Ganske små vanddråber kan udhule en granitsten, hvis de drypper på det samme sted længe nok. Over tid kan stenen ganske enkelt ikke modstå det bløde vand. Denne viden har ført til en af de frygteligste torturformer, hvor koldt vand langsomt dryppes ned på det fastspændte offers pande. Når disse små dryp vedvarende rammer et bestemt sted påvirkes følenerverne, så konsekvensen bliver frygtelige smerter, som kan nedbryde selv den hårdeste modstand.

Fra filosofiens himmel har der i årtusinder dryppet nogle små, og tilsyneladende uskyldige, ord ned, som på tilsvarende måde har haft enorm virkning på menneskets hårde overflade og undertiden resulteret i særdeles smertefulde erkendelsesprocesser. Hvis du her til morgen har kikket dig i spejlet og udbrudt: for fanden, hvem er du egentlig? – så har du mærket dryppene, der kommer helt tilbage fra filosofiens tidligste begyndelse. Tre ord, kondenseret i spørgende dryp på vores pande, umulige at tørre væk, umulige at undgå; dråber bestående af tre ord, der op gennem tiden har ramt mennesket, som en insisterende og vedvarende filosofisk vandtortur i form af fordringen: KEND DIG SELV!

Ordene stammer fra den tid, hvor mennesket begynder at blive et spørgsmål for sig selv, bliver bevidst om sin bevidsthed, begynder at tænke over den måde, som det tænker om sig selv på. Det er den tid, som filosoffen Karl Jaspers kalder Akse-tiden – cirka 5. århundreder f.Kr. Her sker der noget på næsten samme tid, men helt uafhængigt, mange forskellige steder på kloden: Mennesket opdager så at sige sig selv eller bliver bevidst om sig selv som individ. I Kina er der Kungfutse og Lao-Tse, i Indien Buddha, i Persien Zarathustra, i Palæstina profeterne og i Grækenland Homer og filosofferne – alle steder begynder mennesker at tvivle på ellers indlysende sandheder og åbner sig dermed for tankens grænseløse muligheder. Det er i denne Akse-tid, at mennesket træder frem som individ, med selvbevidsthed og fornemmelse for sin egen særlighed. Derfor dukker spørgsmålet om selverkendelse naturligvis også op i den fordring, som Sokrates stillede til mennesket: Kend dig selv!

Det mærkelige er, at Sokrates selv var usikker på mulighederne for at leve op til fordringen om at kende sig selv. Oraklet i Delfi havde jo sagt, at Sokrates er det klogeste menneske, netop fordi han ved, hvad han ikke ved – og hvor meget kan man i virkeligheden komme til at vide om sig selv? Kend dig selv! Hvem er du? Sokrates stillede fordringen og spørgsmålet – og var rådvild i forhold til svaret.

Men der er en pointe i Sokrates’ usikkerhed og tøven, nemlig nødvendigheden af at tvivle. Det er vanskeligt at komme ind på livet af sig selv. Platon skrev da også, at ethvert menneske er i krig med sig selv. Det, at indrømme uvidenheden med hensyn til hvem man er, kan derfor være det bedste udgangspunkt, i stedet for en påtaget sikkerhed. Hvis uvidenheden indrømmes en plads åbner den for nysgerrighed og søgen, hvorimod sikkerhed kan lukke for udsynet og viljen til hele tiden at lede efter nye svar. Kend dig selv var for Sokrates en opfordring til at undersøge sig selv, til at være nysgerrig og åben i sin erkendte uvidenhed.

Kend dig selv har op gennem historien imidlertid vist sig at være en langt større udfordring for mennesket, end de tre små ord måske umiddelbart kunne antyde. Som en filosofisk og eksistentiel vandtortur er ordene dryppet ned i hovedet på mennesket lige siden Sokrates formulerede dem, og har tvunget næsten al menneskelig aktivitet til at relatere sig til fordringen om selverkendelse.

Altså: Kend dig selvhvem er du? Svaret på dette spørgsmål er i første omgang, at mennesket oftest er en gåde for sig selv. Det er essensen af Paulus’ ord i Bibelen om, at ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Det, at komme på nærmeste kendskabshold af sig selv, er bestemt ikke let, når det således er usikkert om man overhovedet kender sine egne motiver til at gøre, som man gør. Kend dig selv! Javel, men jeg er faktisk en gåde for mig selv. Se, det er et godt udgangspunkt for videre undersøgelse, mente Sokrates.

Men hvad kan jeg så vide om mig selv? Jeg kunne jo prøve at finde ud af hvem jeg er på baggrund af det, som jeg har gjort i mit liv. Men som psykoanalytikeren C.G. Jung skrev i sine erindringer, så er mennesket et psykisk forløb, som det ikke, eller kun delvis, selv er herre over. Hvis fordringen om at kende sig selv knytter sig til forestillingen om, at man kender sine egne drivkræfter, motiver og begrundelser for selv de vigtigste valg i livet – så er det ikke sikkert, at det overhovedet er muligt, at nå til en dybdeerkendelse.

Personligt bildte jeg mig i 50 år ind, at jeg kendte mig selv. Men så blev jeg ramt af en alvorlig sygdom, som næsten slog mig ihjel. Derefter blev det afgørende spørgsmål om jeg fortsat var den samme? Nej, det følte jeg ikke. Alt ændrede sig for mig, så jeg nærmest kunne sige, at jeg blev et andet menneske, som jeg kun i meget begrænset omfang tidligere havde kendt. Men hermed har jeg jo også sagt, at jeg lagde mærke til forandringen – altså er der noget som er forblevet intakt og stadig det samme, for ellers ville jeg ikke have haft mulighed for at registrere forandringen, endsige forholde mig til den og finde en måde at bruge den på i resten af mit liv.

Den menneskelige eksistens er hele tiden et forsøg på at forstå og fortolke de livsomstændigheder, som vi konstant kastes ud i. Menneskets sande eksistens er således en forholden sig til eget liv i hele dets modsætningsfulde og ofte uforståelige forløb. De afgørende ting i ens liv sker uden at vi kan vide noget om det og uden vores aktive medvirken. De sker så at sige med os. At kende sig selv kan derfor ikke udelukkende betyde, at kende drivkræfterne for disse hændelser, som ofte ændrer vores liv.

Kend dig selv kan også være en fordring om nysgerrigt at undersøge det, der sker i ens liv og aktivt tage stilling til, hvad man skal stille op med det. Så kan det være, at en enkelt lille tilføjelse vil være på sin plads: Søg dig selv i det der sker med dig! Eller: Kend den måde, som du forholder dig til dit liv på! Eller: Kend dig selv – vær sikker på at det er dig, der forholder dig til dit liv, og ikke andre!

Dengang Sokrates levede var det at filosofere ikke blot noget teoretisk – det var en livsform: Filosofi som levet liv. Fordringen om at kende sig selv blev stillet for at mennesket aktivt skulle overveje, hvilket grundlag det levede sit liv på. Sokrates vidste godt, at vi kun i begrænset omfang har kontrol over de vigtigste hændelser i livet, og han vidste hvor lidt vi kan vide, også om os selv. Men de evige dryp fra fordringen kend dig selv kan alligevel minde os om, at vi hele tiden skal undre os – ikke mindst over os selv, og aldrig tage os selv for givet og tro, at vi kan blive færdige med at undersøge det mysterium, der er vores liv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: