Man bliver taget som gidsel. Det kan næsten ikke undgås. Så snart mennesket begynder at tænke, befinder det sig i en gidselsituation; kidnappet af temaer, som er langt større end det enkelte individ, og med et overskud af betydning. Temaer, som er afgørende for vores eksistens, fordi de virker tvingende ind på både det individuelle og det samfundsmæssige liv. Et af de temaer, som til alle tider har kidnappet mennesket og holdt det som gidsel, kan sammenfattes i formlen mig-dig/os-dem.

Temaet kommer f.eks. op i det terapeutiske rum, hvor par dagligt kæmper for at redde kærligheden, ved at skabe et stærkere os, som ikke hele tiden bliver overtrumfet af de negative sider ved distinktionen mig-dig. Og som samfund blev vi f.eks. kidnappet af temaet under Covid-19 pandemien, hvor der hurtigt udviklede sig et os og et dem omkring vaccinationer, restriktioner, nedlukning, isolation og skyld. I dagligdagens offentlige debat sker gidseltagningen f.eks. når en avis på lederplads skriver om “En herskende klasse af bureaukrater, projektmagere og konsulenter, der har stjålet velfærdssamfundet fra de mennesker, vi byggede det til.” Eller det sker når politikerne deler landet op i “produktionsdanmark” vs. det københavnske “caffelatte-segment”. Det sker i EU-politikken, og selvfølgelig i forhold til Ruslands invasion af Ukraine, i den globale miljøpolitik og mange andre steder. Pludselig er der et os og et dem, med gode identifikationsmuligheder og konfliktpotentiale, som omgående rulles ud på de sociale medier.

Grundlæggende er det ikke så mærkeligt, for enhver individuel og kollektiv identitet er relationel, og dannelsen af et mig eller et os kræver afgrænsning i forhold til et dig eller et dem. Naturligvis bliver relationen ikke automatisk antagonistisk eller fjendtlig. I langt de fleste tilfælde er relationen mig-dig eller os-dem blot et spørgsmål om anerkendelse af forskelle, eller endda berigelse gennem forskelle. 

Der er imidlertid altid risiko for at disse relationer kan blive til ven-fjende relationer. Som den belgiske filosof Chantal Mouffe skriver, så sker det når de andre, som ellers blot er blevet betragtet som forskellige, begynder at blive opfattet som nogen, der stiller spørgsmål ved hele min eller vores identitet og eksistens. 

Betingelsen for dannelse af individuel, social og politisk identitet er på samme tid årsag til helt uundgåelige konflikter. Spørgsmålet om identitet, dvs. hvem jeg eller vi er, forudsætter nemlig de andre, og dermed også nogen, som potentielt kan eller bør ekskluderes, fordi de ikke hører til. Det betyder, at ven-fjende perspektivet altid er nærværende.

Mig-dig distinktionen skaber forudsætningen for vidunderlige og skabende forskelligheder, men også for dybe konflikter mellem mennesker på det individuelle plan. Os-dem distinktionen skaber forudsætningen for et handlende fællesskab og udviklingen af demokratisk samskabelse og sociale fællesskaber, men også for social splittelse og uforsonlige modsætninger, som truer ethvert samfundsmæssigt fællesskab og politisk demokrati.

Gidsler er vi fra begyndelsen. Der lyder som noget entydigt negativt, og i en leksikal artikel defineres gidsel da også som en person, “der ulovligt og mod sin vilje tages til fange eller holdes tilbage med henblik på at aftvinge personen selv eller en tredjepart, fx en stat, løsepenge eller en indrømmelse.” 

Ulovligt er det jo ikke i denne sammenhæng, men tvunget er vi i hvert fald. Det er en situation, som vi ikke selv har valgt, og heller ikke kan fravælge: vi er fanget i en dikotomi eller dualitet, hvor der ikke findes et mig eller et os, som ikke står ansigt til ansigt med et dig eller dem. Denne situation kan vi ikke komme ud af. Men med løsepenge i form af de rigtige indrømmelser kan situationen alligevel udvikle sig til det bedste. 

I kærlighed knytter løsepengene sig til forsøget på at udvikle et fælles tredje, som ikke eliminerer mig-dig dikotomien. Vi vil altid stå over for et helt andet menneske end os selv, som i sagens natur kan virke både tiltrækkende og fremmede, frisættende og kontrollerende, skabende og nedbrydende – nærmest på samme tid. Men problemets ophav ligger ikke i selve dikotomien mig-dig. Det gemmer sig i forsøget på at presse to til at blive et, for derigennem at eliminere den sprængfarlige og angstprovokerende dikotomi mellem dig og mig. Kærligheden er imidlertid altid et møde, som ikke kan ophæve dikotomien mig-dig, men som netop må bygge på den skabende forskel. 

I politik knytter løsepengene sig til accept af samfundets iboende opsplitning og konfliktfyldte modsætninger mellem forskellige interesser, uden at sætte demokratiet over styr, men også uden at gøre dikotomien os-dem til brændstof for skabelse af fjendebilleder og gensidige forsøg på enten undertrykkelse eller eksklusion af de andre. I demokratiet findes der imidlertid ofte en tendens til kun at anerkende de ”gode” andre, som den franske filosof Alain Badiou siger; altså de andre, som næsten ikke er anderledes end os, og som relativt uproblematisk kan integreres. Men i et samfund udfoldes der altid uendelige og uforsonlige forskelle. Udfordringen er, hvordan et samfund holdes sammen og udvikles, når værdiernes indhold ikke er noget vi er fælles om, men noget som splitter os?

Det er vel egentlig her, at den politiske idéhistorie og den politiske virkelighed tager sin begyndelse, og finder sin fremdrift – ikke i forsøget på en endegyldig forsoning mellem forskellene, men i et konfliktfyldt samliv.

Revideret og versioneret tekst fra oplæg d. 10.03.23