På dette tidspunkt for et år siden blev mit barnebarn født. Næsten på samme tid fødte min ukrainske venindes søster også et barn. Vi var begge to begejstrede, og glædede os sammen over de nyfødte, på den sociale platform, hvor vi havde mødt hinanden i et fagligt netværk. Efter nogle dage blev der længere mellem mulighederne for at udveksle historier om de to fantastiske babyer. Sophia, som min veninde hedder, måtte flygte, fordi Rusland havde indledt en krig mod hendes land, og Kyiv blev et usikkert sted at være for hende og familien med den lille nyfødte. 

Retten til tryghed, sikkerhed, frihed og selvbestemmelse er ikke noget, som mennesket er udstyret med fra naturens side. Menneskerettigheder og civiles rettigheder under krig er både en sandhed og en løgn. Hvornår de er det ene og hvornår de er det andet, afhænger af menneskelige beslutninger. 

Mit lille nyfødte barnebarn havde fra begyndelsen fået tildelt retten til tryghed; vi skulle ikke engang kæmpe for den. Hos Sophia i Kyiv var det anderledes. Sophia og hendes familie måtte flygte fra krigen for at søge tryghed. I første omgang til Polen, for overhovedet at beskytte deres liv og sikkerhed, mens den russiske hær forsøgte at virkeliggøre Putins fantasier om et nyt imperium, hvor han kunne blive en genfødt udgave af zar Peter den Store.

Det er fristende at tro, at mennesket gennem historien er blevet mere civiliseret, også når det gælder krigsførelse. Men så glemmes det, i hvilket omfang den menneskelige ondskab kan sprede sig. I det 16. århundrede udarbejdede de europæiske stater nogle “regler” for krigsførelse, som pålagde de krigsførende stater nogle selvbegrænsninger. Den bærende tanke var, at kun de kæmpende hære skulle betragtes som fjender. Civilbefolkningerne skulle forblive uden for fjendtlighederne. 

I dag, over 400 år senere, må vi konstatere, at krigene i stigende omfang rammer civilbefolkningen, selv om vi i 1948 fik den del af Geneve-konventionen, som endnu en gang slog fast, at konfliktens parter skal skelne mellem civilbefolkning og kombattanter; de civile skal skånes og må ikke udsættes for angreb. Men faktisk var civilbefolkningen i større sikkerhed under krige i det 16. århundrede end de er i dag. Som Ruslands krig mod Ukraine viser, så har krige udviklet sig i stadig mere grusom retning, hvor civilbefolkningen mere end nogensinde er udsat for krigens grusomheder. 

Ruslands forsøg på at ødelægge Ukraines muligheder for at eksistere som selvstændig nation indbefatter bevidst ødelæggelse af civilbefolkningen. Mennesker tvinges på flugt, volden eskalerer, de menneskelig tab og omkostninger øges dag for dag. Børnehaver, skoler, hospitaler, boligområder og civil infrastruktur angribes og ødelægges af den russiske besættelsesmagt. FN anslår at der er over 8 millioner ukrainske flygtninge spredt ud over Europa; over 17 millioner mennesker i Ukraine med behov for humanitær hjælp; mere end 5 millioner, som skønnes at være fordrevet inde i selve Ukraine. Omkring 14.000 ukrainske børn er blevet tvangsfjernet fra deres ukrainske forældre, og ofte blevet transporteret til Rusland og bortadopteret til russiske familier. Det antages at omkring 1400 børn er blevet dræbt eller såret under krigen, og samtidig truer den lille mand og hans folk yderligere med risikoen for atomkrig. For den ukrainske befolkning må det være som at opleve jordens undergang, hver eneste dag.

Der findes ikke nogen mulighed for at indordne sig under Putins vision for Europa. På den ene side er det svært at identificerer sig med krigens grusomme logik, men på den anden side må vi deltage i den, for at lukke af for Ruslands ambitioner om ødelæggelse af Ukraine og fuldstændige ændring af Europa.

Men fremtiden? For Putin har freden kun én part, nemlig Rusland. Han har jo fradømt Ukraine, og en del andre lande i regionen retten til selvstændig eksistens. Mange eksperter mener derfor ikke, at krigen vil slutte før Putin er væk. Krigen kan således blive en del af vores hverdag mange år endnu. Men når Putin er væk, vil det være usikkert, hvad og hvem der overtager magten og krigen. Om Rusland endegyldigt går i opløsning, om landet ender i borgerkrig, hvem der får kontrollen over atomvåbnene, hvor meget af Ruslands militære magt og ekspansionistiske ambitioner, der bliver tilbage.

Sophia er vendt hjem til Ukraine med familien. Det blev for svært at være væk fra alt det kendte, selv om det efterhånden er blevet gjort helt ukendt af russernes ødelæggelse, som hun siger. De er blevet vant til, at russerne retter kanonerne mod civile områder, så de flytter en del rundt for at finde sikkerhed, alt efter hvordan krigen udvikler sig dag for dag. 

Jeg ved hvor meget Sophia hader russerne efter overgrebet på Ukraine. Jeg har aldrig mødt så stærkt et had. Men jeg kan forstå det og sådan har jeg ikke haft det før; jeg har aldrig før forstået had. Men jeg forstår Sophias had. Det er ikke menneskeligt muligt at bebrejde ukrainerne for deres had til russerne, og det er svært ikke at dele det. Vil russerne nogensinde kunne tage skylden for denne tragedie uden at gå i opløsning som nation? Uden at skulle begynde forfra, helt forfra, med et fundamentalt andet udgangspunkt end det, som lige nu skaber endnu et kapitel i nederdrægtighedens verdenshistorie?

Sophias niece, som hun kalder sit lille krigsbarn, er blevet 1 år. Barnet og krigen, begge 1 år – kontrasterne kan ikke blive større. Mit barnebarn er også lige blevet 1 år. Sophia og jeg skrev tillykke til hinanden og delte glæden over det nye liv, som vi glæder os til at se vokse op.