Det har været Mors Dag i dag, hvor vi har fejret den kvinde, som vi tror vi kender. Da jeg i morges sad og kikkede på fotografier af min mor, så jeg en kvinde, som jeg ikke har kendt og aldrig har set i virkeligheden. Det var det helt gamle fotoalbum jeg havde fået fat i, fra tiden før mig. Min mor havde været her på Kloden i 38 år, før jeg dukkede op. Derefter blev hun min mor og så levede vi i fælles tid i 39 år. Jeg kender kun kvinden på billedet som min mor, selv om hun på det tidspunkt, hvor det blev taget, ingen anelse havde om mig, og heller ikke om den mand, som skulle blive min far. Det er et af mine yndlingsbilleder af hende. Her er min mor, som jeg aldrig så hende, men jeg synes hun er ufattelig smuk. Det åbne blik ud mod verden skulle senere udgøre den sfære af kærlighed, hvorfra min egen verden kunne vokse frem. 

På bagsiden af billedet har fotografen sat et stempel med teksten: “Egner sig til forstørrelse.” Min mor var det mest selvudslettende og beskedne menneske, jeg har kendt. På den måde hverken søgte eller egnede hun sig til forstørrelse. Hun var et af de mennesker, som Herman Bang kaldte for “stille eksistenser.” Alligevel er der et dybt mysterium forbundet med hende. 

På billedet er hun en anden kvinde end den jeg kendte. Forfatteren Vladimir Nabokov skriver om en ung mand som lider af kronofobi, i form af angst for tidens gang. Den unge mand blev ramt af panikanfald, når han så billeder fra den tid, hvor han ikke selv eksisterede. Det kunne f.eks. være billeder fra hans mors ungdom, hvor hun overhovedet ikke havde hans eksistens i tankerne; hvor han ikke bare var fraværende, han var ikke-eksisterende, og “ingen sørgede over hans fravær.”

At se på et gammelt fotografi af sin mor, fra før hun blev mor, er naturligvis at opleve hendes dødelighed, sårbarhed, foranderlighed, og nærmest rent fysisk at deltage i den – og ikke mindst at bære den videre i sin egen krop. En kvinde træder imidlertid ikke først ind i historien når hun bliver mor. Hun inkarneres ikke først som menneske med fødslen af et barn. Jeg vil fejre Mors Dag ved at hylde de 38 år, hvor hun uden at ane det, var på vej til at blive min mor, men overhovedet ikke var påvirket af mig; fra den dag, hvor hun i december 1919 blev født på sygehuset i Nykøbing Mors. Det var Jantes By, som Aksel Sandemose skrev om. Der hvor Janteloven blev til med romanen En flygtning krydser sit spor.

Min mor kom fra en “god” familie. En familie, som kunne have en central placering i tv-serien Matador. Hendes far var direktør for Morsø Støbegods, omdrejningspunktet for Nykøbings økonomiske liv og udvikling. Hun kom fra de højere lag, som man ville have sagt i Matador. Når jeg kikker på gamle fotografier fra hendes barndom og ungdom, kender jeg hende ikke. Den store villa ud mod Limfjorden med stuepige, barnepige, og andre tjenende ånder, min mor som barn på skøjter ud over Limfjorden, min mor på et fotografi, hvor hun ligner en ung fransk skuespillerinde – jeg kan ikke genkende hende som min mor. Og så alligevel, hun kikker, som om hun vil opdage noget, finde noget, der hvor hun kikker hen. Det blik kan jeg genkende, på samme tid både melankolsk og nysgerrigt. 

Hun blev ikke i familien, den solide familie, som i øvrigt nærmest gik i opløsning, da min morfar døde ret ung i slutningen af 2. verdenskrig. Min mormor flyttede til København med alle 7 børn. Men herefter er der ikke taget mange billeder af min mor. Hun forsvinder på det nærmeste. Jeg har dokumenter som viser, at hun tog til Stockholm og blev uddannet som laborant og arbejdede i nogle år i Sverige. Ellers intet, kun nogle få billeder fra diverse bryllupper i familien sammen med nogle anbefalinger fra forskellige ansættelser på sygehuse og hos læger i København.

Der begynder først at dukke billeder op af hende igen, da jeg er blevet født og kikker op fra en barnevogn i min mormors sommerhus i Asserbo Plantage. Ikke et eneste billede af min mor som gravid. Ikke en eneste dagbogsoptegnelse. Nogle breve fra min far til hende, svarer tilsyneladende på nogle spørgsmål, som hun har stillet ham, men hendes egne breve er væk. Min fars svar understreger den ene gang efter den anden, at hun er værdifuld, kostbar og vidunderlig. Det er et kvalificeret gæt, at hendes breve har udtrykt tvivl om dette. 

Hun var et favnende menneske, det mest blide og tolerante menneske jeg har kendt. Hun var en kærlig og hengiven mor – sådan husker jeg hende fra de 39 år hvor vi var her på samme tid. I de 38 år, hvor hun var her før min fødsel, er hun forblevet inde i en skygge. Kun med stort besvær har jeg formået at sætte et puslespil sammen ved hjælp af min fars breve til hende, nogle julekort og enkelte fotografier, kombineret med hvad min hukommelse rummer af løsrevne bemærkninger og fortællinger fra mit liv sammen med hende. 

I de 27 år der er gået siden min mors død har jeg dagligt tænkt på hendes sidste ord. “Det var det,” sagde hun nede fra sengens hvide vinterlandskab. Kulden slog ud fra dynen og fyldte den tidlige december-formiddag på Kalundborg Sygehus med et skarpt is-lys. Hun var så forbandet død, og så frygtelig levende. “Det var det,” som var det et livsværk hun hermed afsluttede; hun havde gjort det hun skulle og det hun kunne. Da jeg sammen med min kone stod ved min mors seng på Sygehuset, var det som om ekkoet fra “det var det” fyldte langt mere end de tre ord. De blev til noget mere efterhånden som jeg gentog dem for mig selv: “Det var det, det var mit liv, levet, forladt og nu afleveret til dig” – til mig, hendes eneste barn, som nu var en voksen mand. 

De første 38 år af hendes liv kendte jeg hende ikke. Først da hun havde være død i nogle år begyndte jeg langsomt at kunne deltage i hendes liv fra perioden før min fødsel. For mig er Mors Dag stille og roligt blevet til en eftertankes dag over alt det hun også var – et menneske, som jeg aldrig så og ikke kendte.