Hvad sker der, hvis man spejler en moderne dansk bank i værdierne fra en gammel mytologisk verden? Det drejer sig om den græske mytologi, som har tråde til 1000 år f.v.t.  Af den grund kunne nogen måske fristes til at kalde myterne for gammel overtro. Men intet kunne være mere forkert. Som spejl for meget af det som foregår i nutidens verden, er de hverken outdated eller ren overtro. Bank- og finansverdenen er i virkeligheden blot et af mange eksempler på, at mytologien kan kaste lys over det, som i nutidens verden ellers ofte trives bedst i dunkelhedens mørke. 

Spejle viser først og fremmest noget om det, som spejles. Det var derfor Sokrates anbefalede sine athenske bysbørn at se sig i et spejl i forbindelse med udsagnet “Kend dig selv.” Hvad viser der sig så i det græske spejl, når vi holder det op foran en dansk bankvirksomhed? Banker og finansvirksomheder har jo stor betydning i det moderne samfund. Tilsyneladende så stor betydning, at Peter Straarup, den daværende ordførende direktør i Danske Bank og formand for Finansrådet, i 2010 kunne skrive følgende om bankernes betydning i lyset af finanskrisen i 2007-2008: 

“Oven på finanskrisen er modviljen mod bankerne massiv. Sektoren har fået klø – med rette. Men på trods af den kritik og vrede, der er rettet mod den finansielle sektor i det meste af verden, tror jeg, de fleste vil være enige i, at hvis bankerne ikke fandtes, ville man blive nødt til at opfinde dem. Hvis man eksempelvis skulle købe et hus uden adgang til banker, ville man være henvist til at låne af forældre eller svigerforældre eller gå til den del af det grå lånemarked, der har tocifrede rentesatser og påfaldende få klagesager. Ubehageligt vil jeg mene.”

Ja, det må man indrømme – det lyder ubehageligt, især når man tænker på, hvad bankerne omvendt har gjort af gode og næstekærlige gerninger for både kunderne og samfundet. Alle de gode gerninger fik den flinke bankmand heldigvis belønning for, da han i 2021 valgte at gå på pension. Danske Banks taknemmelighed viste sig ved, at der blev afsat 67 millioner kroner til Straarups pension.

Noget helt centralt ved den danske version af finanskrisen var, at ikke mindst Danske Bank havde udvist en svigtende moralsk habitus i sin bankvirksomhed. Vækst og atter vækst, indtjening og endnu mere indtjening havde være kernen i bankdriften. Holder vi det græske spejl op foran Danske Bank og de øvrige danske banker på dette tidspunkt (og hele det internationale finansielle system), så træder der nogle billeder frem: 

Når de græske guder skulle straffe mennesket, var det ofte på grund af hovmod, og straffen kunne være grusom. Hvis man ikke er en guddom, ville den hårdeste staf måske være at forholde mennesket de ting, som det i hovmod ønskede sig mest af alt. Men hvis man er guddommelig, er der en langt værre straf til rådighed, nemlig at opfylde menneskets hovmodige ønske alt for fuldkomment. Det var denne form for straf, som ramte bankerne og hele den finansielle verden under finanskrisen. De ønskede ubegrænset vækst og indtjening, og det blev i en periode opfyldt alt for fuldkomment; så meget at boblen eksploderede og det endte med, at der forsvandt 62 danske pengeinstitutter i forbindelse med den finanskrise, som Peter Straarup med let hånd tegner et billede af. Danske Bank, Straarups egen bank, overlevede kun ved hjælp af statslige bankpakker.

Ved de økonomiske uddannelser undervises der i risikovurdering, men måske indgår risikoen for hovmod ikke i de anvendte risikomodeller. På alle økonomiske og finansielle uddannelser burde der derfor hænge et græsk spejl, som kunne spejle pengeverdenens traditionelle ønske om vækst og evig accelererende indtjening i helt andre værdier.

I det græske spejl ville der således vise sig nogle af historiens vigtigste begreber, bl.a. hybris, som hos de gamle grækere var det hovmod, som kunne få mennesket til uretmæssigt at trodse gudernes krav om begrænsning og balance. Havde folkene fra finansverdenen kikket i det græske spejl før finanskrisen ville de også have fået øje på gudinden ate, som hos oldtidens grækere var en kraft, der kunne påvirke menneskets sunde fornuft, så det anså sig selv for at være almægtigt og derfor begik hybris. Skete det, kunne man være sikker på gudernes straf fra den frygtelige nemesis, hende som straffer og genopretter balancen når mennesket hovmodigt har overskredet sine grænser. 

Siden finanskrisen skulle dette jo være en lektie, som var lært. Men mådehold er ikke er en dyd, som har let adgang til menneskets sjæl i et vækstsamfund. Anderledes forholder det sig med hybris. Faktisk virker det som om hybris, altså hovmod, overskridelse og grænseløshed, er blevet en dyd og nærmest betragtes som noget positivt, mens det tidligere blev forbundet med noget syndefuldt. 

En anden bank, nemlig Saxo Bank, er anskuelighedsundervisning i hvordan noget, som tidligere blev betragtet som et problem, i dag kan italesættes som noget positivt, nærmest som en dyd. 

I sidste weekend lancerede TV2 en gennemgang af Saxo Banks udvikling og lidt særegne måde at være i verden på. Som TV2 skrev, har historien om Saxo Bank “i mange år været en fortælling om at turde skille sig ud, om at se chancer, gribe dem og at få succes.” I 1992 stiftede de to grundlæggere Lars Seier Christensen og Kim Fournais et fondsmæglerselskab, som de valgte at kalde Midas; et navn fra den græske sagnverden, som imidlertid nok burde have fået advarselslamperne til at blinke. 

Midas var konge i Frygien for over 2500 år siden. I en af fortællingerne om Midas skal Dionysos belønne ham for en tjeneste. Det er her, at den frygiske konge forregner sig, og påkalder sig en frygtelig straf fra guderne. Dionysos lover nemlig at opfyldet ét ønske fra Kong Midas, uanset hvad det måtte være. Det er jo en gudelig belønning for en tjeneste, men netop løftet om den slags belønninger skal man omgås med ydmyghed. Midas gør imidlertid det stik modsatte. I hovmod ønskede han sig nemlig, at alt, hvad han rørte ved, blev til guld. Ønsket gik i opfyldelse; alt hvad Kong Midas rørte ved blev til guld, også den mad han skulle spise, det vand han skulle drikke og hans datter, da han ville omfavne hende. Med andre ord, guderne opfyldte hans ønske alt for fuldkomment. Der skulle en ny guddommelig indgriben til for at befri kongen fra denne skæbne.

Fortællingen om kong Midas er et passende spejl at holde op foran den enorme grådighed, der under tiden opleves som en kvalitet i dag; som selve tegnet på succes og fremdrift. Alt hvad Saxo Banks to grundlæggere rørte ved blev til guld, også deres egen moral og ansvarlighed. Guld er nemlig et meget formbart metal, og de to mænd bag Saxo Bank havde held med at forme deres moral og ansvarlighed, så den passede til det eneste de kunne forstå: hovmod, overskridelse og grænseløshed. 

En form for straf har i meget begrænset omfang ramt de to mænd bag projektet, for der var tale om indlysende ulovligheder. I forlængelse af denne lille historie kan man spørge, hvornår den sidste af de græske guder, som forlod mennesket, kommer tilbage? Det var gudinden Astrea, som i sin tid bl.a. var retfærdighedens gudinde, men også kom til at symbolisere menneskehedens fald, fordi hun først trak sig tilbage, da mennesket havde rodet så meget rundt med tingene, at verden ikke længere kunne rettes op. Iflg. legenden skulle Astrea dog en dag vende tilbage. Behovet for hendes tilbagevenden er indlysende, og i stigende grad påtvinger de græske guder os det moralske perspektiv, som herskede inden guderne forlod den menneskelige verden, og overlod forretningen til os selv.