Med vilje har jeg ikke formuleret overskriften som et spørgsmål, men som et udsagn. Der er nemlig liv efter døden, og det kan tilmed bevises: Min far døde i 1979, og her sidder jeg, 35 efter, og er lyslevende. Og når jeg engang er død, vil mine børn leve videre, og måske er der også kommet nogle børnebørn, som kan være med til at vise, at der virkelig er liv efter døden. Det efterliv, som jeg taler om, er altså ikke det personlige liv efter døden, som religionerne og de mystiske traditioner stiller i udsigt, og som mange mennesker, uanset religiøs overbevisning, tror på. Her skal det handle om det kollektive efterliv – eksistensen af andre mennesker efter vores individuelle død.

At der på den måde er liv efter døden virker så indlysende, at det ikke motiverer til specielle overvejelser eller meditation over, hvad det egentlig betyder for de endnu levende, at have denne viden om det fremtidige liv. Vi ved naturligvis, at der også var et liv før livet, det vil sige før vores fødsel. At vi så at sige blev født ind i en verden, som andre, på godt og ondt, havde lagt til rette for os. Dette førliv kan vi se på billeder, høre, læse og få fortalt historier om, og det får os til at føle en beslægtethed med dem, der levede før os – både vores slægt, men også dem, der var med til at skabe den verden, som vi lever i nu. Vi føler os som et led i kæden og forstår os selv i forlængelse af fortidens mennesker.

Men der vil også leve mennesker efter os – når vi er døde. Mens fortiden og historiens betydning er et klassisk emne for både filosofien og psykologien – så er fremtidens betydning ret underbelyst.

Døden er slutningen for det individuelle menneske. Men når jeg nu ved, at min krop dør, er der så nogen grund til at overveje, hvad fremtiden betyder for mig her og nu? Ja, det tror jeg faktisk. For det handler ikke nødvendigvis om en bekræftelse af ens personlige identitet efter døden, men om en del af ens personlige identitet mens man stadig er i live.

Dødens magt er nemlig ikke alene nærværende i vores oplevelse af livets korthed, vores individuelle endelighed. Bevidstheden om vores dødelighed åbner også mulighed for meningsfuld livsudfoldelse gennem den måde, som vi rent faktisk allerede nu er med til at berede vejen for det kollektive efterliv – som jo på en eller anden måde også er mit personlige efterliv

Menneskeheden er så at sige et fortløbende historisk projekt, der danner den implicitte ramme for de fleste af det enkelte menneskes referencer og vurderinger af, hvad der betyder noget. Dette er ikke nødvendigvis tydeligt og bevidst i vores hverdag. Spørgsmålet er dog alligevel om vi ikke alle sammen behøver menneskehedens fremtid for at have en sikker base i vores egen tilværelse her og nu?

Ofte knytter tankerne om fremtiden for menneskeheden sig til et politisk projekt, til diskussioner om miljø, ressourcer, teknologisk udvikling, krige osv. Fremtiden har imidlertid ikke kun politisk betydning for det enkelte menneske. Den har også en eksistentiel betydning for livet her og nu. Vores uudtalte og ubevidste tillid til, at der vil være et kollektivt efterliv, har betydning for, om vi oplever en mening i vores personlige liv. Jeg tror således, at der kan være noget værdifuldt ved at inddrage fremtiden, efter vores individuelle død, i vores aktuelle liv her og nu.

Vi ser ikke fortiden – tiden før vores individuelle livs begyndelse – som en sort evighed af ikke-eksistens, selv om vi jo rent faktisk ikke var der personligt. Ligeså lidt er fremtiden – efter efter vores død – et sort hul af ikke-eksistens. Ganske vist er vi heller ikke personligt til stede på det tidspunkt, men der er liv og jeg tror, det er værdifuldt og perspektivrigt, at personliggøre ens relation til både fortiden og fremtiden.

På samme måde, som verden blev lagt til rette for mig – lang tid før min fødsel – lægges verden allerede i dag til rette for dem, der fødes ind i livet, når jeg en dag er væk. Det er ikke udtryk for storhedsvanvid at tænke sig, at man lige nu er med til at lægge denne verden til rette for fremtiden. Faktisk forekommer det mig at være udtryk for en ganske stor ydmyghed, at se sit liv i dag, som medvirkende til at frembringe den kommende verden.

I dialogen Symposion, skrev Platon, at al natur – herunder mennesket – stræber efter udødelighed. Han mente, at dette blev imødekommet gennem en slags lov, hvor alle dødelige ting bevares – ikke i samme eksistens, men ved at lade en ny eksistens tage den gamle eksistens’ plads. Platon selv døde for ca. 2000 år siden. At jeg nu sidder og skriver dette viser imidlertid, at han stadig har en eller anden form for eksistens. Men dét gælder ikke kun de store og berømte fra fortiden. Hvor meget af den verden, som vi bevæger os rundt i til daglig, har ikke eksistensspor fra mennesker, der har levet? Med andre ord bevæger vi os rundt i deres efterliv på samme måde, som fremtidens mennesker vil komme til at bevæge sig rundt i vores efterliv – i vores liv efter døden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: