En hurtig Google-søgning på ordet “kommunikationskursus” resulterer i over 8.000 hits. Søger man på ordet “tænkekursus” kommer der nul hits, ledsaget af et forslag om i stedet at søge på “tegnekursus”. Antallet af kurser i kommunikation og formidling er overvældende. Det samme gør sig ikke gældende når det drejer sig om kurser i tænkning. Men når der nu tales så meget om forudsætningerne for god kommunikation, burde der vel også være lidt fokus på forudsætningerne for kunne at tænke over, hvad der rent faktisk skal kommunikeres. Det virker som om kommunikation antages for at være så svært, at det skal læres, mens tænkning er hvermandseje; noget som alle automatisk har adgang til.

Forholdet mellem tanke og tale har altid været problemfyldt. Måske siger det sig selv, hvis man ser på, hvad ordet kommunikation betyder. Det knytter sig til det latinske communicare, som betyder at udveksle, at gøre noget fælles. Der er således en indlysende kobling til det latinske communis, som betyder fælles, hvor også ordet samfund stammer fra. 

Sagen er naturligvis at det ikke kun er vigtigt at dele noget med andre. Endnu vigtigere er det måske at overveje, hvad der rent faktisk deles. Når man deler noget, gør noget fælles og tilgængeligt for andre gennem kommunikation, får det jo også betydning for de andre. Det gør sig gældende når der er tale om politisk kommunikation, ledelseskommunikation, strategisk kommunikation, men også i den kommunikation, som foregår via de sociale platforme, grupper på internettet, og i det hele taget via alle slags medier. 

I dag er der imidlertid et nærmest tanketomt fokus på det at kommunikere, informere, formidle, sprede budskaber, overbevise, italesætte osv. Hermed er vi tæt på den klassiske problemstilling, som tidligere handlede om retorikken eller talekunsten. Allerede fra omkring det 5. årh. f.Kr, eksisterede der en udtalt skepsis over for denne talekunst. I oldtiden var talekunsten et redskab, som skulle overbevise, og som blev dyrket bevidst med henblik på at gøre indtryk på tilhørerne. Talens kunst var derfor også en disciplin, som man kunne lære, og som blev udbudt af omrejsende undervisere. Evner i retorik og talens kunst var adgangsvejen til politisk magt, og derfor efterstræbt, men også genstand for skepsis. Fordi noget virkede overbevisende i munden på en god talekunstner, var det ikke nødvendigvis også sandt eller troværdigt. Kender vi dette problem i dag? 

Samtidig var der derfor også filosoffer som beskæftigede sig med nødvendigheden af en tæt forbindelse mellem det sproglige udtryk og tanken. De så retorikken (talekunsten) som farlig, hvis den ikke var bundet op på noget andet, nemlig tænkning. Helt i forlængelse af denne bekymring for tale uden tanke, skrev den politiske filosof Hannah Arendt senere, at det onde kommer fra undladelsen af at tænke. 

Opmærksomhed er vores eneste adgangsvej til verden omkring os. Mange er derfor ude efter vores opmærksomhed, for hvis den kan vindes, så er der også adgang til at bestemme over vores tanker, og målrette dem mod noget bestemt. Vi taler også om en opmærksomhedsøkonomi, fordi det kan betale sig at tage (stjæle) vores opmærksomhed. Det betyder imidlertid også, at vi fratages vores frihed til selvstændig tænkning. Sociale medier, markedsføring, reklamer m.m. stjæler store dele af vores opmærksomhed, og retter den mod noget, som vi ikke selv vælger. 

Ikke alene lever vi i en opmærksomhedsøkonomi, vi lever også i et højhastighedssamfund, hvor opmærksomheden konstant overbelastes og presser os til at handle (kommunikere) før vi tænker. Strukturen på de sociale medier er skriv og del det nu. I den politiske verden, som domineres af mediernes krav om Breaking News, bliver der ligeledes kommunikeret uden den mindste tidskrævende plads til eftertanke. Politisk kommunikation betyder, at du skal lyde overbevisende uden nødvendigvis at vide, hvad du taler om, eller overhovedet har tænkt over det. Det var lige netop derfor retorikken allerede i oldtiden fik et dårligt rygte; det var tillært talekunst, men ikke nødvendigvis også udtryk for tankekunst.

Når mange i det gamle Athen i sin tid nærede mistillid til de omrejsende undervisere i retorik, var det fordi en løbsk retorik meget let kunne blive politisk sprængfarlig. Men grækerne vidste også noget ret jordnært om tænkningens “natur” – noget som vi næsten helt har glemt i dag: de respekterede fravær, som en uadskillelig egenskab, ved den beskæftigelse det er at tænke. De mente at seriøs tænkning forudsætter, at man har mulighed for at gøre sig fraværende i forhold til den stadige strøm af begivenheder i omgivelserne, som stjæler ens opmærksomhed fra det, der skal tænkes over. 

Den græske opfattelse af tænkning forudsatte således et ydre og/eller indre rum, som kunne isolere tænkeren og tage vedkommende med til en særlig verden, hvor ideerne befandt sig; hvor opmærksomheden ikke blev forstyrret af umiddelbare krav om handling, formidling og kommunikation. Den ydre aktivitet kom først efter tænkningen og på grundlag af tænkningen.

Sokrates blev ved flere lejligheder beskrevet som et eksempel på dette. Han havde tilsyneladende evnen til at synke ind i tankernes verden og blive både døv og blind for omgivelserne. Under et militært felttog blev Sokrates således iagttaget mens han stod bomstille i 24 timer for at tænke over noget. Platon brugte en tilsvarende episode i begyndelsen af dialogen Symposion, hvor Sokrates kommer til festen, som den sidste, netop fordi han måtte stoppe op undervejs på grund af en af disse tænke-episoder.

Historierne om Sokrates er medtaget her for at vise, hvor vanskelige vilkår tænkning har i dag. Et enkelt eksempel: adskillige jobannoncer signalerer meget tydeligt, at jobbet kræver en ekstrovert, udadvendt, handlekraftig og kommunikerende person, som med gennemslagskraft kommer ud over rampen og i øvrigt kan klare pres, stress og konstant arbejde. Disse idealer viser bl.a. at handling, udadvendt aktivitet, kommunikation og krav om konstant involvering altid forventes at komme før tænkning, hvilket er ødelæggende for evnen til (selv)kritisk tankevirksomhed og nødvendig eftertænksomhed. Ofte tager de voldsomme krav om handling og sanseløs aktivitet ganske enkelt magten fra evnen og friheden til selvstændig tænkning.

Hannah Arendt skrev en fantastisk bog om hvordan vi tænker. Et af afsnittene hedder “Hvor er vi når vi tænker?” Bl.a. beskriver hun tænkning med henvisning til Platon, som den lydløse dialog vi fører med os selv. I dag er denne form for indadvendt og stilhedskrævende tænkning blevet erstattet af konstante krav om kommunikation og handling, og ligger langt fra det ideal om tænkningens rum, som bl.a. Platon og Hannah Arendt beskrev – altså det sted, hvor tænkning har en chance for at finde sted.

For at tænke seriøst over seriøse problemer må man bringe sig selv lidt på afstand af dem. De skal betragtes, og betragte kan man som bekendt kun på en vis afstand. Det eneste, som for alvor kan bringe os på afstand af noget, som vedrører og engagerer os, er lige netop tænkning, ellers risikerer vi at komme i følelsernes vold. Måske kan vi sige, at vi må sætte os selv lidt i parentes, som den tyske filosof Edmund Husserl sagde, for at kunne tænke alvorligt over verden. Det kan være ganske vanskeligt i en verden, som kræver konstant involvering og engagement på alle niveauer. Men skal vi vinde kampen om hjernen og vores muligheder for fri tænkning – så er (parentesen) det vigtigste redskab.