Magtfuldkommenhed er blevet den nuværende regerings patologiske udtryk. Regeringen har kun siddet i lidt over 100 dage, men forestiller sig tilsyneladende allerede, at den er valgt en gang for alle. Da Lars Løkke i slutningen af marts blev spurgt til regeringens stærkt faldende vælgeropbakning svarede han: “Det eneste, der kan vælte SVM-regeringen, er regeringen selv. Det har den ingen planer om.” Og så tilføjede han: “Det hører også med til historien, at der ikke er noget alternativ til denne her regering.” For Løkke og regeringen er det måske en ligegyldig detalje, men i et demokrati er der altid et alternativ til den siddende regering. 

Regeringens demokratiske kompas er tilsyneladende blevet lidt rundforvirret. Under valgkampen og de efterfølgende regeringsforhandlinger fremhævede både Mette Frederiksen og Lars Løkke, at midten var det eneste politiske sted, hvor problemerne kunne løses og fremtiden sikres i en usikker verden. Midten blev metafor for den saglighed, fornuft og balance der skulle til, for en virkelighedsnær regeringsførelse, uden forstyrrende larm fra fløjenes urealistiske og ideologiske indfald. 

Midten er stedet, hvor de ansvarlige befinder sig. Det signalerede Lars Løkke allerede i foråret 2019, hvor han luftede frygten for kaos, hvis der ikke kom realiteter bag hans forhåbninger om en SV-regering. Efterfølgende må man vist sige at det faktisk var Venstre, som skulle vise sig at blive det mest kaotiske indslag i tidens danske politik. Men før Venstres implosion med Lars Løkkes afgang som formand og senere udmeldelse af partiet m.m., nåede Løkke at tegne et meget pædagogisk billede af, hvad der var hans vision for det parlamentariske system. Storsindet tilbød han sig som statsminister for en SV-regering: “Jeg tilbyder at være den voksne i lokalet.” Partier, som ikke ønskede at stille op bag Løkkes politiske vision, må antages at være fortællingens underforståede børn – og børn er jo umyndige, og har kun adgang til rettigheder gennem de voksnes beslutninger. 

I et demokratisk perspektiv var det en ret belastende metafor, som Lars Løkke her bragte i spil. Ved valget i 2022 viste Mette Frederiksen imidlertid, at hun til fulde deler den opfattelse, at dansk politik må være en sag for de indviede. Regeringsdannelsen hen over midten blev således begrundet med, at den var et krav fra selve virkeligheden: “Socialdemokratiet går til valg på at danne en bred regering. En regering som skal få os trygt igennem usikre tider. Virkeligheden – jeres virkelighed – den handler om samarbejde.” 

Det er altid problematisk når nogle få politikere tager patent på virkeligheden. Det sker oftest i mere totalitære lande, men har ikke så meget at gøre i et liberalt demokrati, som netop er defineret ved en civiliseret konfrontation mellem forskellige virkelighedsopfattelser. Mette Frederiksen viste imidlertid allerede i august 2022 vilje til at begrunde Socialdemokratiets politik med krav fra virkeligheden – krav som kun hun kunne imødekomme. I forbindelse med præsentationen af en såkaldt “bandepakke” lancerede hun et af de mest bemærkelsesværdige danske bidrag til demokratiets idéhistorie: “Det er mig, der repræsenterer virkeligheden.”

I et liberalt demokrati er det ganske problematisk at tage politisk patent på virkeligheden, og dermed også på sandheden. Al yderligere begrundelse, al debat om kompromisser bliver unødvendig, for virkeligheden kræver altid sit, og det er Mette Frederiksen, som repræsenterer virkeligheden. 

Fra hverdagen og det private liv er vi vant til, at de vigtigste problemer bedst løses gennem konsensus. I et liberalt demokrati er dette dog ikke indlysende korrekt. Når der er politik, er det fordi der er antagonisme – konflikter og modsætninger – ellers ville der ikke være brug for politik. Politik handler om samfundets antagonistiske dimension. Det betyder erkendelsen af, at samfundet ikke er en homogen og konsensusfyldt størrelse, men karakteriseret ved forskellige diskurser, som står i opposition og modsætning til hinanden. Evig kamp er demokratiets pris – og nødvendighed.

Fantasmerne om, at der ikke er noget alternativ, sammen med forestillingen om den “nødvendige politik,” overser den kendsgerning, at samfundet ikke er homogent, men tværtimod konflikt- og modsætningsfyldt. Kun ved aktivt og (for)handlende at gå ind i det pluralistiske felt bliver der skabt forudsætninger for helt nye løsninger, og samtidig fastholdelse af demokratiet, trods konfliktfyldte modsætninger. Det liberale demokrati er en model for, hvordan modsatte standpunkter lever sammen, uden at positionerne fastfryses i uforsonlig konfrontation, men heller ikke tvinges sammen i en ikke-eksisterende enighed. 

Den nuværende regering er ikke udemokratisk, men den har glemt, at demokrati er fast arbejde. Helt fra begyndelsen har Mette Frederiksen erklæret regeringens politik for en nødvendighed set i lyset af “den modgang Verden står overfor”. Derfor konstaterede hun ved udskrivelsen af valget, at “tiden kommet til at afprøve en ny regeringsform i Danmark.” I et historisk perspektiv er det ikke helt indlysende at kalde en flertalsregering for ”en ny regeringsform.” Men det nye er måske, at regeringen i flere tilfælde har valgt låse kursen fast på en ganske udemokratisk kompasretning, hvor lukkethed omkring sig selv er blevet reglen. Ingen andre parter end regeringen selv er tilsyneladende nødvendig for at skabe samfundets fælles fremtid. 

Udemokratiske demokrater er imidlertid ikke noget nyt, heller ikke i dansk politik. De er lette at få øje på i et liberalt demokrati, fordi de ofte glemmer, at selv med et flertal i ryggen, er der over tid grænser for regeringens beslutningsmuligheder. Ofte falder de på grund af manglende evne til nytænkning og problemløsning, fordi det hele handler om konsensus i regeringsblokken – alene med det formål at beholde magten ved at holde andre ude.