Jeg vil gerne vise hvordan Næstved Storcenter kan være med til at belyse et af filosofiens dybeste og vanskeligste spørgsmål: Hvad vil det sige at være menneske? Frederiksberg Centret, som jeg netop er blevet introduceret til, vil også kunne bruges. Men altså – jeg sidder og skriver dette ved et cafébord midt i Næstved Storcenter og kikker ud på det tidlige fredagsmylder af mennesker. Min cappuccino er lunken og colaen doven, mens jeg sidder og venter på Marianne. Men min opmærksomhed bliver hele tiden afledt; der er bare så mange forskellige mennesker – som UFO Yepha sang for en del år siden:

…der er posedamen, pusheren, flaskemanden, junkien
turisten, studenten, zombien
pensionisten, luderen, voldsmanden, betjenten
tricktyven, kontrolløren, rockerpræsidenten
poptøsen, syrehovedet, hiphopperen
68’eren, den borgerlige og stikopperen
underklassen, middelklassen, overklassen…

Man kan let glemme, at det er en helt almindelig fredag i Næstved Storcenter, så usædvanlig er forskelligheden mellem alle de mennesker, der passerer forbi. Lige nu har jeg et øje på Wunderwear-butikken, som ligger over for cafeen. Her sælger de raffineret dameundertøj, og hen over disken rækkes diskrete indpakninger med lingeri, der er beregnet på at blive skjult og kun set af den udvalgte.

Jeg får associationen, at jo længere ind under det ydre på et menneske vi kommer – jo mindre kender vi det, men jo større er ligheden mellem os til gengæld også. Helt inderst, under silkeundertøjet fra Wunderwear, findes det fælles-menneskelige – nemlig kroppen, som kan se nok så forskellig ud, men som dog er den menneskekrop, som vi alle har til fælles. Dette gælder naturligvis også for mænd, men i Næstved Storcenter er der ikke specialforretninger for undertøj til mænd, så jeg må begrænse mig til Wunderwear-eksemplet.

Vi kan alligevel bruge min Wunderwear-teori til at gå videre i denne tankerække: Der er de individuelle forskelle, de psykiske og sociale forskelle – og selvfølgelig de forskelle, der knytter sig til, hvordan vi rent faktisk ser ud og fremtræder for verden. De forskelle, der så at sige knytter sig til hvert enkelt menneskes individuelle skæbnefortælling. Vi har mange ord, der kan beskrive og analysere disse menneskelige forskelle. Det er det, som psykologien, sociologien, antropologien og diverse kulturfag beskæftiger sig med at undersøge. Vi har masser af teorier om, hvad der gør mennesker forskellige – men hvad med det, der gør os ens, det er indenunder alle forskellighederne?

Det er langt lettere at analysere årsagerne til forskellene mellem mennesker end det er at svare på spørgsmålet: Hvad vil det sige at være menneske? Ikke mig, ikke dig, ikke hende, der nu kommer ud fra Wunderwear-butikken og lader hånden glide let hen over noget silkeundertøj på udstillingsstativet, og ikke ham, der sidder ved cafébordet bag ved mig og hvisker ind i en mobiltelefon. Man kan spørge alle dem, der går forbi: Hvad vil det sige at være dig? Alle de historie ville det være fantastisk at høre. Men sådan spørger filosofien ikke – den spørger: Trods alle disse forskelligheder, hvad vil det så sige at være menneske – hvad er det, der gør os til menneske, inderst inde?

Hvad vil det sige at være menneske? Måske strejfer spørgsmålet bevidstheden i et øjeblik, hvor vi mærker en grundlæggende sårbarhed, der ikke udelukkende knytter sig til ens eget individuelle liv – det kunne være i mødet med døden, eller blot bevidstheden om døden eller når vi kæmper med kærlighedens skygge i form af tabet. Men der går ofte kun nogle få sekunder, så erstattes disse tanker om det fælles-menneskelige af de mere livsnære og individuelle problemer, som hverdagen udfordrer os med.

Filosofien tænker over hvad mennesket er, ud over at være et bestemt menneske med en bestemt og individuel livshistorie. Fælles er i hvert fald, at vi ikke selv har valgt den verden, som vi er blevet født ind i. Selv om det vigtigste valg, man kunne have stillet os over for var valget af forældre, af social og kulturel baggrund, af udseende, af talenter, evner o.l. – ja, så var det ikke valgmuligheder, som vi i sin tid fik chancen for at forholde os til. Vi er blevet kastet ind i en verden, der tilmed ofte virker som om den har sin helt egen vilje, uafhængig af os – tænk på alt det, som den udsætter os for.

Helt fra begyndelsen må vi tale om et grundvilkår for vores eksistens: Menneskets tilværelse er en med-tilværelse. Der er ikke mig over for alt det andet og alle de andre. Nej, der er mig sammen med alt det andet i verden, mig med alle de andre ting og mennesker, der omgiver mig. Det er ikke et spørgsmål om der er et forhold mellem mig og verden (med dens ting, mennesker, natur osv.). Der er altid et forhold – og det er dette forhold, der er alle menneskers grundlæggende eksistensvilkår, noget vi er fælles om, uanset hvem vi er. Spørgsmålet er altså ikke om jeg vil indgå i et forhold til verden, men hvordan jeg vil forvalte det forhold til verden, som jeg uomgængeligt indgår i.

Vi lever altså en med-tilværelse med verden og andre mennesker. Grundlæggende giver det jo også kun mening at sige “jeg”, hvis der er et “du”. Og “alene” kan man kun være, hvis der også findes “andre”. Når man har problemer er det næsten altid problemer, der knytter sig til det eksistentielle grundvilkår – at man lever en med-tilværelse, som man ikke kan vælge sig væk fra. Omvendt er det også fra denne med-tilværelse, at lykken, venskabet og kærligheden flyder.

Den tyske filosofi Martin Heidegger siger at mennesket pr. definition altid overskrider sig selv. Overskridelse betyder i denne sammenhæng, at forstå sig selv ud fra en verden. Dette kan vi ikke lade være med. Mennesket er altid vendt med næsen rettet ud mod verden; mennesket er åben mod verden (også når det tror, at det lukker sig inde), det er altid ude i verden, forholder sig altid til verden og er ude ved tingene og de andre – direkte eller indirekte – på grund af med-tilværelsen.

Kvinden, der kommer ud fra Wunderwear-butikken med den elegante indkøbspose er alene og ser ud som om hun ikke ænser omgivelserne. Men – hun er allerede ude i fremtidens med-tilværelse: hvordan vil hendes mand, ven eller veninde, synes om hende i det nye lingeri? Mennesket kan ikke undgå at være åben for verden, fordi det altid må forholde sig til konsekvenserne af med-tilværelsen. Når jeg sidder her i Næstved Storcenter og kikker på alle de andre så er det let at glemme, hvor forviklet vi er med hinanden. Men det fælles er lige netop, at alle mennesker hele tiden er tvunget til at forholde sig til deres eksistens som en med-tilværelse. Det vi oplever hos andre mennesker, er således deres måde at forholde sig til deres med-tilværelse på. Og min måde at være på viser, hvordan jeg forholder mig til min med-tilværelse.

Min eksistens som med-tilværelse tvinger nu min opmærksomhed mod den irriterende mand, der taler i mobiltelefon ved bordet bag mig; nu mod kvinden der er på vej ud fra Wunderwear-butikken; nu mod Marianne, som er forsinket, men som jeg glæder mig til at se. Mit liv, defineret som med-tilværelse, stiller mig konsekvent over for spørgsmålet: hvordan vil jeg forholde mig til den åbenhed, som med-tilværelsen stiller mig i? Vil jeg overfuse den irriterende telefonidiot? Vil jeg smile til kvinden fra lingeributikken? Vil jeg gå hen og købe en gave til Marianne?

Så – hvad betyder det at erkende tilværelsen som en med-tilværelse? Det åbner for etiske overvejelser om, hvordan jeg vil forholde mig til de Andre, som jeg hele tiden forvikles med, men også i betragtninger over, hvordan jeg undgår at fortabe mig i omgivelserne så jeg mister mig selv ved at lade mig definere af verden? Med andre ord: Hvordan jeg kan gøre min med-tilværelse og den uomgængelige åbenhed mod verden til min bevidste med-tilværelse og min bevidste åbenhed?