Samfundstjeneste er en straf, som man kan idømmes, for at have begået kriminalitet. Ifølge straffeloven kan en ubetinget fængselsstraf i visse tilfælde ændres til mindst 30 og højest 300 timers ulønnet tjeneste for det danske samfund. 

Mens fængselsstraf isolerer de dømte fra samfundet, skal samfundstjeneste ideelt integrere dem i samfundet. I forbindelse med samfundstjeneste som straf argumenteres der for, at det skal og kan lære de dømte noget om vores fælles samfund, så de ikke begår kriminalitet i fremtiden. En repræsentant fra Kriminalforsorgens samfundstjenesterejsehold har således sagt, at “Samfundstjeneste fungerer godt og bidrager til samfundet.” Og en, som har prøvet det, siger, “Man ændrer ikke holdning, fordi man får at vide, at noget er forkert. Samfundstjenesten har derimod givet mig noget andet.” 

Her skal det imidlertid ikke handle om de forskellige straffeformer, vi har til rådighed. Men fra det strafferetslige begreb om samfundstjeneste kan der godt tænkes lidt videre: kunne det at gøre samfundet en tjeneste være en pligt for alle og ikke kun en straf for kriminelle? Den eftertanke dukkede tilsyneladende op i hovedet på Lars Løkke under den seneste valgkamp, men druknede i de mere medievenlige politiske ligegyldigheder.

Det er naturligvis ikke sikkert at det var straffelovens begreb om samfundstjeneste, som inspirerede Lars Løkke til tanken om borgerpligt. I Moderaternes partiprogram var der imidlertid et lille afsnit, som spillede lige ind i den klassiske problemstilling om forholdet mellem individ og samfund: “Det moderne Danmark er ikke kun truet udefra, men også af en begyndende mangel på sammenhængskraft. Vi lever i større og større grad vores liv sammen med mennesker, der ligner os selv samtidig med, at der bliver større og større diversitet i befolkningen.” På den baggrund skriver Moderaterne i deres program, at vi må til at tænke over, hvad medborgerskab betyder. 

Det forekommer som en god idé. Nu har vi jo i mange år talt om, hvad det bør kræve at blive statsborger i Danmark, hvis man kommer fra andre steder i verden. Undertiden har vi endda fået formuleret nogle krav, som mange etniske danskere ikke altid selv kan imødekomme. På den måde kunne det være godt at overveje, hvad medborgerskab skal betyde i fremtidens danske samfund – for alle.

Til det siger Moderaterne: “Medborgerskab kræver dannelse – og kræver, at man har mødt samfundets mange facetter. Det har man ikke nødvendigvis, hvis man populært sagt vokser op i en ’silo’ uden at møde det Danmark, der er udenfor eget postnummer eller socialt miljø.” Derfor vil Moderaterne styrke “medborgerskab, dannelse og sammenhængskraft gennem en ny ’borgerpligt’ for alle unge. Borgerpligten bygger på principperne fra værnepligten, men kan aftjenes i hele samfundet.” I et interview sagde Lars Løkke, at forslaget om borgerpligt grundlæggende handler om, at “man ikke skal være sig selv nok.”

Man behøver ikke at være enig med Moderaterne i ret meget, men ideen om borgerpligt burde alligevel have motiveret til en seriøs debat. Venstrefløjen forholdt sig imidlertid ikke til forslaget. Socialdemokraterne opdagede det sandsynligvis slet ikke, da de havde travlt med at gøre valgkampen helt upolitisk. Fra borgerlig side blev forslaget bl.a. kaldt for noget vrøvl. Og vrøvl var det først og fremmest, fordi det altid er noget vrøvl, hvis der stilles krav om en form for samfunds-forpligtelse hos borgerne: F.eks. skrev Martin Ågerup fra CEPOS skrev, at “Ideen om, at unge mennesker først gør noget, der er til gavn for samfundet, får dannelse og fremmer sammenhængskraften, når statslig tvang er involveret, er forvrøvlet og en fornærmelse af danskerne.”

Kritikken fokuserede generelt på det, der blev oplevet som en tvang til borgerpligt, hvilket angiveligt ville være udtryk for en krænkelse af individets frihedsrettigheder. Men friheden bliver en imaginær størrelse, hvis spørgsmålet om forpligtelse ikke tages alvorligt. 

Forestillingen om, at mennesket i sin essens kun kan realisere sig i uafhængighed og total frihed, er naturligvis ikke af ny oprindelse. I et historisk perspektiv er den imidlertid altid blevet modgået af et ganske enkelt spørgsmål: Hvad med de andre, som vores individuelle frihed faktisk er afhængig af? 

Omkring 40% af danskerne deltager i frivilligt arbejde, og at dette tal har ligget ret stabilt i mange år. Det viser naturligvis noget om, at danskerne gerne vil bidrage til fællesskabet. Men det er naturligvis også frivilligt. Det er imidlertid uklart, hvorfor en direkte forpligtelse på fællesskabet skulle undergrave vores frihed. Er det virkelig for abstrakt at skulle forestille sig, at ens frihed og andre lignende rettigheder, i et velfærdssamfund som det danske, netop bygger på fællesskabet? Problemet er måske, at vi har fået gjort den gensidige afhængighed så usynlig, at vi i hvert fald ikke selv vil forpligtes til at skulle tjene den, om det så blot er i nogle få måneder af vores liv. 

Et individ er ikke bare idealet om et jeg i fuld frihed, men også om et vi. Det er så let at sige: “jeg er dansker.” Men heri ligger der jo netop, at man er en del af et vi; ikke kun når vi vinder VM i håndbold, men i hverdagen, når man så at sige oplever sig som sig selv.

Det var patetisk at se, hvor lidt opmærksomhed ideen om borgerpligt fik. Ingen var interesseret i at undersøge eller diskutere det nærmere. Borger er vi tilsyneladende helt for os selv, hvilket faktisk underminerer hele forestillingen om et samfund. Vi lever altid i spændingsfeltet mellem at være indlemmet i et samfund og at være et individ med individuelle rettigheder, som f.eks. frihed og beskyttelse mod statslige overgreb. 

Men hvis ideen om tvungen borgerpligt, som udgangspunkt, antages at være et statsligt overgreb mod individet og en krænkelse af dets rettigheder, så må vi til at tale alvorligt om, hvad det vil sige at være borger i et samfund. På en eller anden måde må det være muligt at drøfte vores frihed under forudsætning af, at noget af den må deponeres i fællesskabet – hvis det med et samfund altså skal tages alvorligt. 

Samfundstjeneste er et strafferetsligt alternativ til fængsel. Men den overordnede idé, om periodisk at tjene sit samfund gennem en borgerpligt, skaber de rammer der skal til, for at vi kan leve sammen i relativ tryghed og frihed.