Den franske filosof Jacques Derrida blev engang spurgt, hvad han kunne tænke sig at vide om nogle af historiens mest betydningsfulde filosoffer, hvis de blev vækket fra de døde og gjort til genstand for en afslørende dokumentar? Derrida var ikke kendt for at være nogen humørbombe, så svaret overraskende mange: Jo – hvis det havde været muligt, sagde Derrida, ville han da gerne høre noget om f.eks. Heideggers, Kants eller Hegels sexliv!

Det er altid problematisk, at skulle forklare sine pointer, men her er det altså nødvendigt, for meget kan man beskylde Derrida for, men mig bekendt ikke for voyeurisme og sensationsjournalistik. Derrida uddybede da også selv det ønske, han havde til en dokumentarfilm om de kendte filosoffer: Jeg kunne have lyst til at høre noget om det, som de nægter at tale om. Hvorfor fremstiller disse filosoffer sig som kønsløse i deres bøger? Hvorfor har de visket deres privatliv ud?

Derrida var ikke kendt for at udtrykke sig soleklart. Men her er det faktisk indlysende nok: Filosofi handler ikke kun om store og abstrakte tankesystemer. Filosofi er også levet liv. Derrida havde derfor fat i noget helt centralt da han spurgte til, hvordan de store filosoffer levede deres liv – altså inde i privaten og helt ind i sovekammeret. Derridas spørgsmål virker kun provokerende, fordi vi sjældent tænker over hvad filosofi egentlig er i sig selv.

Der er selvfølgelig den filosofi, som man kan blive undervist i – alle de filosofiske teorier. Men i tillæg til dette er filosofi også et anliggende, der er vokset ud af menneskets daglige oplevelse af egne eksistensvilkår. Når Derrida efterlyser indsigt i de store filosoffers private liv er det fordi han er nysgerrig efter, at finde ud af, hvad der drev disse filosoffers tænkning frem, hvor deres behov for at filosofere kom fra. Og dette behov kan komme helt inde fra soveværelset, gennem oplevelsen af kroppenes møde på lagnet og fra snakken over middagsmaden om, hvad man skal stille op med en sorg, en glæde, et tab, hvordan man skal indrette sig i tilværelsen osv. Derfor ville Derrida gerne vide noget om, hvad de store filosoffer talte om hjemme i stuen, hvilke problemer de kæmpede med, hvordan deres daglige liv afspejlede sig i deres filosofi – og selvfølgelig også omvendt, hvordan deres filosofi afspejlede sig i deres daglige liv.

Hvis man vil forstå noget i dybden, sagde den græske filosof Aristoteles, så må man fange det allerede fra begyndelsen, helt fra fødslen og oprindelsen. Og filosofiens fødsel fandt sted i det gamle Grækenland, hvor denne særlige menneskelige aktivitet, at filosofere, knyttede sig til at udvikle sjælen – til at leve sit liv på en bestemt måde, der gjorde én klogere, specielt på sig selv og sit daglige liv.

Da jeg selv for mange år siden mødte filosofien, blev jeg dybt bevæget over dens næsten magiske kraft til at kaste lys over min eksistens. Motivationen til at opsøge filosofien kom inde fra mit private livs oplevelser og derfor kom mødet med filosofien også til at virke langt ind i mit personlige livs gemmer. Den hjalp mig bl.a. til at slippe fri af et knugende tankefængsel, som jeg tidligere havde befundet mig i, og selv de mest abstrakte og metafysiske spekulationer fik en mening og relevans for mit eget liv. Jeg har aldrig siden mistet følelsen af, at filosofi er magisk og har en indbygget kraft, som kan hjælpe mig til at forstå mit eget liv og min egen død når den tid kommer.

Filosofien udfordrer os til at mærke, hvad der egentlig sker i mødet mellem mennesker; den kalder på opmærksomhed i forholdet til andre, som man kan skade eller vise omsorg; filosofien peger på betydningen af kærlighedens gerninger og på nødvendigheden af at stille spørgsmålet om de andres betydning for mig og min betydning for dem. Filosofien beder dig lavmælt om at gribe dig selv i armen først; den har siden Sokrates vist, hvor meget visdom, der gemmer sig under alle overflader – om det så er menneskets psykiske overflade eller den overflade, som videnskaben kradser i for at blive klogere på verdens beskaffenhed. Filosofien tematiserer behovet for at søge mening med livet og sætter alle de vigtigste og alvorligste spørgsmål om vores eksistens i svingninger. Alene de filosofiske spørgsmål virker forandrende ind på vores liv.  Det var den proces, som de tidligste filosoffer kaldte for det filosofiske liv.

Hvis man kun holder sig til de filosofiske teorier kan man med Derrida undre sig over, hvor mennesket og den levende filosofi bliver af. Filosofien handler om de vigtigste og alvorligste menneskelige anliggender og derfor skal filosofiens teorier og ord ud i den frie luft mellem mennesker, hvor de kan befrugte livet og gøre det større og dybere. Når mennesker sammen begynder at filosofere over de vigtigste ting sker der en forvandling, som gør den verden, der ellers kan opleves som truende og fremmed, til et langt mere beboeligt sted. Spørgsmålet er altså ikke udelukkende, hvor mange filosofiske teorier du kan. Lige så afgørende er, hvordan du lever de filosofiske spørgsmål om det vigtigste i tilværelsen ud i det daglige liv – i det private.

I det private liv bevæger vi os ofte på kanten af noget, der næsten ikke kan udtrykkes sprogligt, fordi de tætte og intime relationer er så mættede af betydning og indhold. Men som Derrida sagde: Om det man ikke kan tale, må man ikke tie, og det var han bange for, at alt for mange filosoffer gjorde. Men når den levende filosofiske dialog er bedst kan den åbne for en dybt berigende forståelse af det, der ikke umiddelbart kan sættes ord på i det private liv: kærlighed, venskabsfølelser, døden, meningen med det hele, angsten, erotikken, behovet for de andre og ønsket om at kigge ind i sig selv. Så er det, at filosofien bliver til levet liv – og på den baggrund kan man kalde nogle mennesker for livsfilosoffer; de lever et filosofisk liv, hvor de tager det alvorlige alvorligt og lever et liv efter denne alvor.