Fra jorden rager jeg ca. 192 cm ud i rummet og fylder også lidt i bredden. Det er den plads, som mit legeme indtager, og som ingen andre kan indtage. Det er det, der adskiller mig fra alt andet, som på tilsvarende vis er fysisk til stede i rummet: andre mennesker, naturen, alle de øvrige ting og sager, som ikke er mig – men det, som jeg kan kikke ud på. Der er altså mig og mine omgivelser. Disse omgivelser kunne imidlertid godt fortjene lidt mere opmærksomhed. Den nyere tids filosofi har nemlig i stor udstrækning været orienteret mod mennesket selv – det begrænsede rumfang, som hvert enkelt menneske optager i universet.

Fra omgivelserne modtager vi en uendelig strøm af både fysiske og psykiske påvirkninger. Men alle de indtryk, som omgivelserne udsætter os for, er jo ret kaotiske, indtil den menneskelige bevidsthed får dem bearbejdet efter bestemte skemaer, sat dem i rette orden, fortolket og givet dem en form for mening. På den måde ses omgivelserne ofte som den menneskelige bevidstheds råstof – det råstof, som vi bruger til at skabe en verden, som vi ser os selv som ophav til.

Denne tankegang bygger i dag på forestillingen om, at mennesket selv kan konstruere verden, at verden er en slags social konstruktion, der vokser frem som følge af menneskets egne anstrengelser. På den måde ses tilværelsen heller ikke som noget, der blot sker med os, men som menneskets eget bevidste projekt. Det anerkendes kun i begrænset omfang, at verden er på en bestemt måde. Gennem vores bevidste foretagsomhed forsøger vi fra morgen til aften, at gribe ind i verdens gang. Og sådan skal det også være. Både som enkeltindivid, som samfund og politisk system må vi have bevidst definerede mål og udvikle redskaber til at virkeliggøre disse mål med. Det er jo på den måde, vi har fået f.eks. lægevidenskaben og alle de andre muligheder for at indrette os med en tryghed, som jeg i hvert fald helst ikke ville undvære.

På den ene side er det altså nødvendigt at se vores omgivelser som noget vi kan bearbejde og konstruere hensigtsmæssige livsbetingelser ud fra. På den anden side er der dog også den mulighed – ikke som et alternativ, men som et supplement – at se verden ikke blot som vores omgivelse, men som vores ophav. Som K.E. Løgstrup skriver, så kan vi nemlig ikke bare frigøre os fra den ydre verden og dens afgørende indflydelse på os. Intet menneske er jo sit eget ophav. Vi opstår ikke på grund af en bevidst beslutning i os selv, men på grund af nogle processer uden for os selv, som vi ikke har indflydelse på. Og ikke nok med det. På den mest håndgribelige måde er vi i hvert øjeblik afhængige af omgivelserne. Løgstrup siger det på den måde, at vi med vores åndedræt og stofskifte er indfældet i verden, i universet og naturen, som vi altså er en del af. Verden er ikke blot nogle passive omgivelser, som ubetinget kan formes i menneskets eget billede, men også vores meget aktive ophav, som åndedrag for åndedrag er årsagen til vores liv.

Gennem hele vores liv er verden langt mere end blot en omgivelse – den er ophav til betingelserne for vores fortsatte tilværelse, både fysisk og psykisk. Intet menneske kommer igennem livet uden at verden flere gange forandre forudsætningerne for resten af dette menneskes tilværelse.

Et enkelt, men genkendeligt eksempel: Når vi rammes af sorg og tab (bemærk at vi rammes af noget, der ikke er affyret af os selv, men fra verden omkring os), så kan vi naturligvis mene, at det er noget der sker i verden omkring os. Men sådan danser man jo ikke med omgivelserne. Verden er og bliver ikke mere den samme for det menneske, der har mistet og er i sorg. Dette kan man ikke fortolke eller konstruere sig ud af. Verden er grundlæggende forandret og er blevet ophav til helt anderledes betingelser for den efterladtes fortsatte tilværelse.

Nej – verden er ikke bare vores omgivelse, den er i høj grad det ophav, som vores livsmuligheder vokser ud af – dag for dag. Over i sofaen sidder de tre kvinder i mit liv. Er de mine omgivelser? Ja, i teknisk forstand, for de er ikke en del af de 192 cm plads, som jeg, sammen med lidt drøjde, optager i rummet. Men først og fremmest er de ophav til min daglige og fortsatte tilværelse, fordi – åh, de virker så stærkt på mig; de har afgørende og bestemmende indflydelse på min tilværelse. De er mit daglige ophav i sådan en grad, at de kan få mit liv til at lykkes eller mislykkes.

På samme måde, som vi er indfældet i naturen med vores åndedræt, er vi på afgørende vis forviklet med andre mennesker i en grad så vi ikke blot kan forstå dem som omgivelser, men nødvendigvis må opleve dem som som det psykiske svar på åndedrættet. Begge dele gør os sårbare: Åndedrættet skal have ren luft at indånde; følelserne skal gengældes – så nu vil jeg sætte mig over i den grønne sofa, hvor mit daglige ophav til livet sidder og drikker kaffe.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: