Den måde, som mennesket forstår den ydre verden på, har konsekvenser langt ind i den indre verden hos det enkelte menneske. Prøv en gang at tage et skridt baglæns; til den tid, hvor mennesket i renæssancen så småt begyndte at forstå, at jorden ikke var universets centrum. Det syn på jorden og dens placering i universet, som i årtusinder uforstyrret havde givet indhold til menneskets forståelse af sig selv, viste sig at være en illusion.

Op og ned blev der vendt på den store og ellers så stabile jord, det mest ubevægelige i det univers, hvor mennesket havde levet uden at mærke noget til det fantasme, som videnskabsmændene nu begyndte at tale om: Jorden – dette solide hjem for mennesket – bevægede sig i virkeligheden frit og med høj fart gennem rummet, gennem himmel efter himmel, snurrende rundt om sig selv og om solen i et kæmpemæssigt univers. Nu viste det sig, at jorden under menneskets fødder blot var et fnug på himmelflugt i et helt nyt og uigenkendeligt univers. Det må have fyldt datidens mennesker med gru, for hvis jorden var et fnug, hvad var mennesket på dette fnug så?

At universet så at sige voksede, at jorden mistede sin plads som centrum for hele skabelsen, reducerede dog ikke nødvendigvis mennesket til en perifer og ubetydelig størrelse. Den videnskabelige revolutions forgangsmænd opfattede deres gennembrud i forståelsen af universet, som en guddommelig åbenbaring, der gjorde det muligt for mennesket at skue ind i skaberværkets inderste kerne. De videnskabelige nyvindinger lagde grunden for en hidtil ukendt tiltro til den menneskelige fornuft og rationalitet.

En del af dette spor trækker vi stadig næring af i dag: Det moderne menneskes tro på fremskridt, ny teknologi, vækst og kontrol med verdens gang bygger på en vedvarende udvikling af den form for menneskelig fornuft, som i renæssancen begyndte at afsløre hvad der lå bag det, som man ellers havde anset for at være Guds skjulte plan med mennesket.

Som tiden gik gled det guddommelige element da også mere og mere i baggrunden og forsvandt til sidst helt. Det guddommelige projekt med mennesket blev til menneskets projekt med mennesket. Resultatet blev en frihed og foretagsomhed, som på stadig flere områder har gjort det muligt for mennesket at ombygge det, der tidligere blev betragtet som Guds skaberværk – og ikke mindst, at forbedre det, så selv en Gud måtte blive misundelig.

Men der er også et andet spor, som fortæller om nogle lidt andre konsekvenser af den gradvise indsættelse af mennesket på Guds plads. I langt den største del af menneskets historie havde der hersket et guddommeligt styre over de ting, der skete på jorden. I de fleste mennesker havde der været en forestilling om en guddommelig orden: Mennesket, universet, naturen – hele kosmos – blev opfattet som en guddommelig skabelse. Der kunne være kampe mellem godt og ondt, katastroferne kunne vælte ned over menneskene i form af krige, sygdom og elendighed. Men de fleste oplevede alligevel, at der nok var mening i galskaben; en hensigt, hvor det, der skete, ikke blot skete, men havde en mening, endda en guddommelig mening, selv om den blev holdt skjult, og selv om mennesket alligevel fortvivlede og ofte forbandede Gud for de byrder, som han pålagde den enkelte.

Men så kom menneskeguden med den videnskabelige fornuft og indførte en uorden uden mening og uden lige: Jorden var blot én planet blandt millioner af himmellegemer, mennesket blot ét dyr blandt andre dyr og tilfældigheden indtog skæbnens plads. Godt og ondt, ret og uret, sandt og falsk var tidligere Guds område – nu blev det noget, som mennesket selv bestemte over.

Det er ganske tydeligt, at menneskeguden rent praktisk kan meget mere end den gamle Gud. Se bare hvad den menneskeskabte videnskab kan: Redde liv, udsætte døden, sende mennesker til månen, gensplejse naturen, spalte atomet, kigge ind i hjernevindingerne, bygge, regere og opfinde med en fantasi, der er en gud værdig.

Men dette historiske spor fortæller også en nostalgisk historie om tab af spirituel bevidsthed, om tabet af mening og om sammenbruddet af tidligere tiders menneskelige fornemmelse af at tilhøre et hele, hvor sjælen hørte sammen med kosmos og hvor alting skete, fordi det var meningen, fordi hele den menneskelige verden og historie var styret af en guddommelig hensigt og fornuft.

Til det moderne menneske hører fornemmelsen af at være blevet revet ud af en sammenhæng. Ikke mærkeligt, at der til beskrivelsen af det moderne menneskes vilkår ofte knyttes begreber som rodløshed, fremmedgørelse, tabsfølelse, meningsløshed, usikkerhed o.l. Men selv om alt dette kan lyde som rendyrket pessimisme, så mener jeg alligevel at mennesket lever i mulighedernes rige. Tidligere var det Gud, som kunne være et problem for mennesket. I nyere tid er mennesket blevet et problem for sig selv. Men dette tronskifte har åbnet for at spørge til langt mere end det tidligere overhovedet var muligt at spørge til: Hvem er vi? Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan vil vi gerne leve? Hvad vil det sige at eksistere sammen med andre? Hvad vil vi bruge den menneskelige frihed til?

Vi slap fri af båndet til religionens Gud, men blev ved samme lejlighed bundet til jorden – til det at være menneske her på jorden. Mennesket var engang i Guds verden – i dag er mennesket sin egen verden og skal skabe en hjemmefølelse i en verden, som kan virke fremmed og usikker. Vi lever ikke længere i en verden givet til mennesket af Gud, men i en verden skabt og behersket af mennesket selv. Dét burde giver os mulighed for at indrette verden lige bestemt – på en menneskelig måde.