Langt ude er jeg i familie med filosoffen Søren Kierkegaard. Det var i hvert fald den historie, der gik i min mors hjem. Slægtskabet skulle være således, at Kierkegaards mellemnavn, som var Aabye, over tid blev til Aarup, som er min mors ungpigenavn. Jeg ved ikke om det forholder sig på denne måde uden for familiemytologien, men da jeg ikke har nogen nævneværdig kontakt til resterne af min mors familie, passer dette slægtskab med Søren Kierkegaard mig ganske godt. Den afdøde filosof virker langt mere nærværende for mig end mange af de levende slægtninge. Vi kan kalde ham en bort-nærværende slægtning i mit liv.

De vigtigste personer i min tilværelse er i forvejen ikke nogen, som jeg er blodsbeslægtet med. De tre kvinder i mit liv har aktivt valgt mig til – og omvendt naturligvis – og det samme gælder også de andre vigtige mennesker i min tilværelse. Så hvorfor ikke også lade Søren Kierkegaard være en del af dette valgslægtskab? Som et omsorgsfuldt familiemedlem, har han nemlig spillet en vigtig rolle i min udvikling. Rent faktisk tror jeg, at Kierkegaard ville synes om, at jeg på den måde har valgt at være i familie med ham, for netop det at vælge var for ham noget af det vigtigste, som et menneske kunne gøre. Som en god ældre slægtning har Kierkegaard forsøgt at hjælpe mig på vej – mod mig selv; han vil nemlig have, at jeg skal vælge mig selv.

Men hvad vil det overhovedet sige, at være sig selv? Ofte bliver dette spørgsmål besvaret med henvisning til et menneskes personlige identitet. Hvis man kender sin identitet, kender man vel også sig selv. Men så enkelt var det ikke for Kierkegaard. Sokrates sagde ganske vist, at mennesket skulle stræbe efter at kende sig selv. Men Kierkegaard så ikke det, vi kalder for identiteten, som noget man én gang for alle kan lære at kende. Han skelnede nemlig mellem identitet og fakticitet. Med fakticitet mente han alt det som jeg er på grund af arv og miljø, min natur og mit gemyt, mine relationer, min kultur osv.

Hvordan det enkelte menneske forholder sig til sin fakticitet er det, der kan kaldes for vedkommendes identitet, som altså derfor ikke er en fast størrelse, men under konstant forandring, fordi store dele af ens fakticitet også hele tiden ændrer sig. Fakticiteten er den opgave, som mennesket står over for, sagde Kierkegaard, og identiteten ligger i den måde, som den enkelte vælger at varetage denne opgave på.

Der kan gives et meget indlysende eksempel på, hvordan et menneskes fakticitet og identitet står i forhold til hinanden. Hvis jeg mister en af mine nærmeste på grund af sygdom, så er dette menneskes ulykke også min. Når dette elskede menneske mister livet, mister jeg også noget betydningsfuldt. Min fakticitet ændrer sig i en grad, så det også ændrer min forståelse af mig selv, min identitet. Det afgørende for min identitet er imidlertid, hvordan jeg forholder mig til dette tab af et nært menneske. Vælger jeg at skubbe tabet fra mig eller gør jeg sorgen til et del af mit fremtidige liv, og hvilken plads tildeles den og hvordan lader jeg den virke? Alt efter hvad jeg vælger at gøre ved tabet, ændrer det på forskellig måde min identitet.

Fakticiteten er altså det vi hele tiden kastes ud i og den bliver til en virksom del af min identitet, hvis jeg lader den indgå som noget aktivt i mit liv. Problemet er selvfølgelig, at vi ikke selv helt har kontrol over vores fakticitet – vi kan ikke vælge dens indhold, den er os givet.

Noget i fakticiteten kan ikke være anderledes end det er. Det kan også kaldes for eksistentialerne, som alle mennesker er underlagt: Det er bl.a. de træk ved os, der knytter sig til vores biologiske organisme fra fødsel til død, vores fysiske behov og kroppens krav. Jeg kan ikke ændre ved det, at jeg bliver ældre, at min krop ændres og svækkes, at jeg vil opleve sygdom, lidelse, sårbarhed og afhængighed, at jeg tvinges til at møde livets grænser og en dag må tage afsked med livet. Men der er også en nødvendighed forbundet med det, at et menneskeliv altid finder sted i samliv med andre mennesker, som vi indgår i relationer til. Det betyder, at vi kommer til at opleve sorg, smerte og tab, men også glæde, lykke og kærlighed. Med andre ord, at disse menneskers skæbne bliver viklet sammen med vores på både godt og ondt.

Den nødvendige del af vores fakticitet kan vi ikke ændre. Men jeg kan vælge, hvordan jeg vil forholde mig til disse tilværelsens nødvendigheder: Måske nægter jeg f.eks. at indse og acceptere min egen dødelighed og forsøger at bekæmpe min aldring. Det handler også om, hvordan jeg vælger at møde andre mennesker og hvordan jeg lader dem indgå i min eget liv. Alt dette er med til at skabe min identitet, også selv om jeg ikke grundlæggende kan ændre ved disse nødvendige livsvilkår.

Men min fakticitet består ikke blot af det nødvendige; der er også det mulige, siger Kierkegaard. Det er det, som kan være anderledes. Der er ikke nogen skarp grænse mellem det nødvendige og det mulige i vores fakticitet, og det er ikke mindst i gråzonen mellem det nødvendige og det mulige, at mennesker ofte farer vild. Der er f.eks. meget, der tager sig nødvendigt ud, men som det rent faktisk er inden for mulighedernes rækkevidde at ændre på. Hvor ofte fortæller vi ikke hinanden, at et eller andet er nødvendigt? Men måske er det blot en unødvendig nødvendighed – det vil sige noget, der er mulighed for at ændre på. Omvendt er der også noget, som vi tror eller håber det er muligt at ændre på, men som i virkeligheden er noget af det, som Kierkegaard kalder nødvendigt. Hvor ofte prøver vi f.eks. ikke at flytte alderens grænser, fordi vi ikke vil acceptere livets nødvendige gang, med alt hvad det fører med sig af begrænsninger – men jo også af nye muligheder. Accept af det nødvendige kan således føre til nye muligheder.

Det er en god lille øvelse at undersøge sin fakticitet for at se, hvad man oplever som hhv. nødvendigt (hvad man ikke kan ændre, men dog forholde sig til) og som mulighed (hvad man med større eller mindre besvær kan ændre). Når man gør dette, så laver man ”identitetsarbejde”, det vil sige arbejder på sin identitet, fordi den forløber i forholdet til fakticitetens nødvendigheder og muligheder. På den måde bliver identiteten den opgave for mennesket som Kierkegaard anbefalede, at den skulle være. For Kierkegaard kunne tilværelsen aldrig opfattes som en færdig og afsluttet helhed. Livet er det, der hele tiden sker, og det specifikt menneskelige er, at vi kan vælge større eller mindre dele af vores tilværelse til eller fra; vi kan vælge at forholde os aktivt eller passivt, at lade noget virke på os og fornægte noget andet. Vi kan med andre ord gøre det at være menneske til en valghandling.

På den baggrund er det ikke nogen dårlig slægtning at have, som på tværs af fem menneskealdre hvisker mig i øret når jeg er i tvivl: Vælg dig selv.