Demokratiet er det eneste politiske system som frivilligt åbner dørene for sine fjender, giver dem rettigheder og beskyttelse, stiller en platform til deres rådighed og endda muligheden for til at blive valgt ind i de demokratiske institutioner.

Den franske filosof Jean-Francois Revel skrev i 1983, at demokratiet måske kun bliver en episode i historien, fordi det lukker øjnene for de trusler, som opstår på grund af dets tolerante åbenhed. I bogen, Hvordan demokratierne går til grunde, argumenterede han for at datidens kommunisme ikke kun var en ydre fjende, i form af Sovjetunionen, men først og fremmest en indre fjende for demokratierne: “Demokratiets indre fjende har let spil, da den udnytter den ret til opposition, der er en integrerende del af selve demokratiet.” En paradoksal styreform, kaldte Revel demokratiet, fordi det åbner døren for sine fjender.

Dette paradoks forsvandt ikke med Sovjetunionen og kommunismens opløsning som international trussel. Paradokset hører ganske enkelt til demokratiets væsen og i dag møder vi det i fuld udfoldelse, blot i andre klæder end på Jean-Francois Revels tid.

I 2018 udgav de to amerikanske forfattere Steven Levitsky og Daniel Ziblatt bogen, Hvordan demokratierne dør, som den ville hedde på dansk. I forlængelse af Revels bog fra 1983 handler den om, hvordan demokratiets modstandere kommer til magten ved at vinde demokratiske valg, hvorefter de undergraver det demokrati, som gav dem magten. Stjerneeksemplet i Levitsky og Ziblatts bog er Donald Trumps valgsejr i USA og hvad der efterfølgende skete. 

I løbet af de fire år som præsident pressede Trump det amerikanske demokrati til smertegrænsen. Omvendt kan man selvfølgelig sige, at det fortsat lever og dermed beviser demokratiets styrke. Men bogens pointe er vigtig. Beskrivelsen af Trumps valgsejr og præsidentperiode minder om en række andre statsledere, som også blev valgt gennem demokratiske processer, men efterfølgende viste sig at udgøre en betydelig trussel mod det selvsamme demokrati. 

Demokratiske beslutningsprocesser og valg er ikke i sig selv en garanti for at der vælges demokratiske politikere og ledere. I de seneste år har vi fået en del beviser for, at demokratiske lande ikke primært angribes af fjendtlige nationer, men af anti-demokratiske politikere, som stiller op og bliver stemt ind ved demokratiske valg. I Ungarn blev Viktor Orbán valgt på den måde. I Tyrkiet Tayyip Erdoğan, i Rusland Vladimir Putin, i Venezuela Hugo Chávez, i Brasilien Jair Bolsonaro osv. Alle opstillet og valgt efter demokratiske processer, hvorefter de rettede angreb mod de selvsamme processer, for at ændre landet i mere autoritær retning. 

Lad os lige gentage Jean-Francois Revels tema fra 1983: demokratiet er det eneste politiske system, som lukker sine fjender inden for. Det er fortsat en korrekt analyse. Men det er jo også lige netop åbenheden, friheden, tolerancen og rummeligheden, som definerer demokratiet. Paradokset er, at vi naturligvis må beskytte demokratiet mod dets fjender, men også beskytte demokratiet ved netop at tillade en høj grad af pluralisme. 

Det giftige spørgsmål er derfor, hvor meget modstand demokratiet kan holde til at lukke inden for i pluralismens navn, uden samtidig at bringe sin egen fortsatte eksistens som demokrati i fare? Dette spørgsmål rummer nemlig også en anden side: hvor meget modstand kan demokratiet omvendt holde til at ekskludere, uden samtidig at bringe sin egen fortsatte eksistens som demokrati i fare? Med andre ord: hvordan kan vi beskytte demokratiet uden at gøre det gradvist mindre og mindre demokratisk på den ene eller anden måde?

Der er en ret historieløs tilbøjelighed til at opfatte demokratiet som vedtaget én gang for alle, især i stabile demokratier som f.eks. det danske. De seneste års internationale undersøgelser af demokratiets udbredelse og tilstand viser imidlertid at det på globalt plan er i defensiven. Det sker først og fremmest fordi demokratierne lider under angreb indefra, og ikke fordi udemokratiske eller totalitære lande angriber dem udefra. 

En generel tendens i flere undersøgelser viser således en stigning i antallet af lande, hvor demokratiet udsættes for pres fra autoritære tendenser internt i landene. Her er der ofte tale om lande, som ellers tidligere har været betragtet som fuldgyldige demokratier. Som en konsekvens er antallet af mennesker der lever under autoritære regimer også stigende. Det vurderes, at kun 8,4 procent af jordens befolkning i dag lever i et fuldt demokrati.

Det giver ikke nogen mening at tale om demokrati i bestemt form. Demokrati er en flydende størrelse og i konstant bevægelse. Ellers kunne undersøgelserne heller ikke tale om forskellige grader af demokrati. Men det er alligevel en vigtig pointe, at det liberale demokrati er bygget op omkring nogle dilemmaer, som kræver konstant opmærksomhed fra både politikerne og befolkningerne.

Demokrati er en krævende form for politisk organisering, netop fordi det er en konfliktfyldt og sårbar konstruktion, hvilket imidlertid også er demokratiets forudsætning og styrke. Derfor er det korrekt, som den danske teolog Hal Koch sagde, at demokratiet ikke er vedtaget én gang for alle. Faktisk skal det nærmest vedtages dagligt, og det stiller krav til borgernes engagement. 

Det kræver noget af både det politiske system og af os andre i civilsamfundet, at opretholde og leve i et demokrati. Men hvor vigtigt er det overhovedet for os at leve i et demokrati? Vil vi betale prisen, f.eks. i form af begrænsninger i den individuelle frihed og udtalt accept af politiske modsætninger, så de ikke slår over i direkte fjendskab mellem grupper i samfundet?

Og hvad med de ubehagelige spørgsmål: hvordan undgår vi risikoen for at indskrænke demokratiet i bestræbelserne på at forsvare det? Hvordan beskytter vi demokratiet når det nu bygger på, at det giver plads og taletid – undertiden også til dets modstandere?