Kategoriarkiv: Litteratur

Vores mor – som vi aldrig så hende

4 svar

Det har været Mors Dag i dag, hvor vi har fejret den kvinde, som vi tror vi kender. Da jeg i morges sad og kikkede på fotografier af min mor, så jeg en kvinde, som jeg ikke har kendt og aldrig har set i virkeligheden. Det var det helt gamle fotoalbum jeg havde fået fat i, fra tiden før mig. Min mor havde været her på Kloden i 38 år, før jeg dukkede op. Derefter blev hun min mor og så levede vi i fælles tid i 39 år. Jeg kender kun kvinden på billedet som min mor, selv om hun på det tidspunkt, hvor det blev taget, ingen anelse havde om mig, og heller ikke om den mand, som skulle blive min far. Det er et af mine yndlingsbilleder af hende. Her er min mor, som jeg aldrig så hende, men jeg synes hun er ufattelig smuk. Det åbne blik ud mod verden skulle senere udgøre den sfære af kærlighed, hvorfra min egen verden kunne vokse frem. 

Læs resten →

Det græske spejl

Skriv en kommentar

Hvad sker der, hvis man spejler en moderne dansk bank i værdierne fra en gammel mytologisk verden? Det drejer sig om den græske mytologi, som har tråde til 1000 år f.v.t.  Af den grund kunne nogen måske fristes til at kalde myterne for gammel overtro. Men intet kunne være mere forkert. Som spejl for meget af det som foregår i nutidens verden, er de hverken outdated eller ren overtro. Bank- og finansverdenen er i virkeligheden blot et af mange eksempler på, at mytologien kan kaste lys over det, som i nutidens verden ellers ofte trives bedst i dunkelhedens mørke. 

Læs resten →

Eksistensens lyssprække

Skriv en kommentar

Man skal leve nogle år før det går op for én, at man er født. Begyndelsen kommer man kun til at kende på anden hånd. Man får alting at vide bagefter; hvordan ens forældre mødte hinanden, hvordan de forberedte sig til fødslen, hvordan den forløb, hvordan man var som barn i en tid og nogle omgivelser, som man ikke kan huske osv. osv. Men ens personlige historie er godt i gang allerede længe inden man overhovedet kommer til verden og selv begynder at medvirke til de efterfølgende generationers historie. Man fødes meget ung ind i en meget gammel verden.

Læs resten →

Lovprisning af kærligheden

Skriv en kommentar

Mandag i denne uge var det Valentinsdag; de elskendes helligdag. Det giver god mening at fejre kærligheden. Det er nemlig, som den franske filosof Alain Badiou skriver: “Den overbevisning, at enhver udelukkende forfølger sin egen interesse, er … vidt udbredt i verden i dag. Kærligheden er et modbevis”. 

Læs resten →

Adskillelsens utopi

Skriv en kommentar

Knytter verdens håb sig til fredelig sameksistens og fællesskab eller til mulighederne for at holde hinanden på sikker afstand? Historien viser, at vi ikke er specielt godt bygget til at leve tæt sammen med nogen, som adskiller sig alt for meget fra os selv, vores meningsfæller eller gruppe. Som den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver, så har det, vi kalder for menneskeheden i et historisk perspektiv “hidtil kun eksisteret i form af en dramatisk fjendskabshistorie.” 

Læs resten →

Når eksistensen larmer

Skriv en kommentar

COVID-19 er blevet en slags lyddæmper på den ellers så larmende og aktive verden. Men menneskets verden består ikke blot af det ydre. Vi har også en indre verden, der er lige så stor, som den ydre. Og i dén verden har der været alt andet end stille under pandemien. Eksistensen har larmet på sin helt egen måde, lige fra nedlukningens første timer i marts 2020.

Eksistensen kan melde sig på mange forskellige måder. Ofte sker det når vi får adgang til livets dybde, som ellers er skjult bag alt det, som kræver vores fulde opmærksomhed i hverdagen: arbejde, karriereplanlægning, uddannelse, indkøb, ferieplanlægning, familieskærmydsler osv.

Eksistensen kan f.eks. melde sig i det øjeblik, hvor man ser sit nyfødte barn, eller hvor der sker noget andet af det, som vi kalder for en skelsættende begivenhed: død, sygdom, tab, savn, kærlighedsmøde, brud eller kriser af forskellig slags. Eksistensen melder sig ofte i ret larmende stemninger af omvæltning, fornemmelsen af point-off-no-return, angst, fortvivlelse, tristhed eller endda kedsomhed og skyldfølelse – men selvfølgelig også som f.eks. lykkefølelse, taknemmelighed, begær, dyb livsglæde og samhørighedsfølelse.

Under pandemien melder eksistensen sig bl.a. når myndighederne hver dag kl. 14 offentliggøre døgnets dødstal, antal smittede og indlagte, samt tal for, hvor mange mennesker, som må holdes i live ved hjælp af en respirator. Reelt er der tale om statistiske beregninger af menneskelig lidelse knyttet til pandemiens hærgen i Danmark. Størrelser som angst, frygt og sorg over mistede pårørende er pandemiens eksistentielle mørketal for lidelse, som kun registreres af de ramte. 

Læs resten →

Søren Kierkegaards råd til Corona-tiden

Skriv en kommentar

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) ville have haft det ligeså svært, som vi har det, med de indskrænkninger i det sociale liv, som Corona-tiden har medført. Flere gange om dagen gik Kierkegaard rundt i Købehavns gader, opsøgte mennesker for at samtale og besøgte både venner og familie. Han kaldte det at tage menneskebad. Det er dét, vi ikke kan, fordi et menneskebad øger risikoen for smittespredning. Men netop når vi ikke har mulighed for frit at tage menneskebad, opdager vi for alvor den eksistentielle betydning af fri bevægelighed og mødet med andre mennesker, både i det private og offentlige rum. Om det er familie, venner, bekendte eller ukendte fremmede på gaden, i forretninger eller på cafeer – så er menneskebadet en kilde til livsoplevelse og livsfølelse.

Søren Kierkegaard ville derfor have forstået vores besværligheder med Corona-tidens begrænsede muligheder for at tage menneskebad. Men han ville også have haft et modtræk, som det måske er værd at genopfriske. Det hedder fantasi og indre oplevelseskraft.

Der må dog lidt historie til. Søren Kierkegaards far var en meget streng opdrager af den lille Søren, da de boede i barndomshjemmet på Nytorv 2 i København. Søren Kierkegaards far var tungsindig, i dag ville vi nok sige, at han var deprimeret. Hjemmet var præget af et tungt mørke, som må have virket overvældende på den lille Søren. Når han gerne ville ud på torvet og gaderne, som han kunne se fra vinduerne, så var farens svar ofte et bestemt nej. Under pseudonymet Johannes Climacus (på latin betyder efternavnet himmelstormeren) skriver Søren Kierkegaard om barndomshjemmet: 

»Johannes´ hjem tilbød ikke mange adspredelser, og da han så godt som aldrig kom ud, blev han tidlig vant til at beskæftige sig med sig selv og med sine egne tanker. Hans far var en meget streng mand, tilsyneladende tør og jordbunden, mens han under denne vadmelsfrakke skjulte en glødende fantasi, som end ikke hans høje alderdom formåede at sløve.«

Her er der ikke tale om virtual reality eller sociale medier – det handler om fantasi og tankens evne til at flyve, selv om kroppen er lukket inde. Det er netop dét vi har brug for når Corona-tiden ikke tillader, at vi får vores daglige menneskebad i det offentlige rum. Tænk på, hvor mange oplevelser af verden omkring os, som vi allerede har på lager i vores indre; steder, mennesker, huse, gader, parker, situationer. Det var dem, som Søren Kierkegaards far brugte, når lille Søren skulle underholdes uden at gå ud. Her kan vi lade Søren Kierkegaard fortælle videre selv – han var der jo, og beskrev det senere i sin dagbog:

»Når Johannes (Søren) af og til bad om tilladelse til at gå ud, da fik han oftest et afslag, hvorimod faderen en enkelt gang som modydelse foreslog ham ved hans hånd at spadsere op og ned ad gulvet.« 

Vi ved godt, hvad en moderne pædagogik vil sige til det forslag. Det er ganske givet heller ikke en idé, der skal overdrives, som alternativ til at være sammen med andre. Men netop nu, i disse Corona-tider, er vi jo tvunget til ikke at gå så meget ud og til kun at være sammen med andre i meget begrænset omfang. Og her er den kierkegaardske idé måske værd at afprøve – også fordi Søren Kierkegaard sagde, at det i stor udstrækning var den, som gjorde ham til filosof. Og sådan gik det for sig, da den lille Søren havde accepteret farens forslag om at gå en tur i stuen i stedet for at løbe ud på torvet:

»De gik da ud ad porten, til et nærliggende lystslot, eller ud til strandkanten, eller om i gaderne, alt eftersom Johannes ville det; thi faderen formåede alt. Mens de gik op og ned ad gulvet, fortalte faderen alt, hvad de så: de hilste på de forbigående, vognene larmede forbi dem og overdøvede faderens stemme; kagekonens frugter var mere indbydende end nogensinde. Han fortalte alt så nøjagtigt, så levende, så nærværende indtil den ubetydeligste detalje, der var Johannes bekendt, så udførligt og anskueligt hvad der var ham ubekendt, at han efter en halv time at have spadseret med faderen var så overvældet og træt, som om han en hel dag havde været ude.«

Men det var ikke gjort med det, for under deres livlige spadsereture rundt i stuen talte de sammen om det, de så; kommenterede menneskelige handlinger, beskrev situationer og drøftede om det var godt eller skidt, hvad der her skete, om nogen kunne have gjort anderledes. På den måde kunne de ændre situationerne og kunne vurdere og diskutere nye paradokser. I alt dette aner man de perspektiver, som filosoffen Søren Kierkegaard senere skulle komme til lægge på tilværelsen. 

Vi har også et indre liv, en fantasi og en erindring. Søren Kierkegaards ture op og ned ad gulvet sammen med faren skærpede hans opmærksomhed på det ydre, selv om de foregik i det indre. Selvfølgelig gav de ham også den stærke lyst til senere at tage det daglige menneskebad ude i Københavns gader. Men oplevelsen af, hvad den indre verden og fantasien kan, ville helt sikkert være et af Søren Kierkegaards råd til os i dag, hvor vi ikke bare lige kan gå ud og gøre, hvad vi ellers gerne ville i det offentlige rum, hvor menneskebadet må vente. 

Alene i dag har jeg været på den indre Assistens Kirkegård sammen med Dorthe, i Frederiksberg Have sammen med Marianne, på en dejlig tur til Sverige med Mette og Juliane, i ZOO med mine to piger, som igen var 9 og 10 år, og endda med mine for længst afdøde forældre en tur rundt om søen. Corona-tiden behøver ikke at afholde os fra oplevelser. Genopdag den indre verden, lav eventuel oplevelserne lidt om, så de bliver anderledes end du husker dem, skab dilemmaer, find nye veje – i virkeligheden er der meget plads i det indre og uendelige muligheder, og tilmed kan man møde Søren Kierkegaard, hvis man går hen over Nytorv.

Hvis du har fået lyst til at vide lidt mere om Søren Kierkegaard, så er Peter Thielsts Livet forstås baglæns – men må leves forlæns at anbefale. Den findes tilmed som både lydbog på Mofibo og som E-bog, så man slet ikke behøver at gå ud for at hente den.
(Citaterne er hentet fra denne bog)

Magtens anatomi

Skriv en kommentar

Magten kan gemme sig mange steder, f.eks. i den menneskelige anatomi, i bestemmelsen af organernes betydning, ikke kun som fysiske organer, men som udtryk for egenskaber og værdier hos kvinden og manden. Netop kønnets organer har gennem tiden været, og er stadig, et af de stærkeste magtredskaber i tildelingen af rettigheder og kvaliteter. Der er fortsat grund til at undersøge de såkaldte ædlere dele, for de er virkelig kostbare i den forstand, at de har magt til at fraskrive eller tilskrive mennesker betydning, værdighed og anerkendelse. Og her har definitionsmagten næsten altid har ligget hos mændene!

Da Gud skabte mennesket, fik han desværre ikke sat mærkater på organerne – heller ikke på de organer, som ellers antages at adskille de to køn fra hinanden. I store dele af historien har der imidlertid heller ikke eksisteret to køn, men blot ét. Vi ved naturligvis godt, at det fra tidernes morgen har vrimlet med både kvinder og mænd, og de bedste fortællinger handler netop om den kærlighed og de konflikter, som skyldes forskellighederne. Derfor er det fristende at konkludere, at der så også har været enighed om, at der var to køn. Men sådan er det altså bare ikke.

Den græsk-romerske læge Claudius Galenos levede fra ca. 130 til 220. Det var ham, som fik en afgørende indflydelse på spørgsmålet om antallet af køn – en indflydelse, der strakte sig helt ind i det 18. århundrede. I denne lange periode var der ikke nogen, som for alvor rejste tvivl om Galenos teori: i fysiologisk forstand er der kun ét køn, selv om der i kulturen tales om både kvinder og mænd. 

Det eneste køn der fandtes, var det mandlige. Ifølge Galenos og hans mange efterfølgere havde kvinder og mænd nemlig ens kønsorganer. Som enhver empirisk undersøgelse jo viser, vender kvindens kønsorganer bare indad, og er derfor ikke synlige, som mandens. Kvindens vagina er således en indre penis, forklarede Galenos, altså en penis foldet ind i kvindens indre, i stedet for at være løst hængende, som hos manden. På samme måde svarer kvindens kønslæber til forhuden, uterus kan sammenlignes med testikelpungen og ovarierne med selve testiklerne. Lige netop ovarierne fik da heller ikke noget selvstændigt navn før i det 18. århundrede, men blev indtil da betegnet som orcheis, som også mandens testikler blev kaldt.

Denne formodede fysiologiske lighed mellem kvinder og mænd betød imidlertid ikke noget for deres lighed i kultur og samfund. Kvindens indadvendte kønsorganer svarede måske til mandens, men var alligevel ikke fuldt så gode som mandens tilsvarende udadvendte kønsorganer. Galenos’ teori var, at kvinden af nødvendighed måtte have indadvendte, eller indkrængede kønsorganer, fordi hun efter sin natur var koldere end manden, og dermed også var en ringere udgave af mennesket end manden. Teorien understregede desuden, at det alene var den mandlige sæd, der netop på grund af mandens varme, kunne være livgivende. Livet kom fra mandens udadvendte kønsorganer, og kvinden tjente blot som en slags ernæringsbeholder for fosteret, selv om hendes kønsorganer var identiske med de mandlige, men altså bare indadvendte.

At kvindens kønsorganer var indadvendte viste også noget om kvindens mystik og farlighed, noget som teologerne og kirken først og fremmest drøftede med udgangspunkt i den deformerede fysiologiske indretning af de kvindelige – eller rettere mandlige – kønsorganer. 

Generelt har der i store dele af historien været en sand foragt for legemet, godt understøttet af kirken og religionen. Foragten har dog været mest udtalt og voldelig i forhold til kvinder, fordi djævlen yndede at gemme sig i kvindernes forvrængede køn og fra denne skjulte position vækkede de sagesløse mænds lyst og liderlighed.

Kvinder havde nok principielt de samme kønsorganer som mændene, men de var deformerede og forfejlede i forhold til mændenes, og derfor udtryk for en moralsk forskel – en forskel, som gjorde kvinderne langt mere liderlige og syndige end mændene. En skyld som kvinderne måtte mærke, og som de har betalt en høj pris for gennem størstedelen af historien. 

Altså var der tale om ét køn, men alligevel om kvalitativt forskellige udgaver af dette køn. Denne teori blev med stor autoritet fastholdt helt op i det 18. århundrede. Dog ikke fordi der ikke skete nye videnskabelige opdagelser vedrørende kvindens mystiske og fejlbehæftede indretning, men fordi de anatomiske forestillinger også slog igennem som en samfundsmæssig og socialt begrundet magt. Pointen var, at nok var der kun tale om ét køn, men kvinderne var alligevel ringere mennesker end mændene. 

Det viste sig f.eks. da den italienske anatom Realdo Colombo (1515/6-1559) i 1559 hævdede, at han var den første, der kunne beskrive klitoris og dens funktion. Den selvbevidste Colombo undrede sig over, at ingen før ham havde fundet netop dette kvindelige sted, og kaldte det derfor helt efter egen inspiration for Venus’ sødme. Allerede tidligere græske, persiske og arabiske læger havde dog beskrevet dette sted. Og mon ikke også en hel del kvinder op igennem historien havde opdaget det, inden doktor Colombo nærmest tog det til sig som sin egen opfindelse, og kunne beskrive sødmen for kvinderne selv?

Romanen “Anatomen” (Gyldendal 1999) er en skønlitterær fremstilling af historien om Realdo Colombo “opdagelse” af klitoris

Mændenes definitionsmagt havde heller ikke på dette område fornægtet sig, så grækerne havde valgt at betragte “Venus’ sted” som en uperfekt version af den mandlige penis. Og senere bemærkede anatomen og lægen Andreas Vesalius (1514-1564), at man nærmest ikke kunne beskrive denne nytteløse ting, som et organ, men måtte betragte den som noget patologisk, der kun viste sig hos kvinder med tendenser til hermafrodisme. 

I den lægevidenskabelige diskurs forsvandt klitoris derfor igen, og lå stadig næsten helt neddykket i forhold til den lægevidenskabelige faglitteratur i det 19. århundrede, hvor man stadig kunne læse, at klitoris var at sammenligne med den mandlige penis, dog i en degenereret udgave. Selv om man i det 19. århundrede ikke holdt fast i den biologiske et-køns model, var det stadig mandens anatomi, der blev lagt til grund for forestillingerne om kvindens anatomi. Opfattelsen af kvindens kønslige anatomi fortsatte derfor også i lang tid med at tage udgangspunkt i en teori om fejlindretning i forhold til manden.

At der stadig findes en slags magtens anatomi viste sig, da NASA i 1972 og 1973 sendte Pioneer 10 og 11 ud i det ydre solsystem, bl.a. for at fortælle eventuelt udenjordisk liv lidt om mennesket. Ombord på de to rumfarttøjer var der således en plade, som bl.a. viser en nøgen kvinde og en nøgen mand. Fra en magt-anatomisk betragtning er det interessant, hvordan disse to nøgne mennesker er skildret. Manden er udstyret med en tydelig, men dog meget lille, penis. 

Udsnit af den såkaldte “Pioneerplade”, som rumsonderne Pioneer 10 og 11 medbragte på rejsen til det ydre Solsystem

Kvinden har imidlertid intet, som kunne antyde eksistensen af en vagina, men ser ud som om hun er helt lukket mellem benene, nærmest som om hun mangler noget, f.eks. en penis. Det ville i hvert fald ikke være mærkeligt, hvis eventuelle rumvæsener skulle finde på at tolke afbildningen på netop dén måde. Og så vil de være helt på linje med størstedelen af den jordiske historie om kvindens og mandens anatomi. 

Litteratur

Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i antikken. I tidens ånd 1. Gyldendal 1999.
Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i middelalderen. I tidens ånd 2. Gyldendal 1999.
Hugh Aldersey-Williams: Anatomies, Penguin Books London 2014.
Fererico Andahazi: Anatomen, Gyldendal 1999.
H. Hopstock og L. Faye: Grundtræk af anatomiens historiske udvikling, bd. 1 og 2, Kristiania 1994.

Det lyriske husapotek

Skriv en kommentar

Næsten ingen af de problemer, der berører os dybest, har noget sikkert svar. Den engelske filosof Bertrand Russell (1872-1970) anbefaler imidlertid filosofien som en udvej: »At lære, hvordan man kan leve uden vished, og dog ikke lade sig lamme heraf, er måske det vigtigste, filosofien i vor tid stadig kan gøre for dem, der studerer den«, skrev Russell i introduktionen til Vestens filosofi. 

Netop dén bog blev oversat til dansk af forfatteren Elsa Gress (1919-1988) i 1962, og hun havde selv en mening om, hvad man kunne stille op med de eksistentielle problemer, som hverken videnskaben eller religionen kunne give svar på. Hendes svar var ikke filosofien men poesien, som selvfølgelig heller ikke giver noget svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål, men som åbner muligheder for nye perspektiver og opdagelser – og ikke mindst vækker slumrende erkendelser på tværs af tider og steder, fortid og nutid. Lyrik er ikke bare ord og korte linjer. At læse et digt er en erfaring, der sætter spor i både krop og sind, helt på linje med alle andre erfaringer, hvis vi altså er vågne nok. 

Her i sommer har jeg beskæftiget mig en hel del med Elsa Gress og bl.a. besøgt hende på kirkegården ved Damsholte Kirke på Møn, hvor hun ligger begravet. I år ville Elsa Gress være blevet 100 år og det er hen over sommeren blevet fejret med en udstilling og en række arrangementer på Møn, fordi hun fra 1974 og frem til sin død i 1988 boede i den store gartnerbolig ved Marienborg Gods uden for Stege. Stedet eksisterer stadig som Villa Gress og fungerer bl.a. som refugium for forfattere. 

Blandt Elsa Gress’ mindre kendte bøger er Under månens skive fra 1964, med undertitlen Poetisk postil. I middelalderen var postiller en samling litterære tekster, der havde til hensigt at virke opbyggelige og støttende på mennesker, ikke mindst i livets sværeste  øjeblikke. Dengang havde de naturligvis ofte en religiøs karakter. Den poetiske postil, som Elsa Gress udgav, handler imidlertid om det der overgår mennesket i det sublunare – altså i den menneskelige sfære, under månen (Luna er det latinske ord for måne) »i modsætning til himmel og helvede«, som Elsa Gress skriver i forordet. 

I Under månens skive har Elsa Gress samlet og oversat en samling digte, og ordnet dem efter særlige stemninger og grundfølelser, som f.eks. menneskelig længsel, angst, minder, mismod, dødstanker, smerte, lidelse, ensomhed og selvfølgelig kærlighed og knust hjerte; altså stemninger eller grundfølelser, som alle mennesker på et eller andet tidspunkt møder. I forordet skriver hun således, at digtene er valgt »efter hvad man kunne kalde deres sindsstyrkende virkning i de pågældende menneskelige situationer, der alle indebærer behov for trøst«.

At give trøst betyder efter min mening at give håb. Har man mistet håbet, eller tvivler man, så er det næsten aldrig i én selv, at håbet umiddelbart kan genfindes. Så må man vende sig mod verden, mod andre mennesker, eller mod lyrikken, hvorfra der tales med nye ord og andre erfaringer om det, som man lige nu selv oplever.

Selvfølgelig er det i høj grad individuelt, hvad der kan give et menneske håb midt i en lidelsesfyldt situation; også hvilke digte, hvilke ord i det hele taget, der kan virke lindrende. Elsa Gress valgte naturligvis de digte, der havde hjulpet hende. 190 digte blev det til af kendte og ukendte digtere, oversat fra fem forskellige sprog. Her gengiver jeg bare en enkelt strofe fra et digt, som Elsa Gress har placeret under afsnittet Dødstanker og sorg over døde. Strofen er fra Charles Baudelaires (1821-1867) digt Døden og de fattige:

Det er døden, ak, der gi’r lysten til livet,
vort mål og det eneste håb vi har her,
der som eliksir har berust os og givet
os mod til at vandre til natten er nær.

Ideen til en poetisk postil fik Elsa Gress fra den tyske, forfatter Erich Kästner (1899-1974), som i 1936 begyndte at skrive digte til det han kaldte et Lyrische Hausapotheke, et lyrisk husapotek, med digte om og til menneskets forskellige oplevelser; de af menneskets indre tilstande, der ikke findes diagnoser for eller medicin imod, men som ikke desto mindre kan være fyldt med usikkerhed, smerte og lidelse. Først langt senere udkom disse digte, men Kästner tilføjede løbende nye, så den udgave jeg har på tysk består af 29 digte i faksimile, i den smukkeste håndskrift og illustreret.

Der findes en dansk oversættelse af seks af Kästners digte fra Lyrische Hausapotheke, oversat af Julius Clausen, som også selv udgav det lille lyriske husapotek på blot 17 sider og i kun 55 eksemplarer. Bagerst i bogen skriver Julius Clausen, at den udgives i anledning af julen 1949 og med forfatterens, altså Erich Kästners, personlige tilladelse, som det tilføjes med Clausens egen håndskrift. 

Digtenes danske titler fortæller lidt om, hvad Kästners husapotek indeholder og stræber efter: 1. Jernbanetoget, 2. Hvermands Sørgmodighed, 3. Opmuntring for Kleinmodige, 4. Alderdomshjemmet, 5. En Bogholder skriver til sin Mor og 6. Den gyldne Ungdomstid. 

Det er digte, der sætter ord og perspektiv på almene hverdagssituationer, f.eks. den stemning, man kan komme i på banegårde og ved togrejser:

Vi sidder alle i samme Tog
og rejser tværs gennem Tiden.
Saa kigger vi ud. Vi har læst vor Bog.
Vi kører alle i samme Tog.
Hvor langt? Dér glipper vor Viden.

Kästners digte i Lyrische Hausapotheke er henvendt til alle, men og selvfølgelig ikke mindst til værdigt trængende i lidelse og sorg. Helt den samme model, som Elsa Gress udvalgte digte efter til den poetiske postil. 

Man behøver ikke at bruge hele indholdet, eller noget af det overhovedet, fra hverken Elsa Gress’ eller Erich Kästners forslag til til et lyrisk husapotek. Ideen er imidlertid til at bruge. Siden jeg var 17 år gammel har jeg læst digte og har faktisk, uden helt selv at være klar over det, efterhånden fået opbygget et lyrisk husapotek. 

Ikke mindst i de senere år er jeg gang på gang vendt tilbage til bestemte digte, måske for at få trøst og håb i vanskelige og tunge situationer, måske for at få et nyt perspektiv på følelser og tanker, som jeg ikke kunne komme ud af. Eller også har jeg hentet digte fra det lyriske husapotek for at finde udveje, som jeg selv var blind for, eller for at finde forklaringer, der skjulte sig for mig, og for at høste indsigter, som digtere på tværs af tid og sted, generøst tilbød mig. 

Igennem årene har jeg fået samlet mig et lyrisk husapotek, bestående af helt forskellige digtere fra alverdens lande og alle tider. Og mit lyriske apotek vokser heldigvis til stadighed. Sjovt nok senest i forbindelse med endnu et besøg på Møn, hvor jeg jo også mødte Elsa Gress. Denne gang var digteren – Gerđur Kristný – imidlertid helt levende og lysende indsigtsfuld da hun optrådte ved Verdenslitteratur på Møn, og med ét placerede en Sjælemesse blandt de livsnødvendige bøger i mit lyriske husapotek.

Hvis du har lyst til at blive lidt inspireret af mit eget lyriske husapotek, så har jeg samlet nogle få eksempler her.

Da Nobels Fredspris gik til en dansker

Skriv en kommentar

Fredrik Bajer blev født i landsbyen Vester Egede, ikke langt fra min lille ø her i det sydsjællandske. Det er nok de færreste der ved, hvem Fredrik Bajer er, men netop i dag er der faktisk god grund til at genopfriske historien. I dag blev Nobels Fredspris nemlig uddelt og i år gik den til Etiopiens premierminister Abiy Ahmed. For 111 år siden, i 1908, var det imidlertid Fredrik Bajer, fra Vester Egede, der som den hidtil eneste dansker, fik Nobels Fredspris.

Fredrik Bajer blev født i 1837 og døde i 1922. På alle måder er han et af de mennesker, der er grund til at huske. Han levede i urolige tider, som vi vel også gør i dag, og efter at have deltaget som løjtnant i krigen mod Preussen (i 1864) tog han en afgørende beslutning om at engagere sig i arbejdet for freden. Han trådte derfor ud af hæren og kastede sig over løsningen af samtidens alvorligste problemer med et engagement så man kunne ønske sig, at han stadig var iblandt os. 

Skulle Fredrik Bajer finde på at dukke op i dag – bare for at se, hvordan vi havde forvaltet hans politiske og moralske arv – så ville han snart opdage, at det med freden stadig har trange kår. I sin tid var han hovedmanden bag bl.a. Dansk Fredsforening og Verdensfredsbureauet i Bern i Schweiz. Han deltog i de store verdensfredskongresser og var engageret i næsten alt det vigtigste internationale fredsarbejde, og hans betydning for dette arbejde afspejlede sig i tildelingen af Nobels Fredspris i 1908. Derfor var det en enorm skuffelse for Fredrik Bajer, at 1. verdenskrig alligevel brød ud i 1914. Jeg tror ikke hans skuffelse ville være mindre, hvis han tog et kik på nutidens urolige og voldsplagede verden. Ville han overhovedet kunne forstå, at en verden med så mange muligheder, alligevel fortaber sig i umenneskelighed, undertrykkelse, krige og vold?

Fredrik og Matilde Bajer

Fredrik Bajer blev gift med Matilde Schlüter, og sammen stiftede de Dansk Kvindesamfund i 1871, og var begge meget aktive i kampen for ligestilling og social retfærdighed. De var tidligt ude fra familien Bajer, for nu – omkring 150 år senere – er spørgsmålet om fred, ikke-vold, social lighed og retfærdighed stadig aktuelt, og det gælder desværre også ligestillingssagen. 

Nu skal man ikke være demonstrativt pessimistisk sådan en dag, hvor Nobels Fredspris bliver uddelt. Betydningen af fortsat insisteren på, at der skal sættes (stor) pris på fredsarbejdet, kan ikke overvurderes. 

Fredrik Bajer var pacifist, fortaler for ikke-vold og fredelige løsninger på konflikter, samarbejde og gensidig respekt, trods modsætninger. Sådan var den i dag næsten ukendte mand fra Vester Egede. 

Det er nødvendigt at blive ved med at huske ham, nævne ham, huske på hvad ikke-vold betyder, huske på fredens nødvendighed, retfærdighedens betydning og ligestillingens moralske overlegenhed. Mange ting har ændret sig siden Fredrik Bejer fik Nobels Fredspris i 1908; men ikke nødvendigheden af at sætte pris på freden og retfærdigheden. Derfor siger vi tillykke til dagens modtager af Nobels Fredspris, Etiopiens premierminister Abiy Ahmed.