Kategoriarkiv: Psykoterapi

Overskridelse

Hver gang vi mærker kærlighed mærker vi noget andet end os selv. Sådan er det også, hvis vi blot tænker på kærlighed – så er det noget andet end os selv, vi tænker på. Kærlighedens væsen er nemlig, at kunne åbne os mod noget større og andet end os selv.

Psykoanalytikeren Erich Fromm skrev i bogen Kunsten at elske, at menneskehedens historie dybest set er udtryk for, hvordan mennesket til forskellige tider har forsøgt at overvinde adskiltheden. Mennesket har en bevidsthed om sig selv, som et separat væsen, adskilt fra andre. Denne adskilthed er et grundtræk ved den menneskelige livssituation og er knyttet sammen med smertelige oplevelser af isolation, ensomhed, følelsen af at være udenfor, på afstand af verden og andre mennesker, manglende gensidighed og ikke mindst ofte af intens angst. Andre mennesker kan få mig til at opleve min egen isolation. På den måde kan de andre blive mit helvede, fordi de spejler min afsondrethed, isolation og ensomhed. Og så er det, at jeg må afsondre og isolere mig endnu mere for ikke at mærke min ensomhed. Erich Fromm sagde derfor, at mennesket ville blive drevet til galskab, hvis det ikke kunne befri sig fra dette fængsel og på en eller anden måde forene sig med verden udenfor – med andre mennesker.

Til alle tider og i alle kulturer har mennesket stået over for dette problem: Hvordan kan adskiltheden og isolationen overvindes? Hvordan kan det enkelte menneskes snævre cirkel brydes og åbnes ud mod verden så der kan skabes forening med andre mennesker? Problemet har været det samme, men løsningerne har selvfølgelig været forskellige. At knytte isolerede mennesker sammen i noget, der er større end det enkelte individ, har bl.a. været målet for myter, religioner, ideologier, livsanskuelser, skabende kunst og meget mere – alt det, der samlet set udgør menneskets historie.

Stræben efter menneskelig forening er den mest magtfulde kraft i mennesket, mente Erich Fromm. Det er den mest fundamentale passion, det er den kraft, der holder klanen, familien, samfundet og kulturerne sammen. Opnås denne forening ikke kan konsekvenserne blive (selv)destruktive. Skal f.eks. et samfund fungere må der være en sammenhængskraft – noget, som på en eller anden måde forener de mennesker, der lever i samfundet; nogle værdier, der peger ud over den enkelte; værdier, som det enkelte menneske kan identificerer sig med. Det kunne være de demokratiske, velfærdstatslige og sociale værdier, som i nyere tid har karakteriseret det danske samfund. Er der ikke nogen værdier, som får samfundets medlemmer til at have en nok så overfladisk fornemmelse af samhørighed og symbolsk forening, så ender samfundet i selvdestruktion og destruktion af andre.

Men det er ikke kun det samfundsmæssige niveau, som er Erich Fromms hovedanliggende i den lille bog om kunsten at elske. Han undersøger kærlighed, som nøglen til den menneskelige væren og mulighederne for livsfylde. Sammen med Gabriel Marcels filosofi om kærlighed, som værens infrastruktur, sammen med håb og troskab, er der tale om en tilgang til kærlighed, som åbner for en afgørende forståelse af menneskelivet. En forståelse af, at det vigtigste i mig ikke kommer fra mig selv. Sådan er det med kærlighed – den går altid gennem den anden. I forlængelse heraf skrev Erich Fromm, at kærlighed er svaret på menneskets evige livsproblem. Som vi husker beskrev Fromm dette problem som spørgsmålet om, hvordan mennesket skal overvinde sin adskilthed og konsekvenserne af bevidstheden om sin isolation fra verden? Med andre ord, hvordan mennesket skal nå frem til en overskridelse af sig selv og sin ensomhed og dermed af den angst, der knytter sig til at være fortabt i sig selv?

For både Erich Fromm og Gabriel Marcel er kærlighed den kraft, der ved at pege ud mod andre får det enkelte menneske til at føle sig som en helhed, og ikke som en isoleret delhed. Det modsatte af angst skulle jo umiddelbart være ikke-angst. Jeg mener imidlertid, at det vil være mere præcist, hvis vi siger, at det modsatte af angst er kærlighed. Angst knytter sig til oplevelsen af tomhed; kærlighed er det modsatte af tomhed, nemlig fylde og nærvær. Derfor: Når man mærker kærlighed, eller blot tænker på kærlighed, så er det fylde og nærvær, der opleves – og fylde og nærvær kommer ved at kærligheden transcenderer, det vil sige overskrider, min isolation fra andre.

Der er vist et ordsprog, der siger noget i retning af, at kærlighed overskrider alle grænser. Det er korrekt på den måde, at kærlighed altid kommer fra et andet menneske. Hermed overskrider kærlighed i hvert fald den grænse, der er omkring det enkelte menneske. Lad mig også lige her til sidst give et eksempel på, hvor grænseoverskridende kærlighed er.

Her ved juletid ved jeg at der er mange, som savner et nært menneske, der er gået bort. Måske er der derfor nogle som siger til dig, at nu må du se at komme over det – komme dig over tabet og sorgen. Nej, du vil ikke komme dig over det, og måske er dette også et håb – for som tiden går bliver du glad for, at du ikke ”kom” dig over det, fordi det menneske, som du elskede, er forblevet i dig – som kærlighed og livsfylde. Så kan vi vel godt sige, at kærlighed er grænseløs og at den altid taler til os fra de andre; selv de døde hvisker til os om kærlighed.

Filosofi og livsfylde

Det er heldigvis blevet helt accepteret og almindeligt, at opsøge en psykoterapeut, hvis man har problemer i sit liv. Mindre udbredt er det, at opsøge en filosof, når man har ondt i eksistensen. I Danmark er det endnu et ret ukendt fænomen, at filosoffer nedsætter sig med egen filosofisk praksis, hvor det er muligt at bestille tid og komme i konsultation til en eksistentiel samtale om det vigtige i tilværelsen. Mange andre steder i verden er det en langt mere udbredt erfaring, at filosoffer faktisk kan have en hel del at byde på i forhold til mange af det daglige livs problemer.

Men selv om filosofien er gammel – med omkring 2500 år på bagen er der nok tale om verdens næstældste erhverv – så er der selvfølgelig en grund til at filosoffer, som f.eks. Sokrates, Platon og Kierkegaard, stadig er i blandt os som en levende inspiration til at forstå de eksistentielle grundvilkår. Måske har mange filosoffer bedrevet deres filosofi i verdensfjern isolation. Alligevel er opfattelsen af filosofi, som en slags eksistentiel kur, ligeså gammel som filosofien selv. I det antikke Grækenland præsenterede filosofien således ofte sig selv, som en form for livskunst der kunne lære mennesket en helt ny måde at leve på.

Ikke mindst Sokrates insisterede på, at filosofien skulle have en praktisk relevans og at de filosofiske spørgsmål skulle have forbindelse til hverdagslivets problemer. Siden har en kongerække af filosoffer op igennem historien filosoferet ud fra den overbevisning, at filosofi ikke kun skal være for filosoffer, men for mennesker i almindelighed.

Filosofi er med andre ord et menneskeligt anliggende. Man kunne sige, at filosofien beskæftiger sig med de vilkår, som kendetegner den menneskelige eksistens, mens psykoterapien ofte (men ikke altid) er en proces, hvor det enkelte menneske arbejder med at forholde sig til eksistensens vilkår, som de udspiller sig netop i dette personlige og individuelle liv. Psykoterapien spørger, hvordan er det at være dig? Filosofien spørger, hvordan er det at være menneske?

Det er ikke helt sjældent, at der er en form for begrebsforvirring mellem det psykologiske og det filosofiske. Psykologen og filosoffen Emmy van Deurzen-Smith siger, at man ikke skal undervurdere, hvor svært det er for mange mennesker, at komme til rette med den eksistentielle uro, der knytter sig til de menneskelige grundvilkår, som f.eks. døden, spørgsmålet om livets mening og den lidelse, der altid er forbundet med tilværelsen. Med andre ord, vanskelighederne ved at erkende sin egen iboende menneskelighed.

Nogle mennesker oplever slet ikke disse spørgsmål som relevante. Men når de en dag konfronteres med en personlig oplevelse, som med ét fjerner det ellers så sikre fundament i tilværelsen, så begynder de måske at tænke over, hvordan og hvorfor de har taget så meget for givet. Set udefra kan det ofte være mindre kriser, der kaster mennesker ud i en tilstand af voldsom uro, angst og usikkerhed. Men måske har de ydre begivenheder ”blot” åbnet for et ellers godt tildækket område i det enkelte menneskes liv, hvor de dybeste eksistentielle spørgsmål om døden, meningen og lidelsen har ligget i læ – ubemærkede, men dog alligevel til stede i menneskets hverdag.

Det er i den slags situationer at filosofien, gennem eksistentielle samtaler og dialoger, kan stille sig i hverdagens tjeneste. En af dem, som i nyere tid har været mest opmærksom på dette, er den franske filosof Gabriel Marcel (1889-1973). Marcels filosofi går ud på at bygge bro mellem den filosofiske tanke og den menneskelige erfaring i det konkret levede daglige liv. Man kan således se hans filosofi som refleksioner over de dramaer, som alle mennesker konfronteres med i løbet af et liv.

En af de bærende søjler i Gabriel Marcels filosofi er netop det helt almindelige daglige dilemma for mange mennesker: At fuldbyrde sig selv eller flygte fra sig selv? Dette og lignende eksistentielle dilemmaer har efter min mening ikke godt af udelukkende at blive anskuet ud fra en psykologisk og terapeutisk tilgang til det enkelte menneskes individuelle biografi, hvor der er tale om en årsag til problemet, en virkning og en løsning.

I mange tilfælde ligger der naturligvis en personlig historie bag et menneskes psykiske problemer i tilværelsen. Men som Gabriel Marcel viser, så er mange menneskelige problemer også produkter af de dilemmaer og vilkår, som generelt kendetegner den menneskelige eksistens. Filosofisk eller eksistentiel samtale er et refleksionsredskab, som kan hjælpe mennesket til at orientere sig i en tid, hvor det faktisk er meget vanskeligt at orientere sig i forhold til eksistensens dybeste spørgsmål, fordi disse anliggender kun sjældent tematiseres på en måde, hvor man opdager sig selv og sit eget liv i de evige spørgsmål.

Hvis der meget kort skal sættes ord på, hvad en filosofisk og eksistentiel samtale handler om, så har den opmærksomheden rettet imod det almene – det vil sige det, der vedrører alle mennesker, og dermed også enhver. En filosofisk samtale orienterer sig imod, hvad der er vigtigt for den enkelte. Dét lyder måske ikke som noget specielt filosofisk. Men ved at vende sig imod det væsentlige, får samtalen menneskets værdigrundlag til at stå tydeligere, så den enkelte tilbydes mulighed for at reflektere over, hvad der giver livet fylde – på trods af døden og lidelsen, og selv om det kan være svært at finde meningen med det hele.

Netop begrebet livsfylde er centralt i Gabriel Marcels filosofi. Livsfylde er ikke noget vi automatisk er født med. Kun ved gennem hele livet at tænke over, hvad der giver tilværelsen indhold og fylde kan vi bekæmpe oplevelsen af fortabthed, meningsløshed, eksistentiel uro og angst. Derfor opfordrer han os til at tænke over, hvad der giver vores liv dybde og livsfylde. Når nu det andet lys i adventskransen tændes i dag kunne det jo overvejes, hvad det er for et lys, man gerne vil holde tændt i sin egen tilværelse?

Ekstrovert eller introvert?

Er du ekstrovert eller introvert – udadvendt eller indadvendt? Svaret på dette spørgsmål kan afgøre din fremtid på arbejdsmarkedet og have stor betydning for andre menneskers vurdering af dig. I sin tid brugte psykoanalytikeren Carl Gustav Jung begreberne ekstrovert og introvert til at beskrive forskellige menneskers forskellige indstilling til verden. Til det formål er begreberne fortsat meget anvendelige. Det kan give god indsigt både i egen og andres motivverden, hvis man forstår den ud fra Jungs beskrivelser af, hvad der driver os, alt efter om vi i hovedsagen er ekstrovert eller introvert.

Ekstroverte mennesker får primært den vigtigste energi fra, hvad der sker i omgivelserne, den ydre verden, som de spontant forholder sig meget aktivt til. Introverte mennesker finder derimod oftest energi i at vende sig indad, ved at relaterer sig mod en indre verden, og de befinder sig i almindelighed bedst, hvis der er tid og ro til overvejelse og eftertanke inden der skal handles. Det er vigtigt at slå fast, at hverken Jung selv, eller andre seriøse psykologer, mener, at det er bedst at være enten det ene eller det andet – enten ekstrovert eller introvert. Det er de færreste mennesker, som i virkeligheden er det ene eller det andet; de fleste af os er en eller anden blandingsform mellem ekstrovert og introvert – dog med én af disse, som den dominerende egenskab.

Mens begreberne ekstrovert og introvert altså fra begyndelsen var led i en psykologisk teori, der kunne bidrage til at forstå, hvorfor forskellige mennesker møder verden på forskellige måder, så er begreberne i dag blevet et vigtigt led i bedømmelsen af menneskers karakteregenskaber og duelighed i forhold til arbejdsmarkedet.

Har du nogensinde set en jobannonce, hvor der søges medarbejdere, som er indadvendte og introverte? Disse egenskaber anses ganske enkelt ikke for at være effektive og fremadrettede. I dag kræver samfundet nemlig udadvendte og ekstroverte personligheder, som er fremme i skoene, på forkant, ekspressive, kan sælge varen, sætte dagorden og komme ud over rampen. Med andre ord, det er ret entydigt det ekstroverte handlingsmenneske, som umiddelbart kan honorere højhastighedssamfundets krav om forandringsduelighed og målbar effektivitet. Et moderne begreb som innovation bliver f.eks. mest tydeligt mødt og grebet af den ekstroverte forandringsdrift.

Vor tids helt er den ekstroverte iværksætter, der meget synligt lever op til kravet om vækst og forandring. Ikke mærkeligt er de ekstroverte egenskaber derfor også i høj kurs og anses for at være langt mere værdiskabende end de introverte. Når medarbejderne skal på kurser er det da også de ekstroverte værdier, der tages udgangspunkt i: Udadvendte aktiviteter, spontanitet, gruppearbejde, øvelser i her-og-nu-løsninger, overskrid-dine-egne-grænser-opgaver, vær-innovativ-her-og-nu o.l. Ofte aktiviteter, hvor ikke alle med mere introverte præferencer får mulighed for at træde i karakter og vise deres værd. Ikke helt sjældent kommer de mere introverte tværtimod ud af den slags kurser med følelsen af, at det ville være bedre, hvis de kunne imødekomme kravet om at udvikle sig i mere ekstrovert retning – hvilket kurserne da også forsøger at få dem til.

Det antages, at ca. 1/3 af befolkningen er introverte, eller har det, der kaldes introvert præference. For nylig er der udkommet en bog om netop dette emne. Dens udgangspunkt er, hvordan det kan lade sig gøre at være introvert i en verden, der ret entydigt bekender sig til idealet om det udadvendte? Spørgsmålet er ganske velplaceret, for det indadvendte betragtes ofte som lig med træghed, stilstand, modstand mod forandring, langsommelighed, flueknepperi og udtryk for dræbende, trættekær forsinkelse af beslutninger, udvikling og handling.

Det er vigtigt at slå fast, at det introverte ikke er udtryk for speciel tænksom følsomhed og hyper-sensibilitet, ligesom det ekstroverte heller ikke er udtryk for blind aktivitet og overfladisk mangel på refleksionsevne. Men – det er alligevel lidt mærkeligt, som idealerne ændrer sig. Fordi noget var på én bestemt måde tidligere i historien betyder det selvfølgelig ikke, at det også skal være sådan i dag. Stof til eftertanke giver det dog, at forholdet mellem det ekstroverte og det introverte ideal har ændret sig så markant.

Den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt taler om Vita activa og Vita contemplativa: Hhv. det aktive liv og det mere indadrettede, reflekterende liv. Hun påpeger, at det kontemplative, i et historisk perspektiv, har været anset for at være menneskets højeste og mest værdifulde bevidsthedstilstand. Mens vi i dag anser det ekstroverte for at være lig med aktivitet og det introverte for at være en form for mangel på aktivitet – så man f.eks. på Platons tid det kontemplative (som vi her prøver at sammenligne med det introverte), som en indre lydløs dialog, der tjente det vigtige formål, at åbne menneskets øjne for den rette handling eller aktivitet.

Der er altså tale om en oldgammel distinktion mellem det aktive og det kontemplative – mellem det ekstroverte og det introverte, som vi taler om i dag. Tidligere var det, som sagt, det kontemplative, der blev anset for at være nøglen til nytænkning, refleksion og forandring. I modsætning til i dag mente man imidlertid også, at kontemplation – den introverte forholden sig til verden – var en decideret aktivitet og handling, og ikke blot noget passivt.

I dag hersker der tilsyneladende en udbredt tro på, at innovation og nyskabelse udspringer af handling alene og ikke kræver stille, introvert, kontemplativ eftertanke. Den hyperaktive og hysteriske fokusering på synlig aktivitet og handlen er således tæt forbundet med Vita activas manglende forbindelse med Vita contemplativa. Derfor er det helt på sin plads, at begynde en stille, kontemplativ, eftertanke over følgende: Hvad betyder det for menneske og samfund, at kravet om forandring er vokset i en grad, så der næsten ikke længere er tid til eftertanke?

Paradoksalt nok siges det, at vi lever i et videnssamfund. Men viden er ikke det samme som det at tænke, og viden er bestemt ikke nogen garanti imod tankeløshed og letsindig omgang med den viden, vi har så meget af. Den mærkelige skelnen mellem den ekstroverte og den introverte tilgang til verden resulterer derfor let i en kløft mellem bevidstheden om alt det vi kan gøre og den stille eftertanke over, hvad vi bør gøre.

Hvis der ikke for alvor gøres plads til de introverte kvaliteter – Vita contemplativa – så risikerer vi derfor, at få udviklet et videnssamfund, som bygger på tankeløshedens suveræne fornægtelse af det anderledes og det modsatte. I forhold til, hvordan vi gerne vil have vores liv, vores arbejde, vores undervisning, vores samfund og kultur indrettet er det således Vita comtemplativa, den introverte, selvreflekterende eftertanke, der er den mest dynamiske og fremtidssikrede aktivitet – og ikke den overdrevne og ukritiske ekstroverte selvsvingsaktivitet.

Heldigvis er alle mennesker i besiddelse af begge sider – både det ekstroverte og det introverte. Og som i alle andre sager af betydning er det naturligvis balancen og den gensidige respekt, der er nøglen til det frugtbare samspil.

Forstandens spørgsmål – hjertes svar

I 1960’erne hævdede en dansk professor i litteratur, at han havde foretaget en stikprøveundersøgelse blandt københavnske taxachauffører. Resultatet skulle angiveligt vise, at hovedparten af chaufførerne vidste, hvem der var forfatter til Den Guddommelige Komedie, et af de mægtigste litterære værker i vores kulturkreds. Jeg kommer vist til at lyde som en af de gamle, sure mænd i Muppetshow, men verden har altså forandret sig, også på området for taxachaufførers dannelse. I dag vil kun de færreste chauffører vide, at det var den italienske digter, Dante Alighieri fra Firenze, der for omkring 700 år siden skrev Den Guddommelige Komedie, selv om Dante faktisk har sin helt egen plads, midt i København, lige over for Glyptoteket. Omvendt vil mange københavnske taxachauffører i dag vide, hvad Kabaen i Mekka er. Og sådan er der så meget, man kan skrive i indledningen til en blog, der overhovedet ikke kommer til at handle om hverken taxachauffører eller kulturelle forskelle, men om Helvede og Paradiset i vores hjerter.

Ganske som beliggenheden af Dantes Plads i København kan angives præcist, mente Dante, at Helvede og Paradiset kunne findes, som faktiske realiteter. Den Guddommelige Komedie er således en rejseskildring, hvor vi føres gennem disse lokaliteter. Men hvad kan vi bruge det til, at en digter i Firenze for 700 år siden skrev næsten 15.000 vers om noget, som vi i dag udmærket godt ved ikke eksisterer? Selv om der findes adskillige kortlægninger af Helvedes og Paradisets placering, så handler Den Guddommelige Komedie imidlertid mere om det indre end om det ydre. Dante mente, at Helvede og Paradiset eksisterede i virkeligheden – det mente de fleste i Middelalderen. Han mente dog ikke, at mennesker i levende live kunne foretage en rejse til disse lokaliteter. Men Dante var digter, og som en slags pilgrim, fører han alligevel læserne gennem dødsrigerne – Helvede, Skærsilden og Paradiset.

I fantastiske og levende ordbilleder beskriver Dante sine rejseoplevelser fra de forskellige dødsriger. Det er nok de færreste, som i dag kan give begreberne Helvede, Skærsild og Paradis et så konkret indhold, som Middelalderens menneske kunne. I Dantes Helvede er der masser af grusomme, religiøse symboler – både på ondskaben og på de straffe, som nedkaldes over de syndefulde. I dag undrer mange sig over, hvordan datidens mennesker kunne bringes til at tro på et Helvede, hvor de dødes sjæle blev straffet med pinsler af typen, brændende regn, levende begravelser, drukning i kogende tjære, tortur i slangekløften, indefrysning i en tilfrossen sø, indelukning i blykåber o.l.  – det hele naturligvis som udtryk for Gud retfærdige straf.

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Jeg tror naturligvis ikke, at mennesker efter døden bliver straffet på den måde, som Dante beskriver. Men Helvede, Skærsilden og Paradiset behøver jo ikke at at være konkrete lokaliteter, fyldt med enten frygtelige djævle eller fromme engle. Som følelsesmæssige, moralske og psykiske tilstande ligger de ikke nødvendigvis så langt fra det, vi kender gennem vores daglige liv her på jorden. Helvede kan også være en menneskelig tilstand, fyldt med lidelse og savn, og på samme måde kan Skærsilden være en tilstand, der opleves, når vi jages af dårlig samvittighed, fortrydelse og ønsket om tilgivelse. Paradiset, oversat til en menneskelig tilstand, er vel heller ikke helt ukendt for os i form af øjeblikkets dybe lykkefølelse; stjernestundernes selvforglemmende glæde over livet; lykken ved at opleve kærligheden, både til sig selv og til andre.

I Dantes dødsriger er der masser af kristne symboler på den menneskelige ondskab, behovet for tilgivelse og den dybe længsel efter at føle sig elsket, og selvfølgelig på det gode. Selv om de kristne symboler har mistet den objektive glans, som de havde på Dantes tid, så er det alligevel vigtigt, at gøre sig klart, hvad det er for nogle behov, som religionen til alle tider har tilfredsstillet hos mennesket.

Dantes Guddommelige Komedie og kristendommens myter havde og har betydning, fordi de er udtryk for indre tilstande hos mennesket. Bibelens og kristendommens myter udspiller sig omkring genkendelige konflikter og følelser, der har dyb sammenhæng med menneskets vilkår. Had, misundelse, jalousi, løgn, angst, frygt, ensomhed, følelsen af utilstrækkelighed og fortabelse osv. er sammen med behovene for kærlighed, omsorg, tilgivelse, tillid o.l. tilstande, som alle mennesker kender til – og som på det nærmeste ikke er bedre beskrevet end i det religiøse sprog, som bl.a. kristendommen og herunder Dante udtrykker sig i.

Alt væsentligt, der får ord og billeder, er udtryk for indre tilstande – det indre kastes så at sige ud i den ydre verden. Og når dette indre i den ydre verden få de stærkeste og dybeste ord, som f.eks. i Bibelen og i Dantes Guddommelige Komedie, ja, så oplever mennesker ofte, at det er en bekræftelse og uddybning af de indre oplevelser.

I denne sommer har jeg forsøgt at tilegne mig Dantes Guddommelige Komedie. Den har definitivt overbevist mig om, at de store opdagelsesrejser går ned i menneskets sind, hvor man med lidt held kan møde både Helvede, Skærsilden og Paradiset. Som den svenske forfatter Olof Lagercrantz skriver, så sker der noget når et menneskes tanker og følelser passerer et vist punkt – denne overskridelse fører nemlig en viden med sig om alle de bagved liggende punkter. Hvis man f.eks. tænker om bagved den dybeste følelse af angst eller meningsløshed – så tror jeg faktisk, at man vil bevæge sig ned i Dantes underverden og måske møde sit personlige Helvede, måske også sin Skærsild og tilmed muligvis også sit eget Paradis. Dante beskriver denne rejse ind i sig selv i Middelalderens religiøse sprog. Andre har beskrevet den helt anderledes – i ord, musik, billeder.

Forfatteren Salman Rushdie har beskrevet rejsen, som menneskesjælens flugt ud over grænserne for den materielle og fysiske eksistens. Tidligere tog mennesket ud på denne rejse ved hjælp af religionens eller mytens sprog og billeder. Det gør vi måske ikke mere, men behovene er de samme, som dem religionen og myten hjalp os med at håndtere:

Livet er en ærefrygtindgydende størrelse, skriver Salman Rushdie. Vi har bl.a. behov for at forstå, hvorfor vi så tit føler os små, men også for at vide, at vi er noget særligt – nærmest en udvalgt. Vi har behov for at opleve det korte liv, som andet end kort. Vi har behov for at vide noget om godt og ondt, om det rigtige og det forkerte. Og vi har behov for at finde et sted, hvor vi kan gøre af vores undren over livet og eksistensens mægtige spørgsmål om ensomhed, angst, kærlighed og mening. Med vores forstand kan vi stille spørgsmålene, men ikke finde forklaringerne. Vi har brug for hjertets forklaringer, siger Rushdie, som ikke selv er religiøs.

På Dantes tid var religionen et offentligt anliggende og kunne derfor tvinge bestemte svar igennem – også på disse eksistentielle spørgsmål. Spørgsmålene er der som sagt stadig. Men vi må insistere på, at den religiøse tro holder sig inde i privaten, væk fra det offentlige liv. Vi har ikke brug for færdige religiøse forklaringer, men må tværtimod forkaste ethvert forsøg på at påtvinge mennesker svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål. Kristendommen, som institutionel religion, står heldigvis så svagt i det offentlige billede, at det nærmest tvinger det enkelte menneske til selv at søge og lede efter svar. Denne søgen kan godt ske ved hjælp af religionens sprog og begreber, men det forbliver det enkelte menneskes egen rejse på jagt efter egne svar.

Som vi ser med Islam i dag, kan religion imidlertid have en så primitiv side, at både spørgsmål og svar på forhånd er givet. Her er mennesket religionens tavse og underdanige tjener. Jeg ved godt, at dele af kristendommen i den grad har haft samme tilbøjeligheder. Men i dag kan f.eks. Dantes Guddommelige Komedie – som er dybt kristen i sin oprindelse – bruges som menneskets tjener. Dante viser, hvad vi alle rummer, han fører os gennem de dybe kriser og sår, som livet efterlader i alle mennesker. Som mennesker deler vi alle disse kriser og sår, og de medfølgende dybe spørgsmål. Men som moderne menneske må vi søge efter vores helt egne svar – i vores eget hjerte.

Om at kalde på sin Daimon

Ved du ikke hvad du skal lave i næste uge? Eller er du i tvivl om det du foretager dig er vigtigt nok? Så kunne du prøve denne lille eksistentielle gymnastikøvelse: Forestil dig, at du er ved at dø. På dit dødsleje ligger du og tænker tilbage på alt det, du har gjort i løbet af dit liv, og selvfølgelig også på alt det, du ikke fik gjort. Her på dit dødsleje indser du, at der var en del ting, som du egentlig gerne ville have gjort, fordi det ville have givet dit liv en anden retning og en dybere mening. Men du fik det ikke gjort, det blev ved overvejelserne, og det fortryder du nu, ansigt til ansigt med døden. Så ved du, hvad du skal gøre nu, hvor du stadig er i live og stadig kan nå at gøre det!

I Platons dialog Staten er der en myte, som efter min mening meget klart sammenfatter, hvorfor det er nødvendigt med jævne mellemrum at lave denne lille øvelse. Den handler om ikke at glemme sig selv. I myten skriver Platon, at vi fødes ind i verden med en ledsager, en Daimon, som skal vejlede os gennem livet for at vi kan gå i den rigtige retning, og finde den vej, som er vores. Problemet er bare, siger Platon, at ved fødslen har vi ingen anelse, hverken  om vores livsvej eller om vores Daimon. Derfor er det så let at blive kastet hid og did og glemme sig selv.

Får vi ikke kontakt med vores Daimon før, så sker det ofte når vi opdager døden, altså vores egen død. Intet gør hjernen så krystalklar som døden. Ofte kan blot forestillingen om ens egen død være nok til at kalde Daimonen frem og få den til at give et par gode råd om, hvilken vej man nok bør overveje. Derfor kan den lille meditation, hvor man forestiller sig selv som døende, være den besværgelse, der kalder Daimonen ud af dens skjul.

Inderst inde ved vi nok ofte, hvad vores Daimon vil os. Det vil sige, hvad der er vigtigt for os. Men mange forhold i tilværelsen kan holde os tilbage fra at vende næsen i den rigtige retning. Og så er det, at Kierkegaards definition på den ulykkelige måske kan blive aktuel: ”Den Ulykkelige er altid sig selv fraværende, aldrig sig selv nærværende.”

Fraværet af mening, fraværet af følelsen af, at det man bruger sit liv på er vigtigt, resulterer i, at man bliver sig selv fraværende. Og når man er sig selv fraværende overtages pladsen af andres meninger og forventninger – eller af tomhed.

Psykoterapeuten Viktor E. Frankl skriver i bogen, Det overhørte råb om mening, at mennesket har en vilje til mening; at søgen efter mening med tilværelsen er den primære kraft i menneskelivet: ”Mennesket rækker altid ud efter mening”. Det tror jeg, at han har ret i. Dog skal man være opmærksom på, hvad ”Det overhørte råb om mening” i virkeligheden betyder. Umiddelbart råber man jo for at blive hørt. Mennesket skulle altså i en eller anden forstand råbe efter en mening med livet. Men i hvilken vindretning skal man råbe for at få svar på dét spørgsmål?

Jeg tror, det er en vigtig pointe, at mennesket slet ikke kan et svar på spørgsmålet om livets mening. Det er en misforståelse at tro, at det er mennesket selv der skal spørge eller råbe efter livets mening, og at livet kan give et eller andet svar. Det er helt omvendt: Det er livet, der råber efter mennesket – det er mennesket, der spørges: Hvad skal være din mening med livet? Mennesket kan ikke fravriste livet en eller anden form for mening. Hvad livet skal blive til – dét bliver mennesket selv spurgt om. Vi får ikke livets mening; vi giver livet mening. Livet stiller spørgsmålet, vi må give svaret.

Det betyder selvfølgelig også, at man skal lytte når spørgsmålet om meningen med ens liv stilles. Det er bare ikke så let, som det umiddelbart lyder til. Ofte er der så meget støj på linjen, at det overdøver både spørgsmålet og ens egne svar på, hvad der skal være meningen med livet. Og så er det jo heller ikke nødvendigvis én selv, man lytter mest intenst og opmærksomt til.

Her er det, at Platons Daimon kan være til hjælp. Det var den vejleder, som Platon mente kunne hjælpe det enkelte menneske til at finde den rette og meningsfulde vej gennem tilværelsen. Denne Daimon kan få os til at overveje svaret på det spørgsmål, som livet stiller hvert enkelt menneske: Hvad er din mening med livet, hvad skal du gøre? Svarene gives os ikke, dem må vi selv levere, og de komme ofte så langt inde fra os selv, og udtrykkes så lavmælt, at de næsten ikke høres midt i den verden, som vi dagligt hvirvles rundt i.

Daimonens svar – som kommer inde fra kernen af os selv – kan imidlertid lokkes frem og gøres helt tydelige ved, at man forestiller sig den scene, som jeg indledte med: Du ligger på dit dødsleje. Du har nået meget i dit liv, men hvad var det, som du ikke nåede, og som du nu ligger og tænker på: Bare jeg havde gjort det? Men heldigvis ligger du jo ikke på dit dødsleje. Alligevel kan det blive som en slags genfødsel, hvis du rejser dig op og siger: Nu ved jeg, hvad jeg skal gøre!

Adrenalin

Adrenalin er det moderne samfunds hormonale udtryk. Kamphormonet, der udløses, så vores evne til pludselig handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den rede til at yde en ekstra indsats. Adrenalin er hormonet, der hos vores forfædre sikrede overlevelse i kamp og undtagelsestilstande. Det er overbelastningens hormon, som i dag er blevet hverdagshormonet, fordi hverdagen efterhånden til forveksling ligner en undtagelsestilstand, der stiller fysiske og psykiske krav til mennesket, som befandt det sig i en permanent overlevelseskamp.

Adrenalin er det økonomiske væksthormon, der sikrer velstand. Det er fremskridts- og karrierehormonet og det hormon, som de fleste kan navnet på, fordi det er blevet symbolet på de værdier og egenskaber, der sikrer overlevelse og anerkendelse i det moderne samfunds tempofyldte hverdag. Adrenalin er hastighedens hormon, som gør os kampduelige i det samfund, hvor hurtighed, travlhed, grænseløs effektivitet, stress og rastløshed fremstår som helt centrale værdier.

Det er en udbredt oplevelse, at det daglige liv er blevet speedet op, og at alle processer accelererer. Arbejde, fritid og privatliv præges af tidspres og tidsmangel. For blot nogle få år siden forestillede mange sig, at teknologien og den økonomiske vækst ville resultere i et fritidssamfund præget af ro og harmoni. Det modsatte er tilsyneladende blevet tilfældet. Overarbejdskulturen og ikke fritidskulturen er blevet normen. E-mailen sprøjter informationer og meddelelser ud. Mobiltelefonen kimer, uanset om dens ejer befinder sig på jobbet, stranden, toilettet eller i hed elskov – og ingen tør lade den ringe, det kunne jo være noget vigtigt. Stress, travlhed og følelsen af mangel på tid er blevet en indre tilstand, der afspejler et dominerende træk ved verden af i dag. De sociale processer, vi deltager i, er gennemsyret af højt tempo og en iboende tvang til travlhed.

Måske er langsomhed slet ikke længere en realistisk valgmulighed. Kravet om tempo, høj effektivitet og forandringsduelighed, med efterfølgende udbrændthed, er blevet en dagligdags erfaring for mange mennesker. Det er en efterstræbt social værdi at kunne klare det opskruede tempo og mobilitetens mange forskellige krav. Hurtighedssamfundets værdier accepteres og forfølges langt ud over den livstruende grænse.

Al tid skal gøres til aktiv tid, hvert sekund i døgnet skal udnyttes effektivt. Der er ikke tid til lange ophold ved noget bestemt, til fordybning eller til at vente. Tid er blevet en af de mest knappe ressourcer i verden. Derfor gælder det om at eliminere alt, hvad der ligner ventetid og spildtid.

I modsætning til så mange andre ressourcer har tiden imidlertid det problem, at den ikke kan spares op, genanvendes eller recirkuleres. Derfor gælder det om at planlægge tiden, udnytte den mest effektivt og i hvert fald ikke spilde den. Høj hastighed og effektivitet i alle gøremål er blevet nøglen til det enkelte menneskes personlige, sociale og økonomiske succes. Det er tilsyneladende ikke en attraktiv egenskab at have god tid. Den, der blot har god tid og indrømmer det, diskvalificerer sig selv og indrømmer samtidig en manglende evne til at klare hastighedssamfundets præstationskrav.

Måske er det kuriøst, men dog alligevel tankevækkende, når en britisk undersøgelse for nogle år siden viste, at 17% af de adspurgte i en internetvirksomhed mente, at computernedbrud er lige så psykisk belastende som det at blive forladt af sin partner. En anden undersøgelse viser, at hvis en computer er længere end 1,5 sekunder om at svare, så er det sandsynligt, at den fremkalder både stres og utålmodighed hos brugeren. Ordet stress kommer af det latinske stringere, at stramme eller snøre til, og denne oprindelige betydning af ordet forklarer den tidsmæssige og kvælende sammensnøring, som mange mennesker føler ved det daglige møde med hastighedssamfundets krav og livsbetingelser.

I det lille essay Langsomheden har Milan Kundera beskrevet det adrenalinpumpede samfund som forfaldent til hurtighedens dæmon. Om denne dæmon skriver Kundera bl.a., at Hurtigheden er den form for ekstase, som den tekniske revolution har foræret mennesket. Men også, at vi i denne hastigheds-orgasme kan glemme os selv og måske tilmed glemme, at vi overhovedet lever.

Jeg har skrevet dette i løbet af søndagen. Nu er det aften, og hvor mange er ikke allerede i gang med at planlægge alt det, der skal ske mandag morgen? Der er løbet mails ind, kan jeg se, som skal forberede mig til den kommende uge – og dog er det stadig søndag og mandagen kommer alligevel ikke før dagen i dag er forbi. Men hastighedsamfundet kræver, at jeg er på forkant – mentalt allerede er ude i fremtiden, væk fra den nutid, hvor min krop lige nu ellers har det så rart.

Jeg sidder nemlig i en lejlighed på Nørrebro, sammen med de tre smukke. Vi har snakket og bestilt pizza fra ham nede på hjørnet. Faktisk føles det som om tomorrow never comes, når jeg er sammen med dem – her og nu.

Optimismens spændetrøje

For et stykke tid siden var det min skæbne, at høre en arbejdspsykolog holde foredrag om stresshåndtering. Som udgangspunkt brugte han en analyse af det moderne arbejdsmarked, hvor den ekstreme forandringshastighed tvinger virksomhederne til konstante omstruktureringer. Det betyder, at medarbejdernes omstillingsparathed presses til det yderste, ofte med katastrofale følger for det enkelte menneskes fysiske og psykiske helbred – det kan kaldes stress, nedslidning eller udbrændthed.

Så langt var det en ren fornøjelse at være enig med arbejdspsykologen. Det var jo en fin og korrekt analyse af menneskes vilkår på dagens arbejdsmarked. Det skulle imidlertid vise sig, at denne analyse var utilsigtet begavet. Minuttet efter lancerede han nemlig en teori, som vil give medarbejderen yderligere et problem, oveni det allerede at være ramt af stress. Som en anden Erasmus Montanus, der ved hjælp af fejlagtig logik forvandlede morlille til en sten, forvandlede arbejdspsykologen nemlig den stressramte medarbejders mentale indstilling til at være selve problemet.

Voila – først havde man det problem, at være blevet ramt af stress, så får man i tilgift det problem foræret af psykologen, selv at være årsag til problemet, fordi man tænker og føler forkert. Hvis det er den slags venner man får, når man rammes af stress, så har man ikke brug for fjender.

Arbejdsmarkedet kan imidlertid ikke laves om. Arbejdspsykologens columbusæg var derfor følgende: Det er medarbejderne (dem vi i mere højtidelige stunder også kalder for mennesker), der må laves om, så vilkårene på arbejdsmarkedet ikke opleves som stressende og nedslidende. Til de stressede og nedslidte sagde han: ”Lad være med at betragte vilkårene på jeres arbejdsplads som et problem; se dem i stedet for som en udfordring! Det er nemlig langt mere positivt at stå over for en udfordring end det er at stå over for et problem”.

Jeg vil ikke benægte at vi ofte er i situationer, hvor det er den mentale tilgang til verden, der er afgørende. Men lad mig lige minde om, at denne arbejdspsykolog skulle fortælle, hvordan mennesker truet af stress og nedslidning kunne hjælpes. Med andre ord – han skulle forholde sig til mennesker i dyb eksistentiel krise. Problemet (ikke udfordringen – men det fucking problem) var, at han dybest set mente, at disse mennesker selv var skyld i, at det var gået så galt for dem. Det var deres syn på verden, der var problemet: De havde set deres situation, som et problem og ikke som en udfordring.

I romanen 1984 skrev George Orwell om det såkaldte “nysprog”, hvis formål bl.a. var at kontrollere menneskets tanker, ved at fjerne enhver mening fra sproget. Når vores arbejdspsykolog siger, at ordet “problem” ikke skal bruges, men erstattes af ordet “udfordring”, taler han i virkeligheden en form for nysprog, hvor der ikke gives mulighed for  hverken meningsfuld samtale eller eftertanke.

Hvis en gruppe medarbejdere står over for nedskæringer, øget arbejdspres, nye organisationsformer osv. – så kan vi da godt kalde det for en udfordring, men det forekommer mere relevant at tale om et ret stort problem. Vil man anerkende medarbejderne og tage dem alvorligt, må det negative indrømmes en plads. Lad ikke det at have et problem blive til et problem. Gør man det, så har man nemlig to problemer i stedet for ét.

Som psykoterapeuten Bent Falk skriver i den fine bog At være der hvor du er, så bliver samtalen fuld af huller og meget indviklet, hvis vi forbyder os selv at opleve og omtale den negative del af virkeligheden. Det negative ændrer jo ikke nødvendigvis betydning for personen selv, bare ved at blive kaldt noget andet. Det menneske, der oplever noget negativt og føler det som et problem, bliver imidlertid ladt alene med følelsen, hvis den ikke mødes og anerkendes af omgivelserne, som legitim, blot fordi den er negativ. Står jeg over for et menneske, der har oplevelsen af ikke at slå til, føler dårlig samvittighed over ikke at kunne klare det hele, er tynget af magtesløshed i forhold til alle de opgaver, der skal løses og måske tilmed er bange for at blive fyret – så hjælper det ikke at sige: “Du tager fejl – du har ingen problemer, du har bare nogle udfordringer!” Reagerer jeg på den måde, bliver hendes følelser på en eller anden måde hjemløse. Hun vil opleve, at jeg siger: “Du føler forkert – jeg vil kun være sammen med dig og kun anerkende dig, hvis du ændrer dine følelser”.

Negative følelser er ikke blot mangel på positive følelser. Det virker som om den positive psykologi forestiller sig, at det hele handler om at bruge de rigtige ord, f.eks. ”udfordring” i stedet for ”problem”. Men hvorfor være så bange for problemer, som arbejdspsykologen tilsyneladende var? Langt de fleste mennesker er jo ikke bange for at tale om deres problemer. Derfor er det også lidt underligt at stifte bekendtskab med en teori om positiv psykologi, der ikke ønsker at bruge det ord, som de fleste mennesker sætter på livets vanskelige situationer. På den måde kommer man i hvert fald ikke de mennesker i møde som rent faktisk oplever, at de har problemer.

Både det negative og det positive er en del at livet. Enhver samtale med mennesker, der har den seriøse følelse af at være konfronteret med et problem, må tage udgangspunkt i denne virkelighed. Det giver ingen mening at hive dem ud af den virkelighed, der for dem er trist og problemfyldt. Hvis vi forsøger at rykke samtalen væk fra det, der er vigtigt for dem, så bliver fortielser og livsløgn det ulykkelige resultat. Der kan findes stor styrke og et mægtigt udviklingspotentiale ved at forholde sig til alvoren i det negative – problemerne – i stedet for blot at betragte dem som noget, der udelukkende står i vejen for lykken og livsglæden.

I bogen Positiv psykologi skriver forfatteren, at det drejer sig om at fokusere på, hvorfor vi trods alt vælger livet. Se, dét er et godt og dybt spørgsmål, som i den positive psykologi imidlertid ofte bliver besvaret yderst overfladisk. Svaret ser nemlig ud til at være, at livet vælges i det omfang man kan undgå de problematiske og negative dele af tilværelsen, hvorfor det handler om at undgå disse situationer, og som et minimum give dem mere velklingende navne end ”problemer”. Kun det entydigt positive ses som en livsressource.

For min eget vedkommende vælger jeg livet, fordi jeg føler at det er ret problemfyldt og i sin dybde rummer noget, der er større end mig; noget der ikke nødvendigvis kan omformuleres til en positiv udfordring, men noget, der viser, hvor alvorligt det er, det liv, som jeg er i gang med. Det er ikke nødvendigvis lykken, der er livets mening; livets mening kan jo også være livet selv – både når det viser sig fra den positive og negative side.

Når maskerne falder

Jeg har aldrig tidligere prøvet at være 55 år gammel. Men det er helt fint. Faktisk er det efterhånden noget af det bedste, som jeg har oplevet. Som 55-årig er det på den ene side tydeligt, at man er dødelig, og derfor godt kan tillade sig at have lidt travlt med at nå alt det vigtige. Men på den anden side – når man nu alligevel er dødelig, så er der jo heller ikke nogen grund til at have alt for travlt.

Jeg har ikke så meget erfaring med det endnu. Det var derfor, jeg for cirka 10 måneder siden oprettede denne blog. At skrive løs på bloggen har siden været en øvelse i at leve mit liv på en ny måde. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg måtte træffe nogle ret vigtige beslutninger om resten af mit liv. Der var ikke længere ret meget tilbage, som jeg fortsat kunne gemme mig bag. Det blev stadig mere tydelig for mig: Enten var det mig, der løb af med livet – eller livet, der løb af med mig. Jeg måtte vælge mellem for alvor at træde ud i verden, eller finde nye måder, at gemme mig på.

Måske lyder det mærkeligt, men mine skriverier på denne blog har hjulpet mig til at kunne træde ud i verden på en meget mere nærværende måde. Mit mål var at skrive 50 indlæg, og det er det så blevet til i dag – 1. søndag i advent, hvor årets første sne også falder. Alle mine blog-indlæg beskriver noget meget vigtigt i mit liv: En rejse, hvor maskerne en efter en er faldet, hvor det for første gang har været muligt for mig at skrive frit om noget, som ellers altid har levet meget privat og skjult, langt inde i mig selv. Bloggen har tvunget mig til at fokusere på, hvad der er vigtigt i mit liv: Hvem jeg egentlig er, hvordan mit liv skal indrettes og leves, hvad jeg vil tro på, hvordan jeg vil forsøge at udvikle mig og hvad der skal stræbes efter i de kommende år?

Jo mere jeg skrev, jo mere blev jeg grebet af et dybere og dybere behov for at blive mig selv og afdække, hvorfor det er så let og fristende at svigte den, der står én nærmest – nemlig sig selv.

Sådan en rejse fortager man ikke alene. Derfor har jeg også skrevet om mine ledsagere – som alle er en del af historien: Min kone der fulgte mig hele vejen og frelste mig når jeg mistede kursen, og bogstavelig talt dansede med mig  hjemme i stuen når kompasretningen igen var stukket ud. Min kærlighed til hende kan ikke beskrives. Jeg har også skrevet om Dorthe, der gav mig et nødvendigt puf i den rigtige retning; om Arkæologen, der forbandt og forsonede mig med fortiden; om min personlige Jordemoder, der viste mig nye livsmuligheder – og om mange andre levende og døde, om mine forældre og forfædre, om guder, djævle, dæmoner og filosoffer – alle sammen nogen, der på en eller anden måde har ledsaget mig på rejsen. Specielt oplevede jeg, at mange af de døde ændrede sig mens jeg skrev om dem, og blev meget lettere at leve med i erindringen end de ellers havde været. Og de levende kom jeg tættere på end nogensinde før – ikke fordi jeg skrev om dem, men fordi ordene på bloggen blev til levet liv sammen med dem, jeg elsker.

Og så har der været alle dem, der har skrevet til mig. Efter hvert blog-indlæg har jeg fået meget smukke ord tilsendt; meget fortrolige og dybt bevægende fortællinger om andre menneskers liv, kærlige tanker på skrift og meget mere. Det har været en meget stor oplevelse og en drivkraft for mig til selv at gå videre, også når jeg var ved at gå i panik over ikke, at kunne finde min egen vej gennem livet.

Mens jeg skriver dette sidder jeg og lytter til Coldplay – det skulle jeg i virkeligheden nok være for gammel til, men jeg synes det er fedt at se og høre deres forsanger på scenen – han er bare så sej, og jeg vil gerne kunne danse ligesom Chris Martin. Men det er også helt i orden bare at lytte når han synger Don’t Panic.

Oh all that I know
There’s nothing here to run from
Cause here
Everybody here’s got somebody to lean on.

Ja – sådan har det været for mig: Alle de positive tilkendegivelser jeg har fået viser, at der altid er nogen, som man kan finde støtte hos – og jeg har støttet mig meget til de ord og tanker, som er blevet sendt til mig efter hvert nyt indlæg her på bloggen.

Her kunne det så stoppe. Men det at skrive på bloggen en gang om ugen hjælper mig til at kaste lys over mit eget liv – og da jeg jo trods alt kun er 55 år gammel, og netop i år har oplevet så meget i forhold til mig selv, til andre mennesker og til hvad livet ellers inviterer mig til – så fortsætter jeg. Der bliver nemlig mange flere ting, og ikke færre, at undersøge, efterhånden som man bliver ældre. Altså kommer der 50 indlæg til – lad det være en trussel eller et løfte.

For et par dage siden inspirerede en gamle ven mig til at kigge nærmere på den fantastiske skulptur af Zenos Frudakis. Det er et bevægende kunstværk om frihed. freedom-sculpture-by-zenos-frudakisLad dette motiv blive symbolet på fremtiden – at træde ud af stenen ind i livet og friheden – nysgerrig, nyfødt uanset hvilken alder du har – der er altid nok at undersøge, kigge på, undre sig over og skrive om.

Og i baggrunden hører jeg stadig Coldplay – nu er de nået til Fix You. Dans ud af stenen til løftet om, at der altid er nogen og noget, der vil Fix You, hvis du får brug for det:

When you try your best but you don’t succeed
When you get what you want but not what you need
When you feel so tired but you can’t sleep
Stuck in reverse.

And the tears come streaming down your face
When you lose something you can’t replace
When you love someone but it goes to waste
Could it be worse?

Lights will guide you home
And ignite your bones
And I will try to fix you.

Vendepunktet

Man kan fare vild mens man ligger i sin seng og miste sig selv på få sekunder. Det skete for en af mine venner for nogle år siden. Hans liv brød sammen, som så mange menneskers liv bryder sammen. Det skete mens han lå på hospitalet, hvor der på et tidspunkt var alvorlig fare for hans liv. På det tidspunkt havde jeg kendt ham i mange år, ikke helt tæt, men vi vidste altid, hvor hinanden befandt sig, og gennem en del år havde vi arbejdet sammen. Heldigvis overlevede han, men der var gået noget helt galt – trods stor taknemmelighed, fordi han havde overlevet, havde han alligevel på en måde mistet sig selv, dér i hospitalssengen, mens han lå og kæmpede med døden.

Han er en meget belæst mand, og altid god for et citat fra en af hans yndlingsforfattere. Man kan opfatte dette som en distance, men jeg oplever også ofte, at de alvorlige ting faktisk bedst beskrives gennem kunsten, et citat fra en roman eller et digt. Da han også selv har en lille kunstnerisk åre blev han derfor voldsomt inspireret af noget, som en læge sagde til ham den dag, hvor han endelig blev udskrevet: Du er en stendanner. Selv om lægen havde ment det som en forklaring på, at min ven havde dannet sten i alle mulige indre organer, så er det ikke noget, man bare lige siger til en mand med en ganske livlig litterær fantasi. Flere år efter vendte min ven da også tilbage til dette udsagn. Det var en dag, hvor han prøvede at fortælle mig, hvorfor han havde mistet livslysten efter mødet med døden, selv om han jo rent faktisk overlevede og burde være glad.

Man må søge ned i livets undergrund – og du ved jo, at jeg er en stendanner, så vejen ned i min personlige undergrund er lidt hård og jeg må hele tiden søge nye veje, fordi der er spæret af stenstykker, og jeg ved ikke om jeg snart har flere udveje. Jeg var klar over at det var meget alvorligt ment. Han havde overlevet fysisk, men frygtede med god grund at dø psykisk og var faktisk på vej væk fra livet.

Min ven havde netop læst Salman Rushdies roman ”Maurerens sidste suk”, der handler om en mand, hvis liv forløber meget hurtigere end det skulle, så han derfor også nærmer sig døden hurtigere end han egentlig burde. I denne fantastiske bog siger hovedpersonen på et tidspunkt:

Jeg skal fortælle dig en hemmelighed (…) Når det gælder frygten, så er det alt eller intet. Enten styrer den som en hvilken som helst tyrannisk bølle ens liv med stupid, blindende almagt, eller også omstyrter man den, og så forsvinder dens magt i en lille røgsky. Og endnu en hemmelighed: Revolutionen mod frygten, det at vælte denne tarvelige despot, har stort set intet med ”mod” at gøre. Det drives af noget langt enklere: det simple behov for at komme videre med ens liv. Jeg holdt op med at være bange, for hvis min tid her på jorden var begrænset, så havde jeg ikke sekunder at spilde på bæven.

Det var sådan, min ven gerne ville have det, men han var blevet fanget af frygten og kunne ikke starte en revolution mod den. Derfor blev frygten bare mere og mere selvforstærkende, så han nu var ved at miste troen på, at der kunne være en mening med hans liv. For at vise, at jeg også kunne være med, henviste jeg til nogle tanker, som den norske forfatter Karl Ove Knausgård flere år senere skulle gøre sig i andet bind af ”Min kamp”: spørgsmålet om livets mening er blevet et teenagespørgsmål, der ikke længere kan stilles af voksne med en intakt anstændighedsfølelse. Og det er meget trist, for når man rammes af meningsløsheden er det vigtigt at kunne stille alle de dybeste spørgsmål, ellers bliver man for alvor væk for sig selv.

Det var noget tid efter denne samtale, at min ven besluttede sig til, at dette kunne han ikke klare alene. Hans hustru måtte hjælpe ham til denne indsigt og senere fortalte han om den dag, der blev mytisk for ham, og som vi siden har kaldt for Vendepunktet. Helt for mig selv tænker jeg også på den som en slags genfødsel – for faktisk virker han i dag som en genfødt. Ikke som en nyfødt – men som en mand, der har taget livet i besiddelse, måske for første gang i den periode, hvor han har levet her på Kloden. Men jeg ved godt, at det var en svær fødsel. Det forstod jeg helt fra begyndelsen da han fortalte om, hvordan han mødte sin Jordemor for første gang.

Kvinden over for ham kunne være et sted mellem 35 og begyndelsen af 40’erne. Han så på hende hen over det lave bord med te-glassene; lidt i modlys fra vinduet, der fra første sal vendte ud mod torvet, som han få minutter før havde krydset med blikket stift rettet mod døren op til hendes klinik. Fra samme øjeblik, han havde ringet til hende for at bestille en tid, havde han været i tvivl. Der er jo egentlig ikke noget alvorligt i vejen med mig, havde han tænkt. Havde han måske ikke klaret sig godt, fået en uddannelse, haft gode og prestigefyldte jobs, fået meget anerkendelse, haft gode forældre og selv fået en dejlig familie? Hvorfor skulle det være nødvendigt at tale med en terapeut? Havde alle mennesker det i virkeligheden ikke på samme måde?

Men nu var han der altså og på hendes ansigtsudtryk forstod han, at hun sikkert havde stillet et spørgsmål, som nok drejede sig om, hvorfor han var der. Det var netop det spørgsmål, der fyldte ham så meget, at han nærmest ikke opfattede, hvad hun sagde, og mest af alt havde lyst til at sige, at der var tale om en fejltagelse. Det var en gåde for ham, hvordan han havde fået åbnet døren, bevæget sig op til 1. sal og sat sig i sofaen foran hendes klinik. Hun var en fremmed kvinde, som han skulle fortælle noget, der næsten var skjult for ham selv. Symptomer kunne han ikke fortælle hende om, der var jo ikke tale om en sygdom, som gjorde ham ude af stand til at fungere. Afstand var det, han kunne komme på; en følelse af afstand til det virkelige liv, en følelse der gjorde ham bange og ked af det. En afstand, der betød, at han konstant oplevede en smertelig distance til alle andre, og til sig selv, som om han levede i det forkerte af to parallelle universer.

Hvordan forklarer man et fremmed menneske det, når man er vant til, at netop afstanden hjælper én til hverken at skulle mærke eller forklare det? Hen over hendes venstre skulder kunne han se folk bevæge sig rundt nede på torvet. Han så dem på afstand, gennem et vindue, der holdt alle lyde nede på en svag summen, og pludselig fik den afstand, der jo her var så tydelig, ham til at sige: For nogle år siden blev jeg så syg, at jeg var ved at dø af det, men overlevede. Nu er jeg blevet så bange, at jeg næsten ikke tør leve alligevel – og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Dét var Vendepunktet i dets enkelthed; ord som forløste. Jeg ved ikke, hvad hun gjorde for min ven – det holder han naturligvis helt for sig selv. Men hun var magisk og tilbød det rum, hvor han i de kommende år hele tiden kunne gå lidt længere, end han ellers kunne have gjort på grund af de stendannelser, der spærrede vejene i hans indre. På den måde kunne han tage nogle skridt, som det aldrig ville have været muligt at tage alene og uden denne kvinde, som deltagende vidne.

Når vi i dag taler om dette Vendepunkt i min vens liv kan han naturligvis ikke lade være med at citere fra Rainer Maria Rilkes digt ”Nu sænkes timen”, når han skal forklare, hvad der skete den dag:

Nu sænkes Timen og rører mig tøvende
med sit Metalklare Slag;
Jeg føler: jeg kan – og griber med prøvende
Sanser den plastiske Dag.

Selv om jeg på mange områder næsten ikke kan kende min gamle ven længere, så er vi vokset sammen på en helt ny måde og er nok langt mere uadskillelige end tidligere. Det gælder også min ven og hans hustru. Det var hende der ventede på, at han fik rystet alle de psykiske stendannelser af sig, så han kunne tage imod den store kærlighed, som hun sammen med de to piger viste ham.

Nu er det ikke kun min ven, der kan det der med at citere store digtere. I al beskedenhed prøver jeg at følge med og dækker mig undertiden ind bag digternes ord, når mine egne evner ikke slår til. Så til min ven og hans familie vil jeg gerne slutte denne blogpost med at citere den danske digter Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen af havets skød” fra 1891:

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejrsjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!

Tidsmaskinen

Fortiden kan man ikke ændre. Sket er sket, hedder det, og det er kun inden for science fiction, at tidsmaskinen er opfundet, så man kan rejse tilbage og ændre på fortiden, hvorved nutiden også forandrer sig. Min påstand er imidlertid, at alle mennesker har en psykisk tidsmaskine, som gør det muligt at rejse tilbage til fortiden og på den måde ændre noget ved nutiden.

Erindringer om fortiden er ikke noget der afsluttes én gang for alle. De konkrete hændelser sker og efterlades i fortiden. F.eks. er mine forældres død to konkrete hændelser, der skete i fortiden, og de sker helt sikkert ikke igen. Men erindringen om mine forældre er noget, der sker i nutiden, og denne erindring afsluttes ikke, den opstår igen og igen, selv om erindringens indhold kan ændre sig radikalt mange gange. Derfor fordøjer vi heller ikke blot de konkrete hændelser der sker i vores liv – sket er ikke bare sket – vi bliver hele tiden formet af erindringen om disse hændelser og oplevelser. Når erindringen om mine afdøde forældre ændrer sig gennem et nyt perspektiv, så er der derfor også mange ting i min nutid, som ændrer sig.

Det er her den psykiske tidsmaskine kommer ind i billedet. For tænk hvis fortiden var helt lukket og forseglet, så vi ikke kunne rejse tilbage i tiden og opdage nye perspektiver eller en lidt anden historie om det, der engang skete. Så ville vi faktisk være fanget i fortiden.

Jeg vil bruge et personligt eksempel for at vise, hvad der menes med dette. Da jeg i sin tid gik i skole eksisterede mobning ikke. Det hed drilleri, hvis det overhovedet havde et navn, og var noget som alle raske drenge skulle kunne tåle. I hvert fald var det ikke noget, som man skulle forvente at skolen tog sig af. Derfor var det heller ikke noget, der blev talt om, ikke noget man sladrede om eller sagde derhjemme. Jeg blev imidlertid drillet ganske meget i skolen. På grund af mit udseende; jeg var for høj, for tynd, for bleg, for slap og gik med briller. Desuden fordi vi var tilflyttere fra København og gik i noget forkert tøj, talte på en lidt anden måde end de andre og i det hele taget havde jeg svært ved at finde ud af den måde, som tingene foregik på i skolen; jeg lærte langsommere end de andre og forstod mig ikke på at finde venner, så jeg var rigtig ked af at gå i skole. Derfor pjækkede jeg, hvilket naturligvis gjorde det hele meget værre, for så var jeg jo bare ham, der ikke kunne undvære sin mor.

Det var dybt ydmygende for mig at blive drillet, og jeg sagde det derfor aldrig til nogen, men løj mig i stedet for syg, så jeg slap for at gå ud. Ikke engang mine forældre fik den rigtige historie, fordi jeg havde den sikre overbevisning, at det var mig, der var noget galt med, at jeg var forkert, dum og i virkeligheden bare skulle tage mig sammen. Men det kunne jeg ikke og så måtte jeg finde mig i det hele, for det var langt mere ydmygende at skulle afsløre sig selv, som en der blev drillet.

Sådan har mange børn haft det. Denne historie er derfor ikke usædvanlig eller særlig slem for mig, men blot et eksempel på, hvor vigtigt det er at kunne rejse tilbage til fortiden og ændre lidt ved tingene. Først da jeg i en alder af 53 år, på grund af nogle helt andre omstændigheder i mit liv, måtte opsøge en psykoterapeut, fortalte jeg for første gang hele historien. Intet kan naturligvis ændre ved den faktiske kendsgerning, at jeg blev drillet og gennem hele min skolegang troede, at det var mig, der var noget i vejen med. At jeg havde fået tillagt drillerierne denne betydning afspejlede sig naturligvis senere i livet som en stor usikkerhed om, hvorvidt jeg var god nok, dygtig nok til mit arbejde, værd at være ven med osv.

Efter nogle ture i tidsmaskinen sammen med min kærlige og omsorgsfulde terapeut skete der noget som gjorde, at min fortid rent faktisk ændrede sig i en grad så også nutiden forandrede sig, selv om de konkrete begivenheder i fortiden naturligvis forblev de samme. Efterhånden begyndte fortidens begivenheder at fremtræde for mig med en anden betydning. At jeg var blevet drillet var der ikke nogen tvivl om, men langsomt fik jeg snuden i det spor, der førte mig i retning af den mulighed, at det ikke var mig, der havde været noget galt med. Det gik op for mig, at jeg måske simpelthen var blevet behandlet dårligt, at ingen havde hjulpet mig og at det ikke var min egen skyld. Så skulle jeg altså heller ikke længere skamme mig over at være den, der blev drillet. Med andre ord, jeg behøvede ikke hele tiden at være nervøs for om jeg nu også var god nok og gjorde det rigtige. De havde ikke drillet mig fordi der i virkeligheden var noget galt med mig, men fordi ingen voksne havde taget sig af det, og ingen havde hjulpet mig, så jeg endte med at opleve det som min egen skyld.

Det lyder måske ikke af noget særligt, for hvor svært kan det være at finde ud af, at det er de andres skyld? Svært – vil jeg gerne sige, for min idé om at jeg selv var skyldig og følelsen af skam var blevet en del af min fortid – og ideerne om fortiden sætter rammerne for både nutiden og fremtiden. Min selvforståelse var så at sige blevet fanget i fortiden.

Denne nye udlægning af min fortid betød ikke at jeg skulle finde frem til, hvem der havde svigtet o.l. Den betød heller ikke, at selvmedlidenheden nu skulle have frit løb. Men bare det at erkende, at det ikke var mig der havde været noget galt med, det at kunne se drillerierne som noget de andre børn ikke havde nogen ret eller grund til at gøre mod mig – alene dette gjorde, at begivenhederne i min fortid nærmest ændrede sig, så jeg i min nutid begyndte at se på mig selv med lang mere milde øjne. Det terapeutiske rum er på den måde ikke kun et sted, hvor man kan komme med dybe og ellers hemmelige betroelser til terapeuten. Det er også start- og landingsbanen for den psykiske tidsmaskine; stedet hvorfra man kan rejse tilbage i tiden og opdage nye perspektiver på gamle begivenheder og dermed omskabe ellers fastlåste fortællinger om sig selv som f.eks. skyldig, forkert o.l.

Denne lille historie kunne være fortalt om mange andre mennesker end mig. Fortiden virker på os alle, vi bliver formet af de oplevelser og erfaringer, vi har gjort os, nærmest helt fra vores egen personlige begyndelse. Hele tiden genoplever vi ting og sager fra vores fortid. Når jeg – selv som voksen og trods en god uddannelse, godt job, masser af succes, smuk kone og alt det andet positive i mit liv – alligevel kunne komme meget i tvivl om mit eget værd, så var det fortidens dæmoner, der hviskede mig i øret. Men heldigvis kan mange af disse biografiske hændelser i vores fortid ændres; ikke gøres ugjorte, men det betydningsindhold, vi tillægger dem, kan ofte ændres så det nærmest føles som om selve fortiden har ændret sig – og så er det næsten som at blive genfødt.