Kun mennesker kan redde mennesker

Dem der mener, at politik og menneskerettigheder ikke burde blandes sammen med VM i fodbold, svarer til dem der mener, at vi skal nyde det dejlige vejr, som klimaforandringerne resulterer i, uden at spolere nydelsen med deprimerende politisk snak om klodens overlevelse.

Den professionelle sportsverden har for længst mistet sin uskyld. Qatar ville naturligvis ikke have VM i fodbold, bare fordi det er hyggeligt med lidt bold, men fordi det har enorm politisk betydning. Alene som sport kan professionel fodbold ikke længere anerkendes; det handler om milliarder af kroner, om investeringer, om reklameværdier, brands, betting, gambling – og ikke mindst om politik, politisk legitimitet og magt.

Det er ikke sjovt at kikke på fodbold når man ved, at det er politisk og økonomisk korruption, som har skaffet VM til Qatar, når man ved, hvordan menneskerettighederne er blevet krænket og hvordan det har kostet menneskeliv, at opbygge den infrastruktur, som udelukkende tjener det politiske mål, at få verden til at glemme, hvordan mennesker bliver behandlet i et religiøst diktatur. 

Man kan sige, at VM i fodbold er opium til verdensbefolkningen, selv om det naturligvis ikke kun er ved VM i fodbold, at der kan opleves et moralsk underskud. Men i Qatar har hverken den internationale fodboldorganisation eller værtsnationen selv skjult, hvordan det handler om politik, penge og et diktatorisk regimes ønske om at legitimere en brutal magtudøvelse. Ethvert tilløb til at tematisere menneskerettighederne er blevet imødegået og forbudt af arrangørerne, og elskværdigt tilbageholdt af de deltagende nationer. 

De mennesker, som de store menneskerettighedserklæringer og -konventioner adresserer, er ikke bestemte grupper af mennesker, men alle mennesker. I FN-erklæringen om menneskerettigheder, som enstemmigt blev vedtaget i 1948, hedder det: “Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.” Der er altså tale om alle mennesker, ingen står uden for. 

Men hvor sandt er det i virkelighedens verden, at alle mennesker er lige? Eller blot, at alle mennesker overhovedet bliver betragtet som menneskelige? Måske er det som George Orwells skrev i romanen Kammerat Napoleon, at “alle er lige, men nogle er mere lige end andre”. Måske bliver nogle endda betragtet som mere menneskelige end andre. Her er det af største betydning, hvad der også står i menneskerettighedserklæringen. Der står nemlig, at alle mennesker er født lige, som om det er menneskets natur at være lige eller at denne lighed bliver givet og opretholdt af en Gud.

Enhver nok så begrænset undersøgelse viser imidlertid, at alle mennesker netop ikke fødes frie og lige. Hvert minut er der millioner af mennesker, som får krænket deres frihed, lighed og menneskerettigheder, som altså lige netop derfor ikke kan være medfødte rettigheder! Menneskerettighederne er ikke givet af Gud, og de er overhovedet ikke medfødte, de er formuleret og givet af mennesker og kan derfor kun opretholdes og forsvares af mennesker. 

Trods de officielle planer om det modsatte er der alligevel kommet fokus på menneskerettighederne under fodbold-VM i Qatar. Men måden det er sket på – under protest og forsøg på undertrykkelse og tilbageholdenhed – minder os lige netop om menneskerettighedernes vanskelige vilkår, fordi de af er afhængige af, at mennesker stiller op og forsvare hinandens rettigheder.

Under VM i fodbold har mange fodboldfans betragtet snakken om menneskerettigheder, som et stærkt forstyrrende og uforståeligt element; som en urimelig sammenblanding af sport og politik. Men professionel fodbold er ikke først og fremmest sport, det er en aktivitet med store politiske, økonomisk og menneskeretslige implikationer. 

Det positive er, at menneskerettighederne derfor nu også er blevet en sten i skoen på de fodboldpassionerede. Og lad den endelig blive ved med at gnave som en påmindelse om, at ingen kan unddrage sig den forpligtelse, som er knyttet til spørgsmålet: Hvem skal forsvare andres menneskerettigheder og råbe op, hvis de krænkes? Da menneskerettighederne er givet af mennesker, er det også kun mennesker, som kan forsvare menneskerettighederne og kræve dem overholdt. I denne forpligtelse kan fodboldfans ikke sætte sig selv i parentes med den undskyldning, at nu skal de altså se fodbold.

Er en fodboldturnering nok til, at vi fraskriver os forpligtelsen til at betragte alle mennesker som lige i forhold til menneskerettighederne? Menneskerettighederne blev i sin tid ikke vedtaget med et stort apparat i ryggen, som kunne sikre deres opretholdelse for alle mennesker. Men i traktaten står der jo alligevel, at den gælder for alle. Er der uenighed om dette, blandt fodboldfans og såkaldte sportspolitikere? Ja åbenbart, men nu vil stenen i skoen gnave, og lad den blot gnave dybere. Det er det, vi kalder samvittighed, for kun mennesker kan redde mennesker.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s