Mennesket er et politisk dyr, et zoon politikon, sagde Aristoteles for små 2500 år siden. Her er vi tilbage ved udgangspunktet for de politiske ideers stamtavle og nede i politikkens bløde underliv; nede ved forudsætningerne for at forstå nutidens politiske psykoser og fremmedgørelse.

Når Aristoteles kaldte mennesket for et politisk dyr mente han, at mennesket gennem sit væsen hører til i polis, i bystaten – i et “politiske system”; at det udelukkende er gennem sin deltagelse, som fri medborger i det politiske liv, at man kan realisere sig selv som menneske. Aristoteles brugte betegnelsen idiot (som på græsk kommer af idiotes = privatperson) på de mennesker, der ikke ønskede at påtage sig et ansvar i det politiske fællesskab, og som dermed fravalgte at forholde sig som søn eller bror til de andre medborgere, som Aristoteles formulerede det.

For Aristoteles var politikken videnskaben om det gode samfund – og det gode samfund forudsætningen for det gode menneske. Det politiske fællesskab “er opstået med det formål at opnå noget godt”, skrev Aristoteles.

Problemet med de politiske ideers historie er selvfølgelig deres forhold til den sociale og økonomiske udvikling. At mennesket er et politisk dyr kan godt være korrekt. Sagen er bare den, at Aristoteles’ forestilling om det politiske fælleskab, var komplet anderledes end vores. Nøglen til både Aristoteles’ politiske ideer og til den nutidige frustration over det politiske system ligger i det simple og indlysende spørgsmål om, hvad mennesket er formateret til: små enheder eller store enheder?

Som den tyske filosof Peter Sloterdijk siger, så er det vigtigt at tage størrelsen alvorligt – størrelsen på de tidligste menneskelige fællesskaber. I den politiske filosofi er Aristoteles’ præmis om mennesket, som et zoon politikon, ofte blevet accepteret helt ukritisk. Hvad nu, hvis den simpelthen ikke er korrekt, eller kun er korrekt under ganske bestemte vilkår, hvor det f.eks. er størrelsen på det politiske fællesskab, der er afgørende for om mennesket kan fungere og realisere sig selv, som et zoon politikon – et politisk dyr?

Tør vi begynde en drøftelse af mennesket, som et politisk dyr, ved at rette opmærksomheden mod den tidligste dyade mellem mor og barn, gå videre til den nærmeste og senere til den større familie og slægt, til de arkaiske horder eller flokke, der samlede sig og senere blev til mindre grupper med forskellige grader af fællesskab og fast social organisering, og videre op til de meget organiserede, men størrelsesmæssigt ganske begrænsede, græske bystater og op til de hyper-komplekse senmoderne samfund og politiske systemer, hvor fællesskabet på det nærmeste er at finde på et abstrakt metaplan?

Politologer og sociologer vil afvise dette psyko-etnologiske perspektiv, men det giver alligevel en forestilling om de før-politiske former for menneskeligt liv og ikke mindst retter det opmærksomheden mod betydningen af nogle grundlæggende små-skala fællesskaber. Det tvinger os til at undersøge, hvad det er for nogle teknikker, styreformer, integrationsmekanismer og oversættelsesprocedurer mellem individ og politisk system, der er i anvendelse for at få de største politiske enheder til at fungere. De store politiske enheder tvinger os til forudsætte effekten af nogle styrings- og stabilitetsskabende teknikker, som omvendt er dem, der skaber den moderne politiske autisme, det vil sige afstanden og fremmedgørelsen mellem det etablerede politiske system og befolkningen.

Hvordan er det muligt for hundredtusindvis, for millioner af mennesker, at være forenet inden for et fælles sprog, fælles grænser, en fælles politisk enhed, økonomi og stat? Det er den slags spørgsmål, vi må stille for at minde os selv om de komplet umulige og usandsynlige processer, som vi har med at gøre i det politiske. Problemet ligger i oversættelsen fra det lille til det store, fra det konkrete til det abstrakte – og tilbage igen. Med andre ord i formateringsproblemet. Tages dette ikke alvorligt – at mennesket som udgangspunkt er formateret til det lille, det nære, det konkrete – så er det, at den politiske psykose breder sig: ingen kan længere genkende sig selv i det politiske.

Problemet er imidlertid ikke udelukkende, at vi har bevæget os væk fra de små og nære fællesskaber. Småt er ikke altid godt. Små sociale enheder kan være frygtelige og terroriserende for dem, der er anderledes. Problemet er, at vi ikke har fokus nok på spørgsmålet om, hvordan der formidles mellem det små og det store; at det politiske system har lukket sig omkring sig selv og i stigende grad ignorerer forskellen mellem det effektive samfund på metaplanet og det gode samfund i det nære og mellemmenneskelige. Det, der f.eks. på det politiske niveau tematiseres som velfærdsstatens økonomiske problem, opleves som et etisk, moralsk og ofte dybt smerteligt problem hos dem, der ikke kan få hjælp. Her møder vi formateringsproblemet for fuldt orkester: individ og politisk system – to forskellige formater, to forskellige måder at opleve problemerne på, to forskellige løsninger, som ofte er uforenlige og uden fælles kommunikative referencer.

Der er ingen grund til naivitet; vi skal ikke tilbage til de små og lukkede fællesskaber. Men skal der gives vækstplads til mennesket, som et politisk dyr, må den offentlige debat i fremtiden have langt mere fokus på, hvordan der kan skabes sammenhæng og idémæssig udveksling mellem det store format og det lille. Der er efterhånden alt for mange, som ikke kan genkende sig selv i den måde, som politikken i stort format fungerer på. Det kan betyde både ligegyldighed, fremmedgørelse, oplevelsen af ikke at høre til og ansvarsfornægtelse, men også resultere i destruktive og voldelige forsøg på at skabe egne små enklaver med meget letforståelige regler for, hvem der er ven og fjende.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: