Hver især lever vi med en sikker viden om, at vores individuelle liv og væsen er enestående. Den oplevelse er måske nedarvet fra forestillingen om, at mennesket er Guds udvalgte skabning. Men det er jo ikke svaret på, hvad mennesket er. Videnskaben har introduceret et ganske afgørende korrektiv ved at beskrive mennesket, som en tilfældig udviklet dyreart. Mennesket er dog fortsat det eneste væsen her på planeten, som har både evnen og lysten til at diskutere, hvad det selv er. 

Når det gælder det enkelte individ, afhænger svaret imidlertid ofte af, hvordan andre opfatter det. Men hvordan ville menneskeheden, jordboerne som samlet flok, blive opfattet, hvis der kom nogen fra et helt andet sted for at kikke nærmere på os? Det tankeeksperiment er blevet foretaget mange gange, ofte med nogle meget sofistikerede svar på, hvad mennesket er for en størrelse. Det mest simple svar kan imidlertid være det, som vækker til mest eftertanke. 

Altså – der sidder to aliens på en kaffebar og taler sammen om jordboerne, som de gennem et stykke tid har observeret og undersøgt:

“De er kød hele vejen igennem.”
“Ingen hjerne?”
“Okay, der er en hjerne. Der er bare det, at hjernen er lavet af kød!”
“Det virker barskt, men der er en grænse. Vil vi virkelig i kontakt med kød?”
“Så vi lader bare som om, der ikke er nogen hjemme i universet.”
“Det er det.”

Denne dialog mellem to aliens foregår i novellen “They’re Made Out of Meat” af den amerikanske forfatter Terry Bisson. De to aliens oplever os slet og ret som kød, og hvordan skulle vi forklare dem, hvad mennesket ellers er? Hvad et menneskeligt samfund er, hvad det består af? Hvad det vil sige at være menneskelig? For vi er jo kød!

Aliens kender ikke til dualismen; den opfattelse, som i et historisk perspektiv har gjort det muligt for mennesket at sige: “ja, vi er kød, men vi er også noget andet og mere; vi har også en åndelig del – vi er både legeme og sjæl.” Denne dualisme har historisk set, med forskellige variationer, været kernen i menneskets definition af sig selv. Mens det tidligere var den åndelige eller sjælelige del af mennesket, som var den mest belyste gennem spidsfindige teologiske undersøgelser, er det i dag kroppen, som vi ved mest om. 

Viden om kroppen har udviklet sig i et omfang, så menneskekødet i dag er næsten helt gennemlyst af videnskaben, selv om der stadig er hvide pletter på landkortet – ikke mindst i hjernen. Anderledes forholder det sig med sjælen eller den åndelige dimension i menneskets selvbillede. Selv om ordet “spirituel” er ganske udbredt i det moderne menneskes selv-beskrivelse, er det langt mere løst defineret end tidligere tiders “spiritus”, en ånd eller åndelighed, knyttet til religionen. I dag er det spirituelle vel nærmest at betragte som en slags erstatning for religionen, og benyttes til beskrivelse af alt mellem himmel og jord, bl.a. inspiration, kosmisk udsyn, naturbegejstring, evnen til introspektion, tro på reinkarnation, dyrkelse af yoga, meditation o.l. – og ikke mindst en næsten religiøs dyrkelse af sig selv og sit eget indre.

Alt dette vidste de to aliens naturligvis intet om – de konstaterede blot, at mennesket er kød, hvilket også er svært at benægte. Men begrebsmæssigt havde de ikke forstået menneskets distinktion mellem kød og krop. Vores kødfulde konstruktion og fremtoning er nemlig også en egen-krop, som den franske filosof Maurice Merleau-Ponty sagde. 

Vi har ikke en krop, vi er en krop. Kroppen bærer vores eksistens, det er gennem den vi lever og oplever. Egen-kroppen er det menneske, som jeg er. Kroppen er livsbetingelsen, det sted hvorfra vi træder i relation til vores omverden og finder vores identitet. Vi møder altid verden med kroppen forrest. Kroppen er det eneste synlige ved os, og dermed konstant udsat for andres blik, vurdering, dom, tilnærmelse, afvisning, anerkendelse, respekt eller krænkelse. 

På den ene side giver kroppen en række uomgængelige eksistentielle udfordringer: fødsel, vækst, identitet, seksualitet, lyst, lidelse og død, som alle mennesker og samfund må forholde sig til. På den anden side er der store variationer i, hvordan mennesket, kulturen og samfundet har forstået og opfattet kroppen og dens måde at være i verden på. 

Den menneskelige anatomi, fysiologi og biologi resulterer ikke i en fuldstændig færdig og fælles menneskelig fortolkning og forståelse af kroppen og kødet. Mennesket har evnen (ånden, sjælen, forstanden?) til at skabe det kropslige kød om til en egen-krop. Kroppen er ganske vist en synlig, kødelig og objektiv fremtoning. Men fortolkningerne retter sig mod alt det usynlige, alt det som kroppen rummer og bærer rundt på: følelser, selvforståelse, tanker, forestillinger, værdier osv. – alt det, som er kulturelt og socialt skabt af de kødelige mennesker.  

Menneskets verden er en kropsverden. Men selv om vi til ulidelighed dyrker kroppen, så er noget andet ved at ske. Det ikke-kropslige sniger sig ind på os i form af en kropsløs cyberverden: Kommunikation på sociale platforme uden kroppe, indkøb uden kroppe, flirt, møder, erotik og sex uden kroppe, venskaber uden kroppe, nærvær uden kropslig berøring, læring uden kropslig tilstedeværelse osv. I forlængelse heraf er man også begyndt at tale om det post-humane – det efter-menneskelige menneske, som i stor udstrækning netop er det ukropslige menneske; en cyborg – et menneske, hvis egen-krop er sammenkoblet med elektronik – og må tilpasse sig det maskinelle.

Måske er det værd at lytte til hvad de to aliens mener om mennesket. Vi behøver ikke at tilslutte os deres “kød-hypotese”. Men tiden er moden til at drøfte, hvad det vil få af konsekvenser, hvis krops-mennesket slår over i en post-human tilstand, hvor menneskets kødagtige hjerne og intelligens reduceres til underleverandør for fremtidens kropsløse kunstige intelligens? Hvis kroppen ikke længere er den uomgængelige betingelse for menneskets sociale eksistens, som i stigende grad foregår i et kropsløst cyberspace – hvis mennesket er på vej til at miste egen-kroppen, fordi vi mister forstanden – og så bare er kød?