Forestil dig, at du kikker ud over et hav; et bevægeligt og bølgende menneskehav med over 8 milliarder mennesker. Her må vi lære den vanskelige kunst at være små og gensidigt afhængige. Allerede for mange år siden blev det nemlig besluttet at alle, i dette verdenshav af mennesker, har de samme grundlæggende rettigheder. Det skyldes den mest vidtrækkende og ambitiøse beskrivelse af mennesket, som nogensinde er formuleret: “Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.” 

Der skulle nok en gud til for at virkeliggøre denne ambition. Men en gud havde man ikke længere til rådighed, da menneskerettighederne blev formuleret – for det er dem vi taler om. I stedet for en gud, som kunne garantere dem, blev menneskerettighederne derfor afhængige af mennesket selv; givet af mennesket til mennesket. Filosoffen Ludwig Wittgenstein skrev, at “Det menneskelige blik har det ved sig, at det kan gøre tingene kostbare.” For egen regning kunne man tilføje, at netop menneskerettighederne er et af dette bliks konsekvenser: over 8 milliarder mennesker, som trods forskelligheder og modsætninger, hver især er lige kostbare, lige meget værd, som menneske. 

Mennesker har altid haft rettigheder. Adelen havde f.eks. rettigheder, som andre grupper ikke havde, men det var særrettigheder, og ligesom mange andre særrettigheder var de knyttet til social position og slægtsforhold. Andre særrettigheder har været, og er fortsat, knyttet til køn, race, alder, økonomi, religion m.m. Rækken af privilegier, som har givet særrettigheder, er lang, men altid eksklusiv eller ekskluderende: der er nogen, som ikke har disse rettigheder, mens andre nærmest oplever dem som noget naturligt. 

I FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, som blev vedtaget i 1948, står der: “Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.” Menneskerettighederne er universelle. Men selv om de gælder alle 8 milliarder mennesker er menneskerettighederne ikke en kendsgerning i den betydning, at de er sande. Som Hannah Arendt skrev så er menneskerettighederne et spørgsmål om holdning, ikke om sandhed. Skal de overholdes kræves der en fri overenskomst og enighed, ofte mellem fjender, som nærmest er fjender til døden, og ønsker hinanden udslettet fra jordens overflade. På den baggrund er det et rimeligt spørgsmål, om universelle menneskerettigheder har nogen gang på jorden?

En af skrøbelighederne ved menneskerettighederne er deres tendens til at forsvinde i magtens nederdrægtige spil. Empirisk er det simpelthen ikke korrekt, at alle mennesker har nogle umistelige rettigheder. Ingen af de rettigheder som oplistes i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder er umistelige; de mistes dagligt, og lige nu, mens du læser dette. 

På den baggrund må vi naturligvis spørge om der kan formuleres universelle menneskerettigheder uden hensyn til, at der objektivt set findes forskellige svar på, hvad et enkelt menneske kan have af rettigheder, f.eks. i forhold til nationen, fællesskabet eller samfundet? Med andre ord, om der overhovedet kan findes rettigheder, som gælder altid og alle steder, uden hensyn til kulturelle og andre lokale og regionale forskelle? 

Det er omkring dette spørgsmål, at menneskerettighedernes styrke og skrøbelighed træder tydeligst frem. Menneskerettigheder er noget, som mennesket har tildelt sig selv. De blev forhandlet, aftalt og vedtaget i internationalt regi og på baggrund af et enormt forarbejde. Men hvem er det “menneske”, som har tildelt sig selv rettigheder med en påstået universel gyldighed? Og ikke mindst, hvem er det menneske, som har fået tildelt disse rettigheder? Problemerne opstår altid når vi skal til at definere dette “hvem”. Som en beklagelig hovedregel er dette “hvem” nemlig meget ofte ensbetydende med “os”, eller dem, som ligner os mest. 

Denne mekanik kan illustreres meget enkelt gennem et tydeligt eksempel fra den græske bystat Athen, som ofte kaldes for civilisationens vugge. Det var for over 2000 år siden, men eksemplet virker næsten nyt. Mennesker i Athen havde borgerrettigheder. Men borgerne var for det første kun mænd, og for det andet, betragtede man slet ikke mennesker uden for bymuren, som rigtige mennesker, og derfor heller ikke som borgere med en borgers rettigheder. Et menneske er altså ikke bare et menneske – defineret en gang for alle. Med andre ord: for overhovedet at komme i betragtning, som genstand for menneskerettighederne, skal man være et menneske. Men anerkendelsen, som værende et menneske, der er kostbart nok til at besidde menneskerettigheder, er på ingen måde givet på forhånd. 

Hvem er det, som i dag har den letteste adgang til beskyttelse fra menneskerettighederne? Mange steder er der i hvert fald stor forskel på mænd og kvinders muligheder. I stor udstrækning er det også hovedsageligt mennesker med et officielt statsborgerskab, som kan have menneskerettigheder, fordi der skal en stat til at opretholde menneskerettighederne. De mange millioner mennesker, som ikke lever i et officielt statsligt kollektiv, har i princippet ikke nogen til at beskytte sig mod menneskeretslige krænkelser; det vil bl.a. sige flygtninge. 

Det besværlige ved menneskerettighederne er, at de retter sig mod beskyttelse af det enkelte individ, men at denne beskyttelse kun kan udøves kollektivt. Netop kollektivet – en stat, nation, et samfund, en gruppe – har det imidlertid ofte svært med “de andres rettigheder”. Krænkelser af menneskerettighederne kommer således ofte fra det kollektiv, som skulle håndhæve dem. 

Rettighederne er individuelle, men forudsætter at alle betragtes som lige. Bevidstheden om denne grundlæggende lighed mellem mennesker er begrundelsen for, at vi altid bør stille op til forsvar, når andres menneskerettigheder krænkes. Men måske er vi nået til den stærkt beroligende antagelse, at det kun er “de andres” menneskerettigheder, som kan blive krænket – og ikke vores. Sandheden i dette staves på samme måde som selvbedrag.