For et par uger siden fik vores hjem en ny sofa. Det er ikke så tit, at vi køber nyt indbo. Derfor var jeg ikke helt klar over, hvad en stor møbelforretning kunne byde på – udover møbler naturligvis. F.eks. havde jeg ikke regnet med, at denne møbel- og indretningskatedral førte sig frem med religiøse symboler. Ved siden af puder, rammer og flettede kurve fik jeg imidlertid øje på en ældgammel religiøs skikkelse, som jeg ikke havde regnet med at møde denne lørdag formiddag under indkøb af en sofa.

Det var ikke Jesus på korset. Det virker ikke salgsfremmende at udstille en mand, der hænger døende på et kors, mens han anråber sin Gud med de desperate ord: ”Hvorfor har du forladt mig?”. Den slags sælger ikke mange sofaer og hyggehjørner til det lille hjem. Nej – det var Buddha, der blev udbudt til salg i forskellige størrelser, farver og materialer. Han virker tilsyneladende langt mere harmløs og hyggespredende end den korsfæstede – måske endda beroligende i sin lettere korpulente fedme – når han står på kaminhylden.

Da jeg prøvesad vores nye sofa i møbelforretningen havde jeg udsigt til hele rækker af udstillede Buddhafigurer. Jeg sad blødt i den nye sofa – så blødt og behageligt, at jeg næsten glemte, hvad der var Buddhaskikkelsens virkelige budskab. Som alle andre religiøse symboler peger Buddha nemlig lige ind i den uundgåelige menneskelige lidelse, hvilket der ikke stod noget om i møbelforretningens julekatalog. Der stod blot, at Buddha kostede 169 kr.

Buddhismen har ikke noget, der minder om det, som vi i Kristendommen kalder Juleevangeliet, med dets glade budskab om trøst, fordi en frelser nu er født. Men der findes dog legender om Buddhas fødsel og opvækst, som også sender budskabet om trøst til dem, der lider. Mens Kristendommen her omkring jul taler meget om menneskets frelse, fordi Gud lader sin søn føde på Jorden, taler Buddhismen imidlertid meget mere om mennesket selv – om de vilkår, vi må leve under og med.

Buddhismen har som religion ikke nogen Gud og Buddha var derfor heller ikke noget sendebud med løfte om frelse. I virkeligheden er navnet Buddha slet ikke et egennavn, men en ærestitel. Figuren, vi kalder Buddha, hed fra fødslen Siddhartha Gautama og var søn af en adelsmand. Først senere – da han i en alder af 35 år – opnåede åndelig erkendelse fik Siddhartha titlen Buddha, som betyder ”Den Vakte”, ”Den Oplyste”. Legenden om Siddharthas vækkelse viser, at det måske mere er mødet på Jorden, med andre mennesker, end det er det himmelske møde med Gud, der kan åbne vores øjne for kærlighedsbudskabet – som jo netop i disse dage prædikes så vedvarende inden julemaden indtages.

Som barn levede Siddhartha omgivet af luksus og i beskyttelse mod den lidelse, som kunne ses alle steder uden for paladset. Det var Siddharthas far, der ikke ønskede at sønnen skulle konfronteres med livets hårdhed. Men en dag skete der selvfølgelig det, at Siddhartha alligevel slap væk fra den påtvungne isolation og vovede sig ud i byen Kapilavastu. Det skete tre gange. Første gang mødte han en affældig gammel mand. På den anden tur uden for det beskyttende palads mødte Saddhartha en syg og feberramt mand, der lå i vejkanten og på den tredje tur så han en død, som blev båret til gravpladsen.

Gennem de tre ture uden for paladsets tryghed lærte Siddhartha således, at alle mennesker ældes, at ingen kan undgå sygdommens lidelse og at døden altid venter på en. Denne overdosis af virkelighed rystede naturligvis Siddhartha og man kan sige, at det var her, Buddha blev født, for hans lære er baseret på de opdagelser, han gjorde, om den menneskelige lidelse.

Kort tid efter forlod Siddhartha den beskyttelse, som rigdommen og faderes magtfulde position i samfundet havde givet ham, for at søge en åndelig vej til forståelse af menneskelivet. Som sagt har Buddhismen ikke nogen Gud, som kan frelse mennesket. Nej, den enkelte må frelse sig selv, og det var det, som Buddha ville lære os. Men det var næppe for at udbrede Buddhas lære, at møbelforretningen solgte figurer af den siddende Buddha. Det var ganske enkelt fordi en indkøbschef havde vurderet, at der ville være penge i det.

Da jeg sad der i vores nyindkøbte sofa og kikkede over på rækken af Buddhafigurer tænkte jeg i første omgang, at det var typisk for kapitalismen: Alt udbydes til salg – selv religiøse symboler, som langt de fleste ikke ville kende betydningen af. Buddha ville rotere i sin grav, tænkte jeg, og var på grænsen til en vis form for selvfedme – for jeg vidste jo godt, hvad det handlede om.

Pludselig var det imidlertid som om Buddha sad i sofaen ved siden af mig, og han roterede slet ikke, faktisk sad han og klukkede af grin. Så sagde han:

”Du er da vist ikke for smart! Når du kommer hjem med din sofa og en dag får gæster, så er der ikke mange, der vil spørge, hvorfor du har købt en sofa. De vil måske kommentere farven, formen, stoffet. Men ikke spørge dig, hvorfor – for det er jo helt indlysende, at der skal stå en sofa i din stue. Din nye sofa vil med andre ord ikke åbne Jer mod nye og ukendte horisonter. Men når din nabo kommer hjem med en Buddhafigur til 169 kr. så kan jeg godt love dig, at hans gæster vil spørge ham, hvorfor i alverden han købte den, og hvad han vil med den. Måske vil de endda spørge, hvem den tykke mand er. Det er slet ikke sikkert, at din nabo vil kunne svare på det. Men det er også helt ligegyldigt. For som du ved – du der er så belæst og klog – så er det blevet sagt, at den, der studerer Buddha, også studerer sit selv. Måske vil din nabo og hans gæster prøve at google mit navn, og måske vil de ramme en side på internettet, hvor der står noget om, at i Buddhismen skal man se verden som den er: Når der f.eks. sker noget frygteligt, så er der også en anden side i tilværelsen, hvor der sker noget smukt. Sig ja, til begge dele. Som du ved, er dette udtryk for Buddhismens ydmyghed over for tilværelsen. Dette vil ingen finde ud af ved at købe en sofa.”

Ved nærmere eftertanke var 169 kr. jo ikke ret meget for en figur, som udmærket kunne stå hjemme på den kommode, som jeg i sin tid arvede fra min mor. Buddhafiguren har gennem tiden haft en trøstende virkning på mange mennesker. Buddhismen repræsenterer nemlig en slags kærlig venlighed i mødet med andre mennesker. Derfor er den jo ligeså nødvendig i et hjem, som en sofa. Og tilmed – så repræsenterer den historisk set også den holdning, at kærlig venlighed kun kan vises andre mennesker, hvis man også betragter sig selv med kærlig venlighed: ”Den, som elsker sig selv, vil ikke gøre andre skade”. Ikke nogen dårlig erkendelse at få med når det bare startede med en sofa.