Noget kan ske så tilfældigt, at det er svært at tro på tilfældet. Som for et par dage siden, da jeg kikkede ind hos min antikvarboghandler, og kom ud med et lille hæfte, som jeg ikke havde ledt efter, men alligevel købte. Det var nogle fortællinger af den danske forfatter Niels E. Nielsen. Få kender ham sikkert i dag, men som helt ung slugte jeg hans science fiction-bøger.

Bogens krøllede forside indikerede en vis alder, ligesom den oprindelige pris var fra en anden tid: 1,75 kr. Senere fandt jeg ud af, at den var fra 1957; tilfældigvis det år, hvor jeg blev født. Bogen hed “Foran Fremtidens Tærskel,” hvilket passede fint, da jeg jo selv havde stået foran fremtidens tærskel i 1957. 

I indledningen skriver forfatteren, at hans fortællinger handler om det vidunderlige, som fremtiden kan blive, men også indtrængende advarer om “de ulykkens kim, der aldrig må få lov til at gro op.” Havde det været muligt, ville jeg selv have indtaget dette standpunkt, da jeg i 1957 selv stod foran fremtidens tærskel, hvor de store rammer for mit lille liv allerede var blevet sat adskillige år tidligere. 

De første atombomber var blevet kastet i over Japan i 1945. Den kolde krig var i omdrejninger. Sovjetunionen var ved at forberede opsendelsen af den første Sputnik, som blev sendt op få måneder efter min fødsel. Det var begyndelsen til menneskets rumrejser, men også til truslen om global atomkrig. Jeg lærte at leve i og forholde mig til flere konkurrerende virkeligheder. På den ene side den tryghed, som jeg helt fra fødslen har erfaret i mit nære liv, i et af verdens rigeste og bedste velfærdssamfund. På den anden side den utryghed, som jeg sideløbende også har erfaret ved at opleve, hvordan min personlige tryghed blot var en boble midt i en verden, som på alle måder var og er utryg.

Med andre ord kom jeg til verden som et uægte barn af det håb og den frygt, som teknologien, økonomien og samfundsudviklingen allerede længe før min fødsel i 1957 havde spundet mennesket ind i, og som blev beskrevet i de science fiction-fortællinger, som jeg tilfældigvis købte i sidste uge. 

I alle de 10 fortællinger, som altså er 66 år gamle, er det først og fremmest mennesket selv, som spreder en stemning af skræk, rædsel og undergang. Godt nok er der tale om interplanetariske rejser og invasioner, men det er ikke Jorden, som bliver invaderet af aliens fra andre planeter – det er Mars, som bliver invaderet af jordboerne. I flere af fortællingerne bliver marsboerne således udsat for aggressive invasionsforsøg fra Jorden, med det formål at koloniserer Mars, for at løse Jordens problemer med overbefolkning. Til det formål bruger hærstyrkerne fra Jorden alt hvad de har af militært isenkram, ikke mindst atomvåben. Man må formode, at marsboerne nok har betragtet jordboerne som aliens.

Marsboerne overvejer selvfølgelig, hvorfor de bliver invaderet og ender med at konkludere, at jordboerne nok har overskredet en afgørende frist så Jorden er ved at bukke under. Set fra marsboernes side må det virke som om jordboerne selv har fremkaldt denne overskridelse ved ikke at gribe ind noget før. 

Over 60 år senere står ordet frist stadig og blinker over vores planet. Endda endnu stærkere end da Niels E. Nielsen, science fiction-forfatteren fra Stevns, i 1957 lod indbyggerne på Mars konstatere, at jordboerne nærmede sig fristen for, hvad Jorden kunne holde til. 

Dengang handlede det ikke om en accelererende klimaforandring, men om frygten for overbefolkning. Siden har tidslinjen markeret stadig flere punkter, hvor forskellige frister for jordboerne nærmer sig eller allerede er blevet overskredet. I dag handler det om en generel overbelastning af kloden, både i form af overbefolkning og klimaforandring, samt alle de afledte sociale, fordelingsmæssige og økonomiske konflikter, og tilmed en stadig stigende risiko for atomkrig. 

Jeg blev født ind i verden i 1957, “Foran Fremtidens Tærskel”, hvor frygten for en global krise krævede forandringer i et omfang, som har domineret den politiske dagsorden lige siden. I min levetid har menneskets liv – både i det offentlige og i det private – været præget af denne krisebevidsthed og fokusering på tidsfristen.

Det enkelte menneske fører et kort liv her på Jorden. Denne tidsfrist kender vi alt til, om ikke andet så gennem forsøget på at fortrænge den. Dertil skaffede vi os en frist for Jordens fortsatte muligheder, for at være et sikkert og trygt hjem for kommende generationer. 

Vi kan ikke vende os væk fra vores Jord for at søge løsninger på problemerne, ved at invadere Mars, som i science fiction-fortællingerne. Vores eneste chance er at rette den fulde opmærksomhed mod jorden, tage os af den – her, hvor vi er. 

Jordens krise dikterer forandringer. Det er næste uudholdeligt at tænke denne tanke: Hvad nu hvis vi havde taget forudsigelsen af klimakrisen alvorligt i 1970’erne, hvor der kom evidens for, hvor langt ude på afviklingens skråplan, vi allerede var. Tænk, hvis vi havde lavet de nødvendige forandringer på det tidspunkt. Men vi kan ikke vende tilbage til udgangspunktet og gøre noget om. Nu kræver Jordens krise, at vi ændrer vores liv; at Jordens brændende problem bliver et brændende livsproblem for det enkelte menneske. 

“Foran Fremtidens Tærskel” – sådan hed den science fiction-bog, som jeg tilfældigvis købte, og som tilfældigvis var fra 1957, mit fødeår. Alderen taget i betragtning, er min personlige fremtid langt kortere end dengang. Men alligevel står jeg igen foran fremtidens tærskel; mit barnebarn er lige er blevet et år. Hun er begyndt at kravle, så ethvert dørtrin er en slags fremtidens tærskel for hende. Opgaven er nu at skabe tryghed, sikkerhed og muligheder for ly og beskyttelse på den anden side af tærsklen, så hun får lyst til at tage fremtiden i besiddelse, og gøre den til sin. 

Hun kravler over et dørtrin, kikker sig tilbage efter mig, og fortsætter så ind i det nye værelse for at se hvad der gemmer sig her. Jeg følger efter hende – tilbage til fremtiden.