Uden at ønske det er vi (igen) blevet vidne til den ganske særlige amerikanske version af mediedækkede tragedier. En tragedie, som er gledet direkte ind i vores hverdag, på mobiltelefonen, mens vi prøver at finde listen til dagens indkøb foran køledisken i Netto. Omgivet af nærmest normalitet dukker den ultimative tragedie op på skærmen: I går skulle Christa Pike henrettes i Tennessee.
Som 18-årig begik hun i 1995 et frygteligt drab på en anden pige og har siddet i fængsel siden. Christa var altså 50 år gammel, da hun skulle henrettes i går, over 30 år senere. I mellemtiden har der været talt meget om Christas baggrund som barn og ung. Hun var f.eks. stærkt psykisk medtaget og traumatiseret af en voldelig opvækst med bl.a. overgreb. Men det kom ikke retfærdigheden ved, besluttede adskillige domstole. Hun skulle selv dø, og efter planen skulle det være i går.
Henrettelsen, dette moderne fænomen, som holder visse nationer fastspændt i middelalderligt barbari, gik imidlertid helt galt. Trods to ”dødssprøjter” kunne myndighederne – fællesskabets retfærdige repræsentanter – ikke slå Christa ihjel. Efter en time måtte de opgive og i stedet transportere hende til et hospital, hvor hun i dag ligger bevidstløs i livreddende behandling og muligvis med en hjerneskade.
Man bliver stum af forfærdelse og sorg over sin tid; endnu mere, når man læser videre i reportagerne. Nu ved det amerikanske retssystem ikke, hvad det skal stille op med Christa. Nu er hun jo både skyldig og offer. For helt at afskaffe dødsstraffen er jo næppe en reel, eller såkaldt realistisk, mulighed i Guds eget land. Man kan sige, at det jo heller ikke har været den slags barmhjertighed, som guderne rundt omkring i verden lærte fra sig til menneskene. Oftest har det været menneskene selv, som måtte forsvare barmhjertigheden mod de gudelige dogmer om nødvendigheden af nådesløshed.
Nå, men altså: Efter mange amerikaneres opfattelse vil det være direkte uretfærdigt over for forbrydelsernes ofre at fjerne dødsstraffen. Så hvad skal man stille op med den dødsdømte, henrettede og overlevende Christa; den bevidstløse kvinde i livreddende behandling efter to henrettelsesforsøg, som måske tilmed er blevet pådraget en hjerneskade?
Ikke engang en græsk tragedie kan komme op med et lignende dilemma. Flere amerikanske eksperter mener, at man ikke bør forsøge at henrette hende endnu en gang, men i stedet ændre straffen. Andre mener, at man blot skal finde en mere sikker løsning på det problem, det er at skulle slå mennesker ihjel. Man kunne f.eks. bare skyde folk i stedet for det, som bliver kaldt en ”human, medicinsk henrettelse”. Men som mange tilhængere af dødsstraf siger: “Det er jo alt for grusomt.”
Det er, som om sproget ikke længere slår til, og forståelsen slet ikke. Som om det, som man i hvert fald har haft held med at slå ihjel, er barmhjertigheden. Som om medfølelse, f.eks. med Christa Pike, ville være farligt og undergravende for samfundet.
