Uden at ønske det er vi (igen) blevet vidne til den ganske særlige amerikanske version af mediedækkede tragedier. En tragedie, som er gledet direkte ind i vores hverdag, på mobiltelefonen, mens vi prøver at finde listen til dagens indkøb foran køledisken i Netto. Omgivet af nærmest normalitet dukker den ultimative tragedie op på skærmen: I går skulle Christa Pike henrettes i Tennessee.
Læs restenDet sker, at tilfældigheder kommer til at ligne alt andet end tilfældigheder. Den oplevelse fik jeg i sidste uge, hvor jeg under en større oprydning helt tilfældigt stødte på et par ting, som set i forhold til nogle aktuelle politiske begivenheder næsten kom til at fremstå som et varsel.
For det første stødte jeg på en gammel bog, som jeg i sin tid arvede efter min far. Det var den danske socialdemokrat Hartvig Frischs bog fra 1933, ”Pest over Europa”. Min fars udgave var fra 1950, hvor han var 24 år og fulgte aftenkurser hos AOF. De mange understregninger viser, at han må have læst bogen grundigt.
Læs restenDen globaliserede kommunikationsteknologi har åbnet det enkelte menneskes hjerte for de alvorligste og mest brutale politiske konflikter i verden, og det enkelte menneskes reaktioner er ikke udelukkende politiske, de bliver i stigende grad emotionelle. Reaktionerne sniger sig ind i det private livs tætte, følelsesmæssige relationer, ind i hverdagslivets intime forhold til familie, venner, kærester og partnere. Læs mere i mit essay på POV International:
Et suk fra mange menneskers hverdag: ”Jeg orker ikke at høre mere om Trump, USA og Grønland, om krigen i Ukraine, om Gazas dræbte børn, om Iran, klimakatastrofer, død og elendighed, You name it.” Men hvad er det, man ikke orker? Orker man ikke at høre om alle de frygtelige ting, som sker rundt omkring i verden, eller orker man ikke smerten og den indre rystelse over, at de rent faktisk sker? Der er en ret betydelig forskel.
Læs restenEn af dagens overskrifter i Ekstra Bladet lyder: “Voldsom uro i verden.” Lige siden Covid-19 ramte os, har den slags overskrifter været hverdagskost. I forbindelse med pandemien kunne vi høre de ledende politikere sige, at samfundet, ja, hele verden, aldrig mere ville blive som før. På mange måder har det været korrekt, og udsagnet kunne gentages efter Ruslands invasion af Ukraine. Og igen, da Trump erklærede, at han egentlig var ret meget på Putins side, og europæerne dermed ret meget alene i forhold til den russiske trussel, og da han satte sig i bevægelse for at få Grønland ind under USA, eller da han ville have Canada inkluderet i USA, som stat nr. 51, eller da han fik sit eget paramilitære korps i form af ICE, som nu skal gå fra dør til dør for at finde mennesker, der kan deporteres. Eller lige nu, hvor Iran brænder, og de frygteligste billeder af menneskelig lidelse slipper ud, på trods af præstestyrets nedlukning af nettet.
Læs restenJeg har skrevet om hende før, min iranske veninde, som jeg for snart mange år siden kom i kontakt med på et af de sociale medier. I gamle dage hed det nok en penneven, men brevenes tid er forbi, så vi har skrevet sammen på nettet, om filosofi, og udvekslet billeder af vores nærmeste omgivelser. Der er smukt der, hvor hun bor, og her, hvor jeg bor. Vi skriver aldrig om politik. Vi taler sammen i en zone, hvor verden ikke er splittet til fragmenter og adskilt af mure, hvor ordene kommer uden frygt, så det ikke er nødvendigt at tale om andet end det, vi begge holder af: filosofi, poesi, litteratur og vores familier.
Læs restenDet er altid interessant at få et blik ind i maskinrummet hos verdens mest magtfulde personer. Hvilke tanker gør herskerne sig om netop det, at herske? Det kunne fx være den romerske kejser Marcus Aurelius (121 – 180), som skrev ”Tanker til sig selv”, bl.a. om det, at have magt og skulle udvise moral i anvendelsen af denne magt. Som romersk kejser havde han naturligvis en enorm magt, men gjorde sig kendt for ikke at klamre sig til magten, og altid forsøge at håndtere den med ydmyghed, selvdisciplin og under hensyntagen til fællesskabet. En nutidig og magtfuld leder kunne være Donald Trump, som jo også generøst lader os få indblik i sine tanker om magt og moral.
Læs restenUSA er et land, som for få måneder siden var Danmarks mest betydningsfulde alliancepartner. I dag er selvsamme USA et af de lande, som vi normalt ville lægge stor afstand til. Helt i forlængelse af et opslag på Instagram, hvor en amerikansk organisation skriver, at nu er det os, som er ”the bad guys.” Med andre ord, USA er nu selv blevet et af de lande, som det tidligere plejede at kritisere. På få måneder har USA udviklet sig til en af de ”venner”, som gør, at man slet ikke har brug for fjender.
Læs restenI dag tales der ofte med foragt og vrede om de mennesker, som flygter fra livsfarlige krigs- og konfliktzoner. Ofte med en aggressivitet, som man ellers kun oplever i forhold til en direkte fjende. Der, hvor vi burde se lidende mennesker i nød og med behov for hjælp, ser vi i stigende grad truende fjender. På grund af internettet er vi kommet tættere på alverdens konfliktområder og deres menneskelige omkostninger. Hvordan ser vi overhovedet med uden at blive mere berørt? Først og fremmest, fordi den samme udvikling, som har ført os tæt på de menneskelige tragedier, også har ført os væk fra dem. Vi har både fået større muligheder for direkte at bevidne menneskelige tragedier, men også større risiko for at løbe ind i en ansvarlighedens mur. Læs mere i mit essay på POV International:
Hvad er det for nogle kulturelle påvirkninger og værdier, som bestemmer, hvad barmhjertighed betyder, hvilket ansigt barmhjertigheden skal have i et samfund? Det vil fx sige den barmhjertighed, som skal hjælpe mennesker, når de konfronteres med lidelse og død. Før den sandsynlige vedtagelse af aktiv dødshjælp her i Danmark, er det vigtigt at spørge, om et uværdigt liv nødvendigvis bliver værdigt gennem den selvvalgte død, og ikke mindst: hvad der skal til, for at samfundet kan understøtte menneskers oplevelse af værdighed, på trods af lidelse, afhængighed af andre og dermed tab af autonomi – men uden aktiv dødshjælp? Læs mere i min kronik om aktiv dødshjælp.
