Hver gang vi mærker kærlighed mærker vi noget andet end os selv. Sådan er det også, hvis vi blot tænker på kærlighed – så er det noget andet end os selv, vi tænker på. Kærlighedens væsen er nemlig, at kunne åbne os mod noget større og andet end os selv.

Psykoanalytikeren Erich Fromm skrev i bogen Kunsten at elske, at menneskehedens historie dybest set er udtryk for, hvordan mennesket til forskellige tider har forsøgt at overvinde adskiltheden. Mennesket har en bevidsthed om sig selv, som et separat væsen, adskilt fra andre. Denne adskilthed er et grundtræk ved den menneskelige livssituation og er knyttet sammen med smertelige oplevelser af isolation, ensomhed, følelsen af at være udenfor, på afstand af verden og andre mennesker, manglende gensidighed og ikke mindst ofte af intens angst. Andre mennesker kan få mig til at opleve min egen isolation. På den måde kan de andre blive mit helvede, fordi de spejler min afsondrethed, isolation og ensomhed. Og så er det, at jeg må afsondre og isolere mig endnu mere for ikke at mærke min ensomhed. Erich Fromm sagde derfor, at mennesket ville blive drevet til galskab, hvis det ikke kunne befri sig fra dette fængsel og på en eller anden måde forene sig med verden udenfor – med andre mennesker.

Til alle tider og i alle kulturer har mennesket stået over for dette problem: Hvordan kan adskiltheden og isolationen overvindes? Hvordan kan det enkelte menneskes snævre cirkel brydes og åbnes ud mod verden så der kan skabes forening med andre mennesker? Problemet har været det samme, men løsningerne har selvfølgelig været forskellige. At knytte isolerede mennesker sammen i noget, der er større end det enkelte individ, har bl.a. været målet for myter, religioner, ideologier, livsanskuelser, skabende kunst og meget mere – alt det, der samlet set udgør menneskets historie.

Stræben efter menneskelig forening er den mest magtfulde kraft i mennesket, mente Erich Fromm. Det er den mest fundamentale passion, det er den kraft, der holder klanen, familien, samfundet og kulturerne sammen. Opnås denne forening ikke kan konsekvenserne blive (selv)destruktive. Skal f.eks. et samfund fungere må der være en sammenhængskraft – noget, som på en eller anden måde forener de mennesker, der lever i samfundet; nogle værdier, der peger ud over den enkelte; værdier, som det enkelte menneske kan identificerer sig med. Det kunne være de demokratiske, velfærdstatslige og sociale værdier, som i nyere tid har karakteriseret det danske samfund. Er der ikke nogen værdier, som får samfundets medlemmer til at have en nok så overfladisk fornemmelse af samhørighed og symbolsk forening, så ender samfundet i selvdestruktion og destruktion af andre.

Men det er ikke kun det samfundsmæssige niveau, som er Erich Fromms hovedanliggende i den lille bog om kunsten at elske. Han undersøger kærlighed, som nøglen til den menneskelige væren og mulighederne for livsfylde. Sammen med Gabriel Marcels filosofi om kærlighed, som værens infrastruktur, sammen med håb og troskab, er der tale om en tilgang til kærlighed, som åbner for en afgørende forståelse af menneskelivet. En forståelse af, at det vigtigste i mig ikke kommer fra mig selv. Sådan er det med kærlighed – den går altid gennem den anden. I forlængelse heraf skrev Erich Fromm, at kærlighed er svaret på menneskets evige livsproblem. Som vi husker beskrev Fromm dette problem som spørgsmålet om, hvordan mennesket skal overvinde sin adskilthed og konsekvenserne af bevidstheden om sin isolation fra verden? Med andre ord, hvordan mennesket skal nå frem til en overskridelse af sig selv og sin ensomhed og dermed af den angst, der knytter sig til at være fortabt i sig selv?

For både Erich Fromm og Gabriel Marcel er kærlighed den kraft, der ved at pege ud mod andre får det enkelte menneske til at føle sig som en helhed, og ikke som en isoleret delhed. Det modsatte af angst skulle jo umiddelbart være ikke-angst. Jeg mener imidlertid, at det vil være mere præcist, hvis vi siger, at det modsatte af angst er kærlighed. Angst knytter sig til oplevelsen af tomhed; kærlighed er det modsatte af tomhed, nemlig fylde og nærvær. Derfor: Når man mærker kærlighed, eller blot tænker på kærlighed, så er det fylde og nærvær, der opleves – og fylde og nærvær kommer ved at kærligheden transcenderer, det vil sige overskrider, min isolation fra andre.

Der er vist et ordsprog, der siger noget i retning af, at kærlighed overskrider alle grænser. Det er korrekt på den måde, at kærlighed altid kommer fra et andet menneske. Hermed overskrider kærlighed i hvert fald den grænse, der er omkring det enkelte menneske. Lad mig også lige her til sidst give et eksempel på, hvor grænseoverskridende kærlighed er.

Her ved juletid ved jeg at der er mange, som savner et nært menneske, der er gået bort. Måske er der derfor nogle som siger til dig, at nu må du se at komme over det – komme dig over tabet og sorgen. Nej, du vil ikke komme dig over det, og måske er dette også et håb – for som tiden går bliver du glad for, at du ikke ”kom” dig over det, fordi det menneske, som du elskede, er forblevet i dig – som kærlighed og livsfylde. Så kan vi vel godt sige, at kærlighed er grænseløs og at den altid taler til os fra de andre; selv de døde hvisker til os om kærlighed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: