Mine Facebook-venner har i gennemsnit omkring 300 venner hver på den sociale platform. Et vigtigt forbehold er naturligvis, at det næppe er venner i traditionel forstand. I en formel ordbogsdefinition af begrebet “ven” hedder det bl.a., at det er en ”person som man kender godt og har et gensidigt tillidsfuldt og fortroligt forhold til.” I forhold til langt de fleste Facebook-venner giver denne definition ikke nogen mening. Heller ikke ordet ”bekendt” er dækkende, fordi det er en ”person som man kender og omgås en gang imellem.” 

Indholdstunge begreber som ”ven”, ”bekendt”, ”fællesskab”, o.l. er kun i meget begrænset omfang formateret til de sociale platforme. I online-livet mister disse ord deres oprindelige betydning, fordi det vigtigste er blevet at få maksimeret antallet af forbindelser. 

For ca. 30 år siden skrev den britiske antropolog Robin Dunbar at der er en biologisk grænse for, hvor mange stabile og nære relationer et menneske rent kognitivt er i stand til at opretholde på én gang. Han satte tilmed et tal på, som senere blev døbt  Dunbars number – og tallet er 150!

Dunbar nåede frem til dette tal gennem en række sociale, kulturelle og historiske undersøgelser. Men det var først og fremmest ved hjælp af evolutionspsykologien han viste, at der hos primaterne er en generel relation mellem størrelsen på neocortex og størrelsen på den sociale gruppedannelse. Og det var denne observation, som førte ham frem til hypotesen om de 150.

Robin Dunbar viste, at ratioen eller forholdet imellem størrelsen af neocortex og resten af hjernen hos primater, øges med størrelsen på de forskellige primaters sociale grupper. F.eks. har Tamarin-aben en hjernestørrelse-ratio på 2,3 og en gennemsnitlig social gruppestørrelse på omkring 5 medlemmer. Makaka-aben har en hjernestørrelse-ratio på omkring 3,8, med en ganske stor gennemsnitlig social gruppestørrelse på omkring 40 medlemmer.

På denne baggrund formulerede Dunbar en hypotese om den sociale hjerne, som i korthed lyder: Den relative størrelse af neocortex øges efterhånden som de sociale grupper bliver større for at opretholde de komplekse relationer, der er nødvendige for stabil sameksistens mellem gruppens medlemmer.

For menneskets vedkommende vurderede Robin Dunbar at 150 er det antal, som vi har biologiske forudsætninger for at kunne opretholde en meningsfuld og forpligtende relation til; om det så er i et jæger- eller samlersamfund, eller i et senmoderne samfund. 

Menneskets hjerne er altså ikke så stor, som tilfældet er, blot for at hvert enkelt individ på egen hånd skal have mulighed for skaffe sig livsrum i en fjendtlig verden. Faktisk skal vores hjerne hjælpe det enkelt individ med den sociale opgave det er, at kunne håndtere det store og komplekse netværk af relationer, som er nødvendigt, for at kunne leve og trives i verden. 

Der er naturligvis mange lag af intimitet i de relationer, som mennesker indgår i. Men iflg. Dunbar kan vi have intime og tætte bånd med mellem 5 – 15 venner, mens 150 altså er det antal, som vi kan opretholde meningsfulde og gensidige relationer med. Det betyder ikke, at vi er ude af stand til at have et langt mere omfattende netværk, men kun ved at gå på kompromis med kvaliteten, tilliden, tilknytningen og intimiteten.

I essayet “People Aren’t Meant to Talk This Much” analyserer den amerikanske professor i digitale medier Ian Bogost nogle konsekvenser af det moderne online-liv ud fra Dunbars præmis: Tech-giganternes entydige interesse er kvantitet. Brugerne af de sociale platforme skal motiveres til at komme i kontakt med endnu flere, skrive endnu mere, lægge endnu mere på nettet – og nå ud til så mange, at verden kommer til at virke uden grænser. De sociale platformes “giga-samfund” forudsætter svage sociale bånd. Stærke bånd tager for lang tid og vil bremse det menneske-flow, som tech-giganterne lever af at kapitalisere. 

Med modellen “circles of friendships”, fra bogen Friends (2021), illustrerer Dunbar forholdet mellem kvalitet og kvantitet i relationer på en måde, som også giver god mening i forhold til det sociale online-liv. 

Det senmoderne menneske er karakteriseret ved flere og flere ”svage” bånd, og det i et omfang, så betydningen af de ”stærke” tilknytninger næsten drukner. Midt i flodbølgen af ”venner” på de sociale medier viser undersøgelser, at mennesker alligevel savner venner – rigtige venner – og lider under det. 

Disse undersøgelser viser også, at venner har stor indflydelse på vores lykke, helbred og selv på vores dødsrisiko. F.eks. skaber tætte venskaber bedre muligheder for restitution efter et hjerteanfald. Her taler vi altså om de venskaber, som knytter sig til kvalitet og ikke til antal eller likes på de sociale medier, som faktisk kan skabe stress, usikkerhed og manglende selvværd, hvis der ikke er nok af dem. Med udgangspunkt i Dunbars model kommer spørgsmålet om ”det gode liv” derfor til at dreje sig om, hvor involveret du er med dine tætte venner og det nære samfund. 

”Dunbars number” giver mulighed for at kast lidt lys over det dilemma, at vi på den ene side lever i en grænseløs verden og har berøring med flere mennesker end nogensinde, men på den anden side ofte siger, at “verden er blevet for stor”, ”jeg føler mig ensom midt i vrimlen af mennesker”, “det er svært at finde rigtige venner”, “jeg kender mange, men så alligevel ikke”, “jeg har svært ved at skabe tillidsfulde relationer” o.l.

Først og fremmest er Dunbars model en ramme til forståelse af det, vi kan kalde det moderne menneskes formateringsstress: Måske har vi fået fejlformateret verden, så den ikke længere passer til menneskets biologiske styresystem i form af vores sociale hjerne, som mange efterhånden oplever er ved at nå overbelastnings smertepunkt.