Måske er mennesket grundlæggende et socialt og generøst væsen, som ikke kan lade være med at danne grupper og samfund. Den slags fællesskaber viser i hvert fald, at mennesket er parat til at give noget fra sig, som det selv kunne have beholdt. Det at dele og give er centrale og konstituerende værdier i et fællesskab. Men det er udelukkelse, grænsedragning og afvisning af andre mennesker også. Intet fællesskab eller samfund uden en inderside og en yderside.

Andre mennesker kan ikke undgå at have betydning for os, og os for dem. Andre mennesker er imidlertid ikke bare andre mennesker. Det afgørende er hvordan vi erfarer den anden og de andre. På den ene side er alle mennesker ens, fordi de er mennesker. På den anden side er der ikke noget menneskeligt individ, som er identisk med et andet. Og det er jo heller ikke ensheden, vi normalt sætter i fokus, men netop forskelligheden; det som ikke alene gør det andet menneske til en anden men også til en fremmed. Det er forskellene, der skaber alle de menneskelige dramaer, som vi konfronteres med livet igennem.

Hos den litauiske filosof Emmanuel Lévinas skrives den Anden med stort A og repræsenterer en dyb humanisme, hvor det enkelte menneske tager og fastholder ansvaret for det andet menneske. At vi skal tage ansvar for andre mennesker, er så indlysende korrekt (og svært), at kravets tyngde imidlertid let forsvinder, sovset godt ind i banaliteter om gensidig anerkendelse, respekt for forskelle, tilsat lidt moralske og etiske floskler om gensidig ansvarlighed. Men Lévinas tager det alvorlige alvorligt ved at hævde dybden i spørgsmålet om ansvaret for den Anden.

Lévinas’ filosofi taler direkte op imod nutidens forestillinger om mennesket, som ansvarlig først og fremmest for eget liv og ikke nødvendigvis for andres. Men hele spørgsmålet om ansvaret for den Anden er af eksistentiel betydning; Lévinas hævder nemlig, at mennesket først bliver menneske i sit ansvar for den Anden – det andet menneske.

Lévinas løfter etikken op på filosofiens kongetrone og gør den til et spørgsmål om, hvad der er den etiske dimension ved andre menneskers Andethed? Altså hvad det betyder at stå over for et andet menneske, som man i princippet ikke kan kende, netop for det er en Anden – måske en helt Anden.

For det første handler det naturligvis om, hvordan ansvaret for den Anden forvaltes og udleves i vores hverdag. For det andet rejser det også spørgsmålet om afstanden mellem os selv og den Anden. Kan denne afstand mellem os aldrig reduceres eller indskrænkes, og hvad betyder den for vores forestillinger om fællesskaber, deres omfang og muligheder? Dette spørgsmål gennemtrænger de daglige erfaringer i vores livsverden og har umiddelbare konsekvenser for den måde vi organiserer vores sociale, politiske og etiske affærer.

Erfaringen af andre mennesker svinger mellem genkendelse og fremmedhed. Enhver erkendelse af et andet menneske har mange dimensioner. Den Anden kan beskrives og analyseres på utallige måder, men grundlæggende kan man ikke eliminere den kendsgerning, at den Anden også kan erkendes som en Fremmede – at der med andre ord findes genkendelige Andre og Fremmede Andre.

Oldtidens Grækenland giver et eksempel på den konsekvensrige forskel mellem den Anden og den Fremmede. Var man borger i bystaten Athen var den Anden de andre borgere (primært mænd i besiddelse af jord og ejendom). Ikke at man var enig med dem i alt, eller ikke kun have fjender blandt ens medborgere osv. Men gennem borgerskabet i bystaten oplevede man sig som mennesker i modsætning til ikke-borgerne, som også blev betragtet som ikke-mennesker. Der var ikke noget genkendeligt i deres indlysende mangel på menneskelighed, de var fremmede og blev kaldt for barbarer. Her var der ikke blot tale om den Anden, men om den Fremmede, den uigenkendelige.

Den indre orden, som kendetegnede den græske bystat, blev opretholdt gennem en grænse. Både en fysik grænse i form af bymuren og ikke mindst den mere usynlige, men meget effektive grænse, som eksisterede mellem borgerne og de fremmede, som ikke havde en plads i den respektive orden. 

Ethvert samfund eller fællesskab må forhindre den Fremmede i at forstyrre dets orden både ude- og indefra. Den Fremmede er et grænsefænomen som definerer hvem vi selv er og hvem der ikke hører til hos os. Ethvert fællesskab er en orden, som definerer sig selv gennem de fremmede, der ikke hører til. Hvem der tilhører vores verden og hvem der tilhører en fremmed verden, er et af historiens store temaer. Selv om vi kun har én verden, er der som Dire Straits synger so ”many different worlds” (Brothers in Arms):

There’s so many different worlds
So many different suns
And we have just one world
But we live in different ones

Det grundlæggende hverdagstema, når vi taler om den Anden og den Fremmede, kan sammenfattes i paradokset, at vi kun har én verden, men alligevel lever i mange forskellige og for hinanden fremmede verdener. Det er vel at mærke ikke kun for os, at dette gælder; det er ikke kun os, som er konfronteret med den Anden og den Fremmede. Den centrale pointe er, at vi selv er den Anden eller endda repræsenterer noget helt ukendt og fremmed for langt de fleste andre mennesker her på Kloden. Alle vil blive betragtet som en fremmed af de fleste andre. 

Filosoffen Emmanuel Lévinas insisterede på at mennesket først bliver menneske ved at tage og fastholde et ansvar for det andet menneske, også når dette menneske fremtræder som det absolut andet, altså som det fremmede og komplet ukendte – som hørende til det, der bør holdes ude. Hvis man gør denne etiske problematik til en politisk, så vil den lyde noget i denne retning: Hvordan overlever vi i et skæbnefællesskab med andre, som vi ikke ønsker at dele skæbne med, fordi de ikke alene er anderledes end os, men også komplet fremmede og uigenkendelige i forhold til os selv og vores?

Her er der plads til gode ideer, for dette spørgsmål er noget af det mest radikale, man kan spørge om. Det er ikke en fremkommelig vej at tænke verden som et verdenssamfund, eller som en global landsby, fordi “There’s so many different worlds. So many different suns.” Imidlertid er vi alle alligevel afhængige af hinanden, fordi “we have just one world.”