Den moderne version af selvudvikling ender ofte som en slags forvirret selvindvikling. Først og fremmest fordi det er en udbredt misforståelse, at selvudvikling næsten udelukkende kommer fra én selv. Det lyder jo ellers logisk nok, at selvet må fylde meget, når det drejer sig om selvudvikling. Men selvet bliver tit reduceret til mig-selv, ikke mindst i de utallige selvhjælpsbøger og blandt de såkaldte eksperter, som sælger selvudvikling.

Men der er jo også den mulighed, at netop mig-selv må sættes lidt i parentes, hvis der skal være tale om selvudvikling. Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup har således skrevet, at i filosofisk forstand kan man kun møde sig selv i det, man ikke ventede og ikke var indstillet på. 

Dette perspektiv står i modsætning til den bølge af selvudviklingsprojekter, som tilbydes i dag, på kurser, i bøger og på velmenende hjemmesider. Her tages der ofte udgangspunkt i, at det enkelte menneske selv kan iscenesætte alt i livet – også kærligheden.

I en dansk bog, Elsk dig selv og bliv elsket, bliver læseren således præsenteret for følgende påstand: ”Hele livet igennem skal du være sammen med dig selv, så hvorfor ikke være din mest trofaste og kærligste ven? Ægte kærlighed kommer nemlig indefra. Når du opbygger et varmt og levende kærlighedsforhold til dig selv, vil du opleve hvor megen kærlighed, der pludselig kommer til dig udefra.” Det må vist betyde noget i retning af, at vi skal gøre os tilgængelig for andres kærlighed ved først at elske os selv. Jeg elsker mig selv, altså er jeg elskelig for andre.

På en af internettets utallige sider for selvudvikling hedder det ligeledes: ”kan du ikke elske dig selv, kan du ikke elske andre.” Den psykologiske logik er bestemt ikke tvingende og fører os absolut ikke til den grundlæggende menneskelige erfaring af kærlighed. Faktisk er den reelt eksisterende kærlighed et modbevis af påstanden om kærlighed, som produkt af egen selvudvikling. Kærligheden lykkes ikke ved et kup i form af selvudvikling. 

Den selvbedragene selvudvikling sætter fokus på den såkaldte selvkærlighed, som altså skulle være forudsætningen for den mellemmenneskelige kærlighed. For at kunne mødes i kærlighed med et andet menneske opfordres vi til først at arrangere et møde med os selv.  

Resultatet forekommer at blive et overfyldt selv, hvis kærlighedens genstand, som historisk set altid har været den anden, pludselig antages at være én selv. Kærlighedsmødet reduceres til noget, man selv kan skabe forudsætningerne for, ved at få coaching, så man bliver bedre til at elske sig selv og føle selvværd.

Det er indlysende korrekt, at manglende selvværd er et stort problem for mange, hvis ikke for alle, og måske endda et af de eksistensvilkår som gør, at vi faktisk rækker ud efter andre mennesker. Det unikt menneskelige er, at vi kan stille spørgsmål ved os selv, være selvkritiske, tvivle på os selv, spørge om vi er gode nok. Og helt sikkert, vi kan finde mange svar i vores eget indre. Men vi har først og fremmest brug for de andres blik. Tænk bare på det lille barns behov for at spejle sig i andres øjne. Selvudvikling foregår ofte med udgangspunkt i noget og nogen, som ikke er én selv. 

Og med hensyn til kærlighed: Når man bliver elsket af et andet menneske, bliver man tilført noget ubegribeligt, som netop gør, at man kommer til at se sig selv i et helt nyt lys. Kærligheden fra andre kan ikke lokkes frem ved at vi elsker og værdsætter os selv. Det er omvendt: Andres kærlighed kan opleves som en gave, næsten som noget ufortjent. Men når man mærker andres kærlighed, bliver det også lettere at holde af sig selv og tro på sig selv. Viser livets erfaringer ikke netop, at mødet med et andet menneskes kærlighed skaber et langt venligere og positivt selvbillede hos den, som bliver elsket?

Man kan anerkende og elske sig selv sig selv nok så meget. Men det er altid de andre, som gør forskellen – ikke én selv. Man behøver ikke at elske sig selv for at blive elsket af andre eller for at kunne elske andre. Kærlighed er to menneskers værk. Jeg kan ikke fremelske et andet menneskes kærlighed til mig, ved at øve mig i selvkærlighed. 

Al menneskelig erfaring taler imod den banale selvudviklingsplathed. Hvilken byrde er det ikke også at lægge på det enkelte menneske, at dets selvkærlighed skulle være forudsætningen for dets kærlighedsforhold til andre mennesker; forudsætningen for, at det overhovedet kan elskes og selv elske? Jeg vil hævde, at ingen kan elske sig selv, dertil er vores indbyggede selv-tvivl heldigvis for stærk. Kærligheden har altid en rettethed – ud og væk fra én selv. 

Faktisk havde jeg vist ikke et ret stærkt selvværd før jeg mødte kvinderne i mit liv. Efter møderne med dem tror jeg periodisk på, at jeg er god nok til andres kærlighed, men jeg elsker ikke mig selv, og kommer aldrig til det – for hvad i al verden betyder det? Det er et selvudviklings-bedrag, som ikke har noget psykologisk eller eksistentielt rationale. 

Kærligheden har altid en anden genstand end én selv; kærlighedssproget tilhører relationen mellem mennesker og har intet at gøre i det enkelte individs bedømmelse af sig selv. Sætningen ”jeg elsker mig selv” er nysprog, den er livløs, uden mening og uden betydning. Anderledes forholder det sig med sætningen ”jeg elsker dig.” Den er fyldt med liv, mening og betydning – netop fordi den kommer fra et andet menneske, og fordi det ikke er i min magt om den overhovedet skal siges til mig.

Kærligheden kan være en skabende kraft, som ændrer ens liv, alene fordi den kommer fra et andet menneske. På den måde er kærlighed en fremmed kraft i vores liv: Vi kan kun få den fra andre, aldrig fra os selv; og derfor kan vi også kun give den til andre, aldrig til os selv. Vejen til oplevelse af selvværd, accept af sig selv og kærlighed, går altid via andre mennesker.