For et stykke tid siden var det min skæbne, at høre en arbejdspsykolog holde foredrag om stresshåndtering. Som udgangspunkt brugte han en analyse af det moderne arbejdsmarked, hvor den ekstreme forandringshastighed tvinger virksomhederne til konstante omstruktureringer. Det betyder, at medarbejdernes omstillingsparathed presses til det yderste, ofte med katastrofale følger for det enkelte menneskes fysiske og psykiske helbred – det kan kaldes stress, nedslidning eller udbrændthed.

Så langt var det en ren fornøjelse at være enig med arbejdspsykologen. Det var jo en fin og korrekt analyse af menneskes vilkår på dagens arbejdsmarked. Det skulle imidlertid vise sig, at denne analyse var utilsigtet begavet. Minuttet efter lancerede han nemlig en teori, som vil give medarbejderen yderligere et problem, oveni det allerede at være ramt af stress. Som en anden Erasmus Montanus, der ved hjælp af fejlagtig logik forvandlede morlille til en sten, forvandlede arbejdspsykologen nemlig den stressramte medarbejders mentale indstilling til at være selve problemet.

Voila – først havde man det problem, at være blevet ramt af stress, så får man i tilgift det problem foræret af psykologen, selv at være årsag til problemet, fordi man tænker og føler forkert. Hvis det er den slags venner man får, når man rammes af stress, så har man ikke brug for fjender.

Arbejdsmarkedet kan imidlertid ikke laves om. Arbejdspsykologens columbusæg var derfor følgende: Det er medarbejderne (dem vi i mere højtidelige stunder også kalder for mennesker), der må laves om, så vilkårene på arbejdsmarkedet ikke opleves som stressende og nedslidende. Til de stressede og nedslidte sagde han: ”Lad være med at betragte vilkårene på jeres arbejdsplads som et problem; se dem i stedet for som en udfordring! Det er nemlig langt mere positivt at stå over for en udfordring end det er at stå over for et problem”.

Jeg vil ikke benægte at vi ofte er i situationer, hvor det er den mentale tilgang til verden, der er afgørende. Men lad mig lige minde om, at denne arbejdspsykolog skulle fortælle, hvordan mennesker truet af stress og nedslidning kunne hjælpes. Med andre ord – han skulle forholde sig til mennesker i dyb eksistentiel krise. Problemet (ikke udfordringen – men det fucking problem) var, at han dybest set mente, at disse mennesker selv var skyld i, at det var gået så galt for dem. Det var deres syn på verden, der var problemet: De havde set deres situation, som et problem og ikke som en udfordring.

I romanen 1984 skrev George Orwell om det såkaldte “nysprog”, hvis formål bl.a. var at kontrollere menneskets tanker, ved at fjerne enhver mening fra sproget. Når vores arbejdspsykolog siger, at ordet “problem” ikke skal bruges, men erstattes af ordet “udfordring”, taler han i virkeligheden en form for nysprog, hvor der ikke gives mulighed for  hverken meningsfuld samtale eller eftertanke.

Hvis en gruppe medarbejdere står over for nedskæringer, øget arbejdspres, nye organisationsformer osv. – så kan vi da godt kalde det for en udfordring, men det forekommer mere relevant at tale om et ret stort problem. Vil man anerkende medarbejderne og tage dem alvorligt, må det negative indrømmes en plads. Lad ikke det at have et problem blive til et problem. Gør man det, så har man nemlig to problemer i stedet for ét.

Som psykoterapeuten Bent Falk skriver i den fine bog At være der hvor du er, så bliver samtalen fuld af huller og meget indviklet, hvis vi forbyder os selv at opleve og omtale den negative del af virkeligheden. Det negative ændrer jo ikke nødvendigvis betydning for personen selv, bare ved at blive kaldt noget andet. Det menneske, der oplever noget negativt og føler det som et problem, bliver imidlertid ladt alene med følelsen, hvis den ikke mødes og anerkendes af omgivelserne, som legitim, blot fordi den er negativ. Står jeg over for et menneske, der har oplevelsen af ikke at slå til, føler dårlig samvittighed over ikke at kunne klare det hele, er tynget af magtesløshed i forhold til alle de opgaver, der skal løses og måske tilmed er bange for at blive fyret – så hjælper det ikke at sige: “Du tager fejl – du har ingen problemer, du har bare nogle udfordringer!” Reagerer jeg på den måde, bliver hendes følelser på en eller anden måde hjemløse. Hun vil opleve, at jeg siger: “Du føler forkert – jeg vil kun være sammen med dig og kun anerkende dig, hvis du ændrer dine følelser”.

Negative følelser er ikke blot mangel på positive følelser. Det virker som om den positive psykologi forestiller sig, at det hele handler om at bruge de rigtige ord, f.eks. ”udfordring” i stedet for ”problem”. Men hvorfor være så bange for problemer, som arbejdspsykologen tilsyneladende var? Langt de fleste mennesker er jo ikke bange for at tale om deres problemer. Derfor er det også lidt underligt at stifte bekendtskab med en teori om positiv psykologi, der ikke ønsker at bruge det ord, som de fleste mennesker sætter på livets vanskelige situationer. På den måde kommer man i hvert fald ikke de mennesker i møde som rent faktisk oplever, at de har problemer.

Både det negative og det positive er en del at livet. Enhver samtale med mennesker, der har den seriøse følelse af at være konfronteret med et problem, må tage udgangspunkt i denne virkelighed. Det giver ingen mening at hive dem ud af den virkelighed, der for dem er trist og problemfyldt. Hvis vi forsøger at rykke samtalen væk fra det, der er vigtigt for dem, så bliver fortielser og livsløgn det ulykkelige resultat. Der kan findes stor styrke og et mægtigt udviklingspotentiale ved at forholde sig til alvoren i det negative – problemerne – i stedet for blot at betragte dem som noget, der udelukkende står i vejen for lykken og livsglæden.

I bogen Positiv psykologi skriver forfatteren, at det drejer sig om at fokusere på, hvorfor vi trods alt vælger livet. Se, dét er et godt og dybt spørgsmål, som i den positive psykologi imidlertid ofte bliver besvaret yderst overfladisk. Svaret ser nemlig ud til at være, at livet vælges i det omfang man kan undgå de problematiske og negative dele af tilværelsen, hvorfor det handler om at undgå disse situationer, og som et minimum give dem mere velklingende navne end ”problemer”. Kun det entydigt positive ses som en livsressource.

For min eget vedkommende vælger jeg livet, fordi jeg føler at det er ret problemfyldt og i sin dybde rummer noget, der er større end mig; noget der ikke nødvendigvis kan omformuleres til en positiv udfordring, men noget, der viser, hvor alvorligt det er, det liv, som jeg er i gang med. Det er ikke nødvendigvis lykken, der er livets mening; livets mening kan jo også være livet selv – både når det viser sig fra den positive og negative side.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: