Hver nytårsaften følger næsten halvdelen af befolkningen dronningens nytårstale. Uanset det mere dagsaktuelle indhold så handler regentens tale generelt om at give publikum muligheden for at føle sig som danskere, måske endda som et folk. Og folket lytter når regenten henvender sig, det viser de årlige seer- og lyttertal. Men findes der overhovedet sådan noget, som et dansk folk? Dronningen omtaler folket som et vi, altså som en gruppe, der oplever sig som værende i samme båd. Men hvor skal vi lede efter dette folk? 

Forestillingen om et folk er af nyere dato, selv om begrebet ofte bliver brugt som betegnelse for noget, vi har været længe, og som derfor repræsentere gamle og bevaringsværdige værdier. Men faktisk var det først i løbet af 1700-tallet, at danskerne langsomt begyndte at opfatte sig som danskere, uden at det dog resulterede i en samlet dansk identitet. Bevidstheden om at tilhøre et bestemt område var langt stærkere end bevidstheden om at tilhøre et samlet rige, og være et folk af danskere. 

Der var dem fra Skåne, Nørrehalland, Sønderhalland, Blekinge, Sjælland, Bornholm, Møn, Falster, Lolland, Langeland, Fyn, Nørrejylland, og Sønderjylland. Menneskers selvbevidsthed var stærkt stedbunden, og ofte defineret i modsætning til dem fra andre landsdele. Tilbage fra højmiddelalderen herskede der f.eks. forestillinger om de forskellige landsdeles typiske folkekarakter; f.eks. var der de tapre sjællændere, de dyriske og uregerlige vendelboer, de våbendygtige og retsindige skåninger og lignende stereotyper. 

Senere skrev Grundtvig om det sjællandske “fantasifolk,” det fynske “følelsesfolk” og det jyske “forstandsfolk.” I nyere tid har Henrik Pontoppidan (i “Lykke-Per”) skrevet, at Nyboder-folket lever sit eget liv og føler sig i en anden og fremmed verden, så snart de passerer Købmagergade. Hjemstavnsforfatteren Thorkild Gravlund opfandt begrebet den sjællandske syge i fortællingen “Sognet” om jyder og sjællændere. Sjællænderne beskrives som så dovne og ubeslutsomme, at jyderne føler sig helt utilpasse når de tvinges til at aflægge besøg i dette ø-klima. Og sådan kunne man blive ved. Det afgørende er at forstå, hvordan størstedelen af den danske historie har være karakteriseret, ikke af en fælles forståelse af det danske, men af meget regionale og lokale identiteter. 

Hvis man vil på sporet af folket eller en særlig dansk identitet så er der ikke meget at hente i et historisk tilbageblik, hvor mange ville stå uforstående over for ord som folk, danskhed og fædreland. Og sådan er det vel også i dag. Det giver måske en følelsesmæssig tryghed, men selv om dronningen med patos taler om folket, så taler folket stadig om Produktionsdanmark, det rigtige Danmark, som ligger i provinsen; andre taler om Udkantsdanmark og om det ubrugelige Caffè Latte segment i København, om Djøfferne, som ødelægger samfundet, om de duelige og uduelige, om de rigtige og de forkerte – ofte ud fra en mental geografi; forestillinger om, hvor i landet de rigtige danskere er lokaliseret og hvordan de er.

Fødestedskriteriet skulle vise sig som den mest holdbare definition af, hvem der hører til det danske folk. Det blev offentliggjort på Christian 7.s fødselsdag d. 29. januar 1776, hvorefter Loven om Indfødsretten blev gældende. Det betød dog ikke, at der ved samme lejlighed blev skabt et “dansk folk” med særlige danske værdier og en fælles identitet. Det betød blot, at der blev etableret et juridisk bånd mellem en person og den danske stat. Derfor kaldes det også for statsborgerskab. Men som digteren Benny Andersen skrev, så er Danmark ikke noget folk, men et broget foretagende. 

Som i så mange andre lande er “folket” en betegnelse for den luftspejling, som regenter taler om ved festlige lejligheder. Oftere og oftere bliver begrebet også brugt i den offentlige debat til at understrege forskellighederne mellem “dem og os” – altså dem, som vi rent personligt ikke mener er danskere, fordi de er anderledes end os, og hvor selv den formelle erhvervelse af dansk statsborgerskab ikke tæller som et gyldigt adgangstegn til “folket”.

Filosoffen Jean-Jacques Rousseau undersøgte hvad det er for en slags handling, som ideelt set skulle gøre en gruppe mennesker, på et bestemt sted, til et folk. I afhandlingen “Samfundskontrakten” fra 1762 prøvede han således at løse gåden om, hvordan folket bliver mere end dets enkelte dele. Med andre ord: hvad det er, som forvandler alle de individuelle dele til et samlet hele i form af et “folk”? Rousseau skriver, at det enkelte menneske afstår en del af sin frihed til at forfølge egne interesser, hvorved det enkelte private menneske også bliver borger i samfundet. Borgerne slutter sig altså sammen i det, som Rousseau kalder for fællesviljen, som er det grundlæggende for samfundet, og det konstituerende for begrebet om et folk. 

Som den tyske filosof Peter Sloterdijk slår fast, så er det imidlertid ganske svært at få øje på denne fællesvilje. Miraklet er i virkeligheden, at de forskellige samfund, store som små, hænger sammen alligevel, uden nogen udtalt og dominerende fællesvilje og uden nogen udbredt oplevelse af, at “vi er i samme båd”. Sloterdijk siger det på den måde, at samfundet er en “reelt eksisterende umulighed”; og det samme gælder begrebet om folket. Det bruges f.eks. som beskrivelse af noget ganske specielt dansk, noget særligt ved os danskere, nogle værdier, som karakteriserer os og binder os sammen i en fælles identitet. 

Vi ved meget præcist, hvad der kræves for at komme ind under den juridiske kategori statsborger for dem, som ikke er det i forvejen, og som ansøger om adgang til dette. Det kan ganske enkelt udledes af de betingelser, som juridisk stilles for opnåelse af dansk statsborgerskab. Det drejer sig bl.a. om en række historiske, kulturelle og samfundsmæssige kundskaber, om ens økonomiske forhold, beskæftigelse, danskkundskaber m.m. Det er desuden en betingelse for at få dansk statsborgerskab, at man afgiver en erklæring om “troskab og loyalitet over for Danmark og det danske samfund.”

Det kræver altså en aktiv handling at blive statsborger, hvor man også lover at være en loyal og aktiv borger. Man kan dumpe og blive afvist. Men hvad med os, som er det i forvejen? Det virker som om det er sværere at blive statsborger, end rent faktisk at være det. Man skal yde noget aktivt for at blive det, men ærlig talt – der forventes ikke specielt meget af os andre, som hele tiden har været det, og som ofte anses for at være kernen i det danske folk. Det ser ud som om der kræves aktivt medlemskab af samfundet for dem, som skal kvalificere sig til statsborgerskab, mens det er nok med et hvilende eller passivt medlemskab for de fleste andre. 

Hal Kock mente, at det er den demokratiske livsform, som forener danskerne. Ofte testes de potentielle statsborgere da også på deres demokratiske sindelag. Men hvordan tester vi det demokratiske sindelag og engagement hos den påståede kerne i folket, altså hos alle os andre – os, som ikke behøver at blive optaget som statsborgere i Danmark, men som er det fra vuggen? Os, som påtager os at bedømme andres demokratiske sindelag, via vores passive medlemskab af et demokratisk samfund.