Kategoriarkiv: Psykoterapi

Positive erfaringer – heldigvis er vi ret afhængige af verden omkring os

Meditationer i februar over betydningen og nødvendigheden af at være afhængig af andre mennesker, af verden omkring os og af tilfældighederne.

1. Vi er afhængige af andre mennesker og må derfor tit opgive vores egne planer, fordi de ikke kan lade sig gøre i den omverden, som vi lever i og er afhængig af.

2. Vi betyder noget for andre mennesker og må ofte gøre noget, som vi ikke har lyst til eller personlig interesse i – uden at opleve det som tab eller manglende frihed.

3. Vi kan ikke undgå andre menneskers påvirkning af vores liv eller deres indflydelse på vores hverdag. Vi må tilpasse os andre og kan ikke suverænt bestemme, hvornår og hvordan de skal eller må påvirke os.

4. Vores liv er i stor udstrækning bestemt af de begrænsninger vi er underlagt, og ikke kun af muligheder, frie valg og egen planlægning.

5. Vi kan ikke alt, har ikke alle muligheder og talenter og slet ikke uendelig valgfrihed. Ofte bliver der valgt for os, og vores frihed består i at forholde os til dette uden at se det som en tabserfaring eller udtryk for personlige begrænsninger – selv om vi jo også må acceptere personlige begrænsninger på en lang række områder. 

6. Vores opmærksomhed på verden omkring os er afgørende for om vi oplever en forbindelse med denne verden, og ikke bliver lukket inde i livet med os selv, i en ensom kamp for at definere både os selv og verden.

7. Vi skal lade omgivelserne trænge ind i vores opmærksomhed, for denne opmærksomhed er den eneste adgang til det, der ikke er os selv.

8. Alt det vigtigste og mest betydningsfulde i tilværelsen kan vi hverken planlægge os til eller fra. Verden og omgivelserne kan noget med os, som vi ikke selv kan – de kan give os livsfylde og medleven.

9. Vi kan ikke forberede os på alt. Tilfældigheder er et af de vigtigste elementer i vores liv og er kilden til både lidelse, livslyst og lykkefølelse. 

10. Vores liv bliver først vores eget når vi oplever vores begrænsninger, for heri ligger vores sande muligheder.

Den lystne moralist

I sidste uge blev det slået fast, at parforholdet – tosomheden – er kilden til den sande kærlighed, den rigtige seksualitet, den normale menneskelige udvikling og den sunde forældrekærlighed!

Sådan har fordommene ganske vist været i mange år, men nu er det blevet slået fast i en artikel af en dansk psykolog, hvor meget tallet “2” betyder for den ægte kærlighed. Vedkommende beskriver endda sig selv som autoriseret, hvilket sprogligt og juridisk betyder, at han har officiel godkendelse til at drive psykologisk virksomhed og komme med domme over normalt og unormalt. 

Baggrunden for psykologens indlæg er en række artikler, der tidligere på sommeren har været bragt i Politiken, om polyamourøse kærlighedsforhold. Ganske vist beskriver psykologen dem netop ikke som kærlighedsforhold, men blot som udsvævende og ødelæggende seksuelle forhold, hvilket dog også viser hans uvidenhed. 

At leve polyamourøst betyder, at flere voksne mennesker har kærlighedsrelationer til hinanden og indbyrdes. I en polyamourøs familie kan flere voksne altså leve sammen. Som den autoriserede psykolog slår fast, har disse lystige polyamourøse også sex med hinanden, hvilket netop ser ud til at være problemet. 

Helt uden argumentation understreger han nemlig, at polyamourøse forhold bygger på en seksuel lyst, der er skadelig for både de voksne og for børnene i familien. Mennesker, der lever i et polyamourøst forhold er kort og godt “grænseløst selvoptaget”, slår den autoriserede psykolog fast, fordi de tænker så meget på sex. Det er stadig uklart, hvor han ved det fra. Men i hvert fald slår det ham ikke, at mennesker, der lever i en polyamourøs familie, med flere kærlighedspartnere, rent faktisk kan elske hinanden og er gået ind i forholdet på grund af kærlighed til hinanden, og ikke kun på grund af en savlende seksuelle lyst, som den psykologiske moralist tydeligvis ser for sit indre blik. 

Voksen og moden kærlighed forudsætter ikke at der kun er to personer involveret. Faktisk er det muligt at elske flere mennesker på én gang, at føle kærlighed til flere og nære mennesker, hvis det er sådan ens tilværelse har udviklet sig

Men det er åbenbart en helt umulig tanke for den autoriserede psykolog, at den slags mærkelige forhold begynder med kærlighed og næres af en meget moden form for kærlighed, og ikke udelukkende bygger på endeløse seksuelle udskejelser. Polyamorøs kærlighed har ikke noget at gøre med åbne forhold. Troskab, tillid, vedholdenhed, kærlighedsbånd og varme familiefølelser kan også eksistere i det polyamourøse landskab. Ligesom den slags omvendt ikke med nødvendighed eksisterer i alle former for tosomhed.

Her stopper psykologens angreb på det “unormale” imidlertid ikke. Uden belæg slår han nemlig fast, at børnene i de polyamorurøse forhold er de store tabere, fordi det jo udelukkende handler om de voksnes uansvarlige og umættelige seksuelle begær. Jeg ved ikke hvad det er for nogle scener, psykologen ser for sig. Men også i polyamourøse familier er der en hverdag med arbejde og helt almindelige forpligtelser, som i alle andre familietyper; der er hjemlig hygge, udflugter med børnene, skole-hjem-samtaler, tv-aftener, oplæsning, dans og glæde i dagligstuen, indkøb og tøjvask. »Ja, og sex,« vil psykologen tilføje. Øh, ja – har man lyst til at sige; får du ikke selv et godt knald en gang imellem, uden at det forhindrer alle andre aktiviteter og forpligtelser i dit liv?

Faktisk er det vel sådan, at børn i harmoniske familier har store chancer for at blive harmoniske, uanset om familien så er hetero, homo, poly eller solo. Kærlighed mellem de voksne, er godt for børnene. Og selv om psykologen vist tror det, så er der ikke mere kærlighed i en familie med to voksne, end der er i en poly-famile bestående af nogle flere. Psykologens ypperste viden sammenfattes i følgende udsagn: “Sex er selvfølgelig rart og vigtigt, men der er også meget andet i et parforhold”. Det er faktisk korrekt, men hvorfor skulle det ikke også gøre sig gældende i en polyamourøs familie? 

Her er vi ved noget vigtigt, som ikke blot handler om et moralistiske trip fra en autoriseret og tilsyneladende seksuelt overopstemt psykolog. Det drejer sig nemlig grundlæggende om, at han glemmer, at tænkning og erkendelse aldrig er tilendebragt, men altid er undervejs. Det gælder ikke mindst når vi har at gøre med flygtige begreber som kærlighed, der ofte får tænkningen til at stoppe op ved fordommen. Hele den autoriserede psykologs artikel er nemlig bygget op omkring en fordom om, hvad rigtig kærlighed er, hvordan man lever sammen på den rigtige måde. Og derefter punktum; tænkningen stopper ved fordommene om det rigtige og forkerte, det normale og unormale kærlighedsforhold. Psykologen vil dømme, men ikke vide og ikke skaffe indsigt.

Den autoriserede psykolog har indsat sig selv, som en seksuel retskaffen borger, der udelukkende tænker på de lystnes – de polyamourøses – stakkels børn, der efter hans mening nødvendigvis må vantrives. Han kommer til at afsløre, hvor dogmatisk og autoritativt han bakker op omkring en af samfundets støbeforme for opfattelsen af kærlighed, familie og samliv: Kærlighed opstår når der kun kan tælles til to voksne i én familie; harmoniske forhold i familien opstår gennem forældrenes selvforglemmelse og éntydige fokus på børnene, som om overskud til børnene kunne komme fra noget andet sted, end fra forældrenes (også de polyamourøses) forsatte og vedvarende psykiske og erotiske kærlighedsliv.

Den autoriserede psykolog begynder og slutter tænkningen med fordommen om, at sex mellem flere er udtryk for en perversion og umuligt kan bygge på kærlighed og familiefølelse, mens sex mellem to er normalt og hele forudsætningen for kærlighed, fokus på børnene, og simpelthen udtryk for et normalt familieliv. 

Psykologen giver sig selv mandat til at dømme en kærlighed, som han tydeligvis hverken kender til eller ved noget om, men let kan have lystne fantasier om. Han undersøger ikke nærmere om flere voksne, der lever sammen i en polyamourøs relation, kan være andet end lystige galninge, der glemmer børnenes udvikling for selv at kunne dyrke umådeholden sex. Den autoriserede psykolog udelukker fra begyndelsen, uden undersøgelse eller argumentation, at de polyamourøse familier faktisk kan have en stærk kraft i deres hverdag; en kraft, der knytter sig til en indbyrdes kærlighed der har ligeså stor gyldighed, som tosomhedens kærlighed. 

Hvordan stemmer eksistenskontoen?

2018 var året, hvor jeg endelig blev millionær. Det var ikke til at forudse. Hvem havde regnet med, at min arbejdsplads, hen over en nat, ville gøre mig til mangemillionær? Da vores veje skiltes, var der ikke tale om noget gyldent håndtryk i klasse med de helt store kanoner fra finanssektoren, der gør sig fortjent til svimlende summer, fordi de svindler med andre folks penge. Måske havde jeg simpelthen svindlet for lidt og opført mig for godt til at kunne få et seriøst gyldent håndtryk. På den yderste dag nåede jeg kun at svindle et par gamle firmakuglepenne med forældet logo ned i inderlommen. Men skidt med det, jeg blev millionær alligevel, for tid er jo penge, som man siger.

Økonomisk kapital eller eksistens kapital?

Den version af et gyldent håndtryk, som jeg blev tildelt i forsommeren 2018, kastede forgyldt tid af sig. Skinnende, blinkende, dyrebar tid lyste optimistisk ud over mine fremtidsplaner. Med andre ord, jeg blev mangemillionær på den eksistentielle konto.

Lige inden nytår læste jeg, at mange mennesker ønsker sig et andet liv end det, de rent faktisk lever. At leve det forkerte liv, større tragedie kan man vel næsten ikke tænke sig. Men en undersøgelse viser, at hver fjerde dansker drømmer om en markant anderledes tilværelse, om en radikal ændring af livet, med mere kontrol over tidsforbruget, et andet livsmønster, mere mening med livet, og med arbejdet – som om det var to forskellige ting.

Som faguddannet filosof ved jeg, at livet ikke varer evigt, at det kan slutte…nu, eller lidt senere på sæsonen. Jeg ved det tilmed af personlig erfaring; det er sådan livet er, det kan slutte midt i det hele, eller måske endda før det hele for alvor er begyndt, og mens vi er ved at lægge helt andre planer. Hvis man vil have millionerne til at rulle ind på den eksistentielle konto, så handler det altså om at gribe dagen. Også selv om man så måske bliver fattigere på den økonomiske konto.

Det handler imidlertid ikke alene om at gribe sin egen dag, men om at gør livsmuligheder til et politisk krav. Det vi ser i disse år er, at mennesker i et af verdens rigeste lande får indskrænket deres livsmuligheder. Mennesker reduceres til økonomiske aktører, og muligheder bliver ensbetydende med økonomiske muligheder, eller manglende økonomiske muligheder, det vil sige økonomisk ulighed og fattigdom.

Velstand er den økonomiske forudsætning for velfærd. Vi har haft en velfærdsstat, fordi det danske samfund var velstående. Men et samfund kan også være velstående uden at det resulterer i velfærd. Det er sådan det er ved at gå i Danmark. Vi er stadig et af verdens rigeste lande, men der er ikke politisk støtte til at bruge denne velstand til velfærd. Af en eller anden grund anses det for bedst, hvis pengene forbliver i de riges lommer. Dét skaber naturligvis velstand hos nogen og mindre velstand hos andre og desværre også fattigdom rundt omkring i samfundet.

Denne skæve fordeling af velstanden skaber imidlertid ikke nødvendigvis overskud på den eksistentielle konto, hverken hos de velstående eller de mindre velstående. Det kunne mere lighed måske gøre. Mange af de mennesker, der ønsker sig en anden tilværelse, har en glimrende økonomisk konto, men en noget dårligere eksistentiel konto, hvor der måske endda er underskud. Rent faktisk har de gode økonomiske muligheder, men oplever sig som truet af eksistentiel fattigdom.

Hvis nogle af mine læsere hører til dem, der gerne vil lave deres liv om, ønsker sig en anden tilværelse, som det hedder i undersøgelsen – så se at få det gjort, begynd bare i det små! Hvad vil I bruge det næste år til, og måske også det næste igen, eller resten af livet? Det er vist den slags spørgsmål man overvejer nytårsaften, med champagnen boblende i blodet, eller senest i ugen efter, hvor hverdagen igen trænger sig på.

De fleste er heldigvis glade for deres liv i bred forstand. Men måske er der alligevel en lille sprække et eller andet sted, en drøm, som kunne blive til noget andet  – til mere overskud på den eksistentielle konto?

2018 blev mit år, det år; året, hvor mit samlede livsregnskab viste et tidsmæssigt overskud i den forstand, at jeg fik foræret nogle nye livsmuligheder. Det blev et godt år, for når jeg kikker ned over den eksistentielle kassebogs forskellige kolonner, så viser der sig et overskud med endnu flere kys end året før, mere elskov, mere kreativitet, flere gåture med familien, flere kaffeaftaler med mine børn, mere læsning, mere skrivning, nærmest mere af alt det, der giver overskud i livet. Altså ingen røde tal på bundlinjen i årets eksistentielle regnskab.

Jeg er ikke naiv – det er man ikke efter over 30 år på arbejdsmarkedet. Pengene skal ind og regningerne betales. Der skal arbejdes. Men når der tømmes lidt ud i kalenderen, åbner horisonten sig. Nye muligheder kan måske alligevel opsøges. Og i hvert fald kan man så småt begynde at opstille et eksistentielt regnskab: Hvad giver dit liv værdi og mening? Hvad giver overskud og hvad giver underskud på din eksistentielle konto?

Om kys og kysningens filosofi – og lidt mere

»Jeg kysser dig!« Der er altså et menneske, som giver et kys og et andet, som modtager kysset; men hvor kommer selve kysset fra? Der er et »mig« og et »dig«, men der er ikke et »kys«, som ikke involverer i hvert fald to mennesker. Der findes ikke et kys, som kommer et eller andet sted fra, så vi kunne sige; »se, der kommer et kys ned mellem læberne på os«. Kys opstår når der er kysning, når mennesker så at sige gør et kys sammen. Hvis der skal være kys i verden må vi mennesker selv lave dem.

Hele kyssets eksistens ligger i, at to eller flere mennesker kysser. Så er kysset der. Hvis mennesker pludselig skulle holde op med at kysse, ikke længere gad at kysse, så ville der heller ikke længere være nogen kys i verden. De vil ikke kunne hentes frem fra arkiverne på et museum for at blive udstillet under et skilt: »Se dette kys«. Der kunne være billeder af mennesker som kysser. Men ikke nogen kys, hvis kyssehandlingen forsvandt.

Kys opstår når mennesker gør noget specielt sammen. Og på den måde opstår mange af de vigtigste ting i verden, som f.eks. »fred«. Det er med fred, som med kys. Der er ikke et sted, hvor der ligger en mængde fred. Fred opstår på samme måde som kys, når mennesker gør noget specielt sammen. Eller »solidaritet«. Der opstår solidaritet, når mennesker det gør solidariske, ellers er solidariteten der ikke. Ligesom kyssene ikke er der, hvis der ikke bliver kysset.

Hverken kys, fred eller solidaritet opstår, fordi vi taler om det. Først når vi aktivt gør kysset, freden eller solidariteten kommer disse ting ind i verden. Det gode ved dette er derfor, at ting som kys, fred og solidaritet ligger latent i mennesket. At kunne lave kys, fred, solidaritet og mange andre lignende goder, hører til menneskets muligheder. Men de kan kun komme til verden sammen med mennesker. På egen hånd kan et kys ikke noget.

Et kys kommer ikke ind i verden, hvis det ikke er i selskab med kyssende mennesker. Og sådan er det også med freden og solidariteten. De kommer kun til verden når mennesker sammen gør fred og solidaritet, når vi realiserer dem sammen. Hvis vi vil have kys i verden, så må vi altså kysse sammen. Hvis vi vil have fred, solidaritet og lignende gode ting, så må vi altså være fredelige og solidariske sammen. Heldigvis er det jo også lige netop også den mulighed vi har.

Freud har fødselsdag i dag: En stemme fra dybet

I går var det Karl Marx, der kunne fejre fødselsdag. I dag er det Sigmund Freud (1856-1939), der bliver 162 år. Endnu en af de store kanoner, der har været med til at forme vores selvforståelse. Freuds ideer gennemstrømmer så mange områder af vores menneskesyn, kultur og samfund, at vi ofte ikke får øje på dem.

Det var ikke Freud som opdagede, at der måtte skelnes mellem det bevidste og det ubevidste i mennesket. Men det var Freud, der forsøgte at opbygge teorier om det ubevidstes udvikling og funktion i menneske og kultur. Det skete bl.a. gennem drømmeanalyse og ved at undersøge barndommens betydning for udviklingen af det enkelte menneskes psykiske habitus. Freud lagde grunden til, at barndommen i dag ses som en formende kraft i det voksne menneskes liv. Det betyder også, at vi kan takke Freud for, at der senere er udviklet en dyb forståelse for barnets behov for omsorgsfulde og kærlige relationer. I dag ved vi, hvad der sker, hvis det lille barn ikke mødes med nærhed og tryghed.

Via Freud (og Marx) har vi også fået forståelse for, hvordan de sociale og kulturelle forhold medvirker til at udvikle bestemte karaktertyper og bestemte former for relationer mellem den enkelte og samfundet. Der kan f.eks. skabes opvækstvilkår for mennesker, så de udvikler flugt- og afværgemekanismer, i form af passivitet eller aggressivitet, hvilket naturligvis virker tilbage på samfundet.

Det var Freud, der systematisk begyndte at arbejde med psykoanalyse. Når vi opsøger en psykoterapeut, fordi vi har problemer med vores selvværd, mangler tillid til andre, har konflikter med vores forældre, er i krise, bliver svigtet eller ikke kan finde kærligheden i vores liv, så sker det i et ekko fra det psykiske dyb, som Freud prøvede at kortlægge.

I dag ved vi godt, at et menneske ikke kun er det vi kan se og opleve på overfladen, og det som mennesket selv er bevidst om. Alle mennesker er en hel verden, og størstedelen af os ligger hen i det ubeviste og fremmede – også for os selv. Derfor bliver man aldrig færdig med at lære hverken sig selv eller andre at kende. Ukendte kræfter fra vores eget dyb virker på os, holder os tilbage, skubber os frem, taler kærligt til os eller skælder ud. Hernede i dybet ligger kilderne til vores motivation og inspiration, glæde, angst og lykke. I det ubevidste findes det kompas, som vi orienterer os efter i forhold til andre mennesker, her er der både larmende alarmklokker og lokkende amoriner, forestillinger om kærlighed og fantasier om blodbade. Et menneskes muligheder for udvikling og selvforståelse stopper ikke før på den yderste dag. Dén erkendelse kan vi takke dagens fødselar for.

De gamle grækere sagde »Kend dig selv«. Siden har vi forsøgt at finde ud af, hvem vi er, og hvorfor vi er som vi er. Religionerne har givet én type af svar ved at få mennesket til at kikke op mod himlens guder. Freud anbefalede, at vi kikkede i en anden retning – nemlig indad, og fandt »Kongevejen« til det ubevidste. Og det, vi møder herinde, i vores eget dyb, kan være ligeså uendeligt og fremmede, som det himlen kan byde på.

Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer

Danmark indtager en topplacering på listen over de »bedste lande i verden«. På FNs seneste Human Development Index indtager Danmark således en plads som nr. 5. På denne rangliste handler det ikke udelukkende om økonomi. Der tages også hensyn til faktorer som forventet levetid og antal år på skolebænken. Her kunne historien så slutte, specielt hvis man ville have den til at ende godt, som et vaskeægte dansk eventyr. Men der er en sten i skoen, måske endda en hel grusbunke.

Hvis der kan tales om en tidsånd, så må den beskrives som noget i denne retning: Flere og flere mennesker oplever, at der er noget vigtigt, som går deres liv forbi. Mange føler sig fanget i konflikten mellem arbejde og behovet for at få mere tid til livet i bredere forstand; de ting, som de dybest set mener virkelig betyder noget her i tilværelsen. I det moderne højhastighedssamfund modvirker kravet om effektivitet, hurtighed og forandring imidlertid opnåelsen af den fylde, som vi også gerne vil have ud af livet. Det er den erfaring, som John Lennon bedre en nogen har beskrevet med ordene: »Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer.«

Og netop i denne uge er der så igen en ny undersøgelse, der konkluderer, at stress bliver et endnu større problem: »Konkurrencen er blevet hårdere. Der er ikke den samme tid, som der har været førhen, hvor man bedre kunne tage nogle pauser og gøre tingene i sit eget tempo.«

Hvis man nu ikke længere kan gøre tingene i sit eget tempo, i hvis tempo er det så, at man skal gøre dem? Det er i markedets tempo, hvor en af de ledere der er blevet interviewet til undersøgelsen siger, at vi hele tiden skal »forny os, og det går sindssygt stærkt. Det er ikke alle medarbejderne, der er klar på den rejse.« Nu er det jo heller ikke lige en rejse, som man selv har bestilt, men ofte en, som man nærmest er blevet tvangsudskrevet til.

Der er imidlertid ikke nogen trøst at hente. Mange af de adspurgte ledere mener, at det i fremtiden vil blive endnu værre med stress. Men stress handler ikke bare om, at medarbejderne har travlt, alt for travlt. Travlheden, den nærmest sanseløse travlhed, er en dødbringende cocktail bestående af »dårlig ledelse og for høj arbejdsmoral,« som en psykolog med speciale i stress formulerer det.

Måske sammenfattes dette ganske godt i citatet fra en FTF-undersøgelse: »Medarbejderne lider, mens lederne forandrer.«

Derfor er det alt for let at sige, at det er medarbejdernes personlige ansvar at sige fra. Eller at det ikke er et problem, men en udfordring, fordi det ikke bliver anderledes, som en arbejdspsykolog sagde på et møde, jeg overværede. Det er en helt forkert adressering af problemet, hvis der skal gøres noget, så stress, nedslidning og følgesygdommene ikke bliver fremtidens største helbredsmæssige problem, både fysisk og psykisk. Det svarer jo til at sige, at hvis du ikke kan lide lugten i bageriet…osv. Men måske ligger det slet ikke i kortene, at ledelsen for alvor skal tage sig af den slags problemer. Måske er medarbejdertrivsel og strategisk ledelse to helt forskellige domæner?

Det er jo ellers ikke fordi der mangler fokus på ledelse og lederuddannelse. Men for mange ledere er personaleledelse langt mindre interessant end strategisk ledelse, planlægning, innovation og effektivitetsmaksimering. Ofte glemmes det imidlertid, at medarbejderne ikke blot er skakbrikker, der kan flyttes rundt på uden konsekvenser – også for virksomhedens omsætning, innovative styrke og effektivitet. Hvis ledelsen stiller krav om en produktivitet, som der simpelthen ikke er personalemæssige ressourcer til at efterkomme, så er der noget galt med ledelsens evner til at prioritere. Og dét kan ikke undgå at ramme virksomheden i dens helhed, på både kvalitet og omsætning. Det strategiske skal naturligvis gå op med ressourcerne, hvis der skal være en form for bæredygtighed på længere sigt.

Dette gælder både på det private og det offentlige arbejdsmarked. Men begge steder har ledelsen svært ved for alvor at få sat fokus på medarbejdernes trivsel. Tilsyneladende er det ikke et vigtigt element i de mange lederuddannelser, at der skal være et balanceret samspil mellem strategiske effektivitetsmålsætninger og de personalemæssige ressourcer og medarbejdernes trivsel.

Høj vækst og høj hastighed er elementer i samme ligning for virksomhedens succes. Det betyder forandring på forandring, omstrukturering efter omstrukturering, øget tidspres og konstante krav om innovation. Medarbejderne oplever imidlertid ofte, at alt dette ikke resulterer i øget kvalitet, men i øget tidspres og både psykisk og fysisk nedslidning.

Disse hastighedsimpulser har en epidemisk effekt. De spredes ud over den sociale verden og ind i de individuelle sfærer. Accelerationen resulterer i store tidspolitiske konflikter mellem forskellige livssfærer. Men der er ikke nogen helle, man kan trække sig tilbage til for at få lidt ro eller en pause til eftertanke. Og så alligevel; der er ét sted, et midlertidigt fristed, som desværre også lige netop er symptomet på en syg samfundsmæssig udvikling. Det sidste legitime rum for tilbagetrækning, opbremsning og periodisk accepteret langsomhed – det er sygdommen, nedbruddet, sammenbruddet. Den sygdom, som er konsekvensen af højhastighedssamfundet, er blevet dette samfunds refugium. Og mange mennesker når først frem til eftertankens ro, når de på grund af stressrelateret sygdom møder op i dette refugium for en kortere pause.

I en undersøgelse blev 800 psykologer spurgt, hvad det i hovedsagen er for nogle problemer, som deres klienter møder op med i konsultationen. Svaret er skræmmende: 75% af klienterne kommer med stress og dårlig trivsel på grund af deres arbejdsplads. Som en af psykologerne siger, så var det for nogle få år siden først og fremmest problemer med skilsmisse, kærlighed og sorg, der var problemet. Men i dag kommer folk ikke så meget med den slags private problemer. Nu er det problemer, som knytter sig til deres arbejde. Men så er det jo alligevel ikke kun arbejdsrelaterede problemer. Nu er disse problemer på vores arbejdsplads i meget stor udstrækning også blevet problemer i vores private liv – i hele vores liv, som desværre ofte forveksles med arbejdslivet.

Polyamory – The Future of Love?

Scientific American er et anerkendt internationalt tidsskrift, der skriver om den nyeste videnskabelige og teknologiske udvikling. Derfor er det måske også lidt overraskende, midt i det hele, at støde på en artikel om kærlighed. Men på samme måde, som alt andet, har kærligheden naturligvis også udviklet sig op igennem historien. Kærligheden har til alle tider optaget mennesket, uanset hvordan den så ellers har vist sit ansigt.

Artiklen viser da også, at kærligheden stadig udvikles og forandres. Først og fremmest tyder noget på, at kærlighedens mængdelære er under udfordring: Tosomheden er ikke nødvendigvis den eneste og rigtigste måde, at udleve kærligheden på. Psykologer og sociologer er således begyndt at kikke nærmere på det, der kaldes “polyamory.” Ordet “poly” betyder mange, og ordet “amor” betyder kærlighed. Et polyamorøst forhold er på den måde et kærlighedsforhold imellem flere end to mennesker; tre, fire eller måske flere.

Polyamory adskiller sig fra swingere ved ikke, at være knyttet til uforpligtende sex med partnerbytte men ved først og fremmest, at bygge på forpligtende kærlighedsforbindelser imellem alle involverede. Polyamory er derfor heller ikke bare et såkaldt “åbent forhold.” Der er tale om en familie, som blot består af mere end to voksne, og hvor alle har kærlighedsbånd til alle – og naturligvis også seksuel tilknytning til hinanden. En polyamorøs familie kan således f.eks. bestå af en kvinde og to mænd eller af en mand og tre kvinder med kærligheds- og seksuelle bånd på kryds og tværs – altså bånd, som inkluderer alle og derfor også knytter sig til, at nogle af parterne får udlevet deres biseksualitet i det polyamorøse forhold. Der er simpelthen tale om en samlivsform, hvor hverdagen er, som i enhver anden familie – der er blot tale om flere involverede.Hands

Amerikanske sociologer regner med, at der er over en halv million af den slags polyamorøse forhold i USA. Men sandsynligheden taler for, at der er mange flere. I forhold til samfundsnormerne er det nemlig langt mere acceptabelt, at to mænd eller to kvinder lever sammen i et homoseksuelt forhold, end f.eks. tre eller fire mennesker lever sammen i en polyamorøs familie. Derfor forsøger mange sandsynligvis, at skjule deres polyamory. En kendt anbefaling blandt polyamorøse er da også, at åbenhed i forhold til omverdenen ikke altid er en ubetinget anbefaling.

Det er naturligvis ikke kun i USA, at kærligheden udtrykker sig igennem polyamorøse forhold. Det vil ikke undre mig, hvis der blandt denne blogs læsere er nogen, som kender nogen, der lever polyamorøst, selv om det måske ikke sker for helt åbent tæppe. Det er deres valg. Kærligheden har altid langt flere ansigter end man kan forestille sig – og det er jo svært at have noget imod, at den dyrebare kærlighed deles imellem mange.

Den amerikanske psykolog Deborah Anapol har forsøgt, at give en samlet beskrivelse af polyamory i bogen “Polyamory in the Twenty-First Century.” Kort sagt bygger polyamory naturligvis på den levede og positive erfaring af, at man kan have dybe kærlighedsforhold til flere mennesker på én gang. Kærligheden bliver ikke mindre af, at blive delt imellem tre eller fire, og ikke kun imellem to. Kærlighed behøver ikke, at være defineret eksklusivt, men kan også være inklusiv. Kærlighedsbåndene i et polyamorøst forhold er ligeså dybe, stærke og seriøse, som imellem to mennesker i et mere traditionelt forhold.

Parterne i et polyamorøst forhold har ikke kun fundet sammen af seksuelle årsager, men først og fremmest, fordi de elsker hinanden og er knyttet følelsesmæssigt sammen. Som i alle andre kærlighedsforhold betyder det seksuelle naturligvis også meget i det polyamorøse forhold. Men de traditionelle spørgsmål til et polyamorøst forhold: “Så knalder I vel hele tiden, og er det ikke skide frækt at se to eller flere kvinder/mænd sammen, eller hvordan gør I?” giver ganske enkelt ikke nogen mening. På samme måde, som kærligheden har mange ansigter, har seksualiteten det også. Men ligesom i et helt almindeligt to-personers forhold er polyamorøs seksualitet knyttet til, at den finder sted imellem mennesker, som elsker hinanden, men som også skal forholde sig til, hvem der køber ind til aftensmaden, og om katten har fået mad.

Den amerikanske professor i social-psykologi Bjarne M. Holmes har bl.a. undersøgt, hvad der følelsesmæssigt karakteriserer en polyamorøs relation, for at finde ud af, om andre kunne lære noget af den måde, som disse familier håndterer dagliglivets udfordringer på. Faktisk viser det sig, at de polyamorøse familieformer måske kan komme med nogle svar på en række af de problemer, som parterapeuter ofte møder i monogame forhold.

De polyamorøse gør nemlig ofte mange af de ting, som vil styrke ethvert forhold. Måske fordi de polyamorøse så tydeligt er tvunget til det, hvis familietrioen eller -kvartetten skal fungere og holde sammen. Og netop det med at holde sammen, undgå utroskab, svigt o.l. er selvfølgelig lige så vigtigt for det polyamorøse forhold, som for det monogame. At der er flere i det polyamourøse forhold betyder ikke, at båndene er løsere. Den følelsesmæssige og seksuelle binding er lige så stærk, som i det monogame forhold.

Typisk for et polyamorøst forhold er, at der samtales og kommunikeres meget og intenst, siger Bjarne M. Holmes. Netop fordi balancen imellem parterne er helt afgørende er det vigtigt, at stærke følelsesmæssige begreber, som tillid, ærlighed, åbenhed, sandhed, gensidig involvering, sammenhold, indbyrdes forståelse, respekt og følelsesmæssig nærhed hele tiden bliver gjort tilgængelige ved hjælp af samtale og kommunikation. I disse forhold forbliver ganske få følelser og stemninger uudtalte. Der kommunikeres hele tiden igennem tale, berøring, sms, mails, telefon – for at sikre balancen, tilliden og åbenheden imellem parterne i det polyamorøse forhold.

Bjarne M. Holmes mener derfor, at mange monogame forhold kunne lære noget af den måde, som de polyamorøse forhold fungerer på nede i maskinrummet. For også i det monogame forhold handler det om balance, tillid og åbenhed imellem parterne. Holmes mener imidlertid, at de polyamorøse forhold ofte er mere optaget af et fælles dybdeengagement i udforskningen af følelserne end mange monogame forhold, fordi det omgående bliver tydeligt, hvis en ubalance rammer forholdet, idet én af parterne så lige pludselig havner i en “uden-for-tilstand,” som kan blive livstruende for hele forholdet.

Men sådan er det jo også med monogamiens tosomhed. Bare fordi man her kun er to er der jo ikke mere kærlighed til deling end der er, hvis man er tre eller fire. Og kærligheden imellem to er ikke nødvendigvis stærkere end den er imellem tre eller fire. Måske kan man sige, at i et polyamorøst forhold er der flere til hele tiden, at “tage vare” på det vigtige, hele tiden nogen, som får øje på, hvis en begynder at føle sig ude, svigtet eller glemt. Hvem skal gøre det i en tosomhed, hvor den der glemmes eller svigtes jo netop bliver glemt eller svigtet af den anden part, som i sagens natur ikke helt oplever det, fordi det jo er ham eller hende, der glemmer eller svigter?

Det er denne bevidste og konstante udforskning af det polyamorøse forholds følelsesliv, som mange monogame forhold kunne lære lidt af, mener professor Holmes. Artiklen i Scientific American beskriver naturligvis ikke polyamory som et fremskridt på kærlighedens område, på samme måde som en teknologisk opfindelse kan være et fremskridt. På den måde kan man ikke tale om fremskridt for vigtige følelser, som kærlighed. Men der er dog en pointe at hente i artiklen, som gælder al kærlighed og ikke kun den polyamorøse, mener Holmes:

I polyamorøse forhold bruges der bevidst ekstraordinær meget tid på at samtale og kommunikere. Denne tid er bevidst tilvalgt i mange af disse forhold på bekostning af mulighederne for øget økonomisk velstand og karriere. At være sammen, at tilbringe tid i fællesskab, at samtale o.l. koster penge og måske endda karrieremuligheder. I det polyamorøse forhold er dette ofte bevidste til- og fravalg i bevidstheden om, at kærlighed koster tid, og at vedligeholde kærligheden koster endnu mere tid. Polyamory er en livsform, som er meget bevidst tilvalgt, mens monogamien nok ofte vælges, fordi den er et bærende træk ved vores kultur.

Som enhver parterapeut i dag ved er det netop manglen på bevidste valg omkring tid og ikke mindst fællestid, som tit kaster kærligheden ud i krise. Måske er den polyamorøse kærlighed ikke The Future of Love for alle. Men tit vil det i hvert fald være sådan, at The Future of Love i mange familier afhænger af det, som polyamorøse ofte er meget bevidste om: Prioriteringen imellem tid, kærlighed, samvær og økonomi.

 

Litteratur

Deborah Anapol: Polyamory in the Twenty-First Century – Love and Intimacy With Multiple Partners, Rowman & Littlefield 2012.

Kai Aalbæk-Nielsens fire bind om kærlighedens historie er udgivet på Gyldendal i perioden 1999-2003.

Palle Ove Christensen & Svend Nielsen (red.): Kærlighedens ansigter. Fra førromantik til vore dage, C.A. Reitzels Forlag 2002.

Poul Henningsen og Ove Brusendorff: Erotikkens historie i tekst og billeder, Thanning & Appels Forlag 1966-1967.

Elisabeth Sheff: The Polyamorists Next Door – Inside Multiple-Partner Relationships and Families, Rowman Littlefield Publishers 2015.

Lidelse

Alle ønsker at undgå den. Alle frygter den. Alle søger at bekæmpe den. Men alle rammes alligevel af den. Det handler om lidelsen; måske det ældste problem i den menneskelige eksistens. Det er lidelsen, som Jobs Bog i Det Gamle Testamente handler om: ”Et menneske, en kvindefødt, har et kort liv, mættet med uro. Han folder sig ud som en blomst og visner, han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå…”.

Selvfølgelig har mennesket til alle tider været konfronteret med lidelse. Men tydningen af denne lidelse har ikke altid været den samme. I hvert fald er det nyt, når vi i dag taler om, at undgå lidelse, og at lindre lidelse, som et mål i sig selv. Hvis vi et øjeblik holder os til mennesket i Det Gamle Testamente, så kan vi i hvert fald se, at det tydede livet ganske anderledes end vi gør i dag. Først og fremmest var livet ikke noget, der var i menneskets besiddelse. Mennesket ejede ikke livet, som Johannes Sløk skriver. Livet kom til mennesket, det blev skænket og kom mennesket i møde. Omvendt antager vi i dag på det nærmeste, at vi har en form for ejendomsret over vores liv. Dette er to helt forskellige tydninger af livet, som også resulterer i to væsensforskellige tydninger af lidelsen.

Det gammeltestamentlige menneske var ikke godtroende og lukkede trods religiøs fromhed ikke øjnene for de lidelser, som livet mødte det med. Men den menneskelige eksistens blev også tydet som noget, der dukkede ud af et hemmelighedsfuldt mørke, som den atter vil forsvinde ind i. Det digtes der om i Salmernes Bog: ”Menneskets liv er som græsset,/ det blomstrer som markens blomster;/ når vinden blæser over det, er det der ikke mere,/ dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.”

Den tyske teolog Rudolf Bultmann skriver bl.a. om, hvordan det gammeltestamentlige menneske må have oplevet, at skæbnen legede en gådefuld leg med det. Det kunne resulterer i den indstilling, som vi kan se mange steder i Bibelen, at det slet og ret går mennesket, som fortjent: De gode bliver belønnet, de onde bliver straffet. Selv om det ofte ser omvendt ud, så er det dog den retfærdige Gud, som både ser og dømmer. Lidelsen kunne således mødes med en resigneret tro på skæbnen og ikke mindst på den retfærdige Gud.

Dette kan vi naturligvis vælge at kalde naivt, og det er jo i hvert fald et tydeligt udtryk for, hvad religionen og troen kan gøre for mennesket, nemlig give lidelsen en forklaring og tilmed dulme den gennem resignation. Men hvad med det moderne lykkekrav? Er det omvendt helt uden naivitet?

Faktisk kan vi gå fra Jødedommens skrifter til de gamle grækere for at få en holdning til det spørgsmål. Herodot, der blev født cirka 480 f.Kr., var historiker og måske den første af slagsen. Han fortæller en historie om Polykrates, der var forfulgt af lykke og det i en grad, så det blev hans undergang. Lykken blev så at sige en anmasselse i forhold til hans liv i verden. Der var ganske enkelt ikke noget, som ikke udviklede sig lykkeligt for Polykrates. Han havde lykke i et så stort overmål, at selv da han bortkastede en meget kostbar ring, kom ringen ved et mirakel tilbage til ham. Den lykke, der klæbede sig til Polykrates, var så uhyggelig, at han mistede venner, bl.a. den ægyptiske kong Amasis. Men – selv Polykrates blev dog indhentet af lidelsen og led en frygtelig død.

Nu ved vi ikke om Polykrates havde forfulgt lykken med et krav om at erobre den, måske endda med et krav om, at lykken skulle holde lidelsen væk fra ham. Vi ved dog, at han blev bange, da lykken ikke åbnede en eneste sprække for lidelsen. Men hvorfor skulle man dog ikke ønske, at holde lidelsen væk, og ønske masser af lykke i stedet for?

Vi kan blive i det gamle Grækenland for at hente antydningen af et svar. Aischylos skrev et drama om Agamemnon, som i stor udstrækning handlede om mennesket stillet overfor lidelsen. I dette drama fortæller han om, hvordan erkendelse opstår ved lidelse. Men ikke kun ved lidelse. Mennesket opnår ikke erkendelse alene ved at lide, men ved at handle på denne lidelse. Den danske filosof Peter Kemp bruger dette som udgangspunkt i disputatsen Engagementets poetik, hvor han lysende klart oversætter det til ordsproget ”af skade bliver man klog’.’ Men selvfølgelig ikke kun af skade, men ved at uddrage viden af denne skade.

Det var det, som Aischylos kaldte erkendelse ved lidelse. Men vi må lige sige noget om, hvad lidelse egentlig betyder. Lidelse er det, livet rammer os med. Det, der rammer os fra et uudgrundeligt mørke, pludseligt, uden varsel, det, der ændrer vores livsbane uden at vi hverken vil det eller kan forhindre det. Ikke mærkeligt, at lidelsen er blevet kaldt både for skæbne og for tilfældighed. Digteren Erik Knudsen digtede om det på denne måde: ”Nu er jeg her/før var jeg der”. Nu er jeg syg, før var jeg rask. Nu har jeg mistet en kær, før var vi nær. Lidelse drejer sig om alt det, der rammer os, som vi siger: Sygdom, savn, sorg, tab, angst, frygt, smerte, død. Alt det, der rammer os, men som vi godt kunne have været foruden. Det, der rammer os alene i kraft af, at vi er i live, at vi eksisterer.

Erkendelse får vi dog ikke kun af at møde alt dette. Erkendelsen kommer ved at handle på det, som vi må bøje os for. Det drejer sig om den selvforståelse, vi som menneske kan udvikle, ved at engagere os i de givne vilkår, som Peter Kemp skriver. Op igennem filosofiens historie kan vi også se, at lidelsen i denne betydning har spillet en store rolle som det vilkår, mennesket kan uddrage viden fra. F.eks. skrev den franske filosof Gabriel Marcel, at man kan skelne mellem at betragte tilværelsen som et problem, man kan forsøge at løse og dominere, og tilværelsen som et mysterium, der griber mennesket og engagerer det. Dette engagement viser trofasthed overfor tilværelsen.

Vi skal ikke undervurdere lidelsen og slet ikke romantisere den, som en kongevej til filosofisk indsigt og viden. Lidelse er og bliver lidelse. Alligevel er der dog grund til at lytte til psykoanalytikeren Viktor E. Frankl, som havde overlevet et ophold i en af nazismens udryddelseslejre. Han mente, at det, at engagere sig i lidelsen, er livsvigtigt for mennesket, fordi intet menneske undgår den – altså fordi lidelsen er et af de dybeste grundvilkår i livet. Forsøger vi at undgå lidelsen, forsøger vi med andre ord også at undgå livet.

Men når vi taler om lidelse må vi også tale om med-lidelse. Det, at lide med en anden, at dele et andet menneskes lidelse. For måske er det denne med-liden, der trods alt kan gøre lidelsen til at bære; til at engagere sig i, i stedet for at afvise den, som et sort eksistentielt mørke.

Filosoffen Arthur Schopenhauer mente, at lige netop medlidenhed, er grundlaget for etikken. Han kaldte medlidenheden for et af menneskets særkender og anså medlidenhed for at være det samme som menneskelighed.

Når jeg underviser i f.eks. omsorg for døende hører jeg imidlertid ofte, at medlidenhed på det nærmeste er noget nedværdigende. På samme måde som med ordet barmhjertighed bryder mange sig ikke om ordet medlidenhed. Ofte bliver begge disse ord erstattet af begrebet empati, som i virkeligheden kommer fra det græske i lidelse. Men ofte udlægges empati som et fagligt og psykologisk begreb for at kunne sætte sig ind i andre menneskers tanker, følelser og problemer. Personligt vil jeg mene, at dette er langt vanskeligere end at med-lide i forhold til et andet menneske. I hvert fald er der en risiko for, at empati bliver et klinisk begreb, som overser Schopenhauers stærke understregning af, at etik og moral er utænkelig uden medlidenhed – og at medlidenhed er det, der gør os menneskelige.

 
Læs mere her:

Rudolf Bultmann: Jesus, Stjernebøgernes Kulturbibliotek, Vintens Forlag 1977.
Katie Erikson: Det lidende menneske, Munksgaards Forlag , København 1995.
Peter Kemp: Engagementets poetik, Forlaget Anis, København 2013.
Johannes Sløk: Kristen moral før og nu, Hans Reitzels Forlag, København 1963.

En spøgelseshistorie

1. Min far døde i 1979. Det var i oktober og man forstå sikkert, at det blev en trist jul det år. Jeg var 21 år gammel da han sammen med min mor gik ud for at lufte hunden og aldrig kom tilbage. Min mor blev enke i en alt for tidlig alder, nærmest på åben gade. Da lægen senere på natten kom for at give mig noget beroligende spurgte han, om jeg havde selvmordstanker. Nej, tværtimod – jeg tænkte kun på, hvordan jeg kunne overleve.

2. En trist jul – det var min mormors reaktion, da hun hørte om min fars død. Hun havde selv mistet sin mand i en ung alder. Men hun havde 7 børn, så de fremtidige julefester behøvede ikke at blive så triste. Min mor havde kun mig, og jeg var ikke meget bevendt. Jeg indså, at min far ville forfølge mig i resten af livet, hvis jeg ikke kunne blive venner med det spøgelse, som han snart blev, hvilket jo er svært, fordi spøgelser er karakteriseret ved fravær.

3. Det er lige bestemt dét, som spøgelser er: Fravær, som viser sig meget tydeligt, men alligevel ikke kan ses af andre end dem, som de er fravær for. I TV har jeg set en udsendelse, der hed ”Åndernes magt”. Den handlede om spøgelser, som man prøvede at filme. Men alt, hvad der kunne ses, var tomme stuer, og jo mere tomt der var, jo mere var det tilsyneladende bevis på, at spøgelserne eksisterede.

4. Tilstedeværelse er de levendes privilegium. Spøgelser er derimod fraværende i deres tilstedeværelse; et væsen, der fremtræder i tåget gennemsigtighed – i uhåndgribelig tilstedeværelse, som vi kan kalde en slags tæt-væk tilstedeværelse. Det er helt ligegyldigt om jeg tror eller ikke tror på spøgelser. Min far fik den slags tæt-væk tilstedeværelse, det fraværende nærvær, som spøgelser antages at være gjort af.

5. Min far blev til et spøgelse for mig, som igennem mange år repræsenterede den grundlæggende tomhed eller intethed, der på TV kaldes for ”Åndernes magt”. Selv det dummeste TV-program kan utilsigtet rumme en sandhed. I ”Åndernes magt” var sandheden ikke, at der eksisterer spøgelser uafhængigt af de levende, men at ”spøgelserne” paradoksalt nok dukker op, hvis vi ikke formår at ændre dødes negative fravær til positivt nærvær.

6. I mange år forblev min døde far så fraværende, at jeg ikke kunne bruge ham i livet, og det gjorde ham til mit spøgelse. Men livet er et fattigt sted, hvis det kun er beboet af de levende. Tænk på, hvor meget mennesket har gjort for at fastholde de døde i en relation til de levende. Fra kulter til gravpladser og mindesteder. De døde har faktisk en rolle at spille i vores liv – og det har ikke kun noget med religion at gøre. Det handler om livsfylde.

7. Gennem TV-serien ”Åndernes magt” forstår jeg, at spøgelser kan uddrives. De spøgelser, som jeg taler om her, skal imidlertid ikke uddrives. Problemet for mig var jo netop, at min døde far i dén grad var blevet drevet ud af mit liv. Og faktisk havde jeg brug for ham i livet, selv om han var død. Jeg kunne bare ikke finde nogen måde, at få ham ind i livet på igen. Så selvfølgelig skulle han ikke uddrives – tværtimod skulle han drives ind i mit liv igen.

8. Det var altså ikke en eksorcist, jeg havde brug for. Jeg manglede en, som kunne familiesammenføre mig med min afdøde far. Hvis vi et øjeblik godtager, at de døde er nødvendige for de levende og at døde, der forbliver fraværende, kan udvikle sig til spøgelser – ja, så skulle der altså det til, at den tomhed, som min far havde efterladt, fik en slags fylde, der kunne bruges som byggemateriale i mit eget liv.

9. Denne generobring af min afdøde far, i form af en ny følelse af nærvær med ham, er omvendt og positiv eksorcisme: Noget godt skulle drives ind i mit liv. Det tomrum, som han havde efterladt sig, blev på et tidsrum ganske langsomt fyldt op af en meget nærværende fornemmelse af tilgivelse (for hans død), accept (af hans fravær), medlidenhed (med hans skæbne), kærlighed (fordi han og min mor havde sat mig i livet).

10. Det betød, at jeg følte mig mindre ensom, mindre udsat og mere forsonet med mit eget liv. Ikke fordi min afdøde far blev uddrevet, som et gammeldags spøgelse, men fordi et godt og dygtigt menneske drev ham tilbage i mit liv. I dag er han et helt moderne spøgelse, som er ligeså usynligt, som spøgelserne i gamle dage – men som jeg til gengæld har et stort ønske om forbliver i mit liv. Han skal ikke uddrives, først så vil der for alvor igen blive tomhed.

 

Formateringsstress

I begyndelsen er livmoderen. Det univers, hvor zygoten – resultatet af befrugtningen, sammensmeltningen af ægcelle og sædcelle – udvikles til embryon, foster og menneske. Her, i moderskødets varme enhed, er fosteret ikke adskilt fra moderen. Livmoderen er stedet, hvor vi bliver til i enhed med omgivelserne, hvor der slet ikke er noget, som er omgivelse. Alt, som er – er ét – alt er enhed.

Der er ikke nogen bevidsthed om, at vi en dag bliver tvunget til at forlade det varme fostervand og gradvist selv må rejse os op for at skabe vores egen eksistenssfære. Det er fra livmoderen, at vi falder ud i verden, kastes fra det lille før-fødselskosmos til et større, og på alle måder ukendt omverdensrum. Er det derfor mærkeligt, at de dybeste og mest almene menneskelige erfaringer knytter sig til følelsen af at blive afstødt, udstødt, frastødt, forladt, efterladt, tabt?

Tegning af Leonardo da Vinci

Tegning af Leonardo da Vinci

Vi kan ikke huske, hvordan det var at blive revet ud af enheden i livmoderen. I hvert tilfælde ikke på den måde, som ordet ”huske” i almindelighed bliver brugt i sproget, nemlig som en erindring. Men vi kan ikke overhøre det, som dybdepsykologen Otto Rank allerede i 1924 skrev om fødselstraumets indflydelse på menneskets følelsesliv, og de resultater, som Stanislav Grof senere er nået frem til, ved at udforske fødselsoplevelsernes psykologiske konsekvenser.

Her skal vi ikke gå nærmere ind på disse dybdepsykologiske perspektiver, men blot bruge dem til at meditere lidt over det moderne menneskes eksistensvilkår.

Efter de første ni måneder i livmoderens beskyttende enhed, hvor barnet eksisterer i en boble af immunitet, er det at komme til verden en opgave, der varer resten af livet. Fra det indre kosmos til det ydre kosmos; faldet fra den totale enhed i livmoderen til den totale adskilthed – i hvert fald en adskilthed, der kun kan overvindes, hvis mennesker rækker ud efter hinanden og vi undertiden har mulighed for at trække os ind i en lille boble af immunitet, der i nogle øjeblikke skærmer os imod den fremmede og mystiske verden, der altid ligger derude og venter.

Mange af de små tilbagetrækningsforsøg, vi gør i løbet af en dag, er forsøg på at skabe immunitetsbobler, som bare et øjeblik kan skærme os imod det moderne menneskes største problem, nemlig formateringsstress – vanskeligheden ved konstant, at skulle være formateret til det store kosmos, det globale, ubegrænsede og uendelige kosmos, når man nu oprindeligt er formateret til det lille livmoderkosmos.

I langt de fleste menneskers liv krydses der klinger mellem disse store og grænseløse makro-kosmologiske perspektiver og forskellige versioner af det første mikro-kosmos i den veltempererede og beskyttende livmoderhule.

Oldtidens (og tidligere) verdensbilleder viste en version af denne menneskelige kamp for at komme til verden, hvor den fysiske fødsel ud af livmoderen blot er det første skridt, som overhovedet ikke gør det alene. Efter den fysiske fødsel kommer selvfødslen ind i en verden uden for den immunitet, som livmoderen skænkede. Oldtidens verdensbilleder og mytologi viste, at selv efter et menneskes fødsel, var det stadig i en slags moderskød. Ganske vist ikke i form af den biologiske moders, men i det metaforiske – i universets moderskød. Efter fødslen var alt stadig en ubrudt enhed – nu blot med den universelle livmoder, som bolig. Mennesket kunne fortsat opleve, at det levede i en indre livmoder, at det ikke var forstødt til en ukendt ydre og fremmed verden. Først i nyere tid opstår følelsen af ikke at leve i noget indre, men på en yderside, som mennesket kastes ud i ved fødslen, hvor det falder fra livmoderens indre rum ud i et ydre og fremmede rum.

Derfor er det karakteristisk for mennesket, at det altid forsøger, at skabe immunitetssikrende rum omkring sig. Disse bobler af immunitet er små og store rum, fysiske såvel som psykiske, hvor der både direkte og i overført betydning kan suttes på livgivende bryster, opleves øjeblikke af ro og usårlighed, af trøst og omfavnelse, af enhed og følelse af tilhør – men også skabes nationalistiske fortællinger om os og dem eller små hjem langt fra panikkens store scene. Med andre ord forsøg på at håndtere den formateringsstress, som kommer af modsætningen mellem vores oprindelige formatering til det små, det tætte og enhedsmæssige og kravet om omformatering til det store, splittede, uendelige og grænseløse i vores globale dagligdag.

Alle mennesker søger den slags immunitetssikrende rum, og det kan være alt fra fem minutter ekstra på toilettet, når det går værst til på jobbet, til sygdom, som en boble, hvor man ikke kan røres. Det er hårdt at leve i en grænseløs og grænseoverskridende verden, når man i sit udgangspunkt er formateret til livmoderens omfavnelse. Men noget andet udgangspunkt for mennesket findes ikke – i begyndelsen vil livmoderen altid være, og derfor vil det enkelte menneske ofte opleve, at det er mere følsomt end den verden, det lever i. Og derfor er det ofte angsten for ligegyldigheden, frygten for aldrig at komme rigtig i kontakt med andre mennesker, aldrig at få kontakt med verden, aldrig at finde ro, som fylder meget i menneskers sind.

På denne baggrund kan vi selvfølgelig beskrive oplevelsen af en brudt verden – mig og de andre, mig over for verden. Men tanken om, at i begyndelsen var livmoderen, kan også være udgangspunktet for en nærhedsetik, der bygger på den opfattelse, at i begyndelsen var relationen. Når vi falder ud af den ultimative relation i livmoderen, ud i verden, så falder vi også ud i hænderne på andre mennesker. Det er det, vi kalder omsorg, som det at tage vare på det faldende menneske; mennesket når det falder ud i verden – et fald, der varer hele livet – ud i hænderne på de andre, som også har oplevet faldet ud i verden.