Jo ældre man bliver, jo mere skal man kunne rumme – af den simple årsag, at man får indsamlet flere og flere oplevelser, mere og mere erfaring, efterhånden som livet går. Og ikke mindst skal man jo paradoksalt nok også kunne rumme alt det, som man mister gennem tilværelsen. Specielt med hensyn til det sidste tror jeg ikke, at nogen kan lære os at håndtere denne erfaring. Spørgsmålet er hvordan erfaringen kan mødes, uden at den udvikler sig til et mareridt. 

Som halvgammel kan jeg med stor sikkerhed sige, at hver alder har sine mareridt. Som næsten alt andet menneskeligt er mareridt alderssvarende. Når man er barn, tror jeg at mange mareridt handler om at blive forladt, opdage at ens forældre ikke er der, at man er blevet væk. Da jeg selv var barn, havde jeg ofte mareridt lige inden jeg vågnede om morgenen. Og det var netop mareridt om, at jeg var blevet væk fra mine forældre og andre voksne, var blevet efterladt alene et sted, hvor ingen kunne finde mig. Derfor synes jeg også den gang, at børnebogen “Palle alene i verden” var en uhyggelig historie. 

Måske er det sådan, at mareridt netop er alderssvarende på den måde, at de rammer der, hvor man på et givent tidspunkt i livet er mest sårbar og lettest bliver bange. De fleste har sikkert også erfaret, at mareridt ikke udelukkende hører søvnen og natten til. Man kan også have mareridt mens man er vågen. Faktisk tror jeg, at mange ældre mennesker i disse år har flere mareridt i vågen tilstand end under søvnen. Men dog stadig mareridt som knytter sig til det at blive forladt og være hjælpeløs. Jeg er sikker på, at mange af disse mareridt hos ældre mennesker knytter sig en hel del til vores samfund – eller den måde vi har indrettet samfundet på. Jeg har talt med mange ældre mennesker, og jeg kender det allerede fra mig selv.

Mit værste mareridt som voksen (halvgammel)? Jo, det er at enten min kone eller jeg selv, eller os begge to, bliver så syge, gamle og hjælpeløse, at vi ikke længere kan være det samme sted. Hvis en af os bliver så dårlig, at den anden ikke længere kan passe ham eller hende. Hvis jeg f.eks. bliver så syg, at jeg må passes af andre og min kone samtidig er gammel eller syg, så vi ikke kan være sammen, fordi omsorgssystemet ikke længere er indrettet til den slags situationer. Det er for mig – helt aldersvarende – det ultimative mareridt om forladthed. Som om barndommens natlige mareridt genopstår i en senior-version, blot med den forskel, at der ikke længere er nogen voksen at kalde på. 

Jeg tror ikke at fortidens samfund var bedre end vores, og jeg er glad for at leve i 2023. Men på en eller anden måde føler jeg alligevel, at mit mareridt er tidsbundet. Først og fremmest er risikoen for substantielle svigt af ældre et politisk besluttet mareridt. Her skal jeg ikke komme ind på alle de andre former for svigt, som i dag er resultatet af en ikke eksisterende omsorgspolitik. Jo – vi har omsorg, men den gives ofte af mennesker, som yder den, på trods af institutionelle modstande. Men her vil jeg holde mig til de ældres livsomstændigheder i et af verdens rigeste samfund. 

Da jeg var barn, boede vi i en landsby, hvor der lå et alderdomshjem. Her boede de gamle fra sognet, både enlige og par, når de ikke længere kunne passe sig selv eller hinanden. Blev konen for dårlig flyttede manden med på alderdomshjem og omvendt. Det var ikke ideelle forhold, men de kunne være sammen, og modellen er efter min mening dybt human og tager hensyn til at mennesker, som har været sammen i næsten et helt liv, også skal have mulighed for det i deres alderdom. Jeg kan forestille mig hvor meget ro og lindring dette ville bringe ind i mange ældre menneskers liv.

Det er bemærkelsesværdigt hvor meget diskussionen om ældres vilkår handler om deres forskellige muligheder for at dø: skal de have hjælp til at dø, have fremskyndet deres død, have mulighed for aktiv dødshjælp, kunne fravælge livsforlængende behandling? Der er tale om en påfaldende mangel på sensibilitet over for det ufravigelige eksistentielle og følsomme livsvilkår, som alderdommen er. Alderdom og gammelhed er ikke kun en periode, hvor man udelukkende venter på døden, og det er ikke nødvendigvis døden, som de ældre frygter mest. Det afgørende er på hvilke vilkår denne sidste livsfase kan gennemleves. Og dette handler ikke udelukkende om helbredets kvalitet, smertens styrke eller hjælpeløshedens omfang. Det mest betydningsfulde for den ældre er mulighederne for er kunne leve sammen med den elskede.

Det er her mit mareridt kommer ind i billedet: mit samfund er ikke længere gearet til at to gamle elskende får lov til at være sammen, specielt ikke i den sidste tid. I min familie har vi erfaringer med, at to gamle ægtefolk ikke kunne være sammen, da de begge blev syge, på hver deres måde. Her er der ingen hjælp at hente i de mere eller mindre rationelle overvejelser om dødshjælp, behandlingsophør o.l. Det er ikke nogen løsning på det mest betydningsfulde spørgsmål om, hvordan kærligheden mellem to eller flere mennesker kan mildne den naturlige frygt for døden og lidelsen i det hele taget. 

Overfladiskheden er blevet en funktion af travlheden i hele omsorgs- og sundhedssektoren. Derfor bliver mødet med tilværelsens dybeste stunder ofte meget hårdhændet for det enkelte menneske. Det sker bl.a. når spørgsmålet om den eksistentielle kærlighed og nærheden mellem to mennesker bliver overløbet af spørgsmål om ressourcer og muligheder – og ofte bliver erstattet af spørgsmålet om livet er værd at leve i lidelse og smerte. Tro mig, det vil det faktisk ofte være, hvis mennesker får lov til at være sammen med deres elskede. Efter et helt liv sammen er den anden jo en del af en selv.