Eksistensens lyssprække

Man skal leve nogle år før det går op for én, at man er født. Begyndelsen kommer man kun til at kende på anden hånd. Man får alting at vide bagefter; hvordan ens forældre mødte hinanden, hvordan de forberedte sig til fødslen, hvordan den forløb, hvordan man var som barn i en tid og nogle omgivelser, som man ikke kan huske osv. osv. Men ens personlige historie er godt i gang allerede længe inden man overhovedet kommer til verden og selv begynder at medvirke til de efterfølgende generationers historie. Man fødes meget ung ind i en meget gammel verden.

Vi lever i mellemrummet mellem to evigheder, fortiden og fremtiden. Men det er ikke så tit, at vi rammes af kronofobi, frygten for tidens gang, alene fordi vi tænker på tiden før vi blev født. Det sker oftest når vi kommer til at tænke på tiden efter os, altså på vores død, hvor verden fortsætter, som om intet var hændt. 

Forfatteren Vladimir Nabokov fortæller i erindringsværket Min europæiske ungdom om en ung mand, som bliver grebet af panik da han opdager nogle hjemmelavede film, fra tiden før hans fødsel. Han kan genkende stedet for optagelserne, som det, der skulle blive hans barndomshjem, og på de gamle film ser han sine forældre og mange andre, som han genkender; men selv er han fraværende, og ingen ser ud til at sørge over hans fravær. Han føler sig lukket inde i tidens fængsel – nutiden – omgivet af mørke på begge sider.

På den ene side den ubegribelige, nærmest uendelige tid inden ens fødsel, hvor man ikke var savnet, og end ikke til stede som en støvet erindring. På den anden side evigheden efter ens død, hvor man højest i et par generationer kan huskes personligt og måske direkte være savnet gennem andre menneskers erindring.

Disse to store hemmelighedsfulde åbninger, fødslen, hvor vi smutter ind i verden og døden, hvor vi træder af, sætter rammerne for tilværelsen. “Vuggen gynger over en afgrund,” sagde Nabokov og beskrev den menneskelige tilværelse, som en kortvarig lyssprække mellem de to evigheder: tiden før vores fødsel og tiden efter vores eksistens.

Jeg kan huske da mine to børn begyndte at finde ud af, at de ikke altid havde været her, men at deres personlige historie omvendt heller ikke først begyndte med deres egen fødsel. De sad ofte og kikkede på billeder af begivenheder, som fandt sted lang tid før deres fødsel, og de henfaldt let til en undren over, at de ikke selv var med på billederne: “Hvor var vi henne da det her billede blev taget?” 

Det korte svar kunne jo være ”I var ingen steder.” Men den slags spørgsmål er vigtige at dvæle lidt mere ved, fordi alene refleksionen over dem modvirker en fuldstændig tillukning af det enkelte menneskes individuelle eksistens. Børnene får så at sige oplyst deres individuelle eksistens gennem strålerne fra fortiden, fra den gang verden var uden dem. 

Måske skaber det endda oplevelsen af en form for slægtskab med nogen og noget, som beboede verden før én selv. En levende fornemmelse af den fortid, som man ikke selv var en del af, kan skabe eksistentiel mening i den nutid, hvor man lever sit individuelle liv, og kan modvirke følelsen af kaos, rodløshed og manglende sammenhæng – også fordi den skaber forudsætningerne for et ansvarligt slægtskab med de endnu ufødte, som vi lige her og nu er ved at tilrettelægge verden for.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s