De spørgsmål, som mennesket gennem tusindvis af år har stillet til de store religioner, er stadig lige betydningsfulde. Det er ikke spørgsmålene om godt og ondt, etik og moral, om ansvar og samvittighed, om døden og meningen med livet – det er ikke disse dybeste eksistentielle spørgsmål, der er noget i vejen med, for de er tidløse. Det er den måde, som religionerne i dag stiller disse spørgsmål på, og ikke mindst den måde, som de besvares på, der har mistet troværdigheden.

Mange mennesker har en levende interesse i moralske og eksistentielle spørgsmål, men kan ikke fatte tillid til religionernes rummelige samvittighed og alt for ubarmhjertige indstilling til menneskelivets mangfoldighed. Det er symptomatisk, at vi tit mødes med ildevarslende tavshed når der spørges til, hvad religionerne kæmper for. Det er langt mere tydeligt, hvad de kæmper imod – og sådan har det i stor udstrækning altid været med religionerne. Det har været kamporganisationer, og det er karakteristisk, at nogle af de værste forbrydelser har fundet sted, fordi religionerne gav dem legitimitet; nedslagtninger, der blev begået, fordi de blev kaldt nødvendige i en eller anden guds navn.

Men for mig at se har der været to spor i langt de fleste religioner. Et spor, hvor det har været kampen mod de andre, der har karakteriseret religionen; de mere eller mindre systematiske forsøg på at eliminere modstandere, tvivlere o.l. fra jordens overflade. Et andet spor har været det mere indadrettede, meditative og filosofiske, hvor religionernes bedste folk har forsøgt at omsætte de dybeste religiøse eksistensspørgsmål til en livsform og en livstolkning for det usikre og tvivlende menneske. Et spor, hvor de forskellige religioner også har haft modet til at være selvkritiske og indgå i dialog med hinanden og med en tvivlende omverden.

Det er paradoksalt, at de store religioner i dag alligevel først og fremmest kendes på deres uforsonlighed. Alt det, som trossystemerne ikke vil acceptere og ønsker at bekæmpe – det er det, vi hører om. Med en nærmest enestående uforsonlighed og intellektuel fattigdom repræsenteres f.eks. Islam af mennesker, der udelukkende taler om alt det, der ikke kan tolereres: kritik,  humor, manglende ærbødighed, kvinder i nederdel, homoseksuelle, voldtagne kvinder, mænd uden skæg og meget mere – med den ene begrundelse, at det er religionens dogmer, der uindskrænket skal sætte grænserne for menneskets udfoldelse.

Da jeg for mange år siden gik i skole havde jeg en ærkedansk lærer, som helhjertet bekendte sig til Islam. Han var klog, indsigtsfuld, sjov og uhøjtidelig. I tilbageblik repræsenterede han alt det fineste ved religiøsitet: Åbenhed, nysgerrighed, menneskekærlighed, indsigt i menneskets gode og dårlige kringelkroge. Var det ham, der repræsenterede Islam i dag, så skulle ingen høre en lyd fra mig i den anledning.

Men det er ikke dette fine spor, der i dag tegner Islam som religion. Og heller ikke de gamle arabiske filosoffers spor, som talte om, at der både var filosofiske og teologiske sandheder. Det var desværre også de arabiske filosoffer, der endte med at blive undertrykt af religionens teologer, for her bliver der kun regnet med én sandhed; alt andet skal udslettes. I dag er det da også religionens mest nederdrægtige spor, der tegner billedet. Det spor, der kun har noget at sige om, hvad religionen kæmper imod – og nærmest ikke kan formulere noget positivt om, hvad den kæmper for. Med det er jo ikke kun Islams problem, selv om det for tiden er en usædvanlig nederdrægtig religion. Kristendommen har op gennem historien også været ganske godt med når det drejer sig om praktiseret nederdrægtighed.

Det er ikke menneskets religiøsitet, der er noget i vejen med. Det er religionerne, der er problemet. Det er et problem at religionerne stort set udelukkende er blevet politiske størrelser, at Gud i de forskellige religioners forklædning er blevet den måske vigtigste politiske og kulturelle figur på globalt plan. Som religiøst og eksistentielt pejlemærke for mennesker, spiller religionerne imidlertid en stadig mindre rolle. Religion og religiøsitet hænger ganske enkelt ikke godt sammen – dertil er religionerne for menneskefjendske, og religiøsitet handler efter min mening om det enkelte menneskes frie søgen efter livsdybde og mening.

Den danske filosof Søren Kierkegaard var en af de første, der begyndte at tænke over de eksistentielle spørgsmål uden vejledning fra religionens autoritet. Han bragte så at sige tvivlen ind i de religiøse spørgsmål, gjorde dem til problemer, som det enkelte menneske måtte slås med i sit indre, uden at forfalde til religionens dogmatiske og definitive svar. I dag kan vi nærmest sige, at religiøsiteten opstår fra neden og bygger på det enkelte menneskes erfaringer med tilværelsens store spørgsmål; erfaringer hentet ud fra hverdagen, tit i kombination med en fornemmelse af at der alligevel er noget, som er større end det enkelte menneske – og ofte i direkte opposition til de organiserede religioners umenneskeliggørelse af de dybeste menneskelige anliggender.

Hvem kan tro på en religions svar på moralske og eksistentielle spørgsmål, hvis svarene går direkte imod hverdagens oplevelser af, at der er noget, som er helligt i de menneskelige forhold; det kunne være selve livet, den menneskelige ukrænkelighed, kærligheden, medfølelsen og tilgivelsen. Dette er efter min mening den sande religiøsitet – den vender religionernes umenneskelige svar og dogmer ryggen og retter blikket mod menneskelivets dybeste spørgsmål: Hvordan skal jeg leve et liv, som jeg ikke selv er årsag til – alene, som individ, og sammen med andre, som medmenneske?