Det er blevet marts; den første forårsmåned. Så begynder jeg igen at gå aftentur langs det inderste af fjorden og forbi kirken på øens yderste spids, hvor der også engang lå et kloster. Når det er klart vejr holder fjorden solnedgangen tilbage. Et stykke tid efter, at solens sidste stråler er forsvundet fra himlen, koger de røde, gule og orange farver stadig vandet op, og vækker sære skygger til live på det sted, hvor klostret i sin tid lå. Efterhånden som mørket fortætter luften sker det, at farverne får en skikkelse til at samle sig ved siden af mig. Inde i kirken ligger en af de gamle munke fra klostret begravet under en rødlig sten. Jeg tror det er ham, som en gang imellem får lyst til at rejse sig fra sin tidslomme og diskret træde ind i en af de aftenskygger, der samler sig omkring mig, når jeg står og kikker efter solen.

En såkaldt menneskealder er på 30 år, og dem er der gået godt 15 af siden munken gik hjemmevant rundt i klostret, der hvor kirkegården ligger i dag. I løbet af den tid er meget mere end hans kloster forsvundet. Alt i den ydre verden har forandret sig og det er nok kun kirken, som munken kan genkende, når han undertiden slutter sig til mig på aftenturen langs fjorden.

Munkene havde tilhørt Antonitterordenen. Deres klosterfader var Den Hellige Sankt Antonius, der cirka år 300 valgte et liv som eneboer ude i den egyptiske ørken. Han forlod så at sige denne verden og de menneskelige fællesskaber, vendte sig væk fra den fysiske verdens fristelser for at leve et liv i ensom stræben efter en helt anden verden end den jordiske – nemlig Guds himmelske verden. Gennem den klosterbevægelse, som Antonius senere kom til at lægge navn til, førte han andre ud på samme vej, væk fra det jordiske, til den verden, som han mente var den eneste sande og virkelige – den åndelige verden; Guds verden.

Da munken en aften rejste sig fra graven for at slå følge med mig på min aftentur, var det derfor heller ikke den fysiske verden, der undrede ham så meget, selv om det var 500 år siden han sidste havde set den. Som de fleste moderne mennesker kunne jeg holde et langt foredrag om, hvor mange forandringer fremskridtet havde bragt med sig; hvor dybtgående videnskaben og teknologien havde ændret verden. Selv i graven kunne munken ikke have undgået at høre, hvordan maskinerne havde lavet hele den kendte verden om.

Men munken og hans klosterbrødre havde aldrig været specielt interesseret i menneskenes verden. De havde nærmest betragtet den som ret ligegyldig, som noget man burde vende ryggen, på samme måde som klosterfaderen Antonius havde gjort. Det var jo ikke den virkelige verden, men en verden, hvor munkene på en måde var hjemløse, indtil de fik lov til at vende tilbage til den rigtige og virkelige verden, deres hjem i Guds åndelige verden.

I løbet af vores aftentur gik det langsomt op for munken, at den verden, der havde været den eneste virkelige verden for ham, ganske enkelt var forsvundet i løbet af de 500 år, hvor han havde været død. Som han mumlede, da vi stod i læ for vinden ved is-kiosken: det er som om der mangler en hel verden!

Jeg måtte bruge en del tid på at forklare munken, at den verden, som han i sin tid havde anset for at være af sekundær betydning, nemlig den jordiske og fysiske, af mange i dag blev betragtet – ikke alene som den vigtigste – men også som den eneste verden. I munkens bevidsthed havde det været ganske indlysende, at skulle verden gå under, så var det den jordiske verden, der ville skride i svinget, når de gode sjæle på den yderste dag blev kaldt hjem til Guds verden. Men nu viste det sig, at den historie havde udviklet sig helt anderledes. For første gang i historien havde den fysiske verden – eller den jordiske verden – vundet pladsen, som Verden par excellence.

Munken havde været vant til, at der var to verdner: en åndelige og en ikke-åndelig. Den åndelige verden blev betragtet som mere virkelig end den ikke-åndelige. Sådan havde det være på munkens tid, men også i langt den største del af menneskehedens historie. Det er kun i den nyeste tid, at den åndelige verden ikke har indtaget den dominerende plads i menneskets forståelse af virkeligheden. Det var ikke så mærkeligt, at munken følte sig lidt rystet. Han kom jo fra en tid, hvor det var den åndelige og guddommelige verden, der fungerede som vejviser for alt, hvad der foregik i menneskets jordiske verden.

Hvordan finder I vej her i den jordiske verden uden en vejviser? spurgte han. Det var faktisk også det spørgsmål, som filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) stillede, da han insisterede på, at det virkelige og det vigtige var det jordiske menneskeliv, det sanselige og den materielle verden, i stedet for de åndelige og oversanselige ideer om Gud og en åndelig verden.

Så fik vi afskaffet en verden, sagde Nietzsche, men noterede sig også spørgsmålet: Hvilken verden var det så, der blev tilbage? I hvert fald betød det, at vi måtte omvurdere alle værdier om de vigtigste og dybeste spørgsmål, fordi der ikke længere var en Gud og en åndelig verden til at fortælle menneskene, hvad der er det rigtige og det forkerte. Men det er jo omvendt også en trist kendsgerning, at den største ondskab ofte er blevet udøvet af mennesker, der ikke selv har overvejet om de ville være gode eller onde, men blot har lyttet til en eller anden autoritet – og ofte en religion.

Alligevel er et af problemerne naturligvis, at alle de vigtigste spørgsmål om menneskets liv på jorden ikke er forsvundet. De svar fra Guds åndelige verden, der blev givet på munkens tid, er imidlertid ikke længere troværdige, fordi mange mennesker oplever den jordiske verden, som den vigtigste, og det er her de vil hente deres svar og værdier. Fortolkningen af godt og ondt, meningsfuldhed, sandhed og kærlighed – af alle de vigtigste ting i menneskelivet – er derfor blevet menneskets egen opgave. Det frie menneske må efter ”den anden verdens” forsvinden, fortolke sig selv: hvem er jeg, hvordan vil jeg være menneske, hvad skal jeg gøre?

Munken kikkede på mig og spurgte: Hvordan kan det enkelte menneske rumme alt det?

Spørgsmålet er tilsyneladende påtrængende, for vi taler hele tiden om værdier i dag. Det ved jeg godt, at man ikke gjorde på munkes tid, så han forstår næppe, hvordan vi prøver at løse problemet. Dengang blev værdierne givet til den menneskelige og jordiske verden fra den guddommelige og åndelige verden. Og vi forstår vel heller ikke helt selv, hvor svært det er, at holde et menneskeliv, et fællesskab, et samfund, en verden sammen på værdier, der er blevet til en slags sociale varer. Der er nærmest ikke nogen værdier, som vi i det moderne samfund kan sige har absolut og selvstændig betydning. Alle værdier er hele tiden til forhandling, de skabes og forsvinder i relationen mellem mennesker og sociale grupperinger. Men – de er altid flygtige og kan byttes ud med andre værdier, fordi en værdi først bliver til en værdi i en bestemt sammenhæng – ingen værdi gælder til alle tider og på alle steder. Værdier om f.eks. godt og ondt, retfærdighed og om stort set alle andre dyder bestemmes på et øjeblik og i øjeblikket. På den måde kan jeg faktisk godt forstå, at munken kikkede sig om efter den verden, som var forsvundet; den verden, hvor værdierne var faste størrelser.

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1818 – 1855) var dybt religiøs, men alligevel en af de første der opdagede, hvad det vil sige, at munkens verden var forsvundet. Kierkegaard sagde, at det enkelte menneske måtte træde i karakter; blive synlig for sig selv og for andre, som en autoritet i eget liv.

Kierkegaards fordring er ikke, at mennesket bekender sig til den ene eller den anden religion, men at det enkelte menneske ser sig selv i øjnene, at det vælger sig selv, tager sit liv på sig med sin personlige historie og sine individuelle evner. De andre kan ikke leve ens liv, man kan ikke give andre ansvaret, og heller ikke lægge det over på en religion. Kierkegaard skriver i bogen Enten – Eller:

”Individet bliver sig da bevidst som dette bestemte Individ, med disse Evner, disse Tilbøjeligheder, disse Lidenskaber, paavirket af denne bestemte Omgivelse, som dette bestemte Produkt af en bestemt Omverden. Men idet han saaledes bliver sig bevidst, overtager han det Alt sammen under sit Ansvar”.

Munken rystede på hovedet. Det virker som et stort ansvar at lægge på det enkelte menneske, sagde han.

Ude over fjorden var solens farver ved at forsvinde og munken blev utydelig i omridset, men jeg kunne stadig høre alt, hvad han sagde: Da jeg boede oppe i byens kloster så vi livet som Guds gave til mennesket. Vi brugte meget tid på at vise taknemmelighed for denne gave, ved at udføre gode gerninger og takke Gud i stille bøn. Men der var mange mennesker, som ikke viste taknemmelighed nok. I dag ser det ud som om I ikke alene har fået livet som gave, men også som opgave. En opgave, som I skal løse uden hjælp fra Gud.

Pludselig var de sidste lysrester forsvundet og munken væk, så jeg stod alene nede ved vandet. Måske er der alligevel ikke så stor forskel på den verden, som munken kendte og den verden, som jeg lever i. I virkeligheden har vi mennesker måske blot fået et vink med en guddommelig vognstang: Du er ikke selv årsag til dit liv, men her er det altså. Se nu at finde ud af, hvordan du vil modtage denne gave, hvordan du vil være menneske. Munken kaldte det, at vise taknemmelighed for livets gave. Og det er det vel også, hvis man som Kierkegaard siger vælger, at tage sit personlige liv på sig, at træde ind i livet og gøre det til sit eget med bevidstheden om, at det er ens eget ansvar, hvordan man forvalter gaven.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: