Kedsomhed er ret spændende. F.eks. er kedsomhed blevet et pædagogisk redskab. Tusindvis af artikler fortæller om, hvor sundt det er for børn at kede sig, fordi det skaber nysgerrige, selvstændige, kreative og lærenemme børn, siger f.eks. en børnepsykolog. Omvendt vurderer en undersøgelse, at voksne ser ud til at blive mere ondskabsfulde af at kede sig. Faktisk tyder det på, at kedsomhed spiller en afgørende rolle i fremkomsten af sadistiske tendenser, både i hjemmet og på arbejdspladsen. Generelt kobles kedsomhed desuden også til afhængighed af f.eks. stoffer, alkohol, tobak, sex, spil, internet m.m. Desuden kan der findes statistisk belæg for en vis sammenhæng mellem kedsomhed og både depression og selvmord. På den ene side kan kedsomhed altså være sundt for børn, på den anden side kan kedsomhed også skabe dyb lidelse! 

Det er naturligvis kedeligt at kede sig, men det er bestemt ikke kedeligt at undersøge, hvor kedsomheden kommer fra, og hvad kedsomhed er. Er det at kede sig et træk hos det enkelte menneske, eller er det verden, som er blevet kedelig? I et historisk perspektiv har man nemlig kun talt om kedsomhed i nogle få hundrede år. Det er ikke helt forkert at kalde det moderne menneskes kedsomhed for en slags luksus. I hvert blev begrebet kedsomhed, som det bruges i dag, først alment udbredt, da den industrielle revolution gav mennesket mulighed for at “spare tid,” som det hedder. Sandsynligvis havde vores forgængere nok at gøre med at sikre sig mad og sikkerhed, så kedsomhed reelt ikke var en mulighed. 

Men selvfølgelig har der også tidligere eksisteret noget, som har været beslægtet med kedsomhed. Det kunne være den spleen, der beskrives som en tilstand af livslede hos mennesker, som føler at have oplevet alt, så der efterhånden kun er den farveløse gentagelse tilbage. Spleen var en form for ubehag og livstræthed, som primært ramte adelen og de velstillede. I dag ser kedsomheden imidlertid ud til at være blevet demokratiseret i den forstand, at kedsomhed kan ramme alle, blot kan man tilsyneladende ikke blive enig om, hvorvidt den er sund eller skadelig.

Når f.eks. børnepsykologer kan hævde, at kedsomhed er godt for børnene, forekommer det dog mere at være udtryk for en (velanbragt) kritik af tempoet i vores højhastighedssamfund, hvor det konstante bombardement af elektroniske stimuli er som tomme mentale kalorier, der blot optager og udtrætter menneskets opmærksomhed. På den måde ville andre tidsprioriteringer i familierne, på arbejdsmarkedet osv., komme alle til gode.

Dette har imidlertid intet at gøre med et behov for kedsomhed. Det er ukvalificeret at tro, at kedsomhed i sig selv er noget godt og sundt, og at mere kedsomhed vil kunne åbne for børnenes kreativitet, nysgerrighed osv. Det er som om forestillingen om mere kedsomhed hos børnene forveksles med behovet for mere fri tid og færre krav. Kedsomhed er imidlertid ikke en åbner, men en lukker for det enkelte menneske. Kedsomhed befordrer ikke noget positivt, men kan have alvorlige konsekvenser for menneskets psykiske habitus.

Men hvad mener vi overhovedet, når vi siger, at vi keder os? Mest sandsynligt er det et paraplybegreb for mange forskellige følelser, som det måske er svært at finde andre og mere præcise ord for. Måske dækker det tilmed over dybere eksistentielle problemer, som vi har vanskeligt ved at håndtere? En bredt accepteret psykologisk definition af kedsomhed er, at der er tale om en vedvarende oplevelse af at ville, men ikke være i stand til at deltage i tilfredsstillende aktiviteter. 

Også denne videnskabelige definition kan rumme mange forskellige betydninger. Grundlæggende er det dog vanskeligt at definere kedsomhed, fordi det det handler om noget, der mangler; altså kedsomhed, som en følelse af fravær. Hvad der er fraværende, savnes og efterstræbes i kedsomheden, er imidlertid noget meget mere komplekst end de fleste psykologiske definitioner rummer.

Opmærksomhed – altså udadrettet opmærksomhed – er vores eneste måde at komme i kontakt med verden på. Et menneske, som keder sig i alvorlig grad, ønsker at opnå denne kontakt, men er ikke i stand til at forbinde sig med sit miljø. Kedsomhed kan derfor dække over stærke følelser af magtesløshed, fordi man ikke formår at forbinde sig med verden, og af meningsløshed, fordi man ikke kan opleve noget, som er betydningsfuldt nok til at kunne engagere en i livet og give livsfylde. At kede sig betyder, at man ønsker at engagere sig, men ikke kan. Kedsomhed er et signal om, at noget er galt på den eksistentielle konto, og det er i den betydning, at kedsomhed repræsenterer en kobling mellem det enkelte menneske og den historiske udvikling i menneskets eksistensvilkår.

Kedsomhedens udbredelse til at være et eksistentielt karakteristika i vores tid er et eksempel på, at jo mere avanceret vi bliver som samfund og kultur, jo mere bliver de risici, vi stilles over for, af eksistentiel karakter. Ved en forelæsningsrække i slutningen af 1930’erne spurgte filosoffen Martin Heidegger: Hvad er menneskets faktiske tilstand? Han svarede selv, at vores tilstand er sådan, at intet længere bevæger os dybt. Heidegger mente, at vores egen epoke efterlader os tomme. Om få år er det 100 år siden, at Heidegger beskrev sin egen tid på den måde. Det forekommer også at gælde i dag. Men hvorfor keder mennesket sig i dag med de enorme mængder at muligheder for afledning, underholdning, oplevelser og aktiviteter, som pakker os alle ind i et tæt net af stimulanser af enhver art? 

Når den foruroligende følelse af kedsomhed rammer os, er det let at blive reaktiv, og f.eks. række ud efter vores smartphone eller andet, som vi kender til og som giver en velkendt, men kortvarig stimulans. Men den slags reaktioner starter ofte onde cirkler, fordi det at bruge tid på elektroniske og digitale fix ikke skaber mening, tilknytning og engagement i verden omkring en. Resultatet er derfor blot mere kedsomhed. 

Friedrich Nietzsche antydede, at Gud vist begyndte at kede sig på den syvende dag i skabelsesprocessen. Måske fordi han skabte mennesket i sit eget billede, og det er vel ens eget billede, som lettest kommer til at kede en. Når Heidegger skrev, at vores egen epoke efterlader os tomme, så kunne det i dag være en kritik af den tomhed, som vores kultur (og mennesker) konsekvent skaber ved at have entydigt fokus på, hvad det enkelte menneske selv kan skabe i sit eget billede. Hvordan vi så at sige er blevet verdens-glemsomme, mens vi fylder vores egen verden ud med os selv. 

I vores menneskesyn er det enkelte menneske blevet ophøjet til en guddom i eget liv, men en guddom, som keder sin røv i laser over netop kun at møde sig selv, og ikke noget som er større, eller i det mindste anderledes, end man selv er. At engagere sig i verden er degenereret til overvejelser over, hvordan man konstruerer det selv, som man helst vil være, og en verden, som bekræfter dette. Kedsomhedens dybeste årsag er de eksistentielle algoritmer, som hele tiden tvinger mennesket tilbage til sig selv – og væk fra det forløsende verdensbad.