Det er heldigvis blevet helt accepteret og almindeligt, at opsøge en psykoterapeut, hvis man har problemer i sit liv. Mindre udbredt er det, at opsøge en filosof, når man har ondt i eksistensen. I Danmark er det endnu et ret ukendt fænomen, at filosoffer nedsætter sig med egen filosofisk praksis, hvor det er muligt at bestille tid og komme i konsultation til en eksistentiel samtale om det vigtige i tilværelsen. Mange andre steder i verden er det en langt mere udbredt erfaring, at filosoffer faktisk kan have en hel del at byde på i forhold til mange af det daglige livs problemer.

Men selv om filosofien er gammel – med omkring 2500 år på bagen er der nok tale om verdens næstældste erhverv – så er der selvfølgelig en grund til at filosoffer, som f.eks. Sokrates, Platon og Kierkegaard, stadig er i blandt os som en levende inspiration til at forstå de eksistentielle grundvilkår. Måske har mange filosoffer bedrevet deres filosofi i verdensfjern isolation. Alligevel er opfattelsen af filosofi, som en slags eksistentiel kur, ligeså gammel som filosofien selv. I det antikke Grækenland præsenterede filosofien således ofte sig selv, som en form for livskunst der kunne lære mennesket en helt ny måde at leve på.

Ikke mindst Sokrates insisterede på, at filosofien skulle have en praktisk relevans og at de filosofiske spørgsmål skulle have forbindelse til hverdagslivets problemer. Siden har en kongerække af filosoffer op igennem historien filosoferet ud fra den overbevisning, at filosofi ikke kun skal være for filosoffer, men for mennesker i almindelighed.

Filosofi er med andre ord et menneskeligt anliggende. Man kunne sige, at filosofien beskæftiger sig med de vilkår, som kendetegner den menneskelige eksistens, mens psykoterapien ofte (men ikke altid) er en proces, hvor det enkelte menneske arbejder med at forholde sig til eksistensens vilkår, som de udspiller sig netop i dette personlige og individuelle liv. Psykoterapien spørger, hvordan er det at være dig? Filosofien spørger, hvordan er det at være menneske?

Det er ikke helt sjældent, at der er en form for begrebsforvirring mellem det psykologiske og det filosofiske. Psykologen og filosoffen Emmy van Deurzen-Smith siger, at man ikke skal undervurdere, hvor svært det er for mange mennesker, at komme til rette med den eksistentielle uro, der knytter sig til de menneskelige grundvilkår, som f.eks. døden, spørgsmålet om livets mening og den lidelse, der altid er forbundet med tilværelsen. Med andre ord, vanskelighederne ved at erkende sin egen iboende menneskelighed.

Nogle mennesker oplever slet ikke disse spørgsmål som relevante. Men når de en dag konfronteres med en personlig oplevelse, som med ét fjerner det ellers så sikre fundament i tilværelsen, så begynder de måske at tænke over, hvordan og hvorfor de har taget så meget for givet. Set udefra kan det ofte være mindre kriser, der kaster mennesker ud i en tilstand af voldsom uro, angst og usikkerhed. Men måske har de ydre begivenheder ”blot” åbnet for et ellers godt tildækket område i det enkelte menneskes liv, hvor de dybeste eksistentielle spørgsmål om døden, meningen og lidelsen har ligget i læ – ubemærkede, men dog alligevel til stede i menneskets hverdag.

Det er i den slags situationer at filosofien, gennem eksistentielle samtaler og dialoger, kan stille sig i hverdagens tjeneste. En af dem, som i nyere tid har været mest opmærksom på dette, er den franske filosof Gabriel Marcel (1889-1973). Marcels filosofi går ud på at bygge bro mellem den filosofiske tanke og den menneskelige erfaring i det konkret levede daglige liv. Man kan således se hans filosofi som refleksioner over de dramaer, som alle mennesker konfronteres med i løbet af et liv.

En af de bærende søjler i Gabriel Marcels filosofi er netop det helt almindelige daglige dilemma for mange mennesker: At fuldbyrde sig selv eller flygte fra sig selv? Dette og lignende eksistentielle dilemmaer har efter min mening ikke godt af udelukkende at blive anskuet ud fra en psykologisk og terapeutisk tilgang til det enkelte menneskes individuelle biografi, hvor der er tale om en årsag til problemet, en virkning og en løsning.

I mange tilfælde ligger der naturligvis en personlig historie bag et menneskes psykiske problemer i tilværelsen. Men som Gabriel Marcel viser, så er mange menneskelige problemer også produkter af de dilemmaer og vilkår, som generelt kendetegner den menneskelige eksistens. Filosofisk eller eksistentiel samtale er et refleksionsredskab, som kan hjælpe mennesket til at orientere sig i en tid, hvor det faktisk er meget vanskeligt at orientere sig i forhold til eksistensens dybeste spørgsmål, fordi disse anliggender kun sjældent tematiseres på en måde, hvor man opdager sig selv og sit eget liv i de evige spørgsmål.

Hvis der meget kort skal sættes ord på, hvad en filosofisk og eksistentiel samtale handler om, så har den opmærksomheden rettet imod det almene – det vil sige det, der vedrører alle mennesker, og dermed også enhver. En filosofisk samtale orienterer sig imod, hvad der er vigtigt for den enkelte. Dét lyder måske ikke som noget specielt filosofisk. Men ved at vende sig imod det væsentlige, får samtalen menneskets værdigrundlag til at stå tydeligere, så den enkelte tilbydes mulighed for at reflektere over, hvad der giver livet fylde – på trods af døden og lidelsen, og selv om det kan være svært at finde meningen med det hele.

Netop begrebet livsfylde er centralt i Gabriel Marcels filosofi. Livsfylde er ikke noget vi automatisk er født med. Kun ved gennem hele livet at tænke over, hvad der giver tilværelsen indhold og fylde kan vi bekæmpe oplevelsen af fortabthed, meningsløshed, eksistentiel uro og angst. Derfor opfordrer han os til at tænke over, hvad der giver vores liv dybde og livsfylde. Når nu det andet lys i adventskransen tændes i dag kunne det jo overvejes, hvad det er for et lys, man gerne vil holde tændt i sin egen tilværelse?