Østerport Station: venter på S-toget. Tidligere havde mange trukket cigaretparken op og taget sig en smøg i ventetiden. Jeg kikker mig omkring; ingen ryger, alle står med en smartphone. Lidt senere i toget mod Ordrup, hvor mange for få år siden havde fundet avisen frem, men i dag sidder med øjnene og opmærksomheden klistret til den smartphone, som ikke alene er blevet det perfekte filter for ventetidens tomme øjeblikke, men også fungerer som en digital protese med direkte adgang til information, kommunikation, dating, møder, sex, venner, underholdning, social anerkendelse, indkøb, og ikke mindst viden om, hvordan vi bør være og se ud, hvordan vi skal føle og forstå os selv og vores placering i verden – det hele på samme tid. 

D. 9. november 1989: Berlinmuren faldt. Jeg var 34 år, barn af Den Kolde Krig, og følte i årets sidste par måneder, at historien sluttede, men også skulle til at begynde helt forfra. Det var en begejstring og glæde, som jeg delte med Olav, min bedste ven og studiekammerat, som også delte mit engagement i freds- og konfliktforskning. Sammen havde vi skrevet utallige opgaver om sikkerhedspolitik, nedrustning og fredelig sameksistens – det hele på Olavs mirakel af en computer, som fyldte godt op i det lille hus ude i Emdrup. Det var hans personlige computer, som det hed dengang. Et højteknologisk fænomen som på under et årti var blevet tilgængelig for helt almindelige mennesker. Den personlige computer gjorde mange ting lettere for os når vi skulle skrive opgaver. Men – den ændrede ikke vores liv og forhold til verden, og vi følte os ikke i nogen form for symbiose med den – computeren var et rent praktisk hjælpemiddel. 

Berlinmurens fald var imidlertid ikke det eneste, som skete i 1989. Samme år blev World Wide Web for første gang præsenteret af den britiske forsker Tim Berners-Lee. Det skulle på få år udvikle sig til den teknologi, som siden har virket komplet omformende ind på menneskets samlede livsforhold – samfundsmæssigt, kulturelt, politisk og økonomisk. Sammen med den lille opkoblede smartphone er World Wide Web blevet de fleste menneskers uundværlige protese. Det er en ting, som vi har, men i høj grad også en ting, som har os. 

Med denne teknologi har vi aldrig været tættere på en symbiose mellem menneske og maskine. Det viste sig tydeligt da S-toget nåede til Ordrup Station, hvor jeg skulle af: ingen lagde deres smartphone i lommen eller tasken da de steg af toget, de havde den i hånden – nærmest som om det både var en digital og eksistentiel protese.

Med den opkoblede smartphone som protese, tilbydes vi løsninger på nogle eksistentielle problemer, som denne teknologi i stor udstrækning selv har skabt for os. De sociale medier tilbyder f.eks. adgang til betydningsfulde oplevelser af fællesskab, sammenhæng, nye venner, social interaktion o.l. Imidlertid er det netop disse smartphones med konstant opkobling til diverse sociale medier, som også skaber mistrivsel både blandt voksne og unge.

Senest har DR undersøgt elevernes trivsel på fire efterskoler. Tre ud af de fire skoler fortæller, at “elevernes trivsel – og evne til at indgå i fællesskabet – i stigende grad forringes af deres mobilforbrug.” En efterskoleelev uddyber dette: “Nogle gange er det nemmere at lukke sig selv inde og sidde med sin mobiltelefon end at tage sig sammen og være sammen med de andre ude i fællesrummet.”

Netop i den alder, hvor man begynder at orienterer sig mod andre for at få tilhørsforhold, identitet, anerkendelse og blive inkluderet i sociale grupper, får de sociale medier en magnetisk tiltrækningskraft. På den ene side profilerer disse medier sig med idealerne om et fællesskab, som de unge inviteres ind i. På den anden side skaber deltagelse i disse digitale fællesskaber paradoksalt nok ofte udtalt mistrivsel, ensomhed og følelse af utilstrækkelighed, forkerthed og frygt for afvisning og udelukkelse. 

De sociale medier bygger ikke bare videre på en social og kulturel trend, som eksisterede i forvejen. De har implementeret og drevet noget helt nyt frem. Et par af toplederne fra Facebook udgav i 2010 en bog, hvor de beskrev internettet som drivkraften i en af “de mest spændende sociale, kulturelle og politiske transformationer i historien,” som vil rejse “fundamentale spørgsmål om identitet, relationer og endda om vores egen sikkerhed.” Det forekommer tvivlsomt om den sidste bemærkning vedrørende “vores egen sikkerhed” skal tages som et løfte eller en trussel. I hvert fald understreger de to forfattere, at det nye og spændende kommer, fordi “internettet er verdens største uregulerede sted.”

Det er korrekt at internettet er ureguleret og meget af det, som foregår her, vil blive retsforfulgt i de fleste andre sammenhænge. Det er også korrekt, at de store tech-virksomheder, som f.eks. Google og Facebook, gør alt hvad de kan for at forhindre og omgå enhver form for effektiv regulering. Derfor er det nok også korrekt, at den manglende regulering giver tech-virksomhederne stor sikkerhed for enorme indtægter. Mindre – meget mindre – sikkerhed giver den manglende regulering brugerne. 

Tech-cheferne står i kø for at lægge ansvaret for brugernes sikkerhed over på brugerne selv. De understreger at det er brugerne, og ikke virksomhederne bag disse teknologier, som er den drivende kraft i forandringerne. Firmaer, som Facebook og Google stiller blot ydmygt deres teknologi til rådighed. Det samme må antages at gælde for sociale medier som TikTok og Snapchat. Noget af det, som de f.eks. stiller til rådighed for børn og unge, er filtre, som kan forandre brugernes ansigter på nettet. Det får nu EU til lovgive på området, fordi disse skønhedsfiltre har vist sig at have negative konsekvenser for de unges mentale helbred. 

Og den kolde krig sluttede, og den begyndte igen og er endda nu også blevet gloende varm, næsten helt inde i vores baghave. Men i dag trues vi ikke kun af overfald og besættelse af totalitære regimer udefra. Der er også truslen fra tech-giganternes uregulerede – og totalitære – muligheder for at besætte vores indre og private områder. Der er intet socialt ved de sociale mediers tilbud om at hjælpe og forstå brugerne. Det er rent kommercielle angreb på menneskets mest sårbare sider, og specielt de unge oplever en eksistentiel trussel fra denne form for invasion og besættelse: hvis du ikke er en del af den falske virkelighed i cyberspace … findes du slet ikke.