I begyndelsen er livmoderen. Det univers, hvor zygoten – resultatet af befrugtningen, sammensmeltningen af ægcelle og sædcelle – udvikles til embryon, foster og menneske. Her, i moderskødets varme enhed, er fosteret ikke adskilt fra moderen. Livmoderen er stedet, hvor vi bliver til i enhed med omgivelserne, hvor der slet ikke er noget, som er omgivelse. Alt, som er – er ét – alt er enhed.

Der er ikke nogen bevidsthed om, at vi en dag bliver tvunget til at forlade det varme fostervand og gradvist selv må rejse os op for at skabe vores egen eksistenssfære. Det er fra livmoderen, at vi falder ud i verden, kastes fra det lille før-fødselskosmos til et større, og på alle måder ukendt omverdensrum. Er det derfor mærkeligt, at de dybeste og mest almene menneskelige erfaringer knytter sig til følelsen af at blive afstødt, udstødt, frastødt, forladt, efterladt, tabt?

Tegning af Leonardo da Vinci

Vi kan ikke huske, hvordan det var at blive revet ud af enheden i livmoderen. I hvert tilfælde ikke på den måde, som ordet ”huske” i almindelighed bliver brugt i sproget, nemlig som en erindring. Men vi kan ikke overhøre det, som dybdepsykologen Otto Rank allerede i 1924 skrev om fødselstraumets indflydelse på menneskets følelsesliv, og de resultater, som Stanislav Grof senere er nået frem til, ved at udforske fødselsoplevelsernes psykologiske konsekvenser.

Her skal vi ikke gå nærmere ind på disse dybdepsykologiske perspektiver, men blot bruge dem til at meditere lidt over det moderne menneskes eksistensvilkår.

Efter de første ni måneder i livmoderens beskyttende enhed, hvor barnet eksisterer i en boble af immunitet, er det at komme til verden en opgave, der varer resten af livet. Fra det indre kosmos til det ydre kosmos; faldet fra den totale enhed i livmoderen til den totale adskilthed – i hvert fald en adskilthed, der kun kan overvindes, hvis mennesker rækker ud efter hinanden og vi undertiden har mulighed for at trække os ind i en lille boble af immunitet, der i nogle øjeblikke skærmer os imod den fremmede og mystiske verden, der altid ligger derude og venter.

Mange af de små tilbagetrækningsforsøg, vi gør i løbet af en dag, er forsøg på at skabe immunitetsbobler, som bare et øjeblik kan skærme os imod det moderne menneskes største problem, nemlig formateringsstress – vanskeligheden ved konstant, at skulle være formateret til det store kosmos, det globale, ubegrænsede og uendelige kosmos, når man nu oprindeligt er formateret til det lille livmoderkosmos.

I langt de fleste menneskers liv krydses der klinger mellem disse store og grænseløse makro-kosmologiske perspektiver og forskellige versioner af det første mikro-kosmos i den veltempererede og beskyttende livmoderhule.

Oldtidens (og tidligere) verdensbilleder viste en version af denne menneskelige kamp for at komme til verden, hvor den fysiske fødsel ud af livmoderen blot er det første skridt, som overhovedet ikke gør det alene. Efter den fysiske fødsel kommer selvfødslen ind i en verden uden for den immunitet, som livmoderen skænkede. Oldtidens verdensbilleder og mytologi viste, at selv efter et menneskes fødsel, var det stadig i en slags moderskød. Ganske vist ikke i form af den biologiske moders, men i det metaforiske – i universets moderskød. Efter fødslen var alt stadig en ubrudt enhed – nu blot med den universelle livmoder, som bolig. Mennesket kunne fortsat opleve, at det levede i en indre livmoder, at det ikke var forstødt til en ukendt ydre og fremmed verden. Først i nyere tid opstår følelsen af ikke at leve i noget indre, men på en yderside, som mennesket kastes ud i ved fødslen, hvor det falder fra livmoderens indre rum ud i et ydre og fremmede rum.

Derfor er det karakteristisk for mennesket, at det altid forsøger, at skabe immunitetssikrende rum omkring sig. Disse bobler af immunitet er små og store rum, fysiske såvel som psykiske, hvor der både direkte og i overført betydning kan suttes på livgivende bryster, opleves øjeblikke af ro og usårlighed, af trøst og omfavnelse, af enhed og følelse af tilhør – men også skabes nationalistiske fortællinger om os og dem eller små hjem langt fra panikkens store scene. Med andre ord forsøg på at håndtere den formateringsstress, som kommer af modsætningen mellem vores oprindelige formatering til det små, det tætte og enhedsmæssige og kravet om omformatering til det store, splittede, uendelige og grænseløse i vores globale dagligdag.

Alle mennesker søger den slags immunitetssikrende rum, og det kan være alt fra fem minutter ekstra på toilettet, når det går værst til på jobbet, til sygdom, som en boble, hvor man ikke kan røres. Det er hårdt at leve i en grænseløs og grænseoverskridende verden, når man i sit udgangspunkt er formateret til livmoderens omfavnelse. Men noget andet udgangspunkt for mennesket findes ikke – i begyndelsen vil livmoderen altid være, og derfor vil det enkelte menneske ofte opleve, at det er mere følsomt end den verden, det lever i. Og derfor er det ofte angsten for ligegyldigheden, frygten for aldrig at komme rigtig i kontakt med andre mennesker, aldrig at få kontakt med verden, aldrig at finde ro, som fylder meget i menneskers sind.

På denne baggrund kan vi selvfølgelig beskrive oplevelsen af en brudt verden – mig og de andre, mig over for verden. Men tanken om, at i begyndelsen var livmoderen, kan også være udgangspunktet for en nærhedsetik, der bygger på den opfattelse, at i begyndelsen var relationen. Når vi falder ud af den ultimative relation i livmoderen, ud i verden, så falder vi også ud i hænderne på andre mennesker. Det er det, vi kalder omsorg, som det at tage vare på det faldende menneske; mennesket når det falder ud i verden – et fald, der varer hele livet – ud i hænderne på de andre, som også har oplevet faldet ud i verden.