Der findes et gammelt fotografi af min mor fra den tid, hvor jeg endnu ikke var sat i verden. Det viser en lille pige på tre år, der lidt betuttet og skeptisk kikker ind i kameraets øje. Kjolen har et fint hæklet mønster og jeg forestiller mig, at hun har været stolt af at have den på til fotografen. Om halsen har hun et lille guldhjerte med en sten i midten. Det fik hun i dåbsgave og jeg har det liggende på mit arbejdsværelse i hendes mors gamle smykkeskrin. Fotografiet er i den gammeldags rød-brune farvetone, som vist i dag kaldes sepia og er blevet så moderne, at man kan indstille kameraet på sin mobiltelefon til at tage billeder i den nuance.

På det tidspunkt var min far, hendes kommende mand, heller ikke født. Først da hun var syv år kom min far til verden i den anden ende af landet. Den lille pige på billedet kan naturligvis ikke være en del af min erindring; jeg vil ikke være i stand til at indvinde den fjerneste erindring om hende. Kun i mit blod ligger der nogle lighedspunkter, som knytter mig til pigen på billedet – jeg havde det samme betuttede udseende, da jeg var tre år gammel.

Da billedet blev taget var jeg ikke savnet, som jeg senere blev, hvis jeg ikke dukkede op når der blev kaldt. Ingen skænkede mig en tanke eller sørgede over mit fravær. Forfatteren Vladimir Nabokov fortæller om en ung mand, der blev ramt af angst og panik, da han for første gang så en hjemmelavet film, der var optaget før hans fødsel. Hele verden var på plads. Huset, der skulle blive hans barndomshjem, haven, som han skulle komme til at lege i, de mennesker, der skulle blive hans forældre, men han – den unge mand – var der simpelthen ikke. Han var ikke bare fraværende, han var ikke-eksisterende, ikke-født, og ingen, end ikke hans mor, savnede ham.

Men selv i en alder af tre år er pigen på fotografiet min mor; min kommende mor, mit livsgrundlag. Her er man tvunget til at arbejde med noget, som aldrig har været der – nemlig en samtidighed mellem den lille pige på billedet og mig. Denne fremmedhed og uigennemtrængelighed til pigen gør, at jeg som en anden arkæolog må grave efter en slags mentale potteskår. Lede blandt gamle fotografier og fortællinger om min mor, fra hvilke man kan bygge betydninger og forståelser op – eller i hvert fald en historie. Men det er og bliver i anelsernes sårbare land, at jeg møder den lille pige.

I Nykøbing, på øen Mors i Limfjorden, blev min mor altså fotograferet som tre-årig i 1922. Først 35 år senere blev jeg født og underkastet tiden, som er en forudsætning for at kunne erindre. I mellemtiden havde hun mødt min far, en majaften i Tivoli, og så var der kun lidt over et år til, at jeg skulle fødes. De mulige kombinatoriske udfald har været uendelige og bestemt ikke talt til fordel for, at netop dé to mennesker skulle mødes: Min mor kom fra en provinsoverklasse, taget ud af Matador, og var datter af en kakkelovnsfabrikant. Min far kom fra et arbejderkvarter på Amager og var søn af en enlig mor, der passede en aviskiosk, fordi hendes mand var død af tuberkulose. Min mor var syv år ældre end min far. Min mor kunne spille klaver og min far kunne fløjte – men hver deres melodier. Min mor var klassisk dannet, min far var usikker på verden uden for hans eget sociale liv.

Hvordan de fandt sammen har jeg ingen anelse om, jeg var der jo ikke. Min mor havde to ældre søskende med som anstandsdamer den aften, hvor mine kommende forældre mødtes i Tivoli, og hvordan min far har formået at nedbryde dette bolværk, står stadig som en gåde for mig.

Det findes af en eller anden grund ikke et eneste billede af min mor mens hun er gravid med mig. Det kom jeg først til at tænke på for kort tid siden. Der er billeder af mine forældre mens de er forlovede og fra tiden omkring deres bryllup. Men så er der et slip, før jeg pludselig dukker op, som om intet var hændt. Det får mig naturligvis til at tro, at der faktisk hændte en hel del i de ni måneder, men jeg ved under alle omstændigheder, at mine forældre elskede mig helt fra begyndelsen.

Faktisk var det et mirakel, at jeg overhovedet dukkede ud af mørket, for menneskelivet er skabt i den forstand, at det bæres af fænomener, som ikke skyldes det enkelte menneske selv. Min undfangelse var afhængig af kærligheden mellem to mennesker, som på det tidspunkt hvor de mødtes havde meget få chancer for overhovedet at komme i nærheden af hinanden, på tværs af de forskellige verdner de kom fra. Jeg kunne altså ligeså godt slet ikke have været her.

Når jeg ser ind i øjnene på den lille pige på fotografiet – min mor – så har jeg stor lyst til et øjeblik at være samtidig med hende og sige: Du skal ikke se så betuttet ud. Du får ting at slås med, men det bliver et godt liv, hvor du vil kunne kalde dig elsket af både din mand og din søn. Så vil jeg sige: Det er dig, der er skyld i mig, at jeg fra at være helt intet, ikke savnet, ikke elsket, ikke kendt i den uendelige tid før du fødte mig, pludselig bliver et menneske, der kan savnes, elskes og genkendes. Du er altså min skaber.

Jeg skylder på den måde min oprindelse en magt, der er forskellig fra mig selv, nemlig pigen på billedet. Det falmede fotografi hænger i en mahogniramme nede i min stue og jeg går forbi det mange gange om dagen. Hver gang rækker den undseelige pige ud efter mig så jeg gribes af den livskraft, der ligger i at føle sig forbundet med fortiden – det kan være gennem erindringen, savnet eller den fornemmelse, som billedet giver mig: Du sad der hos fotografen og var blot tre år gammel. Men med en sikkerhed der er magisk bevægede du dig op gennem tiden, på tværs af landet, sejlede over vandet for at nå frem til det usandsynlige møde med min far – så jeg endelig kunne komme ind i tidens lyssprække.

Da min mor blev fotograferet i den fine hvide kjole kunne hun stadig ikke savne mig, for jeg havde jo aldrig været der. Nu er det hendes tur til at være væk – men på en helt anden måde, for jeg kan savne hende, fordi hun har været her. Og selv om jeg i dag er en voksen mand – så er jeg stadig hendes søn og pigen på fotografiet altså min mor.