Adrenalin er det moderne samfunds hormonale udtryk. Kamphormonet, der udløses, så vores evne til pludselig handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den rede til at yde en ekstra indsats. Adrenalin er hormonet, der hos vores forfædre sikrede overlevelse i kamp og undtagelsestilstande. Det er overbelastningens hormon, som i dag er blevet hverdagshormonet, fordi hverdagen efterhånden til forveksling ligner en undtagelsestilstand, der stiller fysiske og psykiske krav til mennesket, som befandt det sig i en permanent overlevelseskamp.

Adrenalin er det økonomiske væksthormon, der sikrer velstand. Det er fremskridts- og karrierehormonet og det hormon, som de fleste kan navnet på, fordi det er blevet symbolet på de værdier og egenskaber, der sikrer overlevelse og anerkendelse i det moderne samfunds tempofyldte hverdag. Adrenalin er hastighedens hormon, som gør os kampduelige i det samfund, hvor hurtighed, travlhed, grænseløs effektivitet, stress og rastløshed fremstår som helt centrale værdier.

Det er en udbredt oplevelse, at det daglige liv er blevet speedet op, og at alle processer accelererer. Arbejde, fritid og privatliv præges af tidspres og tidsmangel. For blot nogle få år siden forestillede mange sig, at teknologien og den økonomiske vækst ville resultere i et fritidssamfund præget af ro og harmoni. Det modsatte er tilsyneladende blevet tilfældet. Overarbejdskulturen og ikke fritidskulturen er blevet normen. E-mailen sprøjter informationer og meddelelser ud. Mobiltelefonen kimer, uanset om dens ejer befinder sig på jobbet, stranden, toilettet eller i hed elskov – og ingen tør lade den ringe, det kunne jo være noget vigtigt. Stress, travlhed og følelsen af mangel på tid er blevet en indre tilstand, der afspejler et dominerende træk ved verden af i dag. De sociale processer, vi deltager i, er gennemsyret af højt tempo og en iboende tvang til travlhed.

Måske er langsomhed slet ikke længere en realistisk valgmulighed. Kravet om tempo, høj effektivitet og forandringsduelighed, med efterfølgende udbrændthed, er blevet en dagligdags erfaring for mange mennesker. Det er en efterstræbt social værdi at kunne klare det opskruede tempo og mobilitetens mange forskellige krav. Hurtighedssamfundets værdier accepteres og forfølges langt ud over den livstruende grænse.

Al tid skal gøres til aktiv tid, hvert sekund i døgnet skal udnyttes effektivt. Der er ikke tid til lange ophold ved noget bestemt, til fordybning eller til at vente. Tid er blevet en af de mest knappe ressourcer i verden. Derfor gælder det om at eliminere alt, hvad der ligner ventetid og spildtid.

I modsætning til så mange andre ressourcer har tiden imidlertid det problem, at den ikke kan spares op, genanvendes eller recirkuleres. Derfor gælder det om at planlægge tiden, udnytte den mest effektivt og i hvert fald ikke spilde den. Høj hastighed og effektivitet i alle gøremål er blevet nøglen til det enkelte menneskes personlige, sociale og økonomiske succes. Det er tilsyneladende ikke en attraktiv egenskab at have god tid. Den, der blot har god tid og indrømmer det, diskvalificerer sig selv og indrømmer samtidig en manglende evne til at klare hastighedssamfundets præstationskrav.

Måske er det kuriøst, men dog alligevel tankevækkende, når en britisk undersøgelse for nogle år siden viste, at 17% af de adspurgte i en internetvirksomhed mente, at computernedbrud er lige så psykisk belastende som det at blive forladt af sin partner. En anden undersøgelse viser, at hvis en computer er længere end 1,5 sekunder om at svare, så er det sandsynligt, at den fremkalder både stres og utålmodighed hos brugeren. Ordet stress kommer af det latinske stringere, at stramme eller snøre til, og denne oprindelige betydning af ordet forklarer den tidsmæssige og kvælende sammensnøring, som mange mennesker føler ved det daglige møde med hastighedssamfundets krav og livsbetingelser.

I det lille essay Langsomheden har Milan Kundera beskrevet det adrenalinpumpede samfund som forfaldent til hurtighedens dæmon. Om denne dæmon skriver Kundera bl.a., at Hurtigheden er den form for ekstase, som den tekniske revolution har foræret mennesket. Men også, at vi i denne hastigheds-orgasme kan glemme os selv og måske tilmed glemme, at vi overhovedet lever.

Jeg har skrevet dette i løbet af søndagen. Nu er det aften, og hvor mange er ikke allerede i gang med at planlægge alt det, der skal ske mandag morgen? Der er løbet mails ind, kan jeg se, som skal forberede mig til den kommende uge – og dog er det stadig søndag og mandagen kommer alligevel ikke før dagen i dag er forbi. Men hastighedsamfundet kræver, at jeg er på forkant – mentalt allerede er ude i fremtiden, væk fra den nutid, hvor min krop lige nu ellers har det så rart.

Jeg sidder nemlig i en lejlighed på Nørrebro, sammen med de tre smukke. Vi har snakket og bestilt pizza fra ham nede på hjørnet. Faktisk føles det som om tomorrow never comes, når jeg er sammen med dem – her og nu.