sker der med nærhedsetikken når afstanden pludselig er et livsvigtigt påbud? Bliver den fortyndet, når det moralske krav er, at vi holder afstand? Og hvordan genopfinder vi en afstandens etik og ansvarsfølelse, når isolation og fysisk afstand gør det svært at se Den Andens ansigt og sårbarhed? Hvordan opretholder vi evnen til at reagere på andres skrøbelighed og behov, når dørene skal holdes lukkede? Det er en dybt paradoksal situation, vi er havnet i: Verden er ramt af en sygdom, som kun kan bekæmpes i fællesskab, men som kræver afstand og isolation. Så er fælles handling og ansvar for næsten ikke nødvendigvis en helt indlysende prioritering. Eros betyder at række ud efter andre, som man jo rent fysisk gør i elskoven, og kærlighed betyder slet og ret, at indse sit livs afhængighed af noget og nogen, som ikke er én selv. Når swingerklubberne og kirken lukker, kan vi vælge at sige “og hvad så”? Men vi kan også vælge at set det symbolske i den kendsgerning, at mennesker har brug for nærhedskontakt med hinanden, for at være og forblive mennesker og for at udvise menneskelighed.
Derfor: Hvordan opretholdes en mellemmenneskelig eros og kærlighed når afstanden mellem mennesker for en tid er den afgørende sociale norm? Så er det måske ordene og øjnenes blik, der skal blive mere levende, medfølende og trøstende, mere erotiske, kropslige og lidenskabelige, for allerede nu kan vi jo se, at netop kravet om afstand meget let slår over i ligegyldighed og bortvendte øjne. Derfor elsker man pludselig kassedamen i Netto, som siger “god dag”; derfor er det så dejligt og næsten erotisk, at nikke til fremmede, man møder på gaden; derfor er det så sugende skønt kunstfærdigt, at bukke og neje for hinanden, når vi nu ikke kan give hånd og knus; derfor er det så nødvendigt at se hinanden i øjnene, for det er også at række ud, berøre og kærtegne. Lad swingernes erotisk livsglæde blive en del af den forårsluft, der trods alt er fælles, og forener os på gader og stræder, og lad kirkens trøstende kærlighed blive en del af det blik vi møder hinanden med. Selv på afstand kan vi godt råbe hinanden op og vise medfølelse og lidenskabeligt engagement i hinandens ve og vel. Rør hinanden med øjnene, netop i Corona-land har vi øjne for at se hinanden og ikke for at lukke dem.
Magten kan gemme sig mange steder, f.eks. i den menneskelige anatomi, i bestemmelsen af organernes betydning, ikke kun som fysiske organer, men som udtryk for egenskaber og værdier hos kvinden og manden. Netop kønnets organer har gennem tiden været, og er stadig, et af de stærkeste magtredskaber i tildelingen af rettigheder og kvaliteter. Der er fortsat grund til at undersøge de såkaldte ædlere dele, for de er virkelig kostbare i den forstand, at de har magt til at fraskrive eller tilskrive mennesker betydning, værdighed og anerkendelse. Og her har definitionsmagten næsten altid har ligget hos mændene!
Da Gud skabte mennesket, fik han desværre ikke sat mærkater på organerne – heller ikke på de organer, som ellers antages at adskille de to køn fra hinanden. I store dele af historien har der imidlertid heller ikke eksisteret to køn, men blot ét. Vi ved naturligvis godt, at det fra tidernes morgen har vrimlet med både kvinder og mænd, og de bedste fortællinger handler netop om den kærlighed og de konflikter, som skyldes forskellighederne. Derfor er det fristende at konkludere, at der så også har været enighed om, at der var to køn. Men sådan er det altså bare ikke.
Den græsk-romerske læge Claudius Galenos levede fra ca. 130 til 220. Det var ham, som fik en afgørende indflydelse på spørgsmålet om antallet af køn – en indflydelse, der strakte sig helt ind i det 18. århundrede. I denne lange periode var der ikke nogen, som for alvor rejste tvivl om Galenos teori: i fysiologisk forstand er der kun ét køn, selv om der i kulturen tales om både kvinder og mænd.
Det eneste køn der fandtes, var det mandlige. Ifølge Galenos og hans mange efterfølgere havde kvinder og mænd nemlig ens kønsorganer. Som enhver empirisk undersøgelse jo viser, vender kvindens kønsorganer bare indad, og er derfor ikke synlige, som mandens. Kvindens vagina er således en indre penis, forklarede Galenos, altså en penis foldet ind i kvindens indre, i stedet for at være løst hængende, som hos manden. På samme måde svarer kvindens kønslæber til forhuden, uterus kan sammenlignes med testikelpungen og ovarierne med selve testiklerne. Lige netop ovarierne fik da heller ikke noget selvstændigt navn før i det 18. århundrede, men blev indtil da betegnet som orcheis, som også mandens testikler blev kaldt.
Denne formodede fysiologiske lighed mellem kvinder og mænd betød imidlertid ikke noget for deres lighed i kultur og samfund. Kvindens indadvendte kønsorganer svarede måske til mandens, men var alligevel ikke fuldt så gode som mandens tilsvarende udadvendte kønsorganer. Galenos’ teori var, at kvinden af nødvendighed måtte have indadvendte, eller indkrængede kønsorganer, fordi hun efter sin natur var koldere end manden, og dermed også var en ringere udgave af mennesket end manden. Teorien understregede desuden, at det alene var den mandlige sæd, der netop på grund af mandens varme, kunne være livgivende. Livet kom fra mandens udadvendte kønsorganer, og kvinden tjente blot som en slags ernæringsbeholder for fosteret, selv om hendes kønsorganer var identiske med de mandlige, men altså bare indadvendte.
At kvindens kønsorganer var indadvendte viste også noget om kvindens mystik og farlighed, noget som teologerne og kirken først og fremmest drøftede med udgangspunkt i den deformerede fysiologiske indretning af de kvindelige – eller rettere mandlige – kønsorganer.
Generelt har der i store dele af historien været en sand foragt for legemet, godt understøttet af kirken og religionen. Foragten har dog været mest udtalt og voldelig i forhold til kvinder, fordi djævlen yndede at gemme sig i kvindernes forvrængede køn og fra denne skjulte position vækkede de sagesløse mænds lyst og liderlighed.
Kvinder havde nok principielt de samme kønsorganer som mændene, men de var deformerede og forfejlede i forhold til mændenes, og derfor udtryk for en moralsk forskel – en forskel, som gjorde kvinderne langt mere liderlige og syndige end mændene. En skyld som kvinderne måtte mærke, og som de har betalt en høj pris for gennem størstedelen af historien.
Altså var der tale om ét køn, men alligevel om kvalitativt forskellige udgaver af dette køn. Denne teori blev med stor autoritet fastholdt helt op i det 18. århundrede. Dog ikke fordi der ikke skete nye videnskabelige opdagelser vedrørende kvindens mystiske og fejlbehæftede indretning, men fordi de anatomiske forestillinger også slog igennem som en samfundsmæssig og socialt begrundet magt. Pointen var, at nok var der kun tale om ét køn, men kvinderne var alligevel ringere mennesker end mændene.
Det viste sig f.eks. da den italienske anatom Realdo Colombo (1515/6-1559) i 1559 hævdede, at han var den første, der kunne beskrive klitoris og dens funktion. Den selvbevidste Colombo undrede sig over, at ingen før ham havde fundet netop dette kvindelige sted, og kaldte det derfor helt efter egen inspiration for Venus’ sødme. Allerede tidligere græske, persiske og arabiske læger havde dog beskrevet dette sted. Og mon ikke også en hel del kvinder op igennem historien havde opdaget det, inden doktor Colombo nærmest tog det til sig som sin egen opfindelse, og kunne beskrive sødmen for kvinderne selv?
Romanen “Anatomen” (Gyldendal 1999) er en skønlitterær fremstilling af historien om Realdo Colombo “opdagelse” af klitoris
Mændenes definitionsmagt havde heller ikke på dette område fornægtet sig, så grækerne havde valgt at betragte “Venus’ sted” som en uperfekt version af den mandlige penis. Og senere bemærkede anatomen og lægen Andreas Vesalius (1514-1564), at man nærmest ikke kunne beskrive denne nytteløse ting, som et organ, men måtte betragte den som noget patologisk, der kun viste sig hos kvinder med tendenser til hermafrodisme.
I den lægevidenskabelige diskurs forsvandt klitoris derfor igen, og lå stadig næsten helt neddykket i forhold til den lægevidenskabelige faglitteratur i det 19. århundrede, hvor man stadig kunne læse, at klitoris var at sammenligne med den mandlige penis, dog i en degenereret udgave. Selv om man i det 19. århundrede ikke holdt fast i den biologiske et-køns model, var det stadig mandens anatomi, der blev lagt til grund for forestillingerne om kvindens anatomi. Opfattelsen af kvindens kønslige anatomi fortsatte derfor også i lang tid med at tage udgangspunkt i en teori om fejlindretning i forhold til manden.
At der stadig findes en slags magtens anatomi viste sig, da NASA i 1972 og 1973 sendte Pioneer 10 og 11 ud i det ydre solsystem, bl.a. for at fortælle eventuelt udenjordisk liv lidt om mennesket. Ombord på de to rumfarttøjer var der således en plade, som bl.a. viser en nøgen kvinde og en nøgen mand. Fra en magt-anatomisk betragtning er det interessant, hvordan disse to nøgne mennesker er skildret. Manden er udstyret med en tydelig, men dog meget lille, penis.
Udsnit af den såkaldte “Pioneerplade”, som rumsonderne Pioneer 10 og 11 medbragte på rejsen til det ydre Solsystem
Kvinden har imidlertid intet, som kunne antyde eksistensen af en vagina, men ser ud som om hun er helt lukket mellem benene, nærmest som om hun mangler noget, f.eks. en penis. Det ville i hvert fald ikke være mærkeligt, hvis eventuelle rumvæsener skulle finde på at tolke afbildningen på netop dén måde. Og så vil de være helt på linje med størstedelen af den jordiske historie om kvindens og mandens anatomi.
Litteratur
Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i antikken. I tidens ånd 1. Gyldendal 1999. Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i middelalderen. I tidens ånd 2. Gyldendal 1999. Hugh Aldersey-Williams: Anatomies, Penguin Books London 2014. Fererico Andahazi: Anatomen, Gyldendal 1999. H. Hopstock og L. Faye: Grundtræk af anatomiens historiske udvikling, bd. 1 og 2, Kristiania 1994.
I min ferie, både under fodtur og togrejse, har jeg læst Niels Jørgen Cappelørns seneste bog At leve i nuet og gå glip af evigheden. Dén bog er god at have med sig, fordi den på det nærmeste tvinger én til at stoppe op, bevæge sig langsomt og være stille. Og hvad andet end at leve langsomt skulle man da også foretage sig i ferien? Som Cappelørn skriver, er det imidlertid ikke helt ufarligt at få god tid: »For så kan man risikere at høre sine egne eftertanker og komme til at overveje, om der var mening og sammenhæng, da det gik travlt til«.
Niels Jørgen Cappelørn har været professor i Søren Kierkegaard Studier. Det viser sig at være blevet til et slægtskab når en af bogens små tekster f.eks. lyder:
»Man skal ikke pjatte med livet, ikke bortforklare smerten i sjælen, ikke fortone følelsen af tab og mening, aldrig undskylde skylden
Man skal ikke borthøvle tilværelsens knuder og knaster, men i stedet tage livet på ordet, og det er at tage det alvorligt, som det er«
Cappelørns bog består af petitgrammer, der er et genrebegreb, som forfatteren selv har opfundet. De knækkede linjer indikerer derfor ikke, at der er tale om digte, men om et kort-format med sansninger, eftertanker, aforismer og meditationer, præcist skrevet og så skrapt tænkt, at de snitter det vigtige ud i den tydeligste form. Ingen omveje, ikke noget overflødigt, ikke noget flødeskum, men lutter essens:
»At leve er ikke at sikre sig; det er at investere sig
Livet er ikke en sikker gang på stedet; det er en risikabel affære på vej fra dag til dag«
At leve i nuet og gå glip af det evigeer en stille og insisterende samling tekster, der kræver langsom læsning. Ingen fjendebilleder, bandeord og store besværgelser af modstandere, men en selvsikker og ydmyg tro på tænkningens klare lys, som vi kun kan dele: »Tænkningen er aldrig fuldført og tilendebragt, men altid undervejs til ny erkendelse og til dybere indsigt«.
Sådan lyder de første ord i bogen. Der er budt op til med-tænkning og åben eftertanke, for at kunne nå til dybere indsigt. En form for tænkning og eftertanke, der måske ikke fører til sjov og demonstrativ glæde af den slags, der giver status på de sociale medier, men til en glæde, »jeg kan føle, selv om jeg er ked af det«.
Når stormfloder rammer, terrorister angriber og krige truer, er det ikke kun ukendte stednavne, fjerne lande, anonyme institutioner eller ansigtsløse personer i andre kulturer med en anden tro, der rammes. Det er mennesker, som vi tilfældigvis ikke har noget kendskab til eller bekendtskab med. Eller også har vi, fordi vi kender et menneske på det sted, hvor truslen er. Og så ændrer hele billedet sig fra at være noget tilfældigt i nyhedsstrømmen, eller blot endnu en voldsudøvelse et eller andet fjernt og ukendt sted, til at blive et sår i én selv. Verdens gang bliver med ét til noget, der også sætter spor i ens hjerte.
Jeg har en veninde i Iran. Vi har kendt hinanden i flere år efter et tilfældigt møde på Instagram, hvor hun reagerede på et opslag, jeg lavede om filosofi. Hun ved meget om filosofi, så vi begyndte at skrive sammen. Hun skriver også poesi, og har prøvet at gøre det tilgængeligt for mig på engelsk, og selvfølgelig har vi skrevet om vores forskellige liv.
Selv om vi aldrig har mødt hinanden ansigt til ansigt, på samme måde som vi sidste år havde besøg af en anden veninde fra Instagram, Corinne fra Australien, er den iranske kvinde blevet min veninde. Trods afstanden har vi fået skabt en åben nysgerrighed for hinandens forskelligheder og fundet et fundament af enshed, der ikke lader sig ryste af, at der også er meget af hinanden, som vi ikke kan forstå.
Krisen mellem USA og Iran har min venindes ansigt. Her til morgen har jeg læst, at USA nu sender yderligere soldater til Mellemøsten på grund af krisen, hvor Iran angiveligt skulle stå bag angrebet på to olietankere i Golfen. Begge sider ser ud til at betragte optrapning og trusler som løsningen og ikke som problemet.
Jeg er bekymret for min iranske veninde, fordi jeg mærker hendes tilstedeværelse i mit eget liv. Det er let at mærke hendes frygt, selv om afstanden er stor og forskellene mange. Hun er tæt væk. Min iranske veninde har været en lille åbenbaring for mig. Vores langdistance-venskab har vist mig, hvor lidt kendskab til hinanden, der i virkeligheden skal til, for at man kan forstå hinandens frygt – og leve med i hinandens liv.
Alle skulle kende en fra de områder af verden, der er ramt af konflikt, fattigdom og undertrykkelse eller krig og vold, for så tror jeg faktisk, at der ville være mindre af den slags. Det er selvfølgelig ren fantasi og drømmende utopi, og i 2019 er vi ikke naive, men måske alligevel håbefulde. For tænk hvor let det var for mig at genkende mennesket, det unikke og særlige i den iranske kvinde. Hun er 4.988 kilometer væk. Jeg har tjekket det på Google. Men vores personlige kontakt har snævret afstanden ind, så hendes tilstedeværelse i verden kalder på ønsket om fred og forsonlighed, så hun kan leve uden frygt.
Der er steder her på øen, som har et underjordisk ekko fra de 2 millioner år, hvor isen blev presset ned fra fjeldene højere oppe mod nord. Øen blev skabt under de kilometer-dybe iskapper, der trak store fjeldstykker og kæmpesten med sig, og flåede landskabet op i elve, søer, dale, flodsletter, bakker og tundraer. Store sten sank igennem isen og blev blandet med kalk, flint, sand, grus og ler. Fra dette seje og urolige dyb af uimodståelig kraft, rejste landskabet sig når isen smeltede. Men under Præstøs velkendte skildpaddeform ligger resterne af dette geologiske inferno, som er os helt ubekendt, her på den velordnede og moderne overflade.
Det er ved kirken, at vores faste aftentur øen rundt begynder. Det er især i skumringen, at det underjordiske ekko kan høres, og klippestykkernes bevægelse mærkes op igennem kroppen. Alle de betydninger, som knyttes til sten og andre geologiske forekomster, er kun korrekte i et meget begrænset tidsperspektiv. Stendød, tavs som en sten, ubevægelig som en sten. Denne tilsyneladende ubevægelighed, dødhed og tavshed har gennem millioner af år alligevel været ustoppelig i sin bevægelse, larmende i sin skurren mod alt, hvad der kom i vejen. Lige nu har den for en periode sat sig fast her på øen og viser sig rent undtagelsesvist meget velordnet, gennem stenene i kirkens fundament og i de tilhuggede kalksten. Kirken står foran os som mødet mellem de årtusindgamle sten fra de nordiske bjerge og fortidens mennesker, som rejste rundt og byggede kirker. Begge dele i det, som vi kalder for gamle dage.
Men i geologisk tid er kirken stadig så ung, at den næsten lige er blevet bygget. Værktøjet, som tilhuggede stenene, burde stadig gløde efter at have bearbejdet det hårde materiale, og håndværkernes hænder stadig være mærkede af det hårde arbejde. I det geologiske perspektiv er tiden for kirkens opbygning ikke længere væk end i formiddag. Næsten som om de sidste sten stadig er under bearbejdning og vi kan forvente at møde kirkens bygmestre på vores aftentur. Når vi træder ind på kirkegården, kommer vi imidlertid tættere på en mere forståelig tidsregning.
Den geologiske stentid larmer og ulmer fra undergrunden, fordi den er så ubegribelig og mystisk i sin forsvinden tilbage i en slags intet-tid. Den efterlader sig ikke nogen årstal, kun sten, kalk og landskab uden noget andet ophav end tidens ubegribelige morgen. Kirken efterlader sig i det mindste en skygge af forståelig tid med veldefinerede årstal, selv om den på sin side ikke er blevet meget ældre i min individuelle levetid.
På den østlige spids af øen troner den som en fortætning af tiden, knap nok eroderet af den stride pålandsvind ude fra Østersøen. Det er den sidste plads på øen. Følger man hovedgaden ligger kirken i svinget, nede for enden. Først kirken, så gravstederne, som sidste blad på en afrivningskalender. Her passer de levende på de dødes haver. »Vi var som dig, du skal blive som os«, hvisker de døde fra deres små velordnede parceller, der overhovedet ikke afspejler det kaos, som døden har installeret i livet, højest en symmetrisk knækket søjle.
I forlængelse af kirkegården ligger vandet, der virker så tiltrækkende på dæmoner. Kirkens midnatsklokker har ringet for generationer som værn mod mørket, der kommer ind over øen, ude fra fjorden. Fra antikken til Freud og Jung har havet og vandet været det store symbol på psyken, det ubevidste dyb, dæmonernes drømmested. Herfra samler mørket sig over det kendte og sænker øen, med dens beboere, i havet for natten.
Helt som man kan forvente under nordlige himmelstrøg, mangler kirken i Præstø enhver form for forfængelighed af den slags, der ses ude omkring i verden. Præstøs kirke ligger tungt på jorden uden himmelstræbende spir. Der er ikke nogen kuppel til at minde jordboerne om himmelhvælvet og universets højere harmoni. Fra dens mure springer der ikke hærskarer af figurer frem, som kunne illuderer kampen mellem godt og ondt, eller de frelstes guddommelige ekstase og de fortabtes diabolske lidelse. Skæv er kirken også, for mod øst blev det alligevel for svært at bygge den femkantede afslutning, som vender ud mod fjorden; så heller ikke her blev der nogen opbyggelig symmetri til afspejling af universets perfekte guddommelighed.
Alt dette er grunden til, at Præstø kirke kan gribe én. Den er så jordisk, så tung og så skæv, som mange andre kirker i Danmark. Præstø kirke har ingen lighed med universets harmoni og den guddommelige perfektion. Hertil er den alt for menneskelig i sin skrantende skævhed og mangel på perfektion.
Kirkens dunkle slægtskab med det overmenneskelige knytter sig til dens alder som viser, at vi altid lever på baggrund af noget allerede begyndt. Verden er så at sige gjort parat til os når vi ankommer ved fødslen, som Præstø lå der med kirke, fjord, gader og stræder og ventede på os, og stadig venter på de kommende generationer.
Vi opstår og forgår med en dødelig lethed, flygtige og tidsbestemte i et blændende hukommelsestab. Kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser af noget evigt, fra istidernes rumlende stenskred, ned gennem landskabet, over kirkebyggernes tilhugning af klippestykkerne fra de nordiske fjelde – til os, her i Præstø, og dem, der måske i fremtiden skal bygge dæmninger omkring øen for at holde fjordens dæmoniske vand på afstand.
Når jeg står og læner mig op ad murværket, så smelter denne dunkle fornemmelse sammen med følelsen af noget forbigående, som viser sig at være mit eget liv. I istidens og kirkens tidsperspektiv sætter et menneskeliv ikke dybere aftryk end trykket fra min hånd, når jeg støtter mig mod den østlige stengavl, for at kikke ud over fjorden. Men for os tælles der anderledes. For os mennesker har dette korte og begrænsede tidsrum præg af evig betydning.
Ordet »vejr« bliver i Den Danske Ordbog bl.a. tillagt følgende poetiske betydning: »luften udendørs; området mellem himmel og jord«. Der findes mere videnskabelige definitioner, men denne forekommer at være meget relevant, når det drejer sig om vores daglige oplevelse af vejret. Det er det, vi går ud i hver dag. Vejret er det der hersker mellem himmel og jord, altså på helt samme sted, som vi mennesker befinder os. Derfor har vi så tæt et forhold til vejret. Hvis nogen fra det ydre rum skulle finde på at iagttage mennesket, så tror jeg faktisk ikke, at de helt ville kunne adskille os fra vejret. Så tæt hænger vi sammen med »luften udendørs; området mellem himmel og jord«.
Hjemme hos os er det sådan, at den der kan blive liggende længst i sengen, spørger de andre: »Hvordan er vejret?« Om sommeren bliver vinduet åbnet og hovedet stukket ud for at finde et svar, som kan være, at det er godt, skidt, dårligt, uklart, varmt, koldt, skyet, blæsende, mørkt, lyst, trist osv. Ofte kommer der mindst tre forskellige svar, for ingen beskrivelse af vejret er helt objektiv, men heller ikke kun subjektiv. Den er som menneskets oplevelse af sig selv, mellem himmel og jord, komplet integreret med vejret: Stemningsfuld, følelsesmættet, metaforisk, poetisk, realistisk, uklar på den alligevel helt tydelige måde, som mennesket også oplever sig selv.
John Constable (1776 – 1837), »Studie af cirrusskyer« (1822)
Vejret er vel et af de mest omfattende begreber, der findes. Først og fremmest fordi det ikke kun beskriver nogle meteorologiske forhold, men udtrykker en stemning eller fremkalder en stemning. Vejret og den, der beskriver vejret, indgår nemlig i en intim relation. Jeg har to eksempler på vejrets og menneskets indbyrdes forhold, hentet fra min ferielæsning her i sommervarmen:
Først de indledende linjer fra Dan Turèlls krimi Mord i september: »Det regnede. Ikke fordi det var nogen nyhed. Det var tredje dag i træk det regnede. Det var en støt og stabil og pålidelig regn. Ikke noget med sindssyge skybrud eller pludseligt piskende tove. Bare en vedblivende, monoton, lettere sløret funktionær-regn der koncentrerede sig om sit arbejde, og ikke holdt unødige pauser.«
Det andet eksempel på at vejret og mennesket er relationelle størrelser er også fra en krimi, nemlig begyndelsen på den cubanske forfatter Leonardo Paduas Maskespil i Havana: »Varmen er en skrækkelig plage, som hjemsøger alt og alle. Varmen sænker sig som en bred kappe af rød silke, smidig og sej indhyller den kroppe, træer og ting (…) Varmen er en dom, som hverken kan appelleres eller gøres formildende omstændigheder overfor.«
Vejret er en metaforisk størrelse, men ikke blot det. Vejret og mennesket skaber i fællesskab stemninger, hvor det ydre vejr spiller sammen med menneskets indre, ofte som om der nærmest ikke eksisterede nogen forskel. Vejret tilskrives egensindige egenskaber, som kan kaste tristhed, glæde, skygge, lys, melankoli og farve over menneskets liv i området mellem himmel og jord, som det jo hedder i ordbogen.
Vejret har ikke altid været vejr på samme måde, som det er i dag. På samme måde som hos os, var vejret f.eks. i det gamle Grækenland også udtryk for noget mere end blot varme, kulde, torden, mørke, lys osv., men knyttede sig ikke direkte til menneskets indre stemninger, som tilfældet ofte er i dag. Vejret var først og fremmest udtryk for gudernes humør og anliggender. Torden, lyn, piskende regn, kvælende hede, tørke eller livfuld regn ramte menneskene som en dom, straf eller belønning, og var under alle omstændigheder udtryk for, hvad der foregik i gudernes himmel – som altså også her afspejlede sig nede hos menneskene, mellem himmel og jord – helt som i dag.
Vejret har altid været af central betydning, fordi det sætter nogle centrale eksistensvilkår for mennesket, uanset om dette er stedbundet eller vandrer omkring. Men også som kommunikation mellem guderne og menneskene, har vejret haft en stor betydning, som tegn på det mennesket på ingen måde kan vinde kontrol over; det, der normalt er blevet kaldt for skæbnen, eller gudernes uudgrundelige vilje, eller som i dag blot »vejret«, der imidlertid kræver lige så meget opmærksomhed som på gudernes tid. Her midt i hedebølgen er vejret stadig symbol på det, vi absolut ikke kan gøre noget ved, men nok tale om og forsøge at tyde gennem vejrudsigter for at tolke, hvordan den kommende dag mellem himlen og jorden mon bliver for vejr-mennesket.
Vi står foran et maleri af den danske maler Wilhelm Marstrand (1810-1873). Det hedder Adam og den nyskabte Eva og hænger på Den Hirschsprungske Samling i København. Maleriet hører ikke til blandt de mest kendte af Marstrands værker, og vi har faktisk ikke lagt mærke til det ved tidligere besøg. Men nu kalder maleriets motiv på vores opmærksomhed.
Wilhelm Marstrand (1810-1873). “Adam og den nyskabte Eva”. Den Hirschsprungske Samling i København
Jeg forestiller mig Marstrand foran lærredet, før maleriet var færdig, hvor han stadig arbejdede på at finde den helt rigtige komposition af billedet, af Adam og Evas placering, deres udstråling og udtryk. Hvad var det han havde i spil i penselstrøgene? Motivet er jo ikke ukendt. Utallige malere har fanget Adam og Eva på deres ikke-sted i Paradiset, både før, under og efter det berømte syndefald. Men myten om Adam og Eva er uudtømmelig og hver gang den bliver fortalt lukker den op for de dybeste spørgsmål om menneskets forhold til verden.
Adam og den nyskabte Eva var den titel, som Wilhelm Marstrand valgte til maleriet. Kunne det ikke også have været Adam jubler over den nyskabte Eva? Eller Adam takker for den nyskabte Eva? Eller måske Adam undrer sig over den nyskabte Eva? Det er ikke til at vide, for vi ved jo ikke med sikkerhed, hvad Marstrand oplevede gennem fortællingen om Adam og Eva. Men her og nu inviterer maleriet os ind i det tyngdefelt, som er styrende for vores liv: Erfaringen af kærlighedens grundstof; det vil sige erfaringen af Den Anden.
Denne erfaring handler om noget, der ikke er os selv. Her, foran Marstrands maleri, ser jeg, at Adam jubler over Evas skabelse. Allerede her oplever han, at hun er et mysterium for ham, det mystiske, som han må juble over. Som den danske digter Paul la Cour (1902-1956) skrev i Fragmenter af en Dagbog: »Helvede er de andre, siger Sartre. Han tager fejl. Befrielsen er de andre.« Adam møder Den Anden. Hermed bliver han befriet for at være lukket inde i sin egen verden. Den Anden, den nyskabte Eva, inviterer ham til at bevæge sig hinsides sig selv.
Det siges ofte, at i kærligheden bliver to til en. Men er det ikke netop det modsatte, der er kærlighedens egentlige mirakel, at en bliver til to eller flere? Den franske filosof Alain Badiou skriver i den lille bog Lovprisning af kærligheden, at kærligheden altid begynder med et møde, der er altid et andet menneske. »Kærligheden omhandler altid en Toer,« som Badiou siger. Den største befrielse, der kan tænkes.
Vi ved jo godt, at Adam ikke var alene før Eva blev skabt. Han var sammen med Gud, men følte sig nok alligevel lidt alene, for guder har det med at begrunde sig selv gennem manglende fysisk nærvær. Omvendt er det med mennesket. Vi begrunder og oplever vores egen og andres eksistens netop gennem et fysisk nærvær og en kropsliggjort synlighed: »Se, her er jeg, se mig, lad mig se dig og lad os røre ved hinanden.« Vi mennesker har ikke en krop, vi er en krop, heri ligger vores eksistensform.
På maleriet ser vi, at kærligheden bringes ned på jorden og iklædes en krop; bryster, baller, øjne, lår, køn, mave, hud og hår. Men det blev Adam og Eva først senere klar over, da de spiste af æblet, og herefter fik øje på hinandens nøgne forskellighed. De kommer til at opleve hinanden som fremmede, men i en betydning, der alligevel skal vise sig at være livgivende, fordi deres fremmedhed for hinanden bliver til en livskilde. Forskellen og fremmedheden bliver så at sige til en fælles livskilde for kærligheden, fordi det individuelle liv bliver udadrettet og levendegjort gennem deltagelsen i hinandens liv.
Måske kan vi sige, at Marstrands maleri viser den menneskelige kærligheds begyndelse. Det er når verden ikke længere mødes med udgangspunkt i én selv, men også opleves i et andet menneskes perspektiv – altså i forskelligheden.
Jeg påstår ikke, at den slags overvejelser var Wilhelm Marstrands begrundelse for at male dette klassiske motiv med Adam og Eva. Men hele Adams gestik, hans jublende krop, nærmest dansende, foran den nyskabte Eva, forekommer mig at være udtryk for et menneske, der bevæger sig ud over sig selv, fordi han oplever, hvordan et andet menneske tilbyder en fremmed, en større og fælles erfaring af verden. Med andre ord, den helt jordiske erfaring af, at verden åbner sig og bliver større når man i åben tillidsfuldhed bliver til mere end sig selv. Vi kunne kalde det for kærlighedens aritmetik: Når en bliver til to eller flere.
Også i kærligheden eksisterer der en absolut forskel mellem to eller flere mennesker. En forskel, som ikke kan overskrides. To bliver ikke bare til en, men en kan blive til to. At elske er at kunne gøre forskellen skabende og trække livskraft ud af den, og lige netop ikke gøre forsøget på at blive ens, hvilket altid vil være et umuligt projekt, dømt til at efterlade parterne i evig frustration.
På Marstrands maleri ser Adam allerede ud til at kunne mærke denne livskraft. Jeg synes jo, at han ser jublende ud. Og i kærligheden er der tiltro til forskellen, tillid til den og glæde over den. For det er jo i den uomgængelige forskel, at vi kan være kilden til hinandens liv. Hvorfor skulle mennesker, som mister deres elskede, ellers sige, at det opleves som om de tørrer ud? Det må være fordi det er Den Anden, et eller flere andre mennesker, der er kilden til vores liv. Adam har grund til at juble over den nyskabte Eva.
Peter Johannes Schjødts blog 