Helvede og Himmel – det er de andre

Så snart vi bliver bevidste om os selv, begynder vi at sammenligne os med andre, og efterligne det vi ser. Hvis man ikke gør det, kommer man ikke nogen steder. Aristoteles skrev i ”Poetikken” for omkring 2300 år siden: “Det at efterligne er nemlig medfødt for mennesket lige fra barn af… ”Det er klart, at hvis man altid og udelukkende gør det, så kommer man på gale veje. Men menneske bliver man kun ved at spejle sig i andre. 

Den nyfødte må både spejle og sammenligne sig med andre for at blive menneske. Men også senere i livet har vi hele tiden brug for andre mennesker. Vi spejler os i dem, indgår i livsvigtige relationer, i anerkendelsesforhold, dannes gennem tilnærmelse og afvisning, afgrænsning og overskridelse i forholdet til andre mennesker. 

Men det med ”de andre” er altid en svær balance. Det er et dilemma, at andre mennesker betyder så meget for vores selvfølelse, oplevelse af selvværd, anerkendelse, humør og i det hele taget for vores samlede psykiske habitus. 

Man kunne måske lokkes til at håbe på mere stabilitet i livet, hvis man formåede at være mindre afhængig og påvirkelig af andre, mere fri og selvberoende. Dagligt flyder de sociale medier da også over med opslag om vejen til selvrealisering; hvordan man får mere selvtillid, selvværd og ikke mindst, hvordan man bliver uafhængig af andre. Med nogle få variationer er overskriften, at andres syn på dig er ligegyldigt, at du frygtløst blot skal være dig selv i enhver relation, blive uafhængig af de sociale bånd, tage kontrollen over dem og have selvtillid. 

Det er fristende at beskrive dette menneskesyn, som en moderne og naiv fortolkning af Jean-Paul Sartres skuespil Lukkede døre, hvor han skriver, at helvede er de andre. Her viser Sartre, hvad der sker, når det enkelte menneske bliver sig bevidst om, at det er et objekt for andres blik; at det bliver set af andre, og ikke kan undgå det. Altså bevidstheden om, at man er udleveret til andre menneskers blik og dom. 

Photo by Georgi Sariev on Unsplash

Herfra er der jo ikke langt til det selvransagende spørgsmål, som også rejser tvivlen i ens sind: Hvad er det så de andre ser? Man bliver bekymret for sig selv; hvad er det for et menneske, man gerne vil have de andre til at se? Kan man skjule sine skrøbeligheder, sin usikkerhed, sit manglende selvværd? Hvis man ikke er opmærksom på alt dette ender det måske med, at man bliver dømt og defineret af de andre. Den frygt er der vist ikke mange, som ikke kan nikke genkendende til.

Sartre lufter ikke nogen forestilling om, at det enkelte menneske kan kappe båndene til ”de andre.” For Sartre er det et vilkår at være udsat for andres blik, bedømmelse og domme; altså at være udleveret til det ”helvede”, som usikkerheden i forhold til andre kan skabe for et menneske. 

Vi kan naturligvis frit forholde os til det, at vi er objekter for andre mennesker. At eksistere betyder at træde frem for andre og for sig selv. Hermed løber man en risiko, for det er ”de andres” blik, man træder frem for, og først ved at træde frem bliver man sig selv. At blive sig selv er altså noget, man bliver sammen med andre. Som sagt, dette er altid et risikabelt foretagende; og man kan også lade være. Men hermed mister man noget af sig selv, fordi man først for alvor bliver sig selv, ved at se sig i andres øjne. 

I Sartres perspektiv kan man ikke overvurdere ”de andres” betydning for det enkelte menneske. I hvert fald ville Sartre aldrig have forstået det nutidige udbud af kurser, som netop tilbyder undervisning i, hvordan man kan undgå at lade sig påvirke af andre mennesker, så man bliver autentisk, virkelig sig selv, måske endda den stærke ener, det uafhængige og frie selv – mig!

Vi er på godt og ondt forviklet med hinanden, uanset om vi vil det eller ej. Menneskets eksistens er lig med sam-eksistens. Selv om begrundelsen er en helt anden, giver det derfor god mening, når dronningen omtaler sig selv som ”vi”. 

At være betyder at være med. Ikke i betydningen, at man er sammen med nogen, altså et ”mig” og et ”dem”. Her skal man fokusere på ordet ”med”. I almindelighed betyder det jo, at man så også kan være uden. Sådan er det bare ikke i eksistentielt perspektiv. Her er man altid med, og aldrig uden ”de andre”. Dette ”med” er i min kerne, eller rettere det er min kerne. Det kan selvfølgelig hævdes, at alt dette er en leg med ord og blot nogle sproglige spidsfindigheder. Men denne med-væren er det som altid gør, at vi ikke på nogen måde kan snige os udenom, at vores liv er under konstant påvirkning af ”de andre”. 

Båndene til andre mennesker er det, som kan være et helvede. Det er ikke mange problemer vi ville have, hvis det ikke var for ”de andre.” Altså Sartres helvede. Selve dette udsagn er både korrekt og komplet vanvittigt. Det vanvittige ligger i den meningsløshed, som åbnes ved det blotte forsøg på at tænke eksistens, uden også at tænke denne eksistens i perspektivet af – sam-eksistens.

Og jo, denne påtvungne og uomgængelige sam-eksistens er ofte et helvede. Og andre gange er den himmelsk. Hvor mange glæder kommer spontant indefra, fra os selv, og ikke suverænt udefra, gennem sam-eksistensens bånd – fra vores uundgåelige helvede og himmel – de andre?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s